Bliver kvinder respekteret i hjemmet?

„En efter en led kvinderne en grusom død. . . . Og selv om måden de døde på var forskellig, var motivet det samme: Politiet i Quebec [Canada] oplyser at alle kvinderne blev dræbt af en tidligere eller nuværende ægtemand eller elsker. I alt blev 21 kvinder i Quebec dræbt i år [1990] — alle ofre for en voldsbølge inden for ægteskabet.“ — Maclean’s, 22. oktober 1990.

VOLD i hjemmet, af nogle kaldet „familielivets dystre side“, fører til mange opløste familier og giver børnene et forkvaklet syn på ægteskabet. Børn bliver splittede i deres loyalitet mod forældrene når de forsøger at forstå hvorfor far slår mor. (Spørgsmålet er sjældnere hvorfor mor er så ond mod far.) Ofte bliver en af følgerne at sønnerne som voksne selv begynder at slå deres koner. Fædrenes dårlige eksempel giver dem alvorlige psykiske problemer.

I FN-publikationen The World’s Women — 1970-1990 siges der: „Mænds overgreb på kvinder i hjemmet menes at være den sjældnest anmeldte forbrydelse — til dels fordi en sådan vold betragtes som en folkesygdom og ikke som en kriminel handling.“

Hvor udbredt er hustruvold i De Forenede Stater? I den senatsrapport der blev citeret i foregående artikel hedder det: „Udtrykket ’vold i hjemmet’ lyder måske tilforladeligt, men den adfærd der ligger bag er langtfra harmløs. Statistikkerne tegner et dystert billede af hvor alvorlig — ja, dødbringende — hustruvold kan være. Hvert år dør mellem 2000 og 4000 kvinder på grund af mishandling. . . . I modsætning til andre forbrydelser er hustruvolden af ’kronisk’ karakter. Den udgør en vedvarende trussel og afstedkommer fysiske læsioner den ene gang efter den anden.“

Tidsskriftet World Health siger: „I ethvert land og i ethvert socialt og økonomisk lag forekommer der vold mod kvinder. I mange kulturer betragtes hustruvold som mandens ret. Alt for ofte bliver vanemæssig vold og voldtægt af kvinder og piger betragtet som ’en privatsag’ der ikke vedkommer andre — hverken de retslige myndigheder eller sygehusvæsenet.“

Volden i hjemmet spredes nemt til skolen. Det fremgår af en hændelse i juli 1991 på en kostskole for drenge og piger i Kenya. The New York Times oplyste at „71 teenagepiger blev voldtaget af mandlige studerende, og at 19 andre døde i løbet af en nat hvor volden på kollegiet efter forlydende . . . fortsatte uden det lokale politis eller lærernes indgriben“. Hvad var årsagen til denne meningsløse vold? „Denne tragedie understreger hvilken afskyelig mandschauvinisme der præger Kenyas sociale liv,“ skriver Hilary Ng’Weno, chefredaktør for The Weekly Review, Kenyas mest læste tidsskrift. „Vore kvinders og pigers lod i livet er beklagelig. . . . Vi opdrager vore drenge til kun at have lidt eller slet ingen respekt for piger.“

Ja, det er nok dét der er sagens kerne. Det verdensomspændende problem skyldes at drenge ofte bliver opdraget til at betragte piger og kvinder som undermennesker man bare kan udnytte. Kvinder anses for at være svage og nemme at beherske. En sådan indstilling fører hurtigt til at man behandler kvinder respektløst, optræder direkte mandschauvinistisk og måske voldtager den pige man er i byen med. Og hvad voldtægt angår, må man ikke glemme at „overgrebet måske kun varer nogle få øjeblikke, men kan volde smerte resten af livet“. — Senatsrapport.

