Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g90 22/12 s. 20-24
  • 10. del — Omsider et fuldkomment styre!

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • 10. del — Omsider et fuldkomment styre!
  • Vågn op! – 1990
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Søgen efter et godt styre
  • Hvilken slags teokrati?
  • Falske teokratier
  • Et fuldkomment styre ligger forude
  • Menneskers styre skal snart vige for Guds styre
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1968
  • Hold dig nær til teokratiet
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1998
  • Jehova hersker — ved teokratiet
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1994
  • Fremad ind i den nye orden under teokratiet!
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1972
Se mere
Vågn op! – 1990
g90 22/12 s. 20-24

Menneskers styre på vægtskålen

10. del — Omsider et fuldkomment styre!

Teokrati: Sammensætning af de græske ord „theosʹ“ (gud) og „kraʹtos“ (styre); et styre under Guds ledelse, til tider udøvet gennem udnævnte repræsentanter.

HVIS du havde råd til en diamantring eller en halskæde med ægte perler, ville du så nøjes med en imitation? Sikkert ikke, medmindre nogen da havde bildt dig ind at det du købte var det bedste der fandtes.

Hvad angår styreformer er millioner af mennesker blevet narret til at tro at de ville komme til at leve under det bedst tænkelige styre. Men i virkeligheden er de blevet spist af med dårlige efterligninger. Intet under at folk er skuffede, utilfredse og frustrerede.

Søgen efter et godt styre

William Ralph Inge, en anglikansk tidligere domprovst ved St. Paul’s Cathedral i London, skrev i 1922: „Et godt styre er og bliver den største af menneskenes velsignelser, men ingen nation har nogen sinde haft det.“ Hvorfor ikke?

John F. Kennedy, De Forenede Staters 35. præsident, gav noget af forklaringen da han sagde: „Intet styre er bedre end de mænd der står bag det.“ Eftersom selv de mest talentfulde politikere er ufuldkomne, er ethvert menneskestyre dømt til at slå fejl.

Den engelske dramatiker Philip Massinger fra det syttende århundrede havde ret da han skrev: „Den der vil styre over andre må først kunne styre sig selv.“ Men kan noget ufuldkomment menneske styre sig selv fuldt ud? Nej, ingen politiker er så klog og vís at han altid kan styre begivenhederne så han bliver lykkelig og tilfreds, og langt mindre så hans medmennesker bliver det. Selv hvis han altid traf de rette beslutninger, ville han ikke have magt til at føre dem ud i livet.

Den amerikanske essayist Brooks Atkinson erkendte dette problem da han i 1951 skrev: „Vi har brug for supermennesker til at regere over os — så umådelig er denne opgave og så stort er behovet for sund dømmekraft. Men desværre findes der ingen supermennesker.“ Det gør der heller ikke i dag, fire årtier senere.

Faktisk har det aldrig været Guds hensigt at menneskene skulle regere selv. Mennesker får ikke et fuldkomment styre ved at lade sig regere af supermennesker. De har brug for et teokrati — et gudsstyre!

Hvilken slags teokrati?

Da Gud satte det første menneskepar i Edens have var styreformen teokratisk. Oprindelig var det Gud der som den retfærdige Suveræn udøvede myndighed og tog sig af forvaltningen.

Da den jødiske historiker Flavius Josefus for nitten hundrede år siden dannede ordet „teokrati“, brugte han det om det gamle Israel, Guds udvalgte nation. Israel blev regeret af Gud, skønt styret blev udøvet gennem jordiske repræsentanter. — 5 Mosebog 7:5; 1 Krønikebog 29:23.

Efterhånden blev begrebet „teokrati“ optaget i andre sprog og bibeholdt i begyndelsen den snævre betydning Josefus havde givet det. Senere fik ordet flere betydninger. Ifølge The Encyclopedia of Religion er både „faraonernes Ægypten, det gamle Israel, middelalderkristendommen, calvinismen, islam og den tibetanske buddhisme“ blevet kaldt for teokratier.

