Dødens brod fjernes

DET er ikke usædvanligt at høre nogen omtale døden som naturlig eller normal. Men døden er ikke naturlig ifølge Bibelen. Døden er en fjende, en følge af arvesynden. „Ligesom synden kom ind i verden gennem ét menneske, og døden gennem synden, og døden således trængte igennem til alle mennesker fordi de alle havde syndet,“ siger Bibelen i Romerbrevet 5:12.

Eftersom det ikke var Guds hensigt at menneskene skulle dø, har han kærligt sørget for en udvej. Ved at lade sin søn dø for os, har han tilvejebragt en tilsvarende løsesum der kan opveje dødsstraffen. (Mattæus 20:28; 1 Johannes 2:2) Han har også givet løfte om et jordisk paradis med en helt ny regering til at herske over hele menneskeheden. Denne regering vil fjerne enhver følge af synden og døden. (Lukas 18:30) Bibelen siger i Åbenbaringen 21:3, 4: „Gud selv vil være hos dem. Og han vil tørre hver tåre af deres øjne, og døden skal ikke være mere, heller ikke sorg eller skrig eller smerte skal være mere. Det som var før er forsvundet.“ Men hvad med dem der allerede er døde?

Her kommer opstandelseshåbet ind i billedet — muligheden for at komme til at leve igen som mennesker på en paradisisk jord, med et fuldkomment sind og legeme. Ja, „den time kommer i hvilken alle de der er i mindegravene skal høre hans røst og komme ud“. (Johannes 5:28, 29) Den som Gud sendte for at genløse menneskeheden, Jesus Kristus, forsikrer os endvidere: „Dette er min Faders vilje, at enhver der ser Sønnen og tror på ham skal have evigt liv, og jeg vil oprejse ham på den yderste dag.“ — Johannes 6:40.

Det er dette håb om en opstandelse som opretholder mange efterladte. De indser at deres kære blot „sover i døden“, og at de derfor „ikke skal sørge ligesom de andre, der ikke har noget håb“. (1 Thessaloniker 4:13) De ser frem til at nyde samværet med dem igen i den nye tingenes ordning som Gud har lovet at indføre. De tror på den Gud som giver trøst og håb. — Romerne 15:4, 13; 2 Korinther 1:3; 2 Thessaloniker 2:16.

Derfor adskiller Jehovas vidners begravelser sig fra andre trossamfunds. For ikke at pådrage sig Guds mishag undgår de enhver skik som strider imod hans ord, Bibelen. De går uden om skikke og traditioner som har deres rod i religiøse læresætninger der ikke fremholdes i Bibelen. Eftersom de kun tilbeder én sand Gud, Jehova, nægter de at udføre tilbedelseshandlinger over for den døde. Og de bruger ikke begravelsen som en anledning til at skilte med deres rigdom og status da de ved at dette mishager Gud. (1 Johannes 2:16) Deres begravelser er enkle og værdige og bidrager til at berolige de sørgendes hjerter. I en tale til minde om den døde fremholdes Bibelens håb. De sørger, men ikke fuldstændig hæmningsløst.

Jehovas vidner ved at ’den sidste fjende, døden,’ snart vil blive fjernet. Da vil de forudsagte ord vise sig sande: „Døden er opslugt for evigt.“ Og: „Død, hvor er din sejr? Død, hvor er din brod?“ — 1 Korinther 15:26, 54, 55.