Klippegrævlingen — indtagende og instinktivt vís

Af Vågn op!-​korrespondent i Sydafrika

BIBELEN omtaler disse små bemærkelsesværdige skabninger sådan: ’Instinktivt vise, ikke mægtige, og de anbringer dog deres hus på klippen.’ De har omtrent samme størrelse som kaniner og bliver i forskellige bibeloversættelser kaldt henholdsvis kaniner, murmeldyr eller klippegrævlinger. — Ordsprogene 30:24-26.

Klippegrævlingen lever kun i dele af Afrika og Sydvestasien. I det sydlige Afrika findes den i stort tal.

Ifølge zoologen Gerrie de Graaff har klippegrævlinger bestemte træk der i virkeligheden er „en blanding af alt muligt“, selv om de nærmest ligner gnavere. De Graaff nævner at „deres fortænder ligner gnaveres, deres kindtænder næsehorns, deres karsystem hvalers og deres fødder ligner elefanters!“ Det er ikke så mærkeligt at de har givet zoologerne hovedbrud!

Eftersom klippegrævlinger ikke er særlig hurtige eller specielt gode til at forsvare sig, opholder de sig klogeligt nok i bjergområder, på stejle klipper og i klippesprækker. I klipperne kan de søge ly for regnen og læ for vinden samt tilflugt for rovdyr. Man kan godt forstå at de sjældent vover sig langt væk fra deres opholdssted, rent bortset fra når de skal finde føde til deres to daglige hovedmåltider.

Og sikke nogle måltider! Disse små skabninger æder en forbavsende masse planteføde. Og endnu mere overraskende er den hastighed med hvilken de sluger maden. De bruger mindre end en time om dagen på at æde! Og deres fordøjelseskanal, som utroligt nok klarer denne ædevane, er beskrevet af zoologen J. J. C. Sauer som værende „enestående i dyreriget“.

Et svært bytte

I de afrikanske bjergområder er det almindeligt at se klippegrævlinger, der nemt kan forveksles med klippestykker, ligge og slikke solskin. Dette syn er meget fristende for de sorte ørne, som har en særlig svaghed for klippegrævlinger. Men den lille skabning er nu ikke så nem at få kløerne i! Dens syn er så skarpt at den fra en kilometers afstand kan se om noget bevæger sig! Selv hvis ørnen flyver lige mod solen kan klippegrævlingen få øje på den. Hvordan kan det lade sig gøre? Jo, dens øje er udstyret med en speciel membran som filtrerer solens stråler så den er i stand til at se direkte mod solen uden at tage skade. Lige så snart vagtpost-grævlingen har opdaget fjenden, udstøder den et alarmsignal — en skingrende gøen — og med ét er klipperne ryddet for grævlinger som er smuttet ind i klippesprækkerne. Ørnen må så forsøge igen.

Meget selskabeligt anlagt

Klippegrævlinger bor i kollektiv. Det er en stor fordel om natten når det er koldt! De har megen gavn af at ligge i en klynge, tæt presset mod hinanden, med hovederne udad. For at få del i varmen forsøger nogle endda at kravle op oven på klyngen indtil der er tre eller fire lag grævlinger — helt op til 25 grævlinger på én gang!

Det er dog ikke lutter idyl, eftersom de er nogle små, aggressive dyr. Men deres instinktive visdom kommer dem til undsætning. Dr. P. B. Fourie forklarer: „De ligger normalt ikke med hovederne sammen eller æder i umiddelbar nærhed af hinanden, og når de er tvunget til at bevæge sig tæt forbi hinanden udstøder de mange forskellige slags forsonende lyde.“ Disse lyde er som regel ikke særlig høje og kan kun høres på nogle få meters afstand. De kan derfor meddele sig til hinanden uden at tiltrække sig rovdyrs opmærksomhed.

Adrætte og indtagende kæledyr

Mange iagttagere har undret sig over at klippegrævlinger kan klatre op ad glatte, næsten lodrette, klippeflader. Hvordan gør de det? Ved at forme deres fødder, som har tykke, bløde såler, til friktionspuder. Deres fødder er den eneste del af kroppen der sveder og er altid fugtige. Dette gør trækkraften så meget stærkere.

Disse vindende skabninger kan nemt tæmmes. Og man behøver ikke at bekymre sig om deres renlighed. De soignerer sig konstant med en af bagfødderne, hvor der er en praktisk lille klo specielt beregnet til dette formål. Joy Adamson indrømmer i sin bog Født til frihed at hun undrede sig da hun opdagede at hendes tamme klippegrævling vanemæssigt kradsede sig selv. Senere fandt hun dog ud af at grævlingen bruger denne klo til at rense pelsen med, sådan at den aldrig får lopper eller tæger.

Hvordan gør man en tam klippegrævling renlig? Det behøver man ikke at bekymre sig om. I naturen reserveres et bestemt sted som hele kolonien kan benytte som toilet. Som kæledyr lærer klippegrævlinger derfor „af sig selv at bruge toilettet“, forklarer Fourie. Men „selvfølgelig uden at skylle ud!“ tilføjer han. Sådan gik det også med Joy Adamsons grævling. „Dens måde at gå på w.c. på var bemærkelsesværdig . . . hos os satte Pati sig uvægerligt på randen af klosettet, hvad der så meget komisk ud. På safari’en, hvor vi ikke havde den slags raffinementer, blev den helt forvirret, så vi blev til sidst nødt til at lave den et lille privat w.c.“

Hvor bliver det skønt når vi til sin tid bliver helt fortrolige med disse og andre ’instinktivt vise’ skabninger som Jehova har dannet.