Der er store penge i handel med blod

’DET RØDE GULD’! Som denne betegnelse antyder er der tale om en meget værdifuld substans. Det er en kostbar væske, et livsvigtigt, naturligt råstof som er blevet sammenlignet med både guld, olie og kul. Det røde guld bliver imidlertid ikke udvundet af årer i jorden, ved hjælp af bor og dynamit, men af menneskers blodårer — med langt mere forfinede metoder.

„Hjælp min lille pige, hun behøver blod,“ lyder teksten på et reklamebanner der hænger over en travl gade i New York. Andre reklametekster opfordrer: „Hvis du er donor, er du et af den slags mennesker verden ikke kan undvære.“ „Dit blod er afgørende. Ræk din arm ud!“

Og folk der gerne vil hjælpe deres medmennesker har øjensynlig forstået budskabet. Over hele verden stiller de sig i kø. De fleste bloddonorer, såvel som det personale der tapper blodet og giver blodtransfusioner, ønsker uden tvivl oprigtigt at hjælpe deres medmennesker i nød og er overbeviste om at dette er en måde at gøre det på.

Efter at blodet er blevet tappet, men inden det bliver anvendt til transfusion, går det imidlertid gennem mange flere hænder og forarbejdningsprocesser end de fleste er klar over. Ligesom bogstaveligt guld, har blod formået at vække menneskers begærlighed. Det kan sælges med fortjeneste og videresælges med endnu større fortjeneste. Nogle kæmper ligefrem for retten til at tappe blod — som de sælger til ågerpriser. De tjener formuer på det, ja, de smugler det endog fra det ene land til det andet. I hele verden er der store penge i handel med blod.

Tidligere fik bloddonorer i De Forenede Stater kontant betaling når de afgav blod. Men i 1971 anklagede den britiske skribent Richard Titmuss det amerikanske blodbanksystem for at være usikkert, idet man, som han sagde, faktisk lokkede fattige og syge til at give blod for at tjene nogle få dollars. Desuden gjorde han opmærksom på det umoralske i at folk tjente penge på at give blod for at hjælpe andre. Dette angreb bevirkede at man i De Forenede Stater ophørte med at betale donorer af fuldblod. (En sådan betalingsordning findes dog stadig i visse lande). Det betød dog ikke at handelen med blod blev mindre indbringende. Hvorfor ikke?

Blod fortsat en indbringende handelsvare

I 1940’erne begyndte forskerne at adskille blodet i dets enkelte komponenter. Den proces der nu kaldes fraktionering har bevirket at blod er blevet en endnu mere indbringende handelsvare. Hvordan går det til? Jo, på samme måde som en bil der bliver skilt ad og solgt i smådele kan indbringe helt op til fem gange så meget som i hel stand, sådan stiger prisen på blodet når de enkelte blodkomponenter adskilles og sælges særskilt.

Navnlig plasma, der udgør op mod halvdelen af blodets samlede volumen, er et indbringende produkt. Plasma indeholder ikke nogen af blodets cellebestanddele — røde blodlegemer, hvide blodlegemer eller blodplader — og kan derfor frysetørres og gemmes. Desuden må en bloddonor kun afgive fuldblod fem gange om året, men plasma op til to gange om ugen, ved plasmaferese. Ved denne metode aftappes fuldblod, hvorefter plasmaet udskilles og cellebestanddelene gives tilbage til donoren.

I De Forenede Stater tillader man stadig at donorer får betaling for at afgive plasma. Desuden tillader man i dette land at donorer afgiver omkring fire gange så meget plasma om året som Verdenssundhedsorganisationen anbefaler! De Forenede Stater tapper mere end 60 procent af den samlede mængde plasma i verden. Alt dette plasma er i sig selv mere end 2,7 milliarder kroner værd. Men det indbringer langt mere fordi også plasma kan adskilles i forskellige bestanddele. På verdensplan danner blodplasma grundlag for en industri med en omsætning på mere end 12.000.000.000 kroner om året!

