Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g91 8/12 s. 25-27
  • På opdagelse i universet

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • På opdagelse i universet
  • Vågn op! – 1991
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Turen til toppen
  • Hvorfor på dette sted?
  • I et observatorium
  • Hvad fortæller stjernerne os?
  • Hvorfor Hawaii kaldes Big Island
    Vågn op! – 2008
  • Seks budbringere fra det ydre rum
    Vågn op! – 1996
  • Vi ser nærmere på himmelrummet
    Vågn op! – 1984
  • Udforsk himmelhvælvingen — De kan gøre det hjemme
    Vågn op! – 1978
Se mere
Vågn op! – 1991
g91 8/12 s. 25-27

På opdagelse i universet

Af Vågn op!-​korrespondent på Hawaii

KAN det lade sig gøre at se ind i fortiden? Findes der en moderne teknik man kan benytte? Svaret er ja!

Egentlig ser vi ind i fortiden hver gang vi betragter stjernerne på den mørke nattehimmel. Men hvad nu hvis man gerne vil tage det hele i endnu nærmere øjesyn? Ligesom de gamle polynesiere fulgte stjernerne og kom til Hawaii, sådan får denne ø-stat stadig besøg af mange som ønsker at følge stjernerne eller tage dem nærmere i øjesyn. Nu foregår det imidlertid ved hjælp af den mest moderne astronomiske teknologi — en teknologi der sætter mennesker i stand til at skue ind i fortiden.

Lad os tage ud til øen Hawaii, ’Den Store Ø’. Der vil vi tage op på toppen af en udslukt vulkan ved navn Mauna Kea, hvor vi skal besøge et af verdens bedste rumobservatorier som ligger i en højde af 4205 meter.

Turen til toppen

Køreturen op til toppen af Mauna Kea begynder tidligt om morgenen og går ad en lang og snoet vej. Efterhånden kommer vi op over det tropiske klimabælte hvor der falder 500 centimeter regn om året, og fortsætter op ad de golde sider af denne udslukte vulkan, hvor sneen kan blive liggende flere måneder om året. Da vi kommer op over trægrænsen følger vi en stejl og usikker grusvej. Nu forstår vi bedre hvorfor det er påkrævet med et firehjulstrukket køretøj.

Langt om længe når vi toppen, hvor der viser sig at ligge mange observatorier. Luften er frisk og klar. Vi parkerer bilen og stiger ud. Den friske, kølige vind går gennem marv og ben. Og da vi ser os omkring, bliver vi ganske overvældede. Vi står på en udslukt vulkan, højt over skydækket, tilsyneladende helt uden forbindelse med jorden og havet.

Hvorfor på dette sted?

I begyndelsen af 1960’erne indledte astronomerne opførelsen af det første observatorium på Hawaii for at kunne skue ud i det ydre rum og ind i fortiden. Men hvorfor blev det netop på dette sted, på toppen af en vulkan på en ø langt ude i Stillehavet?

Der er fire væsentlige grunde til at stedet her er særlig velegnet til studium af stjernehimmelen: (1) det store antal skyfri nætter; (2) luftens klarhed og stabilitet som giver mindre forvrængning under observationerne; (3) det ekstraordinært lave lysniveau om natten, hvilket hænger sammen med at byerne på øen har særlige regler for gadebelysning; og (4) den meget lave luftfugtighed. Hvorfor er den sidste faktor så betydningsfuld? Fordi fugtigheden kan genere visse instrumenter.

Selv med det blotte øje kan man fornemme de usædvanlige atmosfæriske forhold som gør dette sted til en fremragende observationsplads for studier af det ydre rum. Det er ikke så mærkeligt at Mauna Kea anses for at være et næsten perfekt sted for stjernestudier.

I et observatorium

Vi møder vores guide, og sammen med hende går vi ind i W. M. Keck-observatoriet. Denne bygning indeholder det største og kraftigste teleskop som er bygget til dato.

Da vi kommer indenfor bliver vi hurtigt klar over at astronomer ikke længere sidder og stirrer gennem teleskoper med det blotte øje — den tid er forbi! I dag arbejder forskerne med teleskoperne ved hjælp af kraftige datamater og andet avanceret udstyr. Ved hjælp af disse datamatstyrede instrumenter kan man se flere milliarder gange mere end med det blotte øje.

Det er næsten ikke til at fatte! Ved hjælp af denne teknologi kan astronomerne under få nætters observationer samle så mange oplysninger at det bagefter tager flere måneder at analysere dem.

