„En tid til at helbrede“

Ann var den som alle andre henvendte sig til med deres problemer, en der altid vidste råd. Ligevægtig og ulastelig som hun var, kunne ingen mærke noget til hendes skjulte følelsesmæssige ar før mindet om dem en dag trængte sig frem. Hun beretter: „Jeg var på arbejde da jeg pludselig blev ramt af smerter og voldsomme skyldfølelser. Jeg kunne dårligt holde mig oprejst. Jeg led i flere dage, og pludselig dukkede et erindringsbillede op — min stedfar der forbrød sig mod mig. Det var voldtægt! Og det var ikke den eneste gang det var sket.“

DER er „en tid til at helbrede“. (Prædikeren 3:3) Og de der ligesom Ann er blevet misbrugt i barndommen, kommer sig lettere hvis de får de længst fortrængte minder frem i lyset.

Men hvordan kan man glemme noget så gruopvækkende som voldtægt? Tænk på hvor hjælpeløs en pige er over for faderens eller en anden stærk voksens seksuelle tilnærmelser. Hun kan ikke flygte. Hun tør ikke skrige. Og hun tør ikke fortælle nogen om det. Samtidig er hun måske nødt til at møde misbrugeren ansigt til ansigt hver dag og lade som intet. Dét er svært nok for en voksen, og det er næsten umuligt for et barn. Hun flygter derfor mentalt ved hjælp af den stærke fantasi børn er udrustet med. Hun lader som om krænkelsen slet ikke har fundet sted, fortrænger mindet eller gør sig ufølsom over for det.

Faktisk blokerer vi alle nu og da for noget vi ikke vil se eller høre. (Jævnfør Jeremias 5:21.) For misbrugsofre er denne evne en forsvarsmekanisme. Nogle af dem fortæller: „Jeg lod som om det skete for en anden mens jeg bare så på.“ „Jeg lod som om jeg sov.“ „Jeg regnede hovedregning.“ — Strong at the Broken Places af Linda T. Sanford.

Det er derfor ikke overraskende at bogen Surviving Child Sexual Abuse påstår: „Det skønnes at op mod 50 procent af dem der er blevet misbrugt som børn ikke er klar over det.“ Nogle husker overgrebet men blokerer for de følelser de forbinder det med — smerten, vreden og skammen.

Fortrængning — en tvekamp i sindet

Er det da ikke bedst at ofrene lader mindet gå i glemmebogen? Det vælger nogle sikkert at gøre; men andre kan simpelt hen ikke udviske mindet. Som der står i Job 9:27, 28: „Hvis jeg smiler og prøver at glemme min smerte, vender al min lidelse tilbage for at hjemsøge mig.“ (Today’s English Version) At fortrænge skrækbetonede minder er mentalt udmattende, en opslidende tvekamp man endog kan blive syg af.

Efterhånden som pigen bliver voksen, svækker tilværelsens pres ofte hendes evne til at fortrænge fortiden. Noget så banalt som en svag parfumeduft, et ansigt der forekommer bekendt, en forskrækkende lyd eller et besøg hos lægen eller tandlægen kan udløse en lavine af skræmmende minder og følelser.a Bør hun så ikke anstrenge sig endnu mere for at glemme? Nej, på dette punkt kan det være en lettelse at forsøge at genkalde sig misbruget! En kvinde ved navn Jill fortæller: ’Når minderne én gang er kommet frem, mister de kraften. Det er mere smerteligt og risikabelt at undertrykke dem end at give los for dem.’

Værdien af at se misbruget i øjnene

Hvad skyldes det? Jo, blandt andet at mindet om det der er sket får sorgen til at vælde frem. Sorg er en normal reaktion på traumer; den bidrager til at vi får ubehagelige hændelser på afstand. (Prædikeren 3:4; 7:1-3) En misbrugt kvinde har været berøvet muligheden for at sørge; hun er blevet tvunget til at fornægte den rædselsvækkende oplevelse og bide smerten i sig. Fortrængning kan medføre det som lægerne kalder posttraumatisk stresstilstand — en bogstavelig talt følelsesforladt tilstand. — Jævnfør Salme 143:3, 4.

Når minderne begynder at dukke op, kan ofrene ligefrem genopleve misbruget. Nogle går endda midlertidigt i barndom. Jill husker: „Når jeg ser det for mit indre blik, mærker jeg ofte fysiske symptomer. Nogle gange er minderne så knugende at jeg næsten føler mig drevet til vanvid.“ Den vrede man har holdt tilbage siden barndommen, blusser måske nu op. „Minderne fremkalder depression og vrede hos mig,“ fortæller Sheila. Under disse specielle omstændigheder er vrede dog helt på sin plads. Sorgen får afløb, og man giver udtryk for indestængt, retfærdig harme! Man har ret til at hade de onde handlinger begået mod én selv. — Romerne 12:9.

