Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g92 8/3 s. 26-27
  • Er Gud et mysterium?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er Gud et mysterium?
  • Vågn op! – 1992
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Kan vi vide alt om Gud?
  • Flere mysterier end nødvendigt?
  • Mysterier — hedenske og kristne
  • At tilbede Gud i sandhed
  • Hvad ligger der bag treenighedslæren?
    Vågn op! – 1973
  • Den hemmelighedsfulde Åbenbaringsbog forklaret!
    „Nationerne skal kende at jeg er Jehova“ — hvordan?
  • Hvordan forklarer man den?
    Skal man tro på treenigheden?
  • Bibelen, fornuften og treenigheden
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1953
Se mere
Vågn op! – 1992
g92 8/3 s. 26-27

Hvad siger Bibelen?

Er Gud et mysterium?

„Hvad er et mysterium? Almindeligvis er et mysterium en virkelighed som er umulig at forstå eller bevise ved hjælp af naturens orden. . . . Hvad er et religiøst mysterium? Det er en af Guds virkeligheder som vi nødvendigvis må tro på, selv om vi hverken forstår den eller kan bevise den. Hvilke er de vigtigste religiøse mysterier? Det er mysterierne om den allerhelligste treenighed, menneskevordelsen, og forløsningen.“ — Abrégé de l’exposition de la doctrine chrétienne, 1901 (Forkortet redegørelse om kristne læresætninger)

SÅDAN opsummerer en bog fra begyndelsen af det tyvende århundrede den katolske kirkes syn på mysterier. Endvidere viser den nyligt udkomne bog Guide des difficultés de la foi catholique (Vejledning til vanskelige punkter i den katolske tro, 1989) at disse læresætninger stadig har interesse, ved at sige: „Det er ikke blot fordi den kristne føler sig draget af det ukendte at han godtager et vist antal mysterier i sin religiøse tro. Hvis han tror på dem er det helt og holdent på grundlag af Guds ord.“ Men hvad siger „Guds ord“? Er Gud et mysterium?

Kan vi vide alt om Gud?

Bibelen giver os mange detaljer om Gud som person, om hans egenskaber og om hvordan han handler med menneskeheden. Men den forklarer også at hans visdom og intelligens overgår menneskers fatteevne. For eksempel siger profeten Esajas at Guds veje og tanker er langt højere end menneskenes. — Esajas 55:8, 9.

At det er umuligt at vide alt om Gud skulle ikke overraske os. Videnskabsmænd indrømmer for eksempel at selv om vor viden om universet konstant øges, vil vi sandsynligvis aldrig nå til bunds i mysterierne i det uendeligt små eller det uendeligt store. Så hvordan kan nogen skabning helt forstå dybden af Guds visdom, han som er Skaberen? Job indrømmede over for Jehova: „Jeg forstod ikke det der er for underfuldt for mig og som jeg ikke har kendskab til.“ (Job 42:3; jævnfør Romerbrevet 11:33.) Den fuldstændige kundskab om Gud vil på nogle punkter overgå vor begrænsede fatteevne. Men mange kirkers læresætninger går ud over disse enkle betragtninger.

Flere mysterier end nødvendigt?

Det nyligt udgivne katolske leksikon Théo skriver: „I kirkens lære kan udtrykket mysterium også anvendes om det Gud åbenbarer om sig selv, for eksempel hvad angår hans trinitariske eksistens.“ Som i mange andre teologiske bøger er den underforståede opfattelse der her udformes, at ’da kundskab om Gud nødvendigvis er gådefuld, skal det ikke overraske os at Gud er en treenighed og at denne treenighed er et mysterium’. Er et sådant ræsonnement velbegrundet?

