Hvad siger Bibelen?

Hvad menes der med „tugtens kæp“?

„Dårskab er knyttet til drengens hjerte; tugtens kæp vil fjerne den fra ham.“ — Ordsprogene 22:15.

„Enhver fysisk afstraffelse er en følelsesmæssig mishandling der ikke burde være tilladt.“ — Parents Anonymous.

DET bibelske udtryk „tugtens kæp“ har forståeligt nok ofte været et stridens æble. Hvert år dør nemlig i tusindvis af børn som en direkte følge af vold i hjemmet. Måske er det derfor at en bibelkommentator kalder Skriftens billigelse af fysisk afstraffelse for „en kulturelt bestemt opfattelse“, og dermed giver et misvisende billede af udtrykket.

Vi må imidlertid gøre os klart at Bibelen ikke blot afspejler kulturelle opfattelser men er inspireret af Gud. (2 Timoteus 3:16) Er dens udtalelser om „tugtens kæp“ da urimelige? For at kunne besvare dette må vi se hvordan ordet „kæp“ skal forstås i sin sammenhæng. Vi kunne illustrere det med et puslespil. Den enkelte brik i et puslespil fortæller ikke ret meget, men sat sammen til et hele danner de mange brikker et klart billede, så man tydeligt kan se hvad det forestiller. På samme måde er ordet „kæp“ kun en lille brik. For at kunne danne os et fuldstændigt indtryk af hele billedet må vi se ’kæppen’ i sammenhæng med de andre steder i Bibelen hvor principper for tugt omtales.

Et ligevægtigt syn

Råder Bibelen udelukkende til fysisk afstraffelse? Bemærk engang følgende råd:

• „Gør ikke jeres børn vrede.“

• „Irettesæt ikke hele tiden jeres børn, ellers gør I dem fuldstændig modløse.“

’Jamen, det lyder jo meget mere fornuftigt end Bibelens råd,’ tænker du måske. Men disse udtalelser stammer rent faktisk fra Bibelen. De står i Efeserbrevet 6:4 og Kolossenserbrevet 3:21. — Da. prøveovers. 1989; Phillips.

Ja, det Bibelen siger er fornuftigt. Ifølge Bibelen er den bedste undervisningsmetode som regel ikke fysisk afstraffelse. I Ordsprogene 8:33 siges der: „Hør på tugt.“ Læg mærke til at der siges „hør“, ikke ’mærk’. Og i Ordsprogene 17:10 understreges det at „en irettesættelse til den forstandige når dybere end hundrede slag til tåben“. Desuden anbefaler Femte Mosebog 11:19 at forældre prøver at forebygge, idet de benytter lejligheder hvor de er sammen med børnene til at indgive dem nogle moralbegreber. I Bibelen finder vi altså et ligevægtigt syn på tugt.

Hvordan forholder det sig med ’kæppen’?

Men hvordan skal vi så forstå udtrykket „kæp“ i forbindelse med tugt? — Ordsprogene 13:24; 22:15; 23:13, 14; 29:15.

Ordet „kæp“ er en oversættelse af det hebraiske ord sjeʹvæt. For hebræerne var sjeʹvæt den stok eller stav som en hyrde benyttede. I denne sammenhæng betegner myndighedskæppen kærlig ledelse, ikke rå brutalitet. — Salme 23:4.

Sjeʹvæt bliver i Bibelen ofte brugt billedligt om myndighed. (2 Samuel 7:14; Esajas 14:5) Når der er tale om forældremyndighed betegner „kæp“ ikke udelukkende fysisk afstraffelse. Nej, det drejer sig om alle former for tugt, hvoraf kun de færreste er af fysisk art. Og når man har måttet ty til fysisk tugt, er det som regel fordi det ikke er lykkedes på anden måde at kalde barnet til fornuft. I Ordsprogene 22:15 siges der at dårskab er „knyttet“ til drengens hjerte, eller „forankret“ (The New Jerusalem Bible), „dybt rodfæstet“ (The New English Bible) i barnets hjerte, hvilket nødvendiggør alvorlig tugt. Der er altså tale om mere end barnlig tankeløshed.

Hvordan skal man tugte?

I Bibelen er tugt altid forbundet med kærlighed og mildhed, og ikke med vrede og brutalitet. Den gode vejleder bør være „mild imod alle, . . . idet han finder sig i ondt og med mildhed belærer dem som ikke er gunstigt stemt“. — 2 Timoteus 2:24, 25.

Forældre kan derfor ikke bruge tugt som et kærkomment middel til at få afløb for deres aggressioner. Nej, tugt er en undervisningsform der skal hjælpe det barn der er kommet på afveje. Hvis man tugter korporligt i vrede opnår man intet. Det hjælper måske umiddelbart faderen eller moderen, men ikke barnet.

Vi må også have i tanke at tugt skal have en grænse. „Jeg vil tugte dig i passende omfang,“ sagde Jehova til sit folk i Jeremias 46:28. Det er især vigtigt at huske dette når det drejer sig om korporlig tugt. Et lille barn kan få hjerneskade eller endda dø hvis det bliver slået eller rusket.a Hvis man går for vidt og ikke forstår formålet med tugt — nemlig at irettesætte og at undervise — kan det ende med børnemishandling.b

Intet i Bibelen tilskynder til mishandling

Før Jehova tugtede sit folk sagde han: „Du skal ikke være bange . . . for jeg er med dig.“ (Jeremias 46:28) Tugt bør ikke få et barn til at føle sig forladt, men tværtimod give det en følelse af at forældrene er ’med ham eller hende’ og er interesserede i at yde en kærlig og hjælpende håndsrækning. Hvis man finder det nødvendigt med korporlig tugt, må barnet forstå hvorfor. I Ordsprogene 29:15 siges der at „kæp og retledning giver visdom“.

Forældremyndighedens „kæp“ bliver sørgeligt nok misbrugt af mange i dag. Men dette skyldes ikke fejl ved Bibelens ligevægtige principper. (Jævnfør Femte Mosebog 32:5.) Når vi betragter ordet „kæp“ i sin sammenhæng ser vi altså at den er et redskab til undervisning, ikke til mishandling. Som i andre spørgsmål viser Bibelen sig også her at være „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed“. — 2 Timoteus 3:16.

[Fodnoter]

[Kildeangivelse på side 26]

The Bettmann Archive