Den bedste hjælp er til rådighed!

FOR den kristne rejser spørgsmålet om lægelig behandling af døende en række betydningsfulde spørgsmål, deriblandt disse:

Ville det være ubibelsk ikke at gøre alt for at opretholde livet? Og hvis det er moralsk acceptabelt at lade nogen dø en naturlig død, uden livsforlængende behandling (det man kalder passiv dødshjælp), hvordan skal man da se på eutanasi, det vil sige aktiv dødshjælp?

Disse spørgsmål har stor betydning i vore dage. Og der er hjælp at hente når de skal besvares.

En bibelsk salmist skrev: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde.“ (Salme 46:1) Dette gælder også når vi undersøger de nærværende spørgsmål. Fra Jehova Gud kan vi få den viseste, mest erfarne hjælp. Han har iagttaget milliarder af menneskers livsløb. Han ved — bedre end nogen læge, etiker eller jurist — hvad der tjener os bedst. Lad os se hvilken hjælp han tilbyder os. — Salme 25:4, 5; Hebræerne 4:16.

Det rette syn på livet

Det er ikke kun de medicinske teknologer der mener at man bør redde livet, koste hvad det vil. Denne tanke er et produkt af den moderne gudløse filosofi. Hvordan det? Jo, hvis dette liv er alt, kunne man mene at vort nuværende liv burde bevares under alle omstændigheder og for enhver pris. Men denne tankegang har resulteret i tekniske mareridt — idet bevidstløse mennesker er blevet holdt kunstigt i live i årevis.

Nogle mennesker tror imidlertid på sjælens udødelighed. Ifølge deres filosofi er livet kun en mellemstation på vejen til noget bedre. Platon, en af ophavsmændene til denne filosofi, sagde:

„Enten er døden en tilstand af intethed eller dyb ubevidsthed, eller også er den, som folk siger, en forvandling hvor sjælen vandrer fra denne verden til en anden. . . . Hvis døden er en rejse til et andet sted, . . . hvilket gode, mine venner og dommere, kan da være større end dette?“

En person med en sådan tro betragter måske døden som en ven der skal bydes velkommen, måske endda fremskyndes. Men Bibelen lærer at livet er helligt for Jehova. „Hos dig er livets kilde,“ skrev den inspirerede salmist. (Salme 36:9) Kan en sand kristen da gå ind for aktiv dødshjælp, også kaldet medlidenhedsdrab?

Nogle mener at der fandt aktiv dødshjælp sted da den hårdt sårede kong Saul bad sin våbendrager give ham dødsstødet. En amalekit hævdede senere at have opfyldt Sauls bøn om at blive slået ihjel. Men blev det betragtet som rosværdigt at amalekitten havde gjort en ende på Sauls lidelser? Tværtimod. David, Jehovas salvede, beordrede denne amalekit henrettet på grund af hans blodskyld. (1 Samuel 31:3, 4; 2 Samuel 1:2-16) Denne bibelske begivenhed retfærdiggør ikke kristnes medvirken i såkaldte medlidenhedsdrab.a

Betyder det at kristne skal gøre alt hvad der er teknisk muligt for at forlænge et liv der er ved at slutte? Skal man udskyde døden længst muligt? Bibelen lærer at døden ikke er en ven, men en fjende. (1 Korinther 15:26) Desuden befinder de døde sig hverken i lyksalighed eller i pine, men i en søvnlignende tilstand. (Job 3:11, 13; Prædikeren 9:5, 10; Johannes 11:11-14; Apostelgerninger 7:60) De dødes fremtidshåb afhænger helt og holdent af Guds magt til at give dem livet igen ved Jesus Kristus. (Johannes 6:39, 40) Gud har altså betroet os en værdifuld viden: Døden er ikke noget man skal længes efter — men man er heller ikke forpligtet til at gøre desperate anstrengelser for at udskyde døden.

Retningslinjer for kristne

Hvilke retningslinjer har en kristen at holde sig til i en situation hvor en der står vedkommende nær ligger for døden?

Vi må først og fremmest erkende at ikke to tilfælde af dødbringende sygdom er ens, og at der derfor ikke kan gives nogen universalløsning. Desuden må kristne tage hensyn til lovene i det enkelte land. (Mattæus 22:21) Husk også at vi som kristne bestemt ikke er modstandere af lægebehandling.

Først når det er blevet fastslået at sygdommen er håbløst uhelbredelig bør man overveje at frabede sig livsforlængende behandling. I sådanne tilfælde er der ingen bibelsk grund til at insistere på at blive behandlet med lægelig teknologi som kun kan forlænge den langt fremskredne dødsproces.

Sådanne afgørelser er ofte meget vanskelige at træffe. Hvordan kan man for eksempel vide at en sygdomstilstand er håbløs? Ingen kan være helt sikker, og man bør derfor bruge dømmekraft og indhente råd. Et lægetidsskrift tilråder læger:

„Hvis der er uenighed om diagnosen eller prognosen eller begge, bør den livsforlængende behandling fortsættes indtil man i rimelig grad er nået til enighed. Hvis man insisterer på at der skal foreligge en urimelig høj grad af sikkerhed for at patienten virkelig er døende, kan det hæmme en læges muligheder i tilsyneladende håbløse tilfælde. Et sjældent tilfælde hvor en patient overlevede en tilsvarende situation er intet overbevisende argument for at fortsætte intensiv behandling. En sådan forsvindende lille statistisk sandsynlighed bør ikke veje tungere end de fornuftige sygdomsprognoser som bør være ledetråd for hvilken behandling man vælger.“

I en sådan vanskelig situation kan en kristen, hvad enten han er patient eller pårørende, med rette forvente råd og vejledning fra sin læge. Lægeskriftet konkluderer: „I hvert fald er det ikke reelt at meddele patienten en mængde medicinske fakta og muligheder og derefter overlade vedkommende til sig selv uden yderligere vejledning om de forventede følger af behandling henholdsvis afbrydelse af behandling.“

Lokale kristne ældste, som er modne åndelige vejledere, kan også være til uvurderlig hjælp. Men selvfølgelig må patienten og hans nærmeste pårørende træffe deres egen ligevægtige beslutning i denne meget følelsesladede situation.

Tænk sluttelig over følgende: Kristne ønsker at forblive i live så de kan tjene Gud. Men de indser at vi alle er døende i den nuværende ordning; i den forstand er vi alle håbløst syge. Det er udelukkende i kraft af genløsningen ved Jesu Kristi blod at vi kan håbe på at denne situation vil ændre sig. — Efeserne 1:7.

Hvis en af vore kære indhentes af døden, behøver vi ikke, hvor hårdt det end er, at „sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Thessaloniker 4:13) Det er en trøst at vide at vi har gjort hvad vi kunne for vore kære og at al lægelig hjælp i bedste fald kun var af midlertidig værdi. Vi nærer imidlertid det lykkelige håb at vi vil blive befriet fra disse problemer når ’den sidste fjende, døden, tilintetgøres’. — 1 Korinther 15:26.

Døende kan få den bedste hjælp fra Gud, som gav de første mennesker livet og som lover en opstandelse til dem der tror på ham og hans søn, Jesus Kristus. — Johannes 3:16; 5:28, 29.

[Fodnote]

[Illustration på side 8]

Er beretningen om Sauls død et udtryk for at Bibelen godkender aktiv dødshjælp?