Hvad vi ved om racerne

DA EUROPÆERNE for godt 500 år siden satte sejl og drog ud på de vilde vover for at udforske verden, var de spændte på hvilken slags mennesker de ville møde. Der verserede legender om kæmper som kunne vade ud i havet og knuse et skib med én hånd. Der var historier i omløb om folk som havde hundehoveder og som spyede ild. Ville de møde de sagnomspundne folk der levede af råt kød og som havde så stor og udstående en mund at den skyggede for solen? Eller ville de støde på menneskevæsener uden mund, som levede af at lugte til æbler? Og hvad med dem der havde ører så store at de kunne bruge dem som vinger eller dem der efter sigende kunne skygge for sig selv med deres ene, store fod når de lå på ryggen?

Opdagelsesrejsende krydsede have, besteg bjerge, banede sig vej gennem jungler og travede gennem ørkener, men intetsteds så de det mindste til disse ejendommelige skabninger. Til deres forundring traf de tværtimod mennesker der lignede dem selv. Christoffer Columbus skrev: „På disse øer [Vestindien] har jeg indtil videre ikke fundet menneskelige vanskabninger sådan som mange havde forventet. Disse mennesker sætter tværtimod pris på skønhed. . . . Jeg hverken traf eller hørte om nogen umennesker, bortset fra . . . nogle som spiser menneskekød . . . Men de er ikke mere misdannede end de andre.“

Klassifikation af racerne

Med opdagelsesrejserne blev mange myter således aflivet. Nu kunne man ved selvsyn studere de fremmede, og videnskabsmændene forsøgte med tiden at klassificere dem.

I 1735 udgav den svenske botaniker Carl von Linné bogen Systema Naturae. Heri omtaler han mennesket som homo sapiens, „det tænkende menneske“. En skribent kaldte dette for den mest stupide og arrogante betegnelse nogen art havde haft! Linné inddelte menneskeslægten i fem hovedgrupper, nemlig følgende:

AFRIKANERE: Sorthudede, flegmatiske, afslappede. Sort, kruset hår; silkeglinsende hud; flad næse; svulmende læber; udspekulerede, dovne, skødesløse; smører sig med fedt; lader sig lede af pludselige indskydelser.

AMERIKANERE: Kobberfarvet lød, koleriske, ranke; sort, glat, kraftigt hår; store næsebor; skarpe ansigtstræk; sparsom skægvækst; stædige; stærk frihedstrang; maler sig med tynde, røde streger; er traditionsbundne.

ASIATER: Melankolske, usmidige; sort hår; mørke øjne; strenge, hovmodige, begærlige; klæder sig i løstsiddende tøj; lader sig lede af principper.

EUROPÆERE: Lyshudede, sangvinske, muskuløse; bølget blondt eller brunt hår; blå øjne; venlige, skarpsindige, opfindsomme; går i stramtsiddende tøj; lader sig lede af love.

VILDE: Går på alle fire, stumme, behårede.

Bemærk at skønt Linné inddelte menneskeslægten efter nogle genetiske træk (hudfarve, hårtype og så videre) inddrog han også visse karaktertræk. Linné hævdede at europæere var „venlige, skarpsindige, opfindsomme“ mens asiater var „strenge, hovmodige, begærlige“ og afrikanere „udspekulerede, dovne, skødesløse“!

Men Linné tog fejl. I moderne racesystematik inddrager man ikke sådanne karakteristika, eftersom videnskabelig forskning har vist at den samme variation af egenskaber og intelligensniveau er til stede inden for en hvilken som helst gruppe af mennesker. Man genfinder altså de samme gode og dårlige egenskaber i alle menneskeracer.

I moderne racesystematik opererer man med tre hovedracer, som udelukkende er karakteriseret ved fysiske forskelle: (1) den kaukaside, med lys lød og glat eller lokket hår; (2) den mongolide, med gullig hudfarve og øjenhudfold (mongolfold); samt (3) den negride, med sort hudfarve og kruset hår. Det er imidlertid ikke alle racer som kan placeres inden for disse kategorier.

Khoisan i det sydlige Afrika har for eksempel kobberfarvet hud, kruset hår og mongolide ansigtstræk. Nogle indere er mørklødede men har kaukaside ansigtstræk. Uraustralierne er sorte i huden men har ofte blondt krushår. Nogle mongolider har kaukaside øjne. Det er altså umuligt at foretage en skarp raceafgrænsning.

Derfor har mange antropologer opgivet at klassificere menneskeheden, idet de hævder at begrebet „race“ ikke har nogen videnskabelig betydning eller værdi.