Et offer beretter: „Da jeg tydeligt huskede det hele, følte jeg en umådelig lettelse . . . I det mindste vidste jeg nu hvad jeg havde med at gøre. Så hårdt det end var for mig at tænke på det, tilbagegav det mig noget af mit liv som var blevet skræmmende fordi det var så ukendt og mystisk.“ — The Right to Innocence.

Kvinden kan måske også nå frem til roden til nogle af sine problemer ved at genkalde sig overgrebet. „Jeg har altid været klar over at jeg hadede mig selv og var vred, men jeg vidste ikke hvorfor,“ oplyser et offer. At genkalde sig det skete hjælper mange til at blive klar over at de ikke var skyldige, men at de blev udnyttet.

Naturligvis er det forskelligt hvor dramatisk eller levende ofrene husker episoderne. Og de fleste rådgivere er enige om at det ikke er nødvendigt at genkalde sig enhver detalje for at afhjælpe virkningerne. Blot dét at erkende hvad der er sket kan være et stort skridt frem mod at blive rask. — Se rammen på side 9.

Støtte hos andre

Hvis du er blevet misbrugt som barn, så forsøg ikke at ride de tilbagevendende minders storm af i ensomhed. Det hjælper at tale ud om sine følelser. (Jævnfør Job 10:1; 32:20.) Hvis man er stærkt medtaget af traumet, kan man vælge at søge hjælp hos en kvalificeret læge, rådgiver eller specialist i mentalhygiejne. Og det er altid værdifuldt at hente støtte hos nære venner, hos ægtefællen, familiemedlemmer eller kristne tilsynsmænd som vil lytte med empati og respekt.b „Den største hjælp har jeg fået hos min bedste veninde, Julie,“ siger Janet. „Hun har ladet mig snakke løs om en hændelse igen og igen. Hos hende kan jeg få luft for de følelser det fremkalder. Hun lytter og reagerer med forståelse.“

Det kan indebære en risiko at vise andre tillid, og man kan føle sig uværdig til al hjælp eller være for flov til at tale om misbruget. Men en sand ven „er født med henblik på trængselen“ og kan meget vel vise sig situationen voksen hvis man giver ham eller hende lejlighed til det. (Ordsprogene 17:17) Men udvælg omhyggeligt hvem du vil betro dig til. Røb helst dine bekymringer gradvis. Efter at en ven har vist sig medfølende og diskret, kan man betro ham eller hende mere.

Det er også gavnligt at være sundhedsbevidst. Sørg for at få tilstrækkelig hvile og motion. Spis sundt. Gør om muligt tilværelsen enklere. Giv tårerne frit løb. Smerten kan synes uendelig, men med tiden tager den af. Husk at du har overlevet misbruget da du var et hjælpeløst barn, og at du nu som voksen har ressourcer og kræfter du ikke besad dengang. (Jævnfør Første Korintherbrev 13:11.) Se derfor dine smertelige minder i øjnene og frigør dig fra alle ubehagelige associationer. Stol på at Gud vil styrke dig. Som salmisten sagde: „Hvor stor ængstelsen i mit hjerte end er, lindrer din trøst mig.“ — Salme 94:19, The New Jerusalem Bible.

Befri dig for følelsen af skyld og skam

Et andet vigtigt aspekt af helbredelsen er at man ophører med al selvbebrejdelse. „Selv nu har jeg svært ved at tro at jeg var uskyldig,“ siger en kvinde ved navn Reba. „Jeg spekulerer på hvorfor jeg ikke standsede ham.“

Men husk at misbrugerne benytter de nedrigste former for tvang: myndighed (’Jeg er din far!’), trusler (’Jeg slår dig ihjel hvis du siger det til nogen!’), rå magt og endda skyldfølelse (’Far kommer i fængsel hvis du siger det.’). Nogle går den stik modsatte vej og udnytter deres overtalelsesevner eller er gavmilde på forskellige måder. Nogle fremstiller intime handlinger som en leg eller som udtryk for faderlig hengivenhed. „Han sagde at det var sådan man gjorde når man holdt af hinanden,“ husker et offer. Hvordan kunne et lille barn modstå denne følelsesmæssige afpresning? (Jævnfør Efeserbrevet 4:14.) Ja, misbrugeren drager kynisk fordel af at børn er hjælpeløse og sårbare, at de er „spædbørn i slethed“. — 1 Korinther 14:20.