Historikeren W. L. Warren tilføjer at der var „et element af teokratisk kongeværdighed i det engelske monarki, idet kongen blev betragtet som det vigtigste redskab i Guds verdensorden og som Guds repræsentant og dommer“. I nyere tid er ordet „teokrati“, også på dansk, blevet brugt i en lidt nedladende betydning, specielt om lande der decideret styres af præster — muslimske, „kristne“ eller andre. Deraf kommer det at mange i dag opfatter „teokrati“ som synonymt med „præstevælde“.

Da ordet altså forstås på flere måder, må vi spørge: Hvilken form for teokrati er det vi har brug for?

Falske teokratier

Det første menneskestyre i historisk tid tog sin begyndelse for 4000 år siden. Det blev oprettet da Nimrod, Noas oldesøn, gjorde sig selv til konge og ifølge Bibelen blev „en vældig jæger i opposition til Gud“. (1 Mosebog 10:8, 9) Ved at svinge sig op til hersker i opposition til Jehova gjorde Nimrod sig til en selvbestaltet politisk gud. Derfor fik han støtte fra Guds hovedmodstander, den falske gud Satan Djævelen. (2 Korinther 4:4) Nimrods styre var altså en forfalskning af det sande teokrati.

Da indbyggerne i Nimrods rige senere spredtes ud over jordens flade, troede de fortsat at deres styre var teokratisk og fik sin myndighed fra den gud eller de guder de tilbad. (1 Mosebog 11:1-9) Ordet „teokrati“ er derfor, som The Encyclopedia of Religion skriver, blevet en betegnelse for „den tidlige fase i den gamle østerlandske kultur da der ikke var noget skel mellem stat og religion“.

I nogle kulturer, såsom de ægyptiske faraoners, blev kongen betragtet som en stor gudindes ægtemand eller som søn af en gud. I andre kulturer hed det ikke at kongen besad guddommelige egenskaber eller havde guddommelige aner, men at han var guddommeligt udvalgt. I Grækenland blev kongen på Alexanders tid og derefter betragtet som guddommelig, forklarer bogen A History of Political Theory, „fordi han skabte harmoni i sit rige ligesom Gud skaber harmoni i verden . . . Han besad en guddommelighed som almindelige mennesker ikke ejede, og en tronraner ville derfor styrte sig i ulykke hvis han gjorde krav på det høje embede uden at have himmelens velsignelse.“

Tanken om kongens guddommelighed levede videre i den såkaldt kristne tidsalder. Efter de teutoniske stammers omvendelse til katolicismen voksede kongens anseelse. Kirkekroningen symboliserede at Gud selv havde udvalgt kongen. Som følge heraf vandt tanken om kongens guddommelige ret efterhånden frem.

Selv før kristendommens indførelse havde Roms kejsere givet deres styre et teokratisk anstrøg ved at erklære sig guddommelige. I romernes øjne var menneskestyre det samme som gudsstyre. Ligesom Nimrod skabte de et falsk teokrati. Da det jødiske præsteskab i det første århundrede e.v.t. forkastede Jesus som fremtidig konge og råbte: „Vi har ingen anden konge end kejseren,“ viste de at de foretrak et falsk teokrati frem for det sande teokrati Jesus forkyndte. — Johannes 19:15.

Eftersom Jehovas teokratiske styre er alle andre styreformer langt overlegent, er det ikke overraskende at Satan har forsøgt at efterligne nogle af dets træk i sine menneskeskabte forfalskninger — dog uden succes. Ingen af de selvskabte teokratier har kunnet stå mål med idealet. Ingen af dem har været styret af Gud eller hans repræsentanter. De har været billige efterligninger af den ægte vare, ja, ufuldkomment menneskestyre under ledelse af en falsk gud.

Bibelen kalder meget betegnende denne falske gud for „denne verdens hersker“ og „denne tingenes ordnings gud“. (Johannes 12:31; 14:30; 2 Korinther 4:4) Derfor kunne Satan tilbyde Jesus „alle verdens riger og deres herlighed“. Jesus modstod imidlertid resolut denne fristelse. (Mattæus 4:8-10) Jesus vidste at i det ægte teokrati er det den eneste sande Gud, Jehova, der regerer, og lod sig derfor ikke lokke til at acceptere menneskeskabte erstatninger uden samme guddommelige fortrin.

