Katolsk valfart — baseret på myte eller virkelighed?

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I SPANIEN

HVER sommer drager millioner af europæere på pilgrimsfærd. I bus, bil eller fly valfarter de til sydens sol på Spaniens strande. Hvad soldyrkerne ikke ved, er at mange rejser ad samme rute som deres katolske forfædre århundreder forinden.

Middelalderens pilgrimme adskilte sig naturligvis fra vore dages turister. Deres valfartsmål var en helgengrav, ikke Middelhavssolen; de tragtede efter syndsforladelse, ikke solbrændthed. Bønder, fyrster, soldater og forbrydere tilbagelagde de cirka 1000 kilometer gennem Nordspanien til Santiago de Compostela, en lille, regnfuld by i det fjerne nordvestlige hjørne af Den Iberiske Halvø.

Hvad fik folk til at rejse hundreder af kilometer over sneklædte tinder og solsvedne sletter, at trodse plyndringsmænd og sult, ja sygdom og selv død? Deres mål var gravstedet for „Sankt“ Jakob, Santiago, Spaniens nationale skytshelgen. Hans „hellige jordiske rester“ virkede stærkt dragende på troende fra hele det middelalderlige Europa. I dag står der en domkirke på stedet. Men hvordan opstod denne helgenkult?

En by bygget på et syn

Det begyndte med et af de „mirakuløse“ syn der indimellem optræder i Spaniens historie. En aften i 813 så en eremit ved navn Pelagius et himmelfænomen. Pligttro opsøgte han sin biskop, og det endte med at man afdækkede en marmorgrav. Ligene blev antagelig identificeret som ingen ringere end apostelen Jakob og to af hans disciple. Kongen, Alfonso den Kyske, besøgte stedet, og erklærede levningerne for ægte og udråbte Jakob til „Spaniens beskytter“.

Sådan fik Spanien sin skytshelgen. Opdagelsen af graven kom yderst belejligt for de befæstede „kristne“ enklaver i Nordspanien som var omgivet af muslimer. Det var akkurat et sådant relikvie de behøvede for at kunne vinde over ’profeten Muhameds arm’, som opbevaredes i Córdoba i Sydspanien og som hævdedes at gøre maurerne uovervindelige. „Sankt“ Jakob blev den fanebærer hvorom spanierne kunne samles i kampen mod maurerne, som sad på det meste af halvøen.

I det 11. århundrede blev der opført en domkirke over gravstedet, og byen Santiago de Compostela (bogstaveligt „Sankt Jakob af stjernemarken“) voksede frem dér hvor Pelagius havde fået sit stjernesyn. På kort tid blev Santiago et af kristenhedens vigtigste pilgrimscentre — kun overgået af Jerusalem og Rom. Hvorfor fik apostelens formodede knogler så stor betydning?

Mytens tilblivelse

Det er en mærkværdig blanding af myter og religiøse traditioner der har givet „Sankt“ Jakob en særstilling i spansk historie. Ifølge nogle katolske historikere var denne apostel Spaniens første kristne missionær. Det siges at han forkyndte adskillige år i Galicien (Nordvestspanien) kort efter Jesu død. Men han fik kun omvendt ni. Tilsyneladende blev han nedslået over de ringe resultater og drog østpå. Her modtog han et opmuntrende, strålende syn af Maria, Jesu moder (som dog stadig levede i Palæstina). Hun viste sig for ham i „dødeligt kød“ på toppen af en marmorsøjle i den by romerne kaldte Caesaraugusta (det senere Zaragoza), i den nordøstlige del af halvøen. Legenden fortæller at da Maria forsvandt, blev søjlen stående, og århundreder senere blev den en valfartshelligdom.a

Kort efter vendte Jakob tilbage til Jerusalem, hvor han led martyrdøden for kong Herodes’ hånd. (Apostelgerninger 12:1-3) Ifølge legenden fik hans disciple fat på liget, bragte det ned til kysten og gik i Jaffa om bord på et mirakuløst skib af sten. Efter en uges sejlads kom de til Galicien (5000 kilometer derfra), hvor de begravede deres mester i en umærket grav. Stedet gik senere i glemme.

Århundreder senere genfinder eremitten så denne formodede apostelgrav. Og myten blev levende for de „kristne“ soldater. Kort efter blev „Jakob“ set kæmpe for de „kristne“. Ifølge traditionen viste han sig på en hvid stridshest under det afgørende slag ved Clavijo, hvor han hjalp med at besejre maurerne. Efter sejren blev han i folkemunde kaldt Santiago Matamoros (Sankt Jakob Maurerdræberen). — Jævnfør Mattæus 26:52.

Det hed sig også at han besad andre mirakuløse evner af mere godgørende art. Én legende fortæller om en ung mand på hesteryg der red ud langs stranden for at møde sin tilkommende. Pludselig slog en vældig bølge ind over ham og førte ham til havs. Hans trolovede anråbte „Sankt“ Jakob, som tjenstvilligt fik den unge mand op af havet. Da han kom op var hans klæder dækket med hvide skaller. Hjertemuslingeskallen blev derfor symbolet for Spaniens skytshelgen og for de pilgrimme der valfartede til hans grav.

Magien bag myten

I det meste af middelalderen nød relikvier fra berømte „helgener“ stor agtelse, både blandt fyrster og folk. Man mente at de kunne værne de fromme mod ondt — Wilhelm Erobreren bar adskillige relikvier om halsen under slaget ved Hastings, hvor han besejrede kong Harald af England. Pilgrimme var overbeviste om at kontakt med disse ærværdige „hellige“ knogler kunne garantere Guds gunst.