Dernæst har du måske brug for at minde dig selv om hvor sårbar og hjælpeløs du var som barn. Tilbring for eksempel tid sammen med små børn, eller kig på barndomsbilleder af dig selv. Gode venner kan også opmuntre dig ved hele tiden at minde dig om at det ikke var din skyld at du blev misbrugt.

Nogle har det måske alligevel som hende der siger: „Jeg får kvalme ved tanken om de følelser min far vakte i mig.“ Nogle ofre (i én undersøgelse 58 procent) mindes en seksuel pirring under overgrebet, og forståeligt nok får det dem til at skamme sig dybt. Bogen Surviving Child Sexual Abuse gør imidlertid opmærksom på at „fysisk pirring ganske enkelt [er] kroppens automatiske [reaktion] på bestemte berøringer eller stimuli“ og at barnet ’ikke har herredømme over denne pirring’. Misbrugeren har det fulde ansvar for hvad der er sket. DET VAR IKKE DIN SKYLD!

Trøst dig også med din viden om at Gud betragter dig som ’udadlelig og uskyldig’ i sagen. (Filipperne 2:15) Med tiden mindskes en eventuel drift til at være selvdestruktiv sikkert, og du kan lære at være glad for dit legeme. — Jævnfør Efeserbrevet 5:29.

Forligelse med dine forældre

Dette kan være et af de vanskeligste trin i helbredelsesprocessen. Nogle bærer voldsomt nag, nogle fantaserer om hævn — eller føler skyld. Én siger: „Jeg er deprimeret fordi jeg ikke kan tilgive ham der gjorde mig fortræd, selv om jeg tror at Jehova forventer det.“ Andre nærer måske sygelig frygt for misbrugeren. Atter andre hader deres moder hvis hun lukkede øjnene for misbruget, nægtede at tro beviserne eller blev vred. „Min mor sagde at jeg skulle bære over med [min far],“ husker en kvinde med bitterhed.

Det er ganske naturligt at være vred over seksuelt misbrug. Men familiebåndene kan være stærke, og du vil måske ikke afskære al forbindelse til dine forældre. Måske overvejer du endda en forsoning. Men meget afhænger af omstændighederne. Nogle gange er ofrene tilbøjelige til at slå en streg over det hele. De undskylder ikke misbruget, men vil heller ikke gå rundt i evig vrede og frygt. Nogle vil helst undgå en følelsesladet konfrontation og stiller sig derfor tilfreds med at ’sige det i deres hjerte’ og lade det være nok. — Salme 4:4.

Men måske når du til den slutning at sagen kun kan afklares ved at du blotlægger for dine forældre hvad der i sin tid fandt sted — personligt, pr. brev eller telefonisk. (Jævnfør Mattæus 18:15.) Vær i så fald sikker på at du i rimelig grad er kommet til hægterne eller i det mindste har tilstrækkelig støtte til at klare den sindsoprivelse det kan afføde. Et skænderi udretter intet; bestræb dig derfor på at være fast, men rolig. (Ordsprogene 29:11) Du kan for eksempel omtale (1) hvad der er sket, (2) hvordan det har påvirket dig, og (3) hvad du forventer af dem nu (for eksempel en undskyldning, dækning af udgifter til behandling, eller en ændret adfærd). Ved at lægge sagen åbenhjertigt frem kan du temmelig sikkert gøre det af med en eventuel rest af hjælpeløshed. Og det kan måske bane vej for et nyt forhold til dine forældre.

For eksempel indrømmer din fader måske incesten og er oprigtigt ked af at han forgreb sig på dig. Måske har han også gjort alvorlige bestræbelser for at ændre sig (har ladet sig behandle for alkoholisme, er gået i gang med at studere Bibelen, eller lignende). Din moder vil måske også bede om undskyldning for at hun ikke beskyttede dig. Til tider kan det føre til en fuldstændig forsoning; men bliv ikke forbavset hvis du stadig nærer modstridende følelser over for dine forældre og helst ikke vil haste ind i et nært forhold til dem. Måske kan I dog til en vis grad genoptage normale familieforbindelser.

Konfrontationen kan også udløse en kaskade af benægtelser fra misbrugeren og andre familiemedlemmer. De overfuser dig måske. Eller værre endnu: Du opdager måske at misbrugeren stadig er til fare for dig. Så tjener tilgivelse sikkert intet formål, og det er nok umuligt at genoprette et fortroligt forhold. — Jævnfør Salme 139:21.