Ifølge avisen Mainichi Shimbun bruger Japan omkring en tredjedel af det plasma der produceres i verden. Dette land får 96 procent af sit forbrug dækket ved import, hovedsagelig fra De Forenede Stater. Kritiske røster i Japan har betegnet landet som „hele verdens vampyr“. Og det japanske sundhedsministerium, som har forsøgt at dæmpe denne virksomhed, har udtalt at det er urimeligt at tjene penge på blod. Ministeriet har anklagende udtalt at medicinalfirmaer i Japan tjener hvad der svarer til omkring 1.200.000.000 kroner om året på blot et enkelt plasmaprodukt, albumin.

I Vesttyskland er forbruget af blodprodukter større end i alle de andre europæiske lande tilsammen, og større pr. indbygger end i noget andet land i verden. Bogen Zum Beispiel Blut (For eksempel blod) siger om det vesttyske forbrug af blodprodukter: „Mere end halvdelen bliver importeret, hovedsagelig fra USA, men også fra lande i den tredje verden. Under alle omstændigheder stammer det fra fattige der gerne vil forøge deres indtægt ved at afgive plasma.“ Nogle af disse fattige sælger så meget af deres blod at de dør af blodmangel.

Mange kommercielle plasma-tappecentraler er strategisk placerede i kvarterer hvor der bor folk med lave indkomster eller langs grænser til fattige lande. De tiltrækker de forarmede og subsistensløse, der er mere end villige til at give plasma for penge og har flere grunde til at afgive mere end de burde eller til at fortie en eller anden sygdom de lider af. En sådan handel med plasma har udviklet sig i 25 lande rundt om på jorden. Så snart den bliver stoppet i ét land, blomstrer den op i et andet. Bestikkelse af embedsmænd og smugleri er ikke usædvanligt i denne sammenhæng.

Kommercialisme i almenvellets navn

Også ikkekommercielle blodbanker i USA er på det seneste blevet udsat for hård kritik. I 1986 afslørede journalisten Andrea Rock i bladet Money at det koster en blodbank 57,50 dollar (ca. 350 kroner) at tappe en portion blod, at hospitalet må betale blodbanken 88,00 dollars (ca. 530 kroner) for denne portion, og at en patient må betale mellem 375 og 600 dollars (mellem 2200 og 3600 kroner) for at modtage den samme portion ved en transfusion.

Har situationen ændret sig siden? I september 1989 skrev journalisten Gilbert M. Gaul fra bladet The Philadelphia Inquirer en serie artikler om det amerikanske blodbanksystem.a Efter en årelang undersøgelse kunne han rapportere at nogle blodbanker først tigger folk om at give blod, for derefter at sælge helt op til halvdelen af dette blod med anselig fortjeneste til andre producenter af blodprodukter. Gaul anslår at de amerikanske blodbanker hvert år sælger omkring en halv million liter blod på denne måde — et skjult marked med en omsætning på 50.000.000 dollars om året, hvor der handles på næsten samme måde som på en børs.

Der er imidlertid én væsentlig forskel: Dette marked bliver ikke kontrolleret af staten. Ingen ved nøjagtigt hvor stort det er og ingen har indflydelse på prisdannelsen. Mange bloddonorer ved intet herom. „Folk bliver ført bag lyset,“ har en pensioneret medarbejder i en blodbank sagt til bladet The Philadelphia Inquirer. „Ingen fortæller dem at deres blod bliver solgt til os. De ville blive rasende hvis de fik det at vide.“ En repræsentant for det amerikanske Røde Kors siger kort og godt: „Blodbankerne har i årevis ført offentligheden i Amerika bag lyset.“

Alene i De Forenede Stater tapper blodbankerne hvert år omkring 6,5 millioner liter blod, og sælger over 30 millioner blodproduktenheder for omkring en milliard dollars — en enorm sum penge. Men blodbankerne benytter ikke betegnelsen „profit“. De foretrækker at bruge udtrykket „positivt dækningsbidrag“. Det amerikanske Røde Kors kunne således fra 1980 til 1987 notere et „positivt dækningsbidrag“ på 300 millioner dollars.