Mange af de mænd som ikke er fysisk voldelige mod kvinder, kan beskrives som misogyner, det vil sige kvindehadere. I stedet for fysisk vold øver de psykisk terror mod kvinder. I sin bog Men Who Hate Women & the Women Who Love Them siger dr. Susan Forward: „[Disse mænd] var, ifølge deres partneres beskrivelse, ofte charmerende og måske endda kærlige, men på et øjeblik kunne de skifte om og være grusomme, kritiske og krænkende. De kunne finde på alt, forsøge at skræmme, komme med direkte trusler, eller foretage underfundige og lumske angreb i form af konstante ydmygelser eller sønderlemmende kritik. Uanset karakteren var resultatet det samme. Manden fik overherredømmet ved at underkue kvinden. Disse mænd nægtede også at vedkende sig noget som helst ansvar for hvilke følelser deres overgreb fremkaldte hos deres partnere.“

Yasuko,a en japansk kvinde som nu har været gift i 15 år, har fortalt Vågn op! om sine oplevelser: „Min far bankede og mishandlede regelmæssigt min mor. Han sparkede og slog hende, hev hende i håret og smed endda sten efter hende. Og ved I hvorfor? Fordi hun vovede at anklage ham for utroskab. I den japanske kultur har det været anset for meget almindeligt at en mand har en elskerinde. Min mor var forud for sin tid; hun nægtede at finde sig i det. Efter at have været gift i 16 år og fået fire børn blev de skilt. Hun blev overladt til sig selv uden børnepenge fra min far.“

Selv om en voldelig ægtemand anmeldes til politiet, kan dette ikke altid forhindre at han hævner sig og slår sin kone ihjel. I mange tilfælde yder loven ikke en truet og terroriseret ægtefælle tilstrækkelig beskyttelse. „En undersøgelse viser at politiet i over halvdelen af alle sager om hustrudrab har været tilkaldt til hjemmet fem gange på et år for at undersøge klager over vold.“ (Senatsrapport) I visse ekstreme tilfælde har hustruen slået sin mand ihjel for at undgå yderligere mishandling.b

Volden i hjemmet, som oftest går ud over kvinden, kan antage mange former. I Indien er antallet af anmeldte medgiftsdrab (hvor manden slår konen ihjel af utilfredshed over medgiften fra konens familie) steget fra 2209 i 1988 til 4835 i 1990. Disse tal giver ikke engang det fulde billede, eftersom mange hustrudrab blot figurerer som ulykker i hjemmet — som oftest ved at hun med overlæg er blevet brændt ihjel med husholdningspetroleum. Dertil kommer de kvinder som begår selvmord fordi de ikke længere kan klare den hjemlige elendighed.

Når man skal vælge mellem sønner og døtre

Kvinder bliver diskrimineret lige fra fødselen og endda før. Hvordan det? Madhu fra Bombay i Indien siger til Vågn op!: „Når der bliver født en søn i en indisk familie vækker det stor jubel. Moderens problemer er løst. Nu har forældrene en søn til at sørge for dem på deres gamle dage. Deres ’alderdom’ er sikret. Hvis hustruen derimod føder en datter, anses det for en fejltagelse. Det er som om hun har belemret verden med endnu en byrde. Forældrene skal skaffe en kostbar medgift når datteren skal giftes, og hvis moderen bliver ved at føde piger, betragtes hun som uduelig.“c

Det indiske tidsskrift Indian Express oplyser om indiske piger: „Deres overlevelse betragtes ikke som vigtig for familiens fremtid.“ Bladet oplyser at en undersøgelse i Bombay har afsløret at „ud af 8000 aborter foretaget efter kønsbestemmelsestest er 7999 pigefostre.“

Elisabeth Bumiller skriver: „Nogle indiske kvinder lever under så elendige kår at deres sag ville blive taget op af menneskerettighedsgrupper hvis de fik samme opmærksomhed som etniske og racemæssige minoriteter i andre dele af verden.“ — May You Be the Mother of a Hundred Sons.

