Tragedien ved Aralsøen
„DER er ikke noget fortilfælde i menneskehedens historie hvor en hel sø er forsvundet fra jordens overflade for øjnene af én enkelt generation.“
Efter at have fremsat denne iagttagelse siger R. V. Khabibullaen, der var en fremtrædende videnskabsmand i det tidligere Sovjetunionen: „Desværre er det denne sørgelige skæbne der truer Aralsøen.“
Denne enorme sø ligger i et vidtstrakt ørkenområde i de asiatiske republikker Usbekistan og Kasakhstan, tidligere en del af Sovjetunionen. I 1960 dækkede søen et areal på omkring 67.000 kvadratkilometer, og var dermed jordens fjerdestørste indsø. Kun det nærliggende Kaspiske Hav, Lake Superior i Nordamerika og Victoriasøen i Afrika havde et større areal.
I de sidste 30 år er Aralsøen imidlertid svundet mere end en tredjedel ind i areal og omkring to tredjedele i rumfang. Over 28.000 kvadratkilometer af Aralsøen er forsvundet — svarende til 65 procent af hele Danmarks areal. Søens vandstand er faldet 12 meter, og vandet har stedvis trukket sig fra 80 til 100 kilometer tilbage fra den tidligere søbred. Dette har afdækket en havbund af ufrugtbart sand, hvor der tidligere var smukt blåt vand som vrimlede med fisk. Landsbyer der engang var blomstrende fiskerlejer ligger nu forladt mange kilometer fra søbredden.
Sidst i 1950’erne indbragte erhvervsfiskeriet på Aralsøen en årlig fangst på omkring 45 millioner kilo. På grund af søens lave saltindhold trivedes der 24 arter af ferskvandsfisk. Alene ved havnen i Muynak sejlede omkring 10.000 fiskere ud og fangede 3 procent af Sovjetunionens årlige fangst. Men nu er den blomstrende fiskeindustri, der engang leverede arbejde til 60.000 mennesker, forsvundet. Aralsøens stigende saltindhold har dræbt fiskene.
Et syn uden fortilfælde
Muynak, hvis befolkningstal er dalet fra over 30.000 til omkring 20.000, ligger nu — utroligt nok — over 30 kilometer fra Aralsøens bred. En besøgende fra De Forenede Stater betragtede byen fra luften og fortalte at det han så „lignede legetøjsskibe i en ørken, alle liggende på siden“. Efter at have taget byen nærmere i øjesyn på landjorden, sagde han: „Her ligger i snesevis af store fisketrawlere og andre både væltet og delvis begravet, som om de var blevet kastet flere kilometer ind på land af en voldsom tidevandsbølge.“
Da søens vand begyndte at trække sig tilbage gravede man en kanal for at bådene i Muynak kunne få adgang til den åbne sø. Men borgmesteren i byen siger: „I vinteren 1974 trak søen sig hurtigt tilbage, og om foråret, hvor bådene normalt bliver søsat, lå de så højt og tørt at det var umuligt at flytte dem.“
Hvad skyldtes denne tragedie?
Hvorfor søen svinder ind
Fra ældgammel tid havde Aralsøen tilløb fra to store floder, Amu Darya og Syr Darya. Disse floder modtog smeltevand fra bjergene i det nordøstlige Afghanistan og Kirgisistan. Men for at omdanne det ufrugtbare Aralbækken til et stort landbrugsareal omdirigerede man vandet til overrislingskanaler, med det resultat at der næsten ikke flød noget vand til søen.
Dette såkaldte Aralsø-projekt blev igangsat i 1960, og inden længe havde overrislingen bredt sig til omkring 6,8 millioner hektarer (680 kvadratkilometer), over 12 gange så meget som den inddæmmede Lammefjord på Sjælland. Ørkenen blomstrede med afgrøder — men snart begyndte søen at forsvinde.
Opvejer fordelene så den skade der er forvoldt søen?
Fordele — men sørgelige konsekvenser
Hovedafgrøden er bomuld, som dyrkes på omkring halvdelen af det indvundne område. Før Sovjetunionen blev opløst fik landet 95 procent af sit bomuldsforbrug dækket af bomuld fra det overrislede område ved Aralbækkenet. Derudover var der et eksportoverskud som gav tiltrængt valuta. Området dækkede også omkring 40 procent af Sovjetunionens forbrug af ris.
Ydermere blev Aralbækkenet landets førende leverandør af friske frugter og grøntsager, ligesom den tørre stat Californien (ved hjælp af kunstvanding) er blevet det for De Forenede Stater. Der var beskæftigelsesmuligheder for områdets hurtigt voksende befolkning på næsten 40 millioner mennesker. Men i alt dette tænkte man ikke meget på hvordan miljøet ville blive berørt.
