T-lymfocytter og B-lymfocytter går på forsvarsakademiet
HVERKEN T-lymfocytterne eller B-lymfocytterne går direkte fra knoglemarven og ud i kamp. Eftersom deres våben er ultramoderne kræves der en højteknologisk uddannelse inden de bliver sendt ud på slagmarken. T-lymfocytterne vil blive sat ind i biologisk krigsførelse, mens B-lymfocytterne vil blive specialiseret i angreb med missiler. De får deres uddannelse på immunsystemets forsvarsakademi.
Halvdelen af de millioner af lymfocytter der hvert minut bliver produceret i knoglemarven føres til brisselen, en lille kirtel bag brystbenet, hvor de bliver specialiseret som T-lymfocytter. Herom siger bogen The Body Victorious: „De lymfocytter der går på brisselens forsvarsakademi er hjælper-, undertrykker- og dræberceller, som kaldes T-lymfocytter. De er nogle af de mest betydningsfulde af immunforsvarets væbnede styrker.“
Antistoffer — 10.000 pr. celle i sekundet!
Ifølge The Body Victorious bliver den anden halvdel af „de uskolede lymfocytter“, B-lymfocytterne, ført ud til lymfeknuderne og beslægtet væv, hvor de bliver oplært til at fremstille og affyre missiler i form af antistoffer. Når B-lymfocytterne bliver „mønstret i dette væv, er de som ubeskrevne blade: de ved ingenting og må derfor begynde helt på bar bund“ indtil „de har udviklet evnen til at reagere præcist over for forskellige fremmedlegemer“. I lymfeknuderne bliver de modne B-lymfocytter aktiveret af hjælper-T-lymfocytter der hver især har fanget et bestemt antigen. B-lymfocytterne begynder nu at „formere og gruppere sig for at danne plasmaceller, der afsondrer identiske specifikke antistoffer med en hastighed af cirka 10.000 molekyler pr. celle i sekundet“. — Immunology.
Som en hjælp til at forstå hvor meget immunsystemet egentlig udretter, har en artikel i National Geographic for juni 1986 indgående beskæftiget sig med den opgave som brisselen må løse. Der stod: „Efterhånden som T-lymfocytterne modnes i brisselen, lærer én for eksempel at genkende antigenerne på hepatitisvirus, en anden lærer at identificere en stamme af influenzaantigener, en tredje lærer at opspore rhinovirus 14 [en forkølelsesvirus] og så videre.“ Efter at have omtalt „den kolossale opgave som brisselen står over for“, nævner artiklen at der i naturen findes „flere hundrede millioner forskellige former for antigener. For hvert eneste af disse må brisselen mobilisere en deling T-lymfocytter der kan genkende dem. . . . Brisselen udkommanderer i millionvis af T-lymfocytter. Selv om kun nogle få kan genkende et bestemt antigen, er den kollektive rekognosceringshær stor nok til at identificere den næsten uendelige variation af de naturligt forekommende antigener.“
Nogle hjælper-T-lymfocytter stimulerer makrofagerne til at formere sig, mens andre i lymfeknuderne binder sig til B-lymfocytterne og sørger for at de mangedobles. En stor del af dem bliver til plasmaceller. Men hjælper-T-lymfocytterne må være i besiddelse af de rigtige receptorer for at de kan binde sig til B-lymfocytterne og få dem til at danne plasmaceller. Det er disse plasmaceller der begynder at udsende i tusindvis af antistoffer i sekundet.
Eftersom hver plasmacelle kun producerer én slags antistof, som vil koble sig til én bestemt slags sygdomsfremkaldende antigen, vil der snart være milliarder af antistoffer ude ved frontlinjen, parate til at uskadeliggøre hver sit antigen. De låser sig fast på de indtrængende for at bremse dem og få dem til at klumpe sig sammen så de bliver til nogle fristende godbidder som fagocytterne vil sluge. Dette bevirker, i forening med nogle stoffer som T-lymfocytterne samtidig afgiver, at makrofagerne bliver opflammet til det store ædegilde, hvor de fortærer i millionvis af indtrængende mikroorganismer.
Desuden kan antistofferne selv slå disse mikroorganismer ihjel. Når først de har låst sig fast til antigenerne på overfladen af de sygdomsfremkaldende mikrober, vil særlige proteinmolekyler som tilhører det såkaldte komplementsystem, flokkes om bakterien. Når det nødvendige antal proteinmolekyler er til stede, trænger de igennem mikroorganismens membran — væske strømmer ind, og cellen brister og dør.