Et fuldkomment styre ligger forude

For nogle år siden bemærkede Hugh Brogan fra Essex-universitetet: „Hvis det politiske dyr, mennesket, skal redde sig selv og sin civilisation, må det ustandselig finde nye styreformer som kan imødekomme de ustandseligt vekslende behov i dets samtid.“ Lige siden Nimrods dage har menneskene uafladeligt fundet på nye styreformer for at hamle op med tidens behov. Men hvor lang tid skal der gå før det er bevist at menneskers styre ikke duer?

I 1914 kom der lykkeligvis et alternativ til menneskenes meningsløse eksperimenteren med forskellige styreformer, idet Jehovas messianske rige blev oprettet i himmelen!a Siden 1914 har menneskers regeringer levet på lånt tid, skønt de har kæmpet for at holde sig ved magten. (Daniel 7:12) Vi lever i den periode Bibelen kalder „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1-5) Skriften på væggen der varsler menneskestyrets forestående endeligt, er så tydelig at ingen kan overse den. Den kan ignoreres men ikke slettes ud.

I Daniels Bog, kapitel 2, skildres Jehovas messianske rige som en sten der „blev revet løs, dog ikke med hænder“ og som „ramte billedstøtten [symbolet på menneskers styre] på dens fødder af jern og formet ler og knuste dem“. Dette viser at Guds oprettede rige snart fuldstændigt vil knuse alle former for menneskestyre. Bibelen siger: „Da knustes jernet, det formede ler, kobberet, sølvet og guldet samtidig og blev som avnerne fra sommerens tærskepladser, og vinden bar dem bort så der slet intet spor fandtes efter dem.“ — Daniel 2:34, 35.

Hvis alt ondt menneskestyre vil blive fjernet så der ikke er det mindste spor tilbage, ser det unægtelig sort ud for dets tilhængere. Millioner af mennesker indser imidlertid visdommen i at sætte deres lid til noget der er bedre. Kun det styre som Jehova Gud, universets Skaber, udøver, kan løse de problemer årtusinders fejlslagent menneskestyre har medført. Kun det sande teokrati kan tilfredsstille vor tids behov.

Vågn op! håber at de ti artikler i serien „Menneskers styre på vægtskålen“ har gjort det klart hvor vigtigt det er at træffe en personlig afgørelse i spørgsmålet om styreformer. Frem for alt håber vi at de vil hjælpe dig til at træffe et klogt valg. Menneskers styre er blevet „vejet på vægten og fundet for let“. Hvilket valg træffer du? Vælger du den ægte vare eller en billig efterligning? Jehovas styre eller menneskers styre? — Daniel 2:44; Mattæus 6:10.

[Fodnote]

a Vidnesbyrd om at Guds rige blev oprettet i 1914 og at denne verden har befundet sig i de sidste dage siden da, findes i kapitlerne 16 og 18 i bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, udgivet i 1982 af Vagttårnets Selskab.

[Ramme på side 22]

Jehovas teokratiske styre vil . . .

◆ give de alderdomssvækkede deres ungdomskraft tilbage. — Job 33:25.

◆ fjerne al krig. — Salme 46:9; Esajas 9:7.

◆ give alle familier et ordentligt sted at bo. — Esajas 65:21.

◆ helbrede syge og handicappede. — Esajas 33:24; 35:5, 6.

◆ oprejse de døde. — Esajas 25:8; Apostelgerninger 24:15; Åbenbaringen 20:13.

◆ befri verden for korruption, umoralitet og kriminalitet. — Ordsprogene 2:21, 22.

◆ skaffe rigelig føde til alle. — Salme 72:16; Esajas 25:6.

◆ skabe fred mellem dyr og mennesker. — Esajas 11:6-9; Ezekiel 34:25.

◆ tildele alle et interessant og meningsfyldt arbejde. — Esajas 65:22, 23.

◆ omskabe jorden til et paradis. — Esajas 35:1, 6, 7; Lukas 23:43.

Dette er ikke tomme politikerløfter, men løfter givet af Gud — og Gud lyver ikke. — Hebræerne 6:18.

[Illustration på side 23]

Du kan få del i det fuldkomne styres evige velsignelser!

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del