Keralas „flyvende“ slangebåde
Af Vågn op!-korrespondent i Indien
„HVAD er dog det for nogle skabninger?“ udbrød min australske ven da han fik øje på nogle sorte genstande der med høj fart skød hen imod os. Det gik så hurtigt at det næsten så ud som om de med kraftige vingeslag fløj hen over vandoverfladen næsten uden at røre den.
Min ven kunne ikke længere sidde roligt. Vi sad på en tilskuertribune af træ, og han strakte hals for bedre at kunne se. Det var første gang han overværede en kapsejlads for slangebåde.
Bådene befandt sig stadig over en kilometer borte, men vi kunne høre rytmiske trommeslag og en skinger fløjten. Da de hurtige fartøjer med deres hundredmands besætning nærmede sig mållinjen, blev tilskuerne helt vilde af begejstring. Favoritbådene blev mødt med tilråb, og fans i alle aldre sprang op og klappede energisk. Kvinder i farverige gevandter viftede som gale med deres silkelommetørklæder. Dette var blot indledningen til den årlige kapsejlads om Nehru-trofæet i Alleppey i staten Kerala i Sydindien.
Slangebådene er et særligt træk ved de vandfester der afholdes på floderne og de andre vandområder i den lavtliggende del af det centrale Travancore. ’Men hvad er slangebåde,’ spørger du måske, ’og hvornår begyndte disse kapsejladser?’
Lidt om baggrunden
Slangebådene var oprindelig krigsskibe. På et tidspunkt blev staten Kerala regeret af flere lokale rajaher, eller konger, som hver herskede over sit eget lille område. Der opstod ofte krige ved den mindste provokation. Fem slangebåde kunne med lethed bære hele kongens flådestyrke.
Det endte med at en magtfuld hersker samlede området under sit scepter og bådene blev derefter kun brugt til opvisninger. Ved festlige lejligheder bliver de dekoreret og taget i anvendelse, for eksempel når besøgende politikere og religiøse personer skal bydes velkommen. Ved sådanne lejligheder afholdes der altid kapsejladser. I 1952 besøgte Indiens første premierminister, Jawaharlal Nehru, Alleppey og overværede ved den lejlighed en kapsejlads. Uden hensyntagen til sin alder og sikkerhedsforanstaltningerne lod han sig rive med af begejstringen og sprang om bord i vinderbåden og klappede og sang sammen med de øvrige. Senere skænkede han vinderbåden et trofæ i form af en slangebåd i sølv, og dette var oprindelsen til den kapsejlads om Nehru-trofæet som min ven og jeg nu overværede.
Levn fra en svunden kultur
Slangebådene er lange, smalle, glatte og strømlinede trækanoer. De kan være mellem 25 og 30 meter lange, men på det bredeste sted er de kun 1,5 meter. Agterstavnen rejser sig i nogle tilfælde 6 meter over vandoverfladen og har form som et kobrahoved. Deraf navnet slangebåd. Boven, derimod, er spids som et fuglenæb.
I dag fremstilles der ikke mange af disse sjældne både, der stammer fra en kultur som er flere hundrede år gammel. Der findes kun meget få dygtige håndværkere — af gamle tømrerfamilier — som tør give sig i kast med en så formidabel opgave. Der skal bruges i tonsvis af kostbart tømmer, og det kræver flere måneders hårdt arbejde. Når en båd er færdig, tørres den i solen og indgnides omhyggeligt i fedt og olie blandet med æggehvider for at den skal „flyve“ hurtigere.
Det er heller ingen let opgave at træne det hold der skal ro båden under kapsejladsen. Fartøjet er bemandet med cirka et hundrede roere med korte årer som sidder i to rækker. I bådens agterstavn står der to eller tre andre med længere årer til at styre båden med. For at holde tempoet oppe hos roerne er der en mand der slår takten. Mindst seks andre er med i båden for at heppe på roerne. De klapper taktfast mens de fløjter og råber.
Efterhånden som kapsejladsen skrider frem stiger spændingen, tempoet sættes i vejret og årerne bevæges fuldstændig synkront. Når 50 årer bevæges rytmisk op og ned på hver side af båden, ser det ud som om den flyver på vinger. Det var dette syn der forbløffede min ven og fik ham til at stirre måbende efter bådene der strøg hen over vandet.
Kapsejlads kræver stor koncentration og et velkoordineret teamwork. Hvis blot én roer et øjeblik mister koncentrationen opstår der forvirring blandt hele holdet. Derfor forsøger sangere om bord på båden nogle gange at distrahere konkurrenterne ved at frembringe mærkelige lyde eller lave optrin. Man prøver ofte at vinde ved hjælp af forskellige trick.
Under én kapsejlads lod holdkaptajnen en abe sidde på bådens forhøjning, hvor den pludrede og grinede. Holdkaptajnen i den anden båd gennemskuede hurtigt tricket, og for ikke at stå tilbage heppede han højt, smed alt tøjet og stillede sig splitternøgen på bådens forhøjning. Dette havde den ønskede virkning. Mens det andet hold så efter ham blev hans eget hold ved med at holde tempoet og vandt sejladsen. For ham ville skændselen ved at tabe kapsejladsen have været større end skændselen ved at vise sig nøgen.
Det giver en landsby prestige at eje en slangebåd, men der er endnu større ære forbundet med at vinde en kapsejlads. Når der er kaproning kommer hele landsbyen for at heppe på holdet. Uanset hvor dårligt vejret er vil tilhængerne trodse de kraftige monsunregnskyl og moskitoerne mens de står i mudret vand til knæene for at se kapsejladsen. Det kommer ofte til slagsmål mellem tilhængerne af de konkurrerende både, og enhver fortrædelighed bliver betalt tilbage ved næste års kapsejlads.
Konger kæmper ikke længere om herredømme og landområder sådan som deres forfædre engang gjorde. Men konkurrenceånden lever stadig videre ved Keralas populære kapsejlads for slangebåde.