Kan kristne tillade sig at spille om penge?
ER DET rigtigt af en kristen at forsøge at vinde sig rigdom gennem spil? Nej, for Guds ord opfordrer kristne til at arbejde så de kan forsørge sig selv og deres familie: „’Hvis nogen ikke vil arbejde, så lad ham heller ikke spise.’ . . . De arbejder i stilhed, hvorved de kan spise mad de selv har tjent til.“ — 2 Thessaloniker 3:10, 12.
En sociolog kalder lotteri for ’et middel hvorved mange fattige gør få rige’, og dette gælder de fleste former for hasardspil. Ønsker en kristen at berige sig på bekostning af mennesker som spiller uden at have råd? Kristne bør ’elske deres næste som sig selv’. (Markus 12:31) Men spil afføder selviskhed snarere end kærlighed, hensynsløshed snarere end medfølelse.
Spillelidenskab næres af begærlighed — en ånd der er kristendommen fremmed. I Romerbrevet 7:7 siger Paulus: „Du må ikke begære.“ Ordet „begære“ betyder: „Ønske heftigt, hige efter.“ Nærer spilleren ikke netop et ubændigt begær efter at vinde sin næstes penge? Et sådant ønske harmonerer ikke med det kristne princip om at dele og give.
Bibelen siger: „Kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt, og ved at tragte efter denne kærlighed [har] nogle . . . stukket sig selv overalt med mange smerter.“ (1 Timoteus 6:10) Dette er en god beskrivelse af spillenarkomanens situation. Han er slave af en vane der stikker ham igen og igen.
Jesus sagde at folk kan kendes på „deres frugter“. (Mattæus 7:20) Bortset fra den elendighed lidenskabelige spillere og deres familie oplever, har hasardspil ofte affødt uærlighed og kriminalitet. The New Encyclopædia Britannica bemærker: „At hasardspil opfattes som en skam skyldes i høj grad spillearrangørernes uærlighed.“ Organiseret kriminalitet er blevet kædet sammen med både lovlige og ulovlige spilleaktiviteter. Kan en kristen støtte et uærligt foretagende, selv om det kun sker indirekte?
Som forklaret i anden artikel af denne serie, er hasardspil ofte forbundet med et overtroisk syn på lykketal, lykkedage og lykkeperioder. Spillere har i århundreder bejlet til lykkens gudinde og ivrigt søgt at vinde hendes gunst. I Rom, hvor hun blev kaldt Fortuna, var der 26 templer til hendes ære.
Profeten Esajas omtalte en lignende lykkegud kaldet gadh, som blev tilbedt af de frafaldne israelitter. Han skrev: „Det er jer der forlader Jehova, . . . jer der dækker bord for lykkeguden [hebraisk: gadh].“ (Esajas 65:11) Det var skik på årets sidste dag at dække et bord med alle mulige fødevarer for lykkeguden. På den måde håbede datidens folk at lykken ville tilsmile dem i det kommende år.
Gud godkendte ikke dem der naivt stolede på at gadh, eller Fru Fortuna, ville løse deres problemer. At stole på lykken svarer til at vende den sande Gud, Jehova, ryggen. I stedet for at kaste sig næsegrus for den lunefulde, indbildte lykkens gudinde, bør kristne hellere stole på den sande Gud, Jehova. Han giver os løfte om rigdomme af langt større værdi, rigdomme som aldrig vil svigte os.