Disse antistoffer må naturligvis også have de rigtige receptorer for at kunne låse sig fast til de ubudne gæster. Ifølge Encyclopædia Britannica 1989 Medical and Health annual, side 278, er B-lymfocytter i stand til at „producere mellem 100 millioner og en milliard forskellige antistoffer“.
Dræber-T-lymfocytter fører biologisk krig
Foreløbig har hjælper-T-lymfocytterne rekrutteret millioner af makrofager der vil gøre det af med fjenden. Desuden har de stimuleret de antistofproducerende B-lymfocytter til at være med i kampen mod indtrængende fjender. Men der er stadig andre styrker som hjælper-T-lymfocytterne udkommanderer til slaget. De mobiliserer nu i millionvis af de mest effektive dræbere — dræber-T-lymfocytter.
Virus, bakterier og parasitter søger først og fremmest at trænge ind i legemscellerne. Når de først er kommet ind er de nemlig i sikkerhed for makrofagerne og B-lymfocytterne — men ikke for dræber-T-lymfocytterne! En dræber-T-lymfocyt skal ikke mere end strejfe en inficeret celle før den gennemhuller den med dræbende proteiner, ødelægger dens DNA og lader dens indhold flyde ud. Dræber-T-lymfocytter kan på den måde angribe og ødelægge endog mutante celler og kræftceller.
Foruden disse dræber-T-lymfocytter har immunforsvaret også andre dræber-lymfocytter i sit våbenarsenal — „naturlige“ dræberceller. Til forskel fra T- og B-lymfocytter kan disse naturlige dræberceller udløses uden at der er et specifikt antigen til stede. De angriber især syge kropsceller såsom kræftceller og celler der er inficerede af virus. Men det er ikke kun virusinficerede celler de angriber. Scientific American for januar 1988 siger at „deres hovedmål menes at være celler som deler sig ukontrollabelt, og måske også celler der er angrebet af andet end virus“.
Hvordan får disse smittebekæmpere kontakt med de indtrængende mikroorganismer? Er det tilfældigt? Nej, intet overlades til tilfældighederne. Sygdomsfremkaldende antigener, T- og B-lymfocytterne, fagocytterne og antistofferne cirkulerer rundt i blodbanen og det lymfatiske system. Immunreaktioner indledes i de sekundære lymfoide organer, såsom lymfeknuderne, milten, mandlerne, og i specialiseret væv i tyndtarmen og i blindtarmens ormeformede vedhæng. Af disse spiller lymfeknuderne den største rolle. Lymfe er den væske der bader cellerne i vort væv. Fra vævet opsamles lymfen i tyndvæggede kar og strømmer til lymfeknuderne, fortsætter gennem resten af det lymfatiske system og fuldfører sit kredsløb idet den løber ud i de store blodårer der fører til hjertet.
Efterhånden som antigenerne når frem til lymfeknuderne bliver de skilt fra og tilbageholdt. Det tager immunforsvarets smittebekæmpere 24 timer at komme igennem hele lymfekredsløbet, men heraf tilbringer de 6 timer i lymfeknuderne. Her får de kontakt med de tilbageholdte antigener, hvorefter et større slag bliver udkæmpet. Fjendtlige antigener der flyder rundt i blodbanen kan heller ikke flygte, for de føres videre til milten, hvor de bliver konfronteret med smittebekæmpere.
Endelig er den indvortes krig forbi. Invasionsstyrkerne er besejret, og immunsystemet med dets billion eller flere hvide blodlegemer har vundet. Tiden er nu inde til at en anden kategori af T-lymfocytter aktiveres, nemlig undertrykker-T-lymfocytterne. Når disse registrerer at kampen er vundet, afblæser de slaget og ophæver immunforsvarets troppekoncentrationer.
Hukommelsesceller og immunitet med komplikationer
B- og T-lymfocytterne har imidlertid også løst en anden livsvigtig opgave. De har dannet hukommelsesceller der vil cirkulere i blodstrømmen og lymfekarrene i mange år — i nogle tilfælde lige så længe man lever. Bliver man senere smittet med den samme slags influenza- eller forkølelsesvirus eller et andet smitstof man tidligere har været inficeret med, vil disse hukommelsesceller med det samme opdage det og samle immunforsvaret om et hurtigt og effektivt angreb. Hukommelsescellerne vil hastigt producere et væld af specifikke B- og T-lymfocytter mage til dem der nedkæmpede det første angrebsforsøg af netop denne angriber. Den ny invasion bliver derfor slået tilbage inden den når at få fodfæste. Det angreb det ellers ville have taget tre uger at bekæmpe, er nu knust inden det får begyndt. Man er altså blevet immun over for den smitte man tidligere har været inficeret af.
