En dræber får dødsstødet

DET er tre tusind år siden at farao Ramses V af Ægypten døde. Ingen kender den nøjagtige dødsårsag, men den dag i dag bærer hans balsamerede legeme spor af en snigende dræbers angreb. Samme fjende gjorde også en stor høst af døde i fortidens Indien, Kina og Grækenland, og i stort set alle andre lande.

Denne dræber har ombragt så mange at det ligefrem har ændret historiens gang. Nogle mener at den tilføjede Alexander den Stores vældige hær svære tab i den nedre Indusdal. Den fulgte med Cortés til Mexico og berøvede så mange indfødte livet at conquistadoren næsten var garanteret en let sejr. I 1800-tallets Europa faldt hele 600.000 i denne dræbers kløer. Alle blev de ofre for en usynlig fjende — det lille koppevirus.

Selv i nyere tid har kopper været en frygtet sygdom. I 1947 blev der for eksempel vaccineret over 6 millioner indbyggere i New York efter 12 tilfælde af kopper. Og man anslår at kopper så sent som i 1967 kostede to millioner mennesker livet. Hvorfor er denne sygdom så frygtet, og udgør den stadig en trussel?

En uhyggelig dødstrussel

De fleste af os kender ikke ret meget til koppesygdommen, ud over at vi kalder personer med stærkt arret ansigtshud for „koparrede“. Imidlertid er sygdommen dødelig og nogle steder har den kostet halvdelen af de smittede livet.

Noget som mange fandt lige så skræmmende som sygdommens høje dødelighed, var dens forfærdelige symptomer. To uger efter at man er blevet smittet har viruset bredt sig så voldsomt at der begynder at melde sig sygdomssymptomer i form af høj feber, hovedpine, kuldegysninger, kramper og rygsmerter. Et par dage senere får man små røde pletter, først i ansigtet, så på armene, brystet, ryggen og til sidst på benene. Dette udslæt bliver til væskefyldte blærer som skæmmer patientens udseende. Endnu alvorligere er det imidlertid hvis kroppens vitale organer angribes. For hvis kroppens immunsystem ikke kan modstå angrebet, holder et eller flere af disse organer op med at fungere, og patienten dør.

Kopper er ikke i sig selv en særlig smitsom sygdom, men dens virus kan overleve temmelig længe uden for den menneskelige værtsorganisme, og personer som er i kontakt med patienten eller som rører ved inficeret sengelinned eller tøj, bliver derfor nemt smittet. Det dødbringende virus, som frigives fra blærerne i sidste fase, kan overføres via støv- eller dråbeinfektion og let finde adgang til luftvejene på et nyt offer.

Der findes intet effektivt lægemiddel mod kopper. Læger og sygeplejersker forsøger at lindre patientens sygdomsforløb og holde smittefaren nede ved hjælp af medicinsk behandling. Den eneste redningskrans er kroppens forunderlige immunforsvar. Dette er en af den moderne lægevidenskabs største opdagelser, og denne viden har givet videnskaben et våben i hænde hvormed de har kunnet besejre den frygtede dræbersygdom.

Dræberen bliver slået med egne våben

„Fremtidens nationer vil kun kende den afskyelige koppesygdom fra historiebøgerne,“ skrev De Forenede Staters præsident Thomas Jefferson i 1806 i et lykønskningsbrev til Edward Jenner, en britisk landsbylæge og naturforsker som havde opdaget en metode til at udrydde kopper. Jenners behandling lignede i hovedtræk vore dages vaccination.

Men allerede flere hundrede år før Jenners opdagelse, anvendtes en lignende behandling mod kopper. I Bengalen i Indien var det skik at præster for Shitala Mata (koppegudinden) indsamlede pus fra mildere koppeformer og under kontrol indpodede smitstof på raske mennesker, som derefter i mange tilfælde udviklede en mindre alvorlig form af sygdommen. Derved blev personerne immune eller resistente over for koppesygdommen.

Selv om denne koppebehandling var forbundet med en vis fare, blev den indført i Europa før Jenners tid. Som otteårig stiftede Jenner selv bekendtskab med farerne ved sygdommen da hans værger, for at beskytte ham mod den udbredte koppesygdom, i 1757 sendte ham til en af de „indpodningsstalde“ der var almindelige dengang. Iført spændetrøje for at han skulle ligge roligt, blev han ligesom andre indlagte anbragt i en primitiv halmseng. Her måtte han gennemleve sygdommen og fik kun den nødtørftigste pleje.

Selv om Jenner overlevede, var han i mange år sygdomsmærket. Dette forklarer til dels hvorfor han senere i livet med så stor ildhu søgte at finde frem til et bedre immuniseringssystem. Han blev sat på sporet af det da han begyndte at praktisere som landsbylæge i Sodbury i England. Her erfarede han til sin overraskelse sandheden i et gammelt mundheld der sagde at malkepiger som får kokopper, aldrig smittes med kopper. Efter flere års undersøgelser afprøvede han i 1796 sine resultater ved at lade en dreng, James Phipps, smitte med et meget mildt kokoppevirus. Jenners teori var at James ville komme sig næsten uden komplikationer og derefter være immun over for den dødelige koppesygdom.

