Er drivgarnsfiskeri på vej ud?
DE FORENEDE NATIONERS generalforsamling i New York kalder det „yderst planløst og uøkonomisk“. Det europæiske kontor IIED (International Institute for Environment and Development) der har hovedkontor i London, beskriver det som „en alvorlig trussel mod livet i havene“. Seksten Stillehavslande fordømmer det som „uberettiget rovdrift“. Drivgarnsfiskeri er tydeligvis udsat for global kritik. Hvorfor?
Drivgarn — net der hænger lodret som gardiner og driver omkring i havet — er i tusinder af år blevet sat ud i kystfarvande. Men i slutningen af 1970’erne skete der en så betydelig forøgelse i antallet af pelagiske garn, eller havdrivgarn, at der i dag er en flåde på mere end et tusind japanske, taiwanske og sydkoreanske skibe. De finkæmmer Stillehavet, Atlanterhavet og Det Indiske Ocean for tiarmede blæksprutter, hvide tunfisk, hornfisk og laks. Da hvert skib bruger gigantiske net der hænger så dybt som 11 meter og spænder over 50 kilometer, bliver den samlede længde af flådens net omkring 50.000 kilometer — mere end én gang rundt om jorden!
„Dødens gardiner“
Disse næsten usynlige hildingsgarn af nylon er så effektive at bladet IIED Perspectives siger: „Med den nuværende udvikling vil nettene ødelægge tunfiskeriet i det sydlige Stillehav inden der er gået to år.“ Havbiologen Sam LaBudde siger at drivgarnsfiskeri er lige så planløst som at „rydde en hel skov for at bruge en enkelt træsort eller fælde et egetræ for kun at høste dets agern“. Denne verdens største fiskeflåde fanger i tonsvis af uønskede arter, såsom blåfinnet tunfisk, bugstribet bonnit, marliner, sværdfisk, og vandrende regnbueørreder.
Ifølge James M. Coe, der er forsker ved USA’s National Marine Fisheries Service, er der beviser for at den asiatiske fiskerflåde ulovligt fanger et stort antal laks, som derfor aldrig når frem til deres gydepladser i de nordamerikanske vandløb.
For at gøre det hele værre, bliver tusinder af oddere, sæler, delfiner, marsvin, hvaler, havskildpadder og havfugle indfiltret i drivgarn hvorved de lemlæstes eller drukner. Det er ikke så mærkeligt at stadig flere forskere sammenligner drivgarnsfiskeri med „strip-mining“ og kalder nettene for „dødens gardiner“.
Denne betegnelse synes passende. En nylig rapport fra den amerikanske handelsminister siger at tre skibe på kun tre fiskeritogter uheldigvis fangede ’en stribet delfin, 8 Dalls marsvin, 18 nordlige pelssæler, 19 pacifiske hvidskævinger og 65 nordlige rethvaldelfiner.’
En rapport der sidste år blev forelagt FN oplyste at når de japanske drivgarnsfiskere fangede 106 millioner blæksprutter, dræbte de samtidig 39 millioner fisk som fiskerne ikke brugte. Det kan tilføjes at deres uønskede fangst indbefattede 700.000 hajer, 270.000 havfugle, 26.000 havdyr og 406 havskildpadder, som er en truet art.
Havbiologer er overbeviste om at hvis drivgarnsfiskeriet fortsætter ukontrolleret „vil det uvægerligt tømme en naturressource der engang blev betragtet som uudtømmelig“. Faktisk har det allerede forvoldt stor skade. I 1988 fortalte en fisker biologen LaBudde: „Vi slår ikke nær så mange delfiner ihjel som vi plejer,“ hvorpå han tilføjede: „Det er sikkert fordi der ikke er så mange tilbage.“
Aftaler på verdensplan
Men for nylig har der lydt høje røster, fra London til Washington, D.C. og fra Alaska til New Zealand, om at der skal gøres noget ved drivgarnsfiskeriet, og man har taget skridt til at presse fiskerne til at skære ned på deres flåder og hive nogle af nettene ind for bestandig. For eksempel kan det nævnes at en gruppe Stillehavslande har tilsluttet sig New Zealands såkaldte Wellington-konvention, der tillader dem at afskaffe drivgarnsfiskeri inden for deres 320 kilometer fiskerigrænse og forbyde deres egne fiskere at bruge drivgarn overalt i Stillehavet.
I december 1989 anbefalede en FN-resolution en frist indtil 30. juni 1992 for omfattende drivgarnsfiskeri i havene. World Watch Institute siger at hvis man ikke indskrænker drivgarnsfiskeriet, „er der kun ringe håb om at menneskeheden kan bevare livet i havene til gavn for kommende generationer“, og tilføjer: „Vi må udarbejde omfattende aftaler på verdensplan.“ Nogle Stillehavslande har dannet et fiskeriforbund og foreslår at man danner en international kommission der skal regulere fiskeriet og få fiskerne til at bruge ansvarlige fiskemetoder.
Men har det internationale pres haft nogen virkning? Ja, en opsigtsvækkende virkning!
Den 26. november 1991 gik Japan med til „at efterkomme FN’s frist for brugen af de meget store fiskenet som bruges i den nordlige del af Stillehavet og som forskerne giver skylden for den omfattende ødelæggelse“. Denne afgørelse „gjorde ende på en strid der truede med yderligere at skade Japans omdømme i miljøspørgsmål“. Japan gik med til at standse halvdelen af deres drivgarnsfiskeri inden juni 1992 og den resterende halvdel ved slutningen af samme år.
Dagen efter kunne man i en lederartikel i The New York Times læse følgende: „’En sød sejr for det globale miljø’, kaldte en jublende havbiolog Japans erklæring om at de vil standse deres drivgarnsfiskeri inden udgangen af næste år [1992].“
En rapport i bladet Time for den 9. december 1991 sagde at Taiwan og republikken Korea har tilkendegivet at de heller ikke vil fortsætte med at bruge drivgarn.
„Havet dér, stort og vidtstrakt, dér er et mylder uden tal, levende skabninger, små såvel som store.“ — Salme 104:25
[Illustrationer på side 15]
Drivgarnsfartøjer i aktion
[Kildeangivelse]
Foto: Steve Ignell, ABL
Et havodderskelet der er viklet ind i et mistet drivgarn
[Kildeangivelse]
Foto: T. Merrell
[Illustrationer på side 16]
Havfugle der er fanget og omkommet i drivgarn
[Kildeangivelse]
Foto: A. Degànge
Et fanget Dalls marsvin
[Kildeangivelse]
Foto: N. Stone