Det hele kompliceres imidlertid af at der findes mange forskellige slags influenzavirus, som ofte stammer fra forskellige områder i verden. Desuden er der cirka 200 slags forkølelsesvirus som hver har sit særlige antigen. Der må derfor være 200 forskellige typer af hjælper-T-lymfocytter som hver har en receptor der passer til et af de 200 forkølelsesvirusantigener. Men ikke nok med det. Forkølelses- og influenzavirus gennemgår hele tiden mutationer, og hver gang det sker er der et nyt forkølelses- eller influenzaantigen som kræver en tilsvarende ny hjælper-T-lymfocytreceptor. Eftersom forkølelsesvirus bliver ved med at skifte låse, må T-lymfocytterne hele tiden skifte nøgler.
Nogle undrer sig over at læger ikke engang kan helbrede en almindelig forkølelse, men det er nu ikke så enkelt. Når man er kommet sig efter én forkølelse bliver man måske aldrig igen angrebet af den samme, men af en ny, mutant form. Immunsystemet må derfor danne en helt ny hjælper-T-lymfocyt der kan samle immunforsvaret om at bekæmpe denne nye virus. Når ét slag er vundet, begynder der snart et nyt. Krigen slutter aldrig.
Hjernen og immunsystemet kommunikerer
Det er ikke så mærkeligt at man har lovprist immunsystemet og sidestillet det med hjernen. Forskningen har gentagne gange bekræftet at hjernen og immunsystemet kommunikerer sammen om vort helbred, og at sindet påvirker legemet, deriblandt immunsystemet. Ja, faktisk påvirker legemet også sindet. Dette bekræftes af følgende citat fra National Geographic, juni 1986, side 733:
„Immunologer får stadig større indsigt i forbindelserne mellem sindet og legemet, og hvilke mekanismer der ligger til grund for de psykosomatiske sygdomme.“
Selv om man er klar over at der er en forbindelse mellem immunsystemet og hjernen, forstår man den ikke helt. Mental belastning, savn ved dødsfald, ensomhed og depression påvirker de hvide blodlegemer, lymfocytterne, sådan at T-lymfocytternes aktivitet mindskes. „Det biologiske grundlag for denne indbyrdes forbindelse er stadig noget af et mysterium. Der er imidlertid ingen tvivl om at nerverne og immunsystemet er uløseligt forbundet med hinanden, anatomisk såvel som kemisk.“ — The Incredible Machine, side 217 og 219.
„Immunsystemet . . . er på højde med centralnervesystemet når det gælder følsomhed, specificitet og kompleksitet.“ — Immunology, side 283.
Tidsskriftet Science har beskrevet forbindelsen mellem hjernen og immunsystemet: „Der er mange vidnesbyrd om at de to systemer er uløseligt forbundet. . . . Det billede der tegner sig viser at immun- og nervesystemet er stærkt integreret, og at de er i stand til at kommunikere indbyrdes for at koordinere deres aktiviteter.“ — 8. marts 1985, side 1190-1192.
Både immunsystemet og hjernen er et udtryk for Skaberens umådelige visdom. Men når vor Skaber har udstyret os med så forbløffende indretninger som hjernen og immunsystemet, har han så også programmeret os til at dø? Nej, det har han faktisk ikke, selv om mange forskere mener det. De siger at cellerne deler sig — der produceres over 200 millioner celler i minuttet i vort legeme — for at erstatte skadede og udslidte celler. Men ifølge videnskabsmænd deler cellerne sig ikke mere end 50 gange. Vi mister derfor efterhånden flere celler end der erstattes, og vi ældes for til sidst at dø.
Mennesket er ikke skabt sådan, det er en situation det selv er skyld i. Mennesket blev skabt til at leve, formere sig, fylde jorden og drage omsorg for den — så længe det blot var lydigt mod sin Skaber. Skaberen havde advaret mennesket mod følgerne af ulydighed: „En død skal du dø.“ Det første menneske var ulydigt, havde skyldfølelse, og søgte at skjule sig. Lige siden har menneskene været i en døende tilstand. — 1 Mosebog 1:26-28; 2:15-17, NW, fodnote i studieudgaven; 3:8-10.