UNESCO’s deklarationer

De mest autoritative videnskabelige erklæringer i racespørgsmålet er nok de deklarationer der er udfærdiget af en gruppe eksperter i UNESCO’s regi (FN’s Organisation for Undervisning, Videnskab og Kultur). På konferencer i henholdsvis 1950, 1951, 1964 og 1967 udarbejdede et internationalt panel af antropologer, zoologer, læger, anatomer og andre, fire deklarationer om menneskeracerne. Den sidste indeholdt følgende tre hovedpunkter:

A „Alle nulevende mennesker tilhører samme race og har en fælles oprindelse.“ Dette bekræftes også af en endnu vigtigere autoritet, nemlig Bibelen, som siger: „[Gud] har ud af ét menneske [Adam] dannet hver nation af mennesker til at bo på hele jordens flade.“ — Apostelgerninger 17:26.

I UNESCO-deklarationen hedder det videre:

B „Opdelingen af menneskearten i ’racer’ skyldes dels traditioner, dels vilkårlighed og giver intet grundlag for opstilling af et hierarki. . . .“

C „Med den nuværende biologiske viden kan vi ikke henføre kulturel formåen til forskelle i genetisk potentiale. At forskellige folkeslag ikke er nået lige langt, skyldes helt og holdent deres kulturhistorie. Folkeslagene i nutidens verden besidder tilsyneladende lige gode biologiske muligheder for at nå et givet civilisationsstade.“

Racismens svøbe

Der er altså intet grundlag for at tro at den ene race er den anden overlegen og derfor har ret til at herske over den. Men folk har ikke altid handlet i overensstemmelse med kendsgerningerne. Tænk blot på den sorte slavehandel.

Da de europæiske nationer begyndte at opbygge deres koloniriger, havde de økonomisk fordel af at udnytte de indfødtes arbejdskraft. Men her opstod et paradoks. Millioner af afrikanere blev fjernet fra deres hjem, revet bort fra deres kære, lænket, pisket, brændemærket, solgt som dyr og tvunget til at arbejde uden betaling lige til deres dødsdag. Hvordan kunne nationer der hævdede at være kristne og derfor burde elske deres næste som sig selv, moralsk set retfærdiggøre deres handlinger? — Lukas 10:27.

Det kunne de kun ved at berøve ofrene deres menneskelighed. En antropolog i 1840’erne ræsonnerede som så:

„Hvis negrene og australierne ikke er vore medskabninger og ikke er af samme familie som os, men væsener af en lavere orden, og hvis vore forpligtelser over for dem ikke omfattes . . . af nogen af de positive bud som den kristne verdens moral bygger på, da vil vort forhold til disse stammer ikke adskille sig stort fra det forhold der tænkes at bestå mellem os og orangutangerne.“

Fortalerne for ideen om at de ikkehvide var undermennesker tog imod Darwins udviklingsteori med åbne arme. Koloniherrerne hævdede at de farvede stod på et lavere udviklingstrin end de hvide. Andre påstod at de farvede var resultatet af en anden udviklingsproces og derfor ikke var rigtige mennesker. De citerede skriftsteder fra Bibelen som de fordrejede i et forsøg på at finde støtte for deres racistiske synspunkter.

Der var selvfølgelig også mange der ikke tog disse tanker for gode varer. I de fleste af verdens lande var slaveriet blevet bragt til ophør. Men diskrimineringen, fordommene og racismen levede videre og gik ud over dem som man bildte sig ind tilhørte en anden race. En professor i zoologi har sagt: „Eftersom det lader til at alle og enhver har ret til at skabe racer som stemmer med deres forestillinger, har både politikere, advokater og simple eventyrere givet sig af med raceklassifikation. De har fundet på besnærende racebetegnelser for at give deres yndlingsideer og fordomme et skær af videnskab.“

Racepolitikken i Nazityskland er et af de mest slående eksempler. Selv om Adolf Hitler priste den ariske race i høje toner, var hans teorier biologisk set det rene vås. I Sverige findes der blonde jøder med blå øjne, i Etiopien sorte jøder og i Kina mongolide jøder. Alligevel blev jøderne og andre ofre for nazisternes racepolitik. I alt omkom seks millioner jøder, og mange andre, deriblandt slavere fra Polen og Sovjetunionen, i koncentrationslejre og gaskamre.

[Tekstcitat på side 5]

Videnskabelig forskning har vist at den samme variation af egenskaber og intelligensniveau er til stede inden for en hvilken som helst gruppe mennesker

[Tekstcitat på side 6]

’Politikere, advokater og simple eventyrere har fundet på besnærende racebetegnelser for at give deres yndlingsideer og fordomme et skær af videnskab.’

[Illustrationer på side 7]

Som det fremgår af disse annoncer handlede man med negerslaver som var det kvæg