Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g91 22/5 s. 12-14
  • Hvordan bliver jeg fri for hans tilnærmelser?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan bliver jeg fri for hans tilnærmelser?
  • Vågn op! – 1991
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Hvorfor det er svært at sige nej
  • Sæt grænser
  • Hvordan man bliver „en mur“
  • Sig nej så det kan forstås!
  • Rollemodel — Sjulamitpigen
    Unge spørger — Svar der duer, bind 2
  • Hovedpunkter fra Højsangen
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 2006
  • Højsangen
    Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
  • Bibelens 22. bog — Højsangen
    “Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig”
Se mere
Vågn op! – 1991
g91 22/5 s. 12-14

Unge spørger:

Hvordan bliver jeg fri for hans tilnærmelser?

Frank er skolens mest omsværmede dreng. Og pludselig er du skolens mest misundte pige, for han er blevet interesseret i dig! Flere gange har han inviteret dig ud, og hver gang har du sagt nej. Men Frank tager ikke et nej for gode varer; han siger at han aldrig har følt sådan for nogen pige. Du vil nødig såre ham, men du har en stærk mistanke om hvad han er ude på. Hvorfor kan du ikke blive fri for hans tilnærmelser?

ALLE vegne bliver unge piger (og ofte også unge mænd) udsat for at skolekammerater og kolleger uopfordret lægger an på dem, ofte med utilslørede erotiske hensigter. Hvad ville du gøre i et sådant tilfælde?

En artikel i bladet Psychology Today siger: „Hvis en mand begynder på seksuelle antydninger eller gestus, må man sige fra straks. Gør man intet, vil det opmuntre ham til at gå videre.“ Noget må du altså gøre — men hvad?

Hvorfor det er svært at sige nej

Sherron, en ung pige, siger ligeud: „Det er normalt ikke svært at sige nej når fyren er grim.“ Problemet er at vi alle er glade for opmærksomhed. Og når interessen kommer fra en vi synes er tiltrækkende eller som vi beundrer, er det ikke let at afvise vedkommende. Men spørg dig selv: ’Har han samme fremtidsmål, åndelige tankegang og moral som jeg?’ (2 Korinther 6:14) Har han ikke det, kan det let føre til ulykke hvis man reagerer villigt på tilnærmelserne.

Men måske er du under stærkt gruppepres for at få dig til at fravige dine religiøse normer. Den unge pige Dana fortæller: „Pigerne på jobbet prøver at presse mig til at gå ud og danse sammen med dem, og de kan ikke forstå hvorfor jeg ikke kommer sammen med én.“ Eller du har måske skoleveninder som opfordrer dig til at gå i byen med nogle af skolens drenge. Dette pres kan let svække din beslutsomhed. Hvordan kan du styrke den?

Sæt grænser

Maria mener at det er bedre at forebygge end at helbrede. Hun fortæller: „Jeg lader de andre vide at jeg er et af Jehovas vidner.“ Når drengene kender dine høje moralnormer, er de mindre tilbøjelige til at genere dig.

Passende tøj og frisure er også med til at afvise uønsket opmærksomhed. En kvinde i New York fandt ud af dette da hun fik problemer med sine mandlige kolleger. Hun bemærker: „Jeg gik op i mit arbejde, men jeg så ikke sådan ud. Derfor satte jeg håret op i en knude, og jeg begyndte at gå med skjortebluse, spadseredragt og hornbriller på arbejde. Nu signalerer jeg at jeg er her for at arbejde, ikke for at flirte.“ Det er måske ikke nødvendigt at du ser sådan ud, men det belyser hvor afgørende det er at dit tøj og din frisure giver det rigtige indtryk. — 1 Timoteus 2:9.

Dit valg af venner betyder også meget. Bibelen siger: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås [moralske] tåber går det dårligt.“ (Ordsprogene 13:20) Kom derfor ikke sammen med dem der fortæller vovede vittigheder eller praler af seksuelle udskejelser. Lyt ikke engang til dem. I modsat fald kan andre opfatte dig forkert. Den unge Erica fortæller at når samtalen løber af sporet, siger hun: „Nu er det vist på tide at jeg går,“ og de andre forstår meningen.

Hvordan man bliver „en mur“

Nogle drenge bliver ikke afskrækket af at høre at du er kristen. („Hvad forskel gør det at du er kristen?“ argumenterede en pågående ung mand. „Du er stadig en kvinde, og jeg er stadig en mand.“) Hvordan griber man sådanne episoder an? Her kan det være gavnligt at tænke på sjulamitpigen i Bibelen. Hun blev ombejlet af en af de rigeste, klogeste og mægtigste mænd der nogen sinde har levet på jorden — kong Salomon. Men hun holdt allerede af en jævn fårehyrde fra sin hjemby, så hvordan kunne hun nu blive fri for Salomons tilnærmelser?