Stærke negative følelser gennem længere tid forårsager „råddenskab i knoglerne“; og „en ånd der er nedslået udtørrer knoglerne“. Dette medfører en svækkelse af immunsystemets ydeevne, eftersom der kræves en sund, fugtig knoglemarv til at producere de nødvendige mængder af sygdomsbekæmpende hvide blodlegemer. — Ordsprogene 14:30; 17:22.
Denne døende tilstand vil imidlertid blive afløst af en hvor livet fortsætter. Et fuldkomment fungerende immunsystem vil spille en vigtig rolle i gennemførelsen af dette. Jehovas hensigt — at jorden skal være et paradis fyldt med retfærdige, lydige mennesker — vil blive til virkelighed i kraft af Jesu Kristi genløsningsoffer. Her vil ingen blive syge, døden vil være fjernet og alt kød vil „blive friskere end det var i ungdommen“. (Job 33:25; Esajas 33:24; Mattæus 20:28; Johannes 17:3; Åbenbaringen 21:4) Til den tid vil det forunderlige immunforsvar, som Jehova har udtænkt, aldrig blive overvundet af indtrængende fjender.
Selv i dag er vort immunsystem med dets ufuldkommenhed et af skaberværkets undere. Jo mere vi lærer om det, jo større ærefrygt får vi for dets store Skaber, Jehova Gud. Vi kan tilslutte os salmisten Davids inspirerede udtalelse: „Jeg vil prise dig fordi jeg er dannet så underfuldt at det indgyder frygt. Underfulde er dine værker, ja, det ved min sjæl til fulde.“ — Salme 139:14.
[Ramme/diagrammer på side 8, 9]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Immunsystemets geledder
1. Fagocytter eller ædeceller. Der findes to slags: neutrofiler og makrofager. Begge virker som skraldemænd der fjerner dødt materiale, døde celler og andet affald. Desuden fortærer de et stort antal fremmede mikrober. Makrofagerne er større, mere hårdføre og stærkere end neutrofilerne. De har en længere levetid og fortærer langt flere mikroorganismer. De er ikke blot affaldskværne. De fremstiller også forskellige enzymer og antistoffer, og fungerer endda som kommunikationsled mellem immunsystemets øvrige celler og hjernen.
2. MHC (major histocompatibility complex) Molekyler på cellernes overflader der identificerer cellerne som en del af legemet. Når en makrofag har fortæret sit offer, udstiller makrofagens MHC-molekyle et fragment af offerets antigen. Derved stimuleres både hjælper-T-lymfocytterne og makrofagerne til at formere sig så stærkt at de omgående kan tage kampen op mod smitstoffet.
3. Hjælper-T-lymfocytter De udgør immunsystemets forsvarskommando. De identificerer fjenderne, stimulerer produktionen af andre af immunforsvarets tropper og samler dem om slaget mod den indtrængende fjende. De tilkalder forstærkning fra makrofagernes rækker og blandt de øvrige T- og B-lymfocytter, og de stimulerer produktionen af plasmaceller.
4. Lymfokiner Hormonlignende proteiner, deriblandt interleukiner og gamma-interferon, som immunforsvarets celler benytter i den indbyrdes kommunikation. De udløser mange livsvigtige reaktioner i immunsystemet og forstærker derved forsvaret mod smittekim.
5. Dræber-T-lymfocytter Disse T-lymfocytter dræber de celler hvori virus og mikrober har gemt sig. De affyrer proteiner der perforerer cellernes membraner så cellerne går itu. De udrydder også celler der er angrebet af kræft.
6. B-lymfocytter Når B-lymfocytterne stimuleres af hjælper-T-lymfocytterne, øges deres antal. Nogle deler sig og modnes til plasmaceller.
7. Plasmaceller Disse celler producerer i millionvis af antistoffer, der cirkulerer rundt i hele legemet ligesom missiler.
8. Antistoffer Når antistoffer kommer i nærheden af de antigener som deres receptorer kan binde sig til, griber de fat i antigenerne, bremser dem og får dem til at klumpe sig sammen til fristende godbidder som fagocytterne vil sluge. Eller også fjerner de dem selv ved hjælp af proteiner fra komplementsystemet.