Vores guide gør nu opmærksom på hvad det er der har bragt W. M. Keck-observatoriet i spidsen for astronomisk teknologi: den enestående opbygning af teleskopet. Vi ser de 36 sekskantede spejlsegmenter som hver har et tværmål på omkring 1,8 meter. Dette ville svare til et enkelt spejl med en diameter på 10 meter.

Teleskopets præstationer er blevet beskrevet i en pressemeddelelse fra Den Californiske Astronomiske Forening som allerede blev udsendt da blot en fjerdedel af spejlene var blevet monteret: „Med en nøjagtighed i den elektroniske korrektion [af spejlene] på en milliontedel tomme — en tusindedel af et menneskehårs tykkelse — er [teleskopet] allerede lige så kraftigt som Hale-teleskopet ved Palomar-observatoriet [i Californien] der har en diameter på 5 meter.“

Vores guide fortalte endvidere at man netop havde fået bevilling til endnu et teleskop magen til, der skal opstilles lige ved siden af dette som endnu var under opbygning. Disse tvilling-teleskoper skal fungere som én kæmpemæssig kikkert, og skue længere ud i det ydre rum end man nogen sinde har forestillet sig at det var muligt. Det er et meget spændende sted at være!

I den store højde vi befinder os passer vi imidlertid på ikke at blive alt for ivrige, på grund af faren for højdesyge som følge af iltmangel i legemscellerne. Vi mærker også at vores opfattelsesevne ikke fungerer helt som den skal, idet vi må kæmpe for at samle tankerne og formulere vore ord. Hvis man bevæger sig for hurtigt eller på anden måde bruger for meget energi i denne højde kan man få hovedpine, kvalme og besvimelsesanfald. Det er ikke et sted for folk med dårligt helbred.

Efter at vi har tilbragt fem timer på toppen, er det tid at tage ned ad bjerget til vort næste mål, som ligger i 2800 meters højde. Vi har allerede oplevet utrolig meget denne formiddag.

Hvad fortæller stjernerne os?

Nede i 2800 meters højde er der indkvartering og andre tilhørende faciliteter til omkring 50 astronomer og personale. Her findes der også et udmærket center for gæster hvor man kan høre forelæsninger om Mauna Kea-observatorierne.

For de gæster der ønsker at blive natten over er der en særlig mulighed for at studere stjernerne om natten gennem et 28 centimeter-teleskop, med vejledende kommentarer af en forsker fra Hawaiis universitet. Hvis man bliver natten over, sådan som vi gjorde, bliver man ikke skuffet. Det giver en helt enestående mulighed for at lære hvad stjernerne kan fortælle — en fuldendt afslutning på en højst usædvanlig dag.

Måske undrede du dig over hvordan vi i indledningen kunne sige at man kan se tilbage i tiden. Lad os tage Andromeda-galaksen som eksempel: På en klar aften vil lyset fra denne galakse muligvis kunne ses med det blotte øje. Når man ved hvor langt denne ø-lignende ansamling af stjerner befinder sig fra Jorden, og man ved at lyset bevæger sig med en hastighed af 299.792 kilometer i sekundet, kan man regne ud at det lys vi ser komme fra Andromeda, har været 1,5 millioner år undervejs! Når man betragter stjernernes lys er det altså som at se tilbage i tiden.

Med de nye avancerede teleskoper på Mauna Kea er mennesker blevet i stand til at se endnu længere tilbage i tiden og endnu længere ud i det ydre rum. Dette skyldes at de moderne teleskoper er så mange gange kraftigere end det blotte øje. Faktisk anslår man at astronomer med den nuværende teknik ser stjernelys som er otte milliarder år gammelt! Gennem disse observationer håber man at få oplysninger om hvordan stjernerne opstod og hvordan universet har udviklet sig.

Det har afgjort været en dag ud over det sædvanlige. Det vi har set vil længe stå prentet i vort sind. Det astronomerne ser og vil se i fremtiden fylder os med ærefrygt for skaberværket. Vi vil ikke længere blot kaste et skyndsomt blik på den stjernebestrøede nattehimmel. Nej, vi vil bestandig mindes denne tur og den skønhed vi oplevede på den afsidesliggende bjergtop.

Må sådanne oplevelser bevæge os alle til at vise vor værdsættelse af den der har skabt alt i universet — til vor store glæde og undren. — Esajas 40:26; 42:5.

[Kildeangivelse på side 25]

California Association for Research in Astronomy

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del