Engangsprodukter — Problemet der ikke forsvinder
AT IGNORERE affaldsproblemet og dets årsager er det samme som at ignorere at vi lever i et køb-og-smid-væk-samfund. Synes du for eksempel at det er mere praktisk at bruge papirhåndklæder i køkkenet end håndklæder af stof? Foretrækker du papirservietter ved måltiderne frem for stofservietter? Hvis du har børn der stadig bruger ble, bruger du så engangsbleer eller stofbleer? Synes du det er mest bekvemt at bruge engangsbarberknive og engangskameraer? I dag findes der mange unge som aldrig har skrevet med fyldepen; den er for længst blevet erstattet af kuglepennen, det være sig engangspenne eller kuglepenne hvor patronen kan skiftes ud. Firmaer bestiller i tusindvis af kuglepenne, og der foræres millioner af dem væk i reklameøjemed.
Kaffe, te, cola, milkshakes og fast food serveres ikke længere i papbægre eller på paptallerkener. De er blevet udkonkurreret af beholdere fremstillet af polystyren. Der fremstilles knive, gafler og skeer af plastic, lige til at smide væk efter brug. Der findes utallige af den slags engangsprodukter. „Vi er blevet et samfund der smider alt væk,“ siger direktøren for staten New Yorks renovation. „Vi bliver nødt til at ændre holdning.“
I dag sælges mælk i papkartoner eller plasticflasker i stedet for i flasker af glas; sko bliver fremstillet af plastic i stedet for af læder og gummi, og regntøj laves af plastic i stedet for af vandskyende naturfibre. Nogle læsere spekulerer måske på hvordan verden var i stand til at fungere før plasticen blev opfundet. Læg også mærke til den overflod af iøjnefaldende produkter som sælges i alt for store beholdere i supermarkeder eller andre steder. Datamater spytter milliarder af papirsider ud, hvorved de tårnhøje papirbunker vokser yderligere.
Hvor meget er vi villige til at ofre for til en vis grad at afhjælpe det voksende affaldsproblem? Amerikanerne alene skønnes at smide gennemsnitlig 4,3 millioner kuglepenne og 5,4 millioner engangsbarberknive væk om dagen, og det er ikke sandsynligt at de vil skrue tiden 50 år tilbage, til tiden før man begyndte at fremstille alle mulige engangsprodukter af plastic. Men det er en høj pris vi betaler for sådanne bekvemmeligheder.
Det samme gør sig gældende hvad engangsbleer angår. „Hvert år smides der over 16 milliarder bleer, med cirka 2,8 millioner tons ekskrementer og urin, ud på landets stadig færre lossepladser,“ har man kunnet læse i The New York Times. At vide at der kasseres over 4.275.000 tons bleer, vil måske hjælpe nogle til at få øjnene op. „Det er et udmærket eksempel,“ siger en renovationsekspert fra Washington. „Her bruger vi et engangsprodukt der koster mere end et produkt der kan bruges flere gange, et produkt der er mere miljøfarligt og som fremstilles af ressourcer der ikke fornys.“ Men hvor mange forældre er mon villige til at påtage sig det besvær der er forbundet med at vaske bleer? For mange er en verden uden engangsbleer noget fuldstændig utænkeligt.
For miljøforkæmpere er engangsbleerne blevet symbolet på hele affaldsproblemet. „Hvad værre er,“ skriver U.S.News & World Report, „så findes hver eneste af de plasticbleer der er blevet fremstillet siden 1961 her stadig; det vil tage omkring 500 år før de er nedbrudt.“
Miljøeksperter og embedsmænd giver imidlertid udtryk for at hvis vi vil undgå at blive begravet i vort eget affald må vi ændre vaner. Moderne engangsprodukter er måske en velsignelse for forbrugerne, men de er en tikkende bombe under jordens lossepladser. Intet af det plastic der smides væk forsvinder af sig selv. Og i modsætning til hvad de fleste tror, vil der gå mange år med nedbrydningen af de cirka 160 tusind tons papir som amerikanerne hver dag smider væk, samt den ukendte mængde der kasseres på verdensplan og havner på lossepladser under de mange tons affald. Man har fundet aviser der har ligget begravede på lossepladser i over 35 år og som var lige så lette at læse som den dag de forlod trykken.
Problemet med genbrug
Det er blevet sagt at der kun er fire måder at behandle affald på: „Man kan begrave det, brænde det, genbruge det — eller begrænse det.“ Nedgravet affald på lossepladser er ikke blot en torn i øjet på dem der må bo i nærheden, men det kan også udgøre en sundhedsfare. Når affaldet på lossepladserne nedbrydes, dannes der en usynlig, lugtfri men brændbar gasart kaldet metan. Hvis metangassen ikke kontrolleres kan den under jorden bevæge sig bort fra lossepladsen, ødelægge vegetationen og sive ind i nærliggende bygninger og eksplodere hvis den antændes. Dette har i nogle tilfælde medført dødsulykker. Endvidere trues underjordiske vandreservoirer når giftige kemikalier siver ned og forgifter vandforsyningen.
Problemet med genanvendelse af avispapir er den enorme overproduktion. „Lagrene af brugt avispapir har aldrig været større,“ siger en talsmand for Det Amerikanske Papirinstitut. „Papirmøller og papirforhandlere har over en million tons avispapir i deres depoter, hvilket svarer til en tredjedel af årsproduktionen. På et tidspunkt vil lagerkapaciteten være fuldstændig opbrugt.“ Som følge af denne papirpukkel må byer der før fik omkring 300 kroner for et tons papir, i dag betale vognmænd omkring 200 kroner for at køre den samme mængde papir væk så det kan blive brændt eller afleveret på en losseplads.
Hvad så med plasticen? „Plasticindustrien har ivrigt støttet genbrugstanken, mest af frygt for at dens allestedsnærværende produkter ellers ville blive forbudt,“ skriver U.S.News & World Report. Plasticflasker kan for eksempel omdannes til fibre der kan bruges i fremstillingen af polyestertæpper, som fyldmateriale i parkacoats og til utallige andre ting. Plastindustrien har imidlertid god grund til at være bekymret. Nogle steder har man allerede forbudt levnedsmiddelindustrien at bruge og sælge produkter der indeholder polystyren og PVC (polyvinylklorid). Forbudet omfatter både indkøbsposer af plastic, plasticbægre og -tallerkener samt bakker til hamburgere.
Det anslås at over 75 procent af kommunernes affald i De Forenede Stater kan genanvendes. Men på grund af offentlighedens ligegyldighed og de teknologiske mangler, bliver disse muligheder ikke udnyttet. „Genbruget er på vej ind i en meget farlig periode,“ har en genbrugsekspert udtalt. „Mange regeringer vil få problemer med at klare krisen.“
Nogle embedsmænd mener at man kan løse problemet ved at brænde affaldet i store kommunale forbrændingsanlæg. Men heller ikke dette er problemfrit. Miljøforkæmpere advarer om at der ved afbrænding af plastic og andet affald slipper giftige kemikalier, deriblandt dioxin, ud i luften. „Man kan godt betragte en forbrændingsanstalt som en dioxinfabrik,“ har en kendt miljøforkæmper udtalt. „Forbrændingsanlæggene producerer også i tonsvis af aske der ofte indeholder bly og cadmium,“ skriver Newsweek. Der lyder vilde protester fra folk der bor i nærheden af de steder hvor man planlægger at bygge forbrændingsanlæg, fordi disse betragtes som en trussel mod sundheden og miljøet. Affaldsproblemet fortsætter derfor med at vokse. Findes der en løsning på problemet?