Lægernes problemer med AIDS
FAREN for at blive smittet med AIDS gennem blod har fået nogle kirurger til at iklæde sig hvad The New York Times kalder for „AIDS-tidsalderens nye kirurgiske rustning“. Denne rustning består af „gummistøvler, et hellangt vandskyende forklæde, to par handsker, vandtætte ærmebeskyttere og briller“. Under særlig blodige operationer, skriver avisen, bærer kirurgen også „hjelm med visir“.
USA’s Center for Sygdomskontrol oplyste i slutningen af 1990 at ud af de 153.000 anmeldte AIDS-tilfælde var der 637 læger, 42 kirurger, 156 tandlæger og tandplejere, og 1199 sygeplejersker.
AIDS blev første gang beskrevet i 1981. En overgang ramte sygdommen hovedsagelig mandlige homoseksuelle og narkomaner der var blevet smittet af inficerede kanyler. Men siden har den hurtigt spredt sig blandt kvinder. I WHO-tidsskriftet World Health for november-december 1990 stod der at læse: „Antallet af kvinder [på verdensplan] som forventes at få AIDS i de kommende to år, vil overstige det samlede antal AIDS-tilfælde indberettet til WHO i epidemiens første ti år.“
USA’s Center for Sygdomskontrol rapporterer at der i slutningen af 1990 var 15.696 amerikanere over 50 år som havde udviklet symptomer på AIDS. Det er et stort antal sammenlignet med at der kun er 2686 AIDS-tilfælde blandt børn under 13 år, en gruppe AIDS-patienter som har fået langt større offentlig bevågenhed.
Hvordan får ældre mennesker AIDS? De fleste gennem homoseksuelle aktiviteter. Men ifølge The New York Times har „omkring 17 procent af patienterne fået virus efter at have modtaget inficeret blod“. Det vil sige at antallet af ældre AIDS-patienter som er blevet smittet gennem blodtransfusion næsten svarer til det samlede antal AIDS-tilfælde blandt børn under 13!