Blodtransfusion — nøglen til livet?

I 1941 fastlagde dr. John S. Lundy en norm for hvornår blodtransfusion er påkrævet. Øjensynlig uden nogen som helst klinisk begrundelse hævdede han at hvis blodets indhold af iltbærende hæmoglobin falder til ti gram eller derunder pr. deciliter blod, vil en blodtransfusion være påkrævet. Siden har denne grænseværdi været normen blandt læger.

Ikke desto mindre er der i næsten 30 år blevet sat spørgsmålstegn ved denne grænseværdi. I 1988 stod der rent ud i The Journal of the American Medical Association at der ikke findes nogen vidnesbyrd til støtte for denne værdi. Anæstesiologen Howard L. Zauder siger at den „bunder i traditioner, fortaber sig i det uvisse, og er ikke begrundet med kliniske eller eksperimentelle vidnesbyrd“. Andre betegner slet og ret denne grænseværdi som en myte.

Til trods for disse åbenhjertige afsløringer bliver denne myte stadig benyttet som en fornuftig rettesnor. Et hæmoglobintal på under ti vil næsten automatisk få mange anæstesiologer og andre læger til at foretage en blodtransfusion for at afhjælpe en lav blodprocent.

Dette er uden tvivl en stor del af forklaringen på det enorme overforbrug af blod og blodprodukter i dag. Dr. Theresa L. Crenshaw, der har været tilknyttet Den Amerikanske Præsidents Råd i Spørgsmål om Human Immundefekt-Virus-Epidemien, anslår at der hvert år i De Forenede Stater alene gives omkring to millioner unødvendige transfusioner, og at omkring halvdelen af alle transfusioner med pakkede blodlegemer kunne undgås. Det japanske sundhedsministerium har beklaget „den uhæmmede brug af transfusioner“ i Japan, samt den „blinde tro på deres virkning“.

Problemet i forbindelse med at søge at afhjælpe en lav blodprocent med en blodtransfusion er at transfusionen kan være mere dødbringende end blodmangelen. Jehovas vidner der nægter at modtage blodtransfusion, hovedsagelig af religiøse grunde, har medvirket til at bevise dette.

Måske har du set overskrifter i aviserne der fortæller at et af Jehovas vidner er død fordi vedkommende har nægtet blodtransfusion. Desværre præsenterer nyhedsmedierne sjældent hele sandheden. Når et Jehovas vidne dør under sådanne omstændigheder kan det i mange tilfælde skyldes at lægerne har nægtet at operere eller at de har grebet ind for sent. Nogle læger vil ikke operere uden frit at kunne anvende blodtransfusion hvis hæmoglobintallet falder til under ti. Mange læger har imidlertid med gode resultater foretaget operationer på Jehovas vidner hvor hæmoglobintallet endog var helt nede på fire, to eller mindre. Kirurgen Richard K. Spence siger: „Min erfaring med Jehovas vidner er at et lavt hæmoglobintal ikke har nogen som helst indflydelse på overlevelsesmulighederne.“

Mange alternativer

’Blod eller død.’ Sådan præsenterer nogle læger de mulige alternativer når de står over for en patient der er et Jehovas vidne. Men i virkeligheden er der mange alternativer til blodtransfusion. Jehovas vidner er ikke interesserede i at dø. De er interesserede i alternative behandlingsmetoder. Men eftersom Bibelen forbyder indtagelse af blod, betragter de slet ikke blodtransfusion som et alternativ.

I juni 1988 blev det foreslået i en rapport fra Den Amerikanske Præsidents Råd i Spørgsmål om Human Immundefekt-Virus-Epidemien at alle patienter i virkeligheden burde have den mulighed som Jehovas vidner i årevis har bedt om, nemlig: „Informeret vægring ved transfusion af blod eller blodkomponenter, med oplysning om de mulige konsekvenser af et givet valg . . . samt oplysning om seriøse alternativer til homolog blodtransfusion.“

Patienterne bør med andre ord have lov til at vælge. Et af alternativerne er autotransfusion. Patientens eget blod bliver opsuget under operationen og sendt tilbage i blodårerne. Hvor en sådan proces blot er en udvidelse af patientens eget kredsløb, vil dette være et acceptabelt alternativ for de fleste Jehovas vidner. Kirurger understreger også betydningen af at øge patientens blodvolumen med plasmaerstatningsmidler og lade legemet selv danne nye røde blodlegemer. Sådanne metoder er blevet benyttet i stedet for blodtransfusioner uden at det har betydet større dødelighed. Faktisk kan man øge sikkerheden ved at benytte dem.

Et lovende medikament med navnet erytropoietin er for nylig blevet godkendt til begrænset brug. Det forøger den hastighed hvormed legemet selv danner røde blodlegemer.

Forskere søger stadig efter et effektivt erstatningsmiddel der ligesom blod vil være i stand til at transportere ilt. I De Forenede Stater har producenter af sådanne erstatningsmidler meget svært ved at få deres produkter godkendt. Men som en af disse producenter har indvendt: „Hvis man fandt på at indlevere blod til FDA [Den Amerikanske Levnedsmiddel- og Lægemiddelstyrelse] for at få det godkendt, skulle man ikke gøre sig nogen forhåbninger om overhovedet at få det undersøgt. Det er alt for giftigt.“ Man håber dog stadig at det vil lykkes at finde frem til et virksomt stof der kan godkendes som et iltbærende erstatningsmiddel for blod.

Der findes altså alternativer. Og de her nævnte er kun nogle få eksempler. Som dr. Horace Herbsman, der er professor i klinisk kirurgi, har skrevet i tidsskriftet Emergency Medicine: „Det er . . . helt klart at vi har alternativer til blod. Måske kan vore erfaringer med Jehovas vidner endda tolkes sådan at vi slet ikke er så afhængige af blodtransfusioner som vi engang troede, med alle de potentielle komplikationer som er forbundet dermed.“ Naturligvis er der intet egentligt nyt i dette. Som tidsskriftet The American Surgeon udtrykker det: „At større operationer kan udføres sikkert uden blodtransfusioner er blevet rigelig dokumenteret i de forløbne 25 år.“

Men hvis blod er farligt og der findes sikre alternativer, hvorfor får millioner af mennesker da unødvendige blodtransfusioner — i nogle tilfælde uden at de ved det, i andre tilfælde imod deres vilje? Rapporten fra Den Amerikanske Præsidents AIDS-Kommission gør opmærksom på at det til dels skyldes at man har undladt at undervise læger og hospitaler i brugen af de nye alternativer. Men også en anden faktor gør sig gældende: „Visse regionale blodcentre har tøvet med at oplyse om fremgangsmåder der vil kunne mindske brugen af transfusionsblod, eftersom deres driftsindtægter stammer fra salg af blod og blodprodukter.“

Med andre ord: Der er store penge i handel med blod.