Under alle omstændigheder kan det tage en rum tid før dine oprørte følelser falder til ro. Du skal måske gentagne gange minde dig selv om at den endelige retfærdighed er Guds sag. (Romerne 12:19) Du kan også give vreden afløb ved at tale sagen igennem med en forstående ven eller ved at nedfælde dine tanker på papir. Med Guds hjælp kan du arbejde dig ud af din vrede. Som tiden går, vil de skadelige følelser ikke længere have magt over dig. — Jævnfør Salme 119:133.

Åndelig helbredelse

Pladsen tillader ikke at vi kommer ind på alle tænkelige virkninger på ens følelser, adfærd og åndelige sundhed. Lad det være nok at sige at man kan gøre meget til sin helbredelse ved at ’forny sit sind’ med Guds ords hjælp. (Romerne 12:2) ’Ræk efter det der er foran’ ved at fylde dit sind med åndelige tanker og dit liv med åndelig virksomhed. — Filipperne 3:13; 4:8, 9.

Mange ofre for misbrug finder stor trøst i at læse i Salmerne. Man har dog endnu større gavn af målbevidst at efterleve Bibelens principper. Med tiden kan problemerne i ægteskabet tage af. (Efeserne 5:21-33) En destruktiv adfærd kan ophøre. (1 Korinther 6:9-11) Sygelige seksuelle følelser kan normaliseres. (Ordsprogene 5:15-20; 1 Korinther 7:1-5) Man kan også blive afbalanceret i sit personlige forhold til andre og trække nogle faste moralske grænser. — Filipperne 2:4; 1 Thessaloniker 4:11.

Ét er sikkert: Det kræver fast beslutsomhed og stor anstrengelse at komme sig! Men Salme 126:5 forsikrer os: „De der sår med tårer skal høste med glædesråb.“ Husk også at den sande Gud, Jehova, er interesseret i at du har det godt. „Nær er Jehova hos dem med sønderbrudt hjerte, og han frelser dem der er knust i ånden.“ (Salme 34:18) En misbrugt kvinde fortæller: „Da det gik op for mig at Jehova kendte hver eneste af mine følelser og at han havde omsorg for mig — virkelig omsorg — følte jeg omsider indre fred.“

Vor kærlige Gud, Jehova, stiller os mere end sindsro i udsigt. Han lover os en ny, retfærdig verden hvor han vil udviske ethvert smerteligt barndomsminde. (Åbenbaringen 21:3, 4; se også Esajas 65:17.) Dette håb kan opretholde og styrke dig på vejen til fuld helbredelse.

[Fodnoter]

[Ramme på side 9]

Trin i helbredelsen

◻ Man genkalder sig misbruget

◻ Giver sorgen frit løb

◻ Taler ud med en forstående ven

◻ Overvinder følelsen af skyld og skam

◻ Forliger sig med sine forældre

◻ Aflægger destruktiv adfærd ved at følge Bibelens principper

◻ Normaliserer sygelige seksuelle følelser

◻ Trækker fornuftige personlige og moralske grænser

◻ Udvikler et nært forhold til Gud og sine medkristne

[Ramme på side 10]

Hvordan minderne kaldes frem

Slumrende minder vækkes normalt efter nogle uger, måneder eller år, og hvert opdukkende minde medfører en midlertidig krise. Bogen The Right to Innocence nævner at man til tider kan „tro at man oplever et tilbagefald. Men det er ikke et tilbagefald. Man er i bedring. Faktisk har man samlet de nødvendige kræfter til at håndtere dybere, endnu smerteligere følelser og erkendelser.“ Med god grund kan helbredelsen midlertidigt blive en persons altoverskyggende interesse. — Ordsprogene 18:14.

Nogle ofre har haft gavn af at læse eller høre hvad andre ofre har på hjerte. Hukommelsen kan også hjælpes på gled ved at man kigger på familiefotografier og barndomsminder, besøger steder man kendte dengang, og taler med omsorgsfulde venner og slægtninge. Særlig virkningsfuldt er det at nedfælde følelserne på skrift. Nogle fører bog over alt hvad de husker af overgrebet. Andre udøser deres følelser i et brev til misbrugeren — uden at sende det. Dette bringer ofte nye erindringsbilleder op til overfladen. Bøn er også et magtfuldt hjælpemiddel. Ligesom salmisten kan man bede: „Ransag mig, og kend mine foruroligende tanker, og se om der er en smertens vej i mig, og før mig ad den vej der varer evindelig.“ — Salme 139:23, 24.

[Illustration på side 8]

Det kan fremme helbredelsen at man ser fortiden i øjnene og får hold på den