Relikvier var mere værd end guld, og enhver domkirke med respekt for sig selv indeholdt relikvier. Der opstod en blomstrende handel med relikvier, ofte ramt af svindel. En abbed i det 12. århundrede bemærkede at når Johannes Døbers hoved blev opbevaret i to forskellige kirker, måtte Johannes enten have været tohovedet eller der måtte være tale om et bedrag.

Den brede befolkning troede imidlertid på relikvierne og kæmpede for dem. I tillid til „Sankt“ Jakobs navn drog de spanske hære i krig mod maurerne og andre europæiske magter. De koloniserede den nye verden i hans navn, og overalt i Latinamerika voksede der byer frem som hed Santiago.

Middelalderens charterrejser

En historiker bemærker at i middelalderen blev „valfart til steder med vigtige relikvier . . . det vigtigste motiv til at man rejste“. Ikke overraskende blev troende fra nær og fjern tiltrukket af kirken for mirakelmageren „Sankt“ Jakob. I Santiagos velmagtsdage oplevede Spanien derfor sit første turistboom.

En halv million mennesker — „konger og borgere, biskopper og munke, hellige og syndere, riddere og væbnere“ — strømmede til Santiago fra hele Europa, hvilket gjorde „Sankt Jakobs Vej“ til en af Europas tættest befærdede landeveje. Dette var et enormt tal, i betragtning af at Europa i det 11. århundrede kun havde omkring 30 millioner indbyggere og at rejsen gennem Spanien kunne tage måneder.

Når pilgrimmene var kommet over Pyrenæerne havde de stadig 1000 kilometer at tilbagelægge gennem Nordspaniens forrevne bjerge og støvede sletter. De som klarede denne maratonstrækning, opbød deres sidste energi for at være med i slutspurten. Den første der fik øje på Santiago-domkirkens spir, råbte: „Mi gozo!“ (Min glæde!) og blev valgt til „konge“ for rejseholdet. Mange slægtsnavne er blevet dannet på den måde. Efternavne som King, König, Rey, Leroy eller Rex stammer fra en fjern forfader som efter adskillige måneder på farten stadig havde udholdenhed til at løbe og råbe.

I dag ville nogle måske beundre den uforfærdethed der kendetegnede disse vejfarende, som ofrede meget af deres tid og helbred og så mange penge på denne rejse som for mange blev den sidste. De fleste var uden tvivl oprigtige, de troede på et relikvie de ikke fik at se — knoglerne var nemlig anbragt i et udsmykket skrin bag metaltremmer. I tre hundrede år var der faktisk ingenting i skrinet. Knoglerne blev gemt væk da domkirken var truet og først lagt tilbage i 1879.

Grundlaget for sand tro

Jesu apostle rejste meget, ikke for at opføre eller besøge helgengrave, men for at forkynde evangeliet. De ofrede megen tid på at studere Guds ord, hvilket gav dem en stærk tro. En sådan tro, der bygger på nøjagtig kundskab, kan beskytte os mod at blive ofre for myter og menneskelige traditioner, som stadig vildleder mange. — Mattæus 15:9; 1 Timoteus 2:3, 4.

Uanset hvor fascinerende religiøse traditioner og legender kan være, er de ingen erstatning for sandheden. Bibelen giver os intet grundlag for at tro at Jakob har været i Spanien. (Se rammen.) Og selv hvis han har været der og hans knogler ligger begravet i Santiago, vil der ikke være nogen grund til at ære dette relikvie. Bibelen tilskynder os til at tro på den levende, usynlige Gud og hans ord, Bibelen, ikke på relikvier. — 2 Korinther 5:7; 1 Thessaloniker 1:9; jævnfør Mattæus 23:27, 28.

[Fodnote]

[Ramme på side 24, 25]

Kom Jakob til Spanien?

1. Der fortælles intet i Bibelen om at apostelen Jakob har forkyndt andre steder end i Palæstina. Det var Paulus, hvis missionærtjeneste begyndte i år 49, der blev kaldt „apostel for nationerne“, ikke Jakob. — Romerne 11:13; se også Apostelgerninger 9:15; Galaterbrevet 2:7.

2. I år 55 skrev Paulus til de kristne i Rom at det ikke var hans mål „at forkynde den gode nyhed hvor Kristus allerede var blevet nævnt“. Han planlagde derimod at tage til Spanien fordi der ikke var mere „urørt distrikt“ til ham i Lilleasien og Grækenland. Det viser at Spanien kun i begrænset omfang eller slet ikke havde hørt det kristne budskab på det tidspunkt. — Romerne 15:20, 23, 24.

3. I sin Historia de la Iglesia Católica (Den katolske kirkes historie) indrømmer den jesuitiske professor Bernardino Llorca at „den kendsgerning at der ikke findes nogen sikre beretninger om [Jakobs ophold i Spanien] før seks hundrede år efter begivenhederne, sætter [de katolske eksperter] i et stort dilemma“. — Side 122, 123.

[Kort på side 24]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

SPANIEN

Paris

Vézelay

Poitiers

Limoges

Arles

Toulouse

Pamplona

Burgos

Astorga

Santiago de Compostela

Atlanterhavet

Middelhavet

[Illustrationer på side 23]

Domkirken i Santiago de Compostela og (indsat) Jakob på en hvid stridshest

[Kildeangivelse]

Godo-Foto