Mange bøger erkender, ligesom The New Encyclopædia Britannica, at „hverken ordet treenighed eller læren om en sådan forekommer eksplicit formuleret i Det Nye Testamente“. Endvidere viser treenighedslærens historie at den har kombineret mange begreber som er taget fra hedensk filosofi og som blev indlemmet i kirkens trosbekendelser flere årtier efter apostlenes død. Der findes derfor intet afgørende bevis for at treenighedens mysterium er grundlagt på Bibelen.a

Overvej følgende: Da det er umuligt at vide alt om Gud, ville der da være nogen mening i at Jehova skulle tilsløre sin egen identitet yderligere? Nej, han ønsker at alle mennesker skal lære ham at kende. (Johannes 17:3; jævnfør Hebræerbrevet 8:11.) Og ville der være nogen mening i at skjule sin identitet for dem der virkelig ønsker at behage ham? Det kan illustreres med følgende: Hvis den eneste mulighed for at se et smukt landskab er at se det gennem et vindue, vil vi da lade ruden dugge til og sige: ’Ruden kan lige så godt være dugget, vi kan jo alligevel ikke se detaljerne’? Naturligvis ikke! Bibelen og vor sunde fornuft siger os at vor kundskab om Gud nødvendigvis må være begrænset. Men denne begrænsning retfærdiggør på ingen måde at vi forvandler vor viden om Gud til et mysterium som treenighedslæren, der kun tjener til at forvirre vor opfattelse af ham.

Mysterier — hedenske og kristne

Hertil kommer at når udtrykket „mysterium“ forekommer i Bibelen, betyder det ikke, som normalt, „skjult kundskab“. Som Théo korrekt siger: „Udtrykket mysterium betyder ikke det samme her. For kristne betegner det noget der normalt er skjult eller utilgængeligt, men som Gud ønsker at fortælle dem . . . og lade dem erfare.“

Det græske ord mystēʹrion („mysterium“, eller „hellig hemmelighed“) bruges 20 gange af apostelen Paulus i en bestemt betydning. Han bruger det i henvisningen til en hellig hemmelighed som længe havde været skjult, men som Gud åbenbarede da han sendte Jesus til jorden. Jesus Kristus, menneskehedens frelser, var den primære del af det lovede „afkom“ som Gud ville bruge til at løskøbe menneskeheden. Han var den ’gennem hvem alle jordens nationer skulle velsigne sig’ og som skulle have medarvinger i himmelen. (1 Mosebog 3:15; 22:18; Romerne 8:17) Disse hemmeligheder eller mysterier var skjult for Guds førkristne tjenere, men blev åbenbaret af Jehova på det rette tidspunkt. (Efeserne 1:9; Kolossenserne 1:26) Lykkeligvis er denne viden ikke forbeholdt nogle få udvalgte — som det er tilfældet med religiøse mysterier i visse religioner — men den skal uden undtagelse forkyndes for så mange mennesker som muligt. — Efeserne 6:19, 20.

At tilbede Gud i sandhed

Bibelen indeholder tilstrækkeligt med oplysninger til at vi kan tilbede Gud på den måde han godkender. Vi finder ingen treenighedslære i Bibelen. Tværtimod fremholder den tydeligt Jehovas overhøjhed og Jesu underordnede stilling. For eksempel siger Jesus: „Faderen er større end jeg.“ (Johannes 14:28; 1 Korinther 15:28) Bibelen viser også at den hellige ånd er Guds aktive kraft som leder hans trofaste tjenere. — Apostelgerninger 2:1-4.

Da Jesus talte med en samaritansk kvinde viste han at man, for at behage Gud, må tilbede ham „i ånd og sandhed“. Han tilføjede at „det er sådanne tilbedere Faderen søger“. (Johannes 4:21-24) Det er op til den enkelte at søge efter denne nøjagtige kundskab. Det vil resultere i velsignelser hvis vi stoler på Guds ord, i stedet for at antage menneskeskabte mysterier.

[Fodnote]

a Se brochuren Skal man tro på treenigheden?, udgivet af Vagttårnets Selskab.

[Kildeangivelse på side 26]

Alle rettigheder forbeholdt

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del