9. Komplementproteiner Når først antistofferne har låst sig fast på mikroorganismernes overflade, strømmer såkaldte komplementproteiner til. Disse proteiner indsprøjter en væske i mikroorganismen som får den til at sprænges og dø.
10. Undertrykker-T-lymfocytter Når smitstofferne er bundet og immunsystemet har vundet, går undertrykker-T-lymfocytter i aktion og udsender kemiske signaler for at afblæse hele immunsystemets reaktion.
11. Hukommelsesceller Under angrebet har T- og B-lymfocytterne produceret og efterladt hukommelsesceller der kan cirkulere i blodbanen og det lymfatiske system i årevis, ja så længe man lever. Hvis man senere bliver angrebet af den samme slags organisme som tidligere er blevet bekæmpet, sætter disse hukommelsesceller omgående et knusende angreb i gang. Legemet er nu immunt over for netop denne mikroorganisme. Det er denne mekanisme der bevirker at man ved vaccination kan udrydde plagsomme sygdomme der engang var vidt udbredte, såsom mæslinger, kopper, tyfus, difteritis og andre.
[Ramme på side 10]
Trods den store viden er det stadig et mysterium
Forskere har arbejdet på højtryk lige siden det AIDS-fremkaldende HIV-virus slog til i et totalt angreb mod immunforsvaret. Deres viden er forøget kolossalt. Men som det fremgår af følgende udtalelser fra immunologer er immunsystemet så utrolig kompliceret at mange af dets funktioner stadig er et mysterium.
Immunologen John Kappler siger: „Forskningen går så stærkt inden for vort område at afhandlingerne er forældede når de udkommer.“ — Time, 23. maj 1988, side 56.
Immunologen Leroy Hood fra Californiens teknologiske institut siger: „Vi har opnået god indsigt i immunsystemets hardware, men vi kender stadig kun meget lidt til det programmel der styrer systemet — de gener der fortæller vore celler hvad de skal foretage sig.“ Angående de såkaldte lymfokiner, de hormonlignende kemiske signaler der udløser forskellige reaktioner, siger Leroy Hood at det man foreløbig har opdaget „kun er toppen af isbjerget“. — National Geographic, juni 1986, side 732; Time, 23. maj 1988, side 64.
Forskeren Edward Bradley siger: „Vores viden om immunsystemet er sandsynligvis ikke større end den viden Columbus havde om Amerika efter sin første opdagelsesrejse.“ — National Geographic, juni 1986, side 732.
[Ramme på side 11]
Marihuanarygning „spiller en afgørende rolle med hensyn til at svække immunsystemet idet produktionen af visse hvide blodlegemer hæmmes.“ — Industrial Chemist, november 1987, side 14.
[Ramme på side 11]
Når krigen bliver til borgerkrig
„Evnen til at skelne mellem ’selv’ og ’ikke-selv’ er immunsystemets adelsmærke.“ (Immunology, side 368) Men når immunsystemet bryder sammen — hvilket sker af og til — kan det ikke længere skelne mellem „selv“ og „ikke-selv“. Resultatet er en borgerkrig, hvor immunsystemet bekæmper kroppens egne celler. De sygdomme der følger kaldes for autoimmune sygdomme. Man mener at det blandt andet omfatter: gigtfeber, reumatoid artritis, dissemineret sklerose, type 1 diabetes, myastenia gravis og systemisk lupus erythematosus.
I nogle tilfælde kan immunsystemet også tage fejl og opfatte uskadelige gæster som farlige fjender. Det kan være et pollen, en støvpartikel, et dyreskæl eller en smule krabbekød der fremkalder en allergisk reaktion. Der produceres alt for store mængder af kraftigt virkende stoffer, såsom histaminer, for at bekæmpe stoffer der i sig selv er uskadelige. Disse allergiske reaktioner kan være meget pinefulde, såsom vejrtrækningsbesvær, nysen, snøften, samt rindende næse og øjne. I sjældne tilfælde kan disse reaktioner føre til en choklignende tilstand, et anafylaktisk chok, og ende med døden.
[Ramme på side 12]
Der er efterhånden mange vidnesbyrd om at blodtransfusioner er skadelige for immunsystemet. Hundreder af videnskabelige rapporter har gennem de sidste mange år vist at blodtransfusioner kan svække immunforsvaret. En rapport nævner at „én portion fuldblod var tilstrækkelig til at svække immunsystemet“. — Medical World News, 11. december 1989, side 28.