Ikke alle delte Jenners overbevisning. Lokalbefolkningen troede at han var ved at skabe en ny sygdomsplage eller at de børn han behandlede ville udvikle okselignende karaktertræk. Men Jenner red stormen af, og da James kom sig efter sygdommen uden men, ophørte den lokale modstand lidt efter lidt. Jenner fortsatte sine undersøgelser indtil han i 1798 offentliggjorde sine forskningsresultater. Langt om længe havde man fundet det våben som kunne tilføje dræbersygdommen dødsstødet.

Sygdommens udryddelse

Efter Jenners pionerarbejde forskede andre videnskabsfolk videre. Der blev udviklet bedre måder at fremstille og indpode vaccinen på, hvilket gjorde det nye våben stadig mere effektivt. Trods landvindingerne krævede koppeviruset dog stadig dødsofre. Så sent som i 1966 var kopper udbredt i 44 lande, og flere ulande hærgedes af frygtelige epidemier.

Samme år vedtog WHO’s 19. generalforsamling at forene alle kræfter om at udrydde dræbersygdommen. Teoretisk skulle det være muligt eftersom koppevirus kun kan leve i menneskets legeme. Mennesket er med andre ord dets eneste bærer. Hvis det kunne forhindres at dette virus blev overført fra det ene menneske til det andet, ville det uddø. Der iværksattes en tiårig udryddelseskampagne som dels bestod i overvågning af sygdomsudbrud, idet offentligheden blev opfordret til at indberette alle sygdomstilfælde, og dels i massevaccination for at hindre sygdommens spredning.

Næsten straks blev der opnået lovende resultater, selv i lande med begrænset sundhedsvæsen. Da der blev stillet udstyr, rådgivere og vaccine til rådighed, var 20 lande i Vest- og Centralafrika for eksempel i stand til at udrydde sygdommen på blot tre og et halvt år. Ansporet af succesen i Afrika satte Asien alle sejl til. Den 16. oktober 1975 blev den sidste koppepatient sat i karantæne i Bangladesh.

Men dermed var sejren ikke vundet, for i 1976 blev der stadig rapporteret om udbrud af to mildere koppeformer i Somalia. Efter 13 måneders kamp blev det sidste sygdomstilfælde rapporteret i oktober 1977. Patienten var Ali Maow Maalin. Ali kom sig, og dermed havde koppesygdommen fået sit banesår. Efter 200 år var Jenners drøm gået i opfyldelse. „Udryddelsen af kopper — menneskeslægtens værste svøbe“ — var en realitet.

Kan den vende tilbage?

I 1980 blev verden officielt erklæret for koppefri. Den tvungne vaccination blev afskaffet, og siden da er en ny generation vokset op uden behov for beskyttelse mod viruset. Men hvad ville der ske hvis dræbersygdommen vendte tilbage og ramte den ikkevaccinerede befolkning? Den ville uden tvivl gøre et drastisk indhug i hele kontinenters befolkning. Derfor er spørgsmålet om hvorvidt koppesygdommen kan dukke op igen, ret så relevant.

„Der er to muligheder,“ forklarer en virolog ved Calcuttas Skole for Tropesygdomme. „Den ene er laboratorieudslip; den anden er menneskelig ondskab.“

I 1978 blev koppesygdommen igen forsidestof efter et laboratorieudslip i Birmingham i England. En fotograf der arbejdede oven over et laboratorium hvor man forskede i koppevirus, pådrog sig sygdommen og døde, men først efter at have smittet sin gamle moder. Hurtig indgriben fra de britiske myndigheders side forhindrede lykkeligvis yderligere spredning. For at afværge flere uheld opbevarer man nu kun koppeviruset i to stærkt sikrede forskningsinstitutioner, én i Atlanta i Georgia, USA, og én i Moskva i Sovjetunionen.

Men hvorfor har man ikke udryddet koppeviruset fuldstændig? På grund af frygt for hvad mennesker kan finde på. Selv om det er forfærdeligt at tænke på, er den mulighed stadig til stede at kopper kunne blive brugt i biologisk krigsførelse. Historien kan opvise flere eksempler på at mennesker har gjort det. For at nybyggerne kunne realisere deres planer om at bosætte sig i Nordamerika i det 17. århundrede, spredte nogle af dem med overlæg koppesygdommen blandt de indfødte indianere. Nogle optimister vil måske mene at vi i dag er blevet klogere og at faren for „en biologisk koppekrig“ er lille. Lad os håbe at de har ret. Vi kan også kun håbe at koppesygdommen nu er fuldstændig udryddet og at den ikke af en eller anden ukendt årsag vil vende frygteligt tilbage.

Takket være dr. Jenners opdagelse har mennesket for første gang i historien udryddet en af sine værste sygdomsplager. Lægevidenskaben, som i dag sidder inde med større viden og bedre udstyr end på Jenners tid, forsøger nu at besejre andre infektionssygdomme. Vil det lykkes? Videnskaben indrømmer at målet er fjernere end nogen sinde — de store medicinske fremskridt til trods. Der er derfor tydeligvis behov for overmenneskelig visdom hvis jorden skal gøres til et sted hvor „ingen indbygger siger: ’Jeg er syg.’“ — Esajas 33:24.

[Illustrationer på side 23]

Det var dr. Edward Jenner der indførte koppevaccinationen

[Kildeangivelse]

Foto: WHO (J. Abcede)

[Kildeangivelse på side 21]

Foto: WHO