Først og fremmest bedømte hun sig selv rigtigt. Hun sagde beskedent: „Jeg er en krokus på kystsletten.“ (Højsangen 2:1) Det er vigtigt at man har et lige så mådeholdent syn på sig selv, for smiger er forførernes yndlingsvåben. Sjulamitpigen var for beskeden til at lade sig besnære, og da „Jerusalems døtre“ lagde pres på hende for at hun skulle tage imod Salomons tilbud, lod hun dem sværge at de ’ikke ville prøve at vække eller at ægge kærligheden i hende førend den havde lyst’. (Højsangen 3:5) På samme måde kan du dæmme op for andres pres ved at lade dem kende din holdning.

Som det vigtigste var sjulamitpigen fast besluttet på at modstå alle kongens forsøg på at få hende til at skifte mening. „Jeg er en mur,“ erklærede hun stolt. (Højsangen 8:10) Du må vise dig lige så beslutsom når du bliver udsat for upassende tilnærmelser. Ligesom sjulamitpigen må du være god til at sige nej. Hvis du har svært ved det, så øv dig på at sige nej i mindre alvorlige situationer. Væn dig til at stå op for det du tror på. Når der så opstår alvorlige situationer, er du bedre rustet til at klare dem.

Sig nej så det kan forstås!

Lad os nu gennemgå og gendrive nogle af de almindelige argumenter drenge bruger når de vil overtale en pige:

’Alle gør det.’ Tro ham ikke! En dansk lokalundersøgelse fra 1989 viste at omkring halvdelen af de 17-årige piger var seksuelt aktive — men omvendt var der altså også cirka 50 procent der, ligesom du, ikke var. Desuden vil kristne ikke „følge mængden“ når Bibelens principper bliver overtrådt. — 2 Mosebog 23:2.

’Du er umoden.’ Tværtimod! Ifølge Bibelen er modne mennesker „dem som gennem brugen har fået deres opfattelsesevne opøvet til at skelne mellem ret og uret“. — Hebræerne 5:14.

’Det kan du ikke være bekendt.’ Jo, for sex skylder du ingen — hverken din skolekammerat, din chef, din ven eller nogen anden! Og ingen kan forlange det af dig!

’Nyd livet nu. I morgen er vi måske døde.’ Som kristne ser vi frem til evigt liv. Vi vil ikke lade et øjebliks umoralsk nydelse spolere vor evige lykke. — 1 Korinther 15:32-34.

Sådanne udspekulerede tilnærmelser kræver en tydelig — til tider endog håndfast — reaktion. Og når én ikke lader sig affeje, kan du blive nødt til at overveje hvordan du får sagt nej så han forstår det. (Ordsprogene 15:28) Gør ham det klart at du mener nej; lad ikke som om du spøger eller er forlegen.

Forfatteren Joyce Jillson supplerer med dette forslag: „Hvis du vil afvise den anden én gang for alle, skal du blot snakke om religion.“ Mange unge kristne har erfaret dette. En pige beretter: „Når nogen gør tilnærmelser til mig, tager jeg Vagttårnet frem.“ Ja, et af de bedste forsvar er at tale om sin tro. Du kan fortælle hvorfor du afviser hans tilnærmelser, at det ikke er ham personligt du har noget imod, men det han lægger op til. Det er især nyttigt at ræsonnere på denne måde hvis det er en du skal møde hver dag. Hvis han gerne vil vide noget om Bibelen kan du lade en broder i menigheden følge interessen op.

Desværre findes der nogle man ikke kan snakke fornuft med. Så må du bare køligt give dem ren besked — og derpå gå din vej. Hvis chikanen fortsætter eller du ikke kan magte det alene, så tal med dine forældre om det. Måske har de nogle forslag eller vil ligefrem selv tage affære. I værste fald må du ganske enkelt flygte! — Jævnfør Første Mosebog 39:12.

Det kan godt være at du bliver hånet eller drillet for dit standpunkt, men lad dig ikke slå ud af det. Ligesom sjulamitpigen får du fred i sindet fordi du gør det rigtige. (Højsangen 8:10) Det er heller ikke alle drenge der vil være grove mod dig. Kong Salomon nedvurderede ikke pigen da hun havde afvist ham. Faktisk skrev han en af de smukkeste kærlighedssange der nogen sinde er skrevet, til hendes pris! De fleste drenge vil sikkert respektere din modige holdning. Og hvis de ikke gør det, så vær besluttet på, som sjulamitpigen, at holde fast ved dine høje normer. Vær en urokkelig „mur“, ikke en letbevægelig „dør“. (Højsangen 8:9) Husk at din evige lykke og din selvrespekt står på spil!

[Illustration på side 13]

Hvordan styrer man drenge som ikke vil respektere et nej?

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del