Det oversete kvindearbejde

Mænd overser ofte at en kvinde med børn ikke har en afgrænset arbejdstid fra otte til fire sådan som mændene har. Hvis et spædbarn skriger om natten, hvem står så op og trøster det? Hvem gør rent? Hvem vasker og stryger? Hvem tilbereder og serverer maden når manden kommer hjem fra arbejde? Hvem tager ud af bordet og får børnene i seng? Og hvem skal i de fattige lande hente vand og måske arbejde i marken med en baby på ryggen? Som regel moderen. Hendes arbejdsdag er ikke blot på 8 eller 9 timer, men ofte på 12 til 14 timer eller mere. Men hun får ingen overarbejdspenge — og ofte heller ingen tak!

Ifølge World Health forventes mange kvinder i Etiopien „at arbejde 16 til 18 timer om dagen, og deres indkomstniveau er så lavt at de ikke kan brødføde sig selv og deres familie. . . . Sult er en daglig foreteelse. I mange tilfælde får de [kvinder som samler brænde] kun ét sølle måltid om dagen og har ofte forladt hjemmet på tom mave.“

Siu, der er fra Hongkong og har været gift i 20 år, siger: „I kinesisk sammenhæng har mænd været tilbøjelige til at nedgøre kvinder, betragte dem som husholdersker, rugemaskiner, eller, i ekstreme tilfælde, som afguder, legetøj eller sexobjekter. Men vi kvinder ønsker at blive behandlet som intelligensvæsener. Vi ønsker at mændene skal lytte til os når vi taler og ikke blot lade som om vi er voksdukker!“

Det kan ikke undre at der i bogen Men and Women siges: „Overalt, også hvor kvinder bliver højt respekteret, sættes der større pris på mænds arbejde end på kvinders. Det betyder ikke det mindste hvordan et samfund fordeler rollerne og opgaverne mellem kønnene. Mændenes arbejde skattes uvægerligt højere i samfundets øjne.“

Sagen er at kvindens rolle i hjemmet ofte bliver taget for givet. I forordet til The World’s Women — 1970-1990 siges der således: „Kvinders levevilkår — og deres bidrag til familien, økonomien og husholdningen — har i almindelighed været usynlige. Mange statistikker er defineret efter begreber der angiver mænds vilkår og bidrag, ikke kvinders, eller også ser de helt bort fra kønnet. . . . En stor del af det arbejde kvinder udfører bliver stadig ikke regnet for at have nogen som helst økonomisk værdi — og bliver ikke engang målt.“

I 1934 luftede den nordamerikanske forfatter Gerald W. Johnson følgende synspunkter om erhvervsaktive kvinder: „En kvinde får ofte en mands job men sjældent en mands løn. Årsagen er at der ikke findes noget arbejde som ikke kan udføres bedre af mænd. De største skræddere og modeskabere er mænd. . . . De største kokke er uden undtagelse mænd. . . . Det er en kendsgerning at enhver arbejdsgiver for øjeblikket er villig til at give en mand større betaling end en kvinde for det samme arbejde fordi han har grund til at tro at manden kan klare det bedre.“ Det kan godt være at disse ord er sagt med et smil på læben, men de afspejler den partiskhed der førhen rådede, og som mange mænd i dag stadig er præget af.

Manglende respekt — et problem i hele verden

I alle kulturer møder man holdninger der afspejler partiskhed og fordomme over for kvindens rolle i samfundet. Men vidner sådanne holdninger om tilbørlig respekt for kvinden? Eller er de et vidnesbyrd om at manden i århundreder har kujoneret kvinden i kraft af sin ofte større fysiske styrke? Hvis kvinden bliver behandlet som et undermenneske eller som en man kan skalte og valte med, hvor er da respekten for hendes værdighed? I de fleste kulturer har man i større eller mindre grad forklejnet kvindens rolle og trådt hendes følelser under fode.

Her er blot ét eksempel fra Afrika: „Yoruba-kvinder [Nigeria] skal foregive at være uvidende og føjelige i nærværelse af deres mænd, og når de serverer måltider forlanges det at de knæler ned for mandens fødder.“ (Men and Women) I andre dele af verden ytrer denne underkastelse sig på mange andre måder — en kvinde skal gå tre skridt efter sin mand, hun må gå til fods mens han rider på hest eller muldyr, hun og ikke manden må bære den tunge oppakning, hun må spise for sig selv, og så fremdeles.

