’Børn er dyrebare, men sønner er uundværlige’

Med en befolkning på over 850 millioner og en fødselsrate på 3,1 procent må Indien hvert år tage imod 26 millioner nyfødte — lige så mange som der bor i Canada. Ikke overraskende står det højt på myndighedernes prioritetsliste at få dæmmet op for den hurtige befolkningstilvækst. Men hvor stor succes har man haft? Hvilke forhindringer støder man på?

„FØR 20, nej! Efter 30, afgjort ikke! Kun to børn — godt!“ Sådan lyder teksten på en af de farverige plakater i forhallen til familieplanlægningens hovedkvarter i Bombay i Indien. På en anden plakat ses en hærget moder omgivet af fem børn. Den advarer: „Fortryd ikke senere!“ Budskabet er tydeligt og klart: To børn pr. familie er nok. Men det er ikke nemt at få folk til at acceptere det og følge regeringens opfordring.

„Hinduerne måler en mands lykke i hvor mange børn han har. Blandt hinduer betragtes børn som en velsignelse for en husstand. Uanset hvor stor en familie en mand har fået, holder han aldrig op med at bede for dens vækst,“ fortæller bogen Hindu Manners, Customs and Ceremonies. Fra et religiøst standpunkt har et drengebarn størst værdi for patriarken. „Der findes ingen større ulykke end det ikke at efterlade sig en søn eller en sønne- eller dattersøn der kan sørge for ens begravelse,“ forklares det videre i bogen. „I så fald mener man at enhver adgang til lyksalighedens bolig efter døden er spærret.“

Sønnerne fører også an i forfædredyrkelsen, eller sraddha. „Det er afgørende at have mindst én søn,“ skriver A. L. Basham i The Wonder That Was India. „Den stærke familiefølelse i det hinduiske Indien har næret ønsket om at få sønner, uden hvilke slægten ville uddø.“

Foruden den religiøse overbevisning er der en kulturel faktor som nærer ønsket om at berige Indiens traditionelle tætsammenknyttede storfamilie med sønner der gifter sig og fortsætter med at bo hos forældrene. „Døtrene gifter sig og flytter ind i deres svigerforældres hjem, men sønnerne bliver hos forældrene; og forældrene forventer at deres sønner sørger for dem på deres gamle dage,“ forklarer Dr. Lalita S. Chopra fra Bombay Kommunes Afdeling for Sundhed og Familieplanlægning. „Det er deres sikkerhed. Forældre føler sig trygge med to sønner. Det er derfor logisk at et ægtepar der har nået den anbefalede tobørnsgrænse og kun har piger, forsøger at få en søn.“

Skønt alle børn i teorien er fra Gud, betragtes de i praksis ikke som ligeværdige. „Det er tydeligt at piger forsømmes lægeligt set,“ rapporterer Indian Express. „Deres overlevelse betragtes ikke som vigtig for familiens fremtid.“ Bladet skriver at en undersøgelse i Bombay har afsløret at ud af 8000 aborter foretaget efter kønsbestemmelsestest er 7999 pigefostre.

En drøj kamp

„Det er almindeligvis faderen der bestemmer antallet af børn og familiens størrelse,“ forklarer sundhedsinspektør dr. S. S. Sabnis fra Bombay i et interview. Uanset om en kvinde ønsker familieforøgelse eller ej, er hun under pres fra manden. „Det er derfor vi sender både mandlige og kvindelige hold til hvert hjem i slumkvartererne i håb om at den mandlige rådgiver kan tilskynde faderen til at begrænse familiens størrelse og hjælpe ham til at indse at han bedre vil kunne drage omsorg for et mindre antal børn.“ Men som vi har set, lægger der sig mange hindringer i vejen.

„Blandt de fattige er spædbørnsdødeligheden høj på grund af de elendige levevilkår,“ siger dr. Sabnis. „Da man ved at nogle børn vil dø, er der et udtalt ønske om at få mange børn.“ Men børnene får ikke megen omsorg. De strejfer omkring uden opsyn og tigger, eller roder måske i affald efter noget spiseligt. Og forældrene? „De ved ikke hvor deres børn er,“ siger dr. Sabnis beklagende.

På indiske reklamer ser man ofte et lykkeligt, velbjærget par som nyder livet sammen med deres to børn, almindeligvis en dreng og en pige, som der tydeligvis bliver sørget godt for. I det sociale lag personerne tilhører — middelklassen — er tobørnsprincippet almindeligt accepteret. Men det er det langtfra blandt de fattige, der ræsonnerer som så: ’Hvis vore forældre eller bedsteforældre fik 10 eller 12 børn, hvorfor kan vi så ikke? Hvorfor skulle vi begrænse os til to?’ Det er blandt Indiens underprivilegerede flertal at kampen om befolkningskontrollen udkæmpes. „Befolkningen er ung og i den fødedygtige alder,“ siger dr. Chopra. „Det ser ud til at være en håbløs kamp. Der ligger et uhyre arbejde foran os.“