For eksempel var overrislingskanalerne ikke beklædt med cement. Det betød at det meste af vandet sivede ud i den sandede jord inden det nåede frem til afgrøderne. Yderligere benyttede man enorme mængder af farlige pesticider, og for at lette høsten af bomulden brugte man et kraftigt afløvningsmiddel så planterne tabte bladene.
Denne ødelæggelse af miljøet har været meget omfattende; den overgår langt de skader der er forvoldt Aralsøens fiskeindustri. Hvert år hvirvler vinden millioner af tons sand og salt op fra de 28.000 kvadratkilometer blottet havbund. Støvstormene er så voldsomme at de kan ses ude fra rummet.
Nedfaldet fra disse storme, i form af enten støv eller regn, indeholder giftige salte, pesticider og andre kemikalier. Dele af Aralbækkenet modtager op til et helt ton pr. hektar af denne sand- og saltblanding. Man har fundet støv fra Aralsøen helt oppe i Ruslands arktiske områder.
En anden skræmmende konsekvens er den påvirkning som udtørringen af Aralsøen har på vejret. Søens modererende indvirkning på vejret er formindsket, med det resultat at temperaturen er blevet højere om sommeren og lavere om vinteren. Om foråret varer frosten ved længere end før og om efteråret kommer den tidligere, hvilket betyder en forkortelse af vækstperioden.
Ødelæggelsen af Aralsøen har naturligvis også virket ødelæggende på dyrelivet. For få år siden levede der over 170 dyrearter i nærheden af Aralsøen. Nu lever der færre end 40 arter. I begyndelsen af 1960’erne fangede man, for pelsens skyld, mere end 600.000 bisamrotter om året. Nu fanges der praktisk talt ingen. Søens stigende mineralindhold har dræbt de dyr der levede i ørkenen og som drak af den.
Et døende land og syge mennesker
Det er en sørgelig kendsgerning at området bliver mere og mere forgiftet af saltophobninger i jorden. Når ørkenjorden overrisles får den bagende sol store mængder af vand til at fordampe, så saltindholdet i jorden øges. Desuden siver store mængder af overrislingsvand ned i jorden, og det får gradvis grundvandstanden til at stige. Når det forurenede vand så stiger op til planternes rødder, tager rødderne skade af giftindholdet. Sådan er det gået ved Aralbækkenet. En skribent ved bladet World Watch bemærker: „Den plage der også bidrog til at civilisationerne i fortidens Mesopotamien gik til grunde, kræver nu endnu et offer.“
Selv landets beboere bliver forgiftet. Pesticider og ukrudtsmidler siver ned og forurener drikkevandet i brøndene. Mange drikker derved vand som indeholder farlige kemikalier, og følgerne er tragiske. „Den lokale medicinske litteratur er fyldt med beretninger om vanskabte børn, om vækst i forekomsten af lever- og nyresygdomme og kronisk mavekatar, og om stigning i børnedødeligheden og specielt i antallet af kræfttilfælde,“ hedder det i World Watch.
Dr. Leonid Elpiner, der er specialist i helbredsproblemerne ved Aralsøen, betegner den hjemsøgelse man oplever i området som „pesticid-fremkaldt AIDS“. Han siger: „Vi har indset at vores vigtigste mål ikke længere er at redde Aralsøen — nu er det at redde befolkningen.“
En redaktør ved National Geographic, William S. Ellis, som var en af de første amerikanske gæster i dette område, skriver: „Søen er en miljøtragedie. Mange siger at den kan sammenlignes med atomkatastrofen i Tjernobyl i 1986.“ Men ved et møde i Muynak sagde en deltager at det der var sket ved Aral var „ti gange værre“.
Ja, det der er sket med Aralsøen er tragisk, skønt det ikke var forsætligt. Lederne havde de bedste intentioner. De forsøgte at få ørkenen til at blomstre så man kunne brødføde befolkningen. Men virkeliggørelsen af planen førte til frygtelige lidelser der langt overgik fordelene.
Som en kommentar til tragedien ved Aralsøen skriver en iagttager at mennesket har det ansvar at give jorden videre til de næste generationer „i velholdt og forskønnet stand“. Beklageligvis er det modsatte sket her. De drastiske forandringer der begyndte ved Aralbækkenet for over 30 år siden er et vidnesbyrd herom.
[Illustration på side 24 og 25]
Aralsøens bred har trukket sig over 95 kilometer tilbage, så skibe er blevet efterladt strandet i sandet
[Kildeangivelse]
David Turnley/Black Star
[Illustration på side 26]
Overrisling har gjort Aralbækkenet til et frugtbart område — men prisen er høj
[Kildeangivelse]
David Turnley/Black Star