I sin bog The Japanese skriver Edwin Reishauer, der er født og opvokset i Japan: „Mandschauvinismen skinner klart igennem i Japan. . . . Det er stadig almindeligt at der gælder to moralsæt, manden er fri og kvinden bundet. . . . Gifte kvinder forventes desuden at være langt mere trofaste end gifte mænd.“

Som i mange andre lande er sexchikane udbredt i Japan, især i de tætpakkede undergrundstog i myldretiden. Yasuko fra byen Hino, en forstad til Tokyo, har sagt til Vågn op!: „Som ung pendlede jeg til Tokyo. Det var en pinlig affære, for nogle mænd udnyttede situationen til at klemme og befamle mig hvor som helst de kunne slippe af sted med det. Hvad kunne vi kvinder stille op? Vi måtte bare finde os i det. Men det var nedværdigende. I myldretiden om morgenen var der en separat vogn for kvinder, så i det mindste nogle slap for disse ydmygelser.“

Sue, der tidligere har boet i Japan, havde sin egen måde at frigøre sig for uønsket opmærksomhed på. Hun sagde med høj røst: „Fuzakenai de kudasai!“ hvilket betyder: „Hold op med de tossestreger!“ Hun siger: „Dét virkede. Ingen ønsker at tabe ansigt i alles påsyn. Pludselig var der ikke en eneste der rørte mig!“

Respektløshed mod kvinder er tydeligvis et verdensomspændende problem. Men hvad med kvindernes stilling på arbejdsmarkedet? Nyder kvinder større respekt og anerkendelse dér?

[Fodnoter]

[Ramme på side 6]

Hvordan afgøres barnets køn?

„Det ufødte barns køn afgøres i befrugtningsøjeblikket, og faderens sædcelle spiller den afgørende rolle. Hvert eneste æg kvinden producerer er hunkøn, sådan forstået at det indeholder et X-kromosom, et kvindeligt kønskromosom. Hos manden indeholder kun halvdelen af sæden X-kromosomer, mens den anden halvdel bærer Y-kromosomer, det mandlige kønskromosom.“ (ABC’s of the Human Body fra Reader’s Digest) Hvis derfor to X-kromosomer forenes vil det blive en pige. Hvis et mandligt Y-kromosom smelter sammen med et kvindeligt X-kromosom, får man en dreng. Hvorvidt kvinden får drenge eller piger afgøres altså af kromosomfaktoren i den mandlige sæd. Det er derfor ulogisk at en mand giver sin kone skylden for at hun kun føder piger. Skylden kan ikke placeres hos nogen. Forplantningen er et lotterispil.

[Ramme/illustration på side 8]

En tragedie af ufattelige proportioner

I bogen Feminism Without Illusions skriver Elizabeth Fox-Genovese: „Der er god grund til at tro at mange mænd . . . i stigende grad fristes til at anvende [deres] styrke i en sammenhæng hvor det stadig klart giver dem en fordel, nemlig i deres personlige forhold til kvinder. Hvis jeg har ret i den antagelse, har vi at gøre med en tragedie af ufattelige proportioner.“ Der er tale om den tragedie at millioner af kvinder dagligt forulempes af en brutal mand, en far eller en anden mandsperson, som ikke formår at „leve op til ligestillingens og retfærdighedens krav“.

„I tredive stater [i De Forenede Stater] er det i det store og hele stadig lovligt at mænd voldtager deres hustruer. Kun ti stater har love der åbner mulighed for arrestation efter vold i hjemmet. . . . Kvinder som ikke har andet valg end at flygte, opdager at det også er en dårlig løsning. . . . En tredjedel af de én million mishandlede kvinder der hvert år søger beskyttelse, finder ingen.“ — Forordet til Backlash — The Undeclared War Against American Women af Susan Faludi.

[Illustration]

For millioner er volden i hjemmet familielivets dystre side

[Illustration på side 7]

Flere hundrede millioner lever uden rindende vand, kloakering eller elektricitet i deres hjem — hvis de overhovedet har et hjem