Blodbankerne hævder at de er ikkekommercielle virksomheder, at de ikke som store virksomheder på Wall Street giver udbytte til nogen aktionærer. Men hvis det amerikanske Røde Kors var et aktieselskab ville det være blandt de virksomheder i De Forenede Stater der giver det største afkast, på linje med for eksempel General Motors. Og personer der har ledende stillinger i blodbankerne har faktisk ganske pæne lønninger. Et rundspørge blandt 62 blodbanker, foretaget af bladet The Philadelphia Inquirer, viste at 25 procent af dem der beklædte ledende stillinger, tjente over 100.000 dollars (ca. 600.000 kroner) om året. Nogle tjente endda mere end det dobbelte.

Blodbankerne hævder endvidere at de ikke „sælger“ blod — de kræver blot godtgørelse for produktionsomkostningerne. En leder af en blodbank svarer imidlertid skarpt på denne påstand: „Det gør mig rasende når Røde Kors siger at de ikke sælger blod. Det ville svare til at et supermarked hævdede at de ikke opkrævede betaling for mælken men kun for emballagen.“

Det globale marked

Der handles både med plasma og fuldblod over hele jorden, og alle steder lyder der kritiske røster. I oktober 1989 udløste det japanske Røde Kors for eksempel en skandale da det søgte at vinde andele på det japanske marked ved at give store rabatter på produkter udvundet af donorblod. Hospitalerne høstede store økonomiske fordele ved at opgive at de havde købt blodet til markedspris.

Ifølge den thailandske avis The Nation har visse asiatiske lande været nødt til at stramme grebet om markedet for det røde guld ved at forbyde betalte donorer. I Indien lever helt op mod 500.000 af at sælge af deres blod. Nogle fattige og underernærede mennesker forklæder sig undertiden for at komme til at give blod oftere end tilladt. Andre lader stiltiende blodbankerne tappe dem for større mængder blod.

I bogen Blood: Gift or Merchandise hævder Piet J. Hagen at Brasilien er det land hvor blodbankernes lyssky aktiviteter er mest graverende. De hundredvis af kommercielle blodbanker har en samlet årsomsætning på 70 millioner dollars, hvilket tiltrækker skruppelløse elementer. Ifølge bogen Bluternte (Blodhøst) strømmer de fattige og arbejdsløse til de utallige blodbanker i Bogotá i Colombia. Dér sælger de en halv liter af deres blod for mellem sølle 350 og 500 pesos (4,40 og 6,25 kroner). En patient må senere betale mellem 4000 og 6000 pesos (50 og 75 kroner) for den samme portion blod!

Ét står i hvert fald klart i lyset af det foregående: Handel med blod er en god forretning. ’Og hvad så? Hvorfor skulle det ikke være det?’ spørger nogle måske.

Hvad er det der i almindelighed gør at folk føler sig utrygge ved store forretningsforetagender? Det er begærlighed. En sådan begærlighed kommer for eksempel til udtryk når et stort forretningsforetagende lokker folk til at købe ting de i virkeligheden ikke har brug for — eller endnu værre: når det fortsætter med at pådutte folk et produkt der er farligt, eller når det nægter at bruge penge på at gøre produktet mere sikkert.

Hvis noget sådant gør sig gældende i forbindelse med handelen med blod, er millioner af menneskeliv i overhængende fare. Man må uvilkårligt spørge: Er handelen med blod styret af begærlighed?

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 6]

Handel med moderkager

Det er sikkert de færreste kvinder der lige har født som spekulerer på hvad der bagefter sker med placenta eller moderkagen, det organ der har sørget for næring til barnet mens det lå i livmoderen. Ifølge avisen The Philadelphia Inquirer lægger mange hospitaler disse organer til side, fryser dem og sælger dem. Alene i 1987 eksporterede De Forenede Stater over 700 tons moderkager. En virksomhed i nærheden af Paris køber 15 tons om dagen! Disse organer er en let tilgængelig kilde til moderblodplasma, hvoraf firmaet fremstiller forskellige former for medicin der bliver solgt i omkring hundrede lande.

[Grafisk fremstilling/illustration på side 4]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Blodets hovedbestanddele

Plasma: udgør omkring 55 procent af blodet. Det består af 92 procent vand; resten er komplekse proteiner, såsom globuliner og albuminer

Blodplader: udgør 0,17 procent af blodet

Hvide blodlegemer: omkring 0,1 procent

Røde blodlegemer: omkring 45 procent