Vanskelige forhold i byjunglens blikbyer

Af Vågn op!-​korrespondent i Afrika

ET AF blikbyens børn går barfodet ned ad gaden i en vestafrikansk by. På hovedet bærer hun en flad kurv med en snes appelsiner i. På hendes spinkle, svedige krop hænger en slidt, gul kjole.

I konkurrence med andre børn fra fattige familier er hun på gaden for at sælge. „Køb appelsiner!“ lyder det almindeligvis. Men denne pige er tavs; måske er hun sulten, eller syg, eller måske er hun bare træt.

Fra den anden side kommer to skolepiger klædt i kongeblå skoleuniformer. De har begge hvide strømper og hvide sandaler på. Hver af dem har en taske med bøger. De går raskt hen ad gaden mens de pjatter med hinanden. De bemærker slet ikke pigen, men hun ser på dem med et tomt blik i øjnene.

Skolepigerne når efterhånden deres trygge og komfortable hjem. Men når pigen i den gule kjole sent på dagen går hjem, vil det være til en helt anden verden. Hendes hjem ligger i et tætbefolket område med huse der er flikket sammen af træ og blik.

Blikbyen

Hovedgaden her er en sti af sammentrådt jord der i regntiden forvandles til mudder. Den er for smal til at der kan køre biler. Man finder ingen politistation, ingen brandstation og intet sygehus, og ikke et eneste træ langs stien. Der er ingen højspændings- eller telefonledninger. Heller ikke kloakering eller rindende vand.

Det vrimler med mennesker. Luften er fyldt med stemmer. Tale blandet med latter, diskussioner, råben og sang. Mænd i hvide dragter sidder på lange bænke og konverserer. Kvinder koger ris over åben ild. Børn overalt der leger, sover, arbejder, snakker og sælger. De fleste af dem vil, ligesom pigen med appelsinerne, aldrig få mulighed for at besøge en zoologisk have, køre på cykel eller se en skole indefra.

Den gennemsnitlige levetid i landet ligger på 42 år, men folk i dette område dør i en endnu yngre alder. Chancen for at overleve de første fire leveår er ikke særlig stor. Derfor har et pigebarn på ni år allerede kæmpet imod de værste odds for at overleve. I løbet af disse år har risikoen for at hun døde været 40 til 50 gange større end hvis hun var blevet født i et af de industrialiserede lande. Mange af dem der blev født samtidig med hende, døde før de var fyldt fem år. Og hvis hun lever længe nok er hun i langt større fare for at dø i forbindelse med en graviditet eller fødsel end en kvinde i Europa eller Nordamerika — faktisk 150 gange større.

Hundreder af millioner bor i hurtigtvoksende slumkvarterer og blikbyer som denne. Ifølge FN’s statistikker er 1,3 milliarder mennesker stuvet sammen i den tredje verdens byer, og hvert år bliver der føjet 50 millioner til.

Livet i ulandene

Har du en vis grad af privatliv i dit hjem, og er der toilet og indlagt vand? Kommer der nogen og henter dit affald? I ulandene er der hundredmillioner af mennesker der ikke har sådanne goder.

I mange byer er de fattige områder så overfyldte at det er almindeligt at en familie med ti medlemmer deles om et enkelt værelse. Ofte har en person mindre end én kvadratmeter at leve på. I nogle dele af byerne i Østen bliver selv små rum delt op så der kan bo endnu flere i dem. De bor så i indhegnede køjesenge for at værne om privatlivet og beskytte sig mod tyve. I et andet land har man et varm-seng-system, hvor man kan leje en seng for et vist antal timer i døgnet, så to eller tre personer kan sove på skift i den samme seng.

Ifølge den årlige rapport fra UNICEF (FN’s Børnefond) for 1991 er der på verdensplan 1,2 milliarder mennesker der har meget dårlige vandforsyninger. Millioner må købe deres vand af sælgere eller opsamle det i åer eller andre steder hvor vandet ikke er tildækket. Og de steder hvor det er muligt at komme til en vandhane er der somme tider mere end tusind mennesker der kæmper for at komme til.

UNICEF anslår også at 1,7 milliarder mennesker ikke har ordentlige sanitære installationer til bortskaffelse af ekskrementer. Det er ikke usædvanligt at 85 procent af beboerne i en blikby ikke har adgang til toiletfaciliteter. I de fleste byer i Afrika og Asien, hvoraf mange har over en million indbyggere, er der slet ikke noget kloaksystem. Kloakaffaldet løber lige ud i åer, floder, grøfter, kanaler og kløfter.

Husholdningsaffald er et andet problem. I byerne i ulandene bliver 30 til 50 procent af dette affald ikke skaffet af vejen. Det er værst i de fattige områder. For det første er fattiges skrald ikke brugbart for skraldemændene og meget lidt værd til genbrug. For det andet vil staten ikke yde hjælp til renovationen fordi mange af de fattige boligområder ikke er lovligt anerkendt. Og for det tredje vil det være meget dyrt at yde denne service i disse områder fordi de er svært tilgængelige på grund af beliggenheden og på grund af de mange mennesker der er stuvet sammen der.

Hvad sker der da med de fattiges affald? Det bliver smidt ud på gaden eller på markerne, hvor det så ligger og rådner, eller kastet i floder og søer.

Sundhedsfarer

Byernes fattige har forskellige forhold fra sted til sted. Men der er dog tre faktorer der er fælles for næsten alle disse byer. Først kan nævnes at deres huse ikke bare er ukomfortable, de er direkte farlige. Bogen The Poor Die Young (De fattige dør unge) siger: „Mindst 600 millioner af de mennesker der lever i de fattige områder i den tredje verdens byer, lever under forhold der må betegnes som farlige for liv og helbred.“

Hvordan kan utilstrækkelige boligforhold være årsag til dårligt helbred? Overbefolkning i de fattige byområder fremmer spredningen af sygdomme som tuberkulose, influenza og meningitis, samt øger risikoen for ulykker i hjemmet.

Mangelen på tilstrækkeligt med rent vand øger risikoen for sygdomme som for eksempel tyfus, hepatitis og dysenteri. Den er også årsag til diarré, som gennemsnitlig hvert tyvende sekund koster et barn i den tredje verden livet. Mangel på vand til at vaske og bade i gør dem mere modtagelige for øjeninfektioner og hudsygdomme. Og når de fattige må betale dyrt for at få vand er der færre penge til at købe mad for.

Forurenet vand og mad resulterer i fækal-orale sygdomme og indvoldsorm, såsom bændelorm, hageorm og rundorm. Affald tiltrækker rotter, fluer og kakerlakker. Stillestående vand er udklækningssted for myg der spreder malaria og filariasis.

Fattigdommens dynd

Noget andet der også er karakteristisk for livet i blikbyerne er at det er meget svært at komme væk derfra. Mange af beboerne kommer til byen fra landområderne, drevet af fattigdom. Da de som oftest er ude af stand til at betale for en ordentlig bolig, kommer de aldrig videre end til blikbyernes slum.

Mange af dem er flittige og villige til at udføre hårdt arbejde, men de har ikke andet alternativ end at tage imod job med lange arbejdstider og lav løn. Hårdt trængte forældre sender ofte deres børn på arbejde i stedet for at sende dem i skole, og børn der kun har fået begrænset undervisning eller måske slet ingen, har ikke mange muligheder for at skabe sig en bedre tilværelse end deres forældre. Unge der arbejder tjener kun meget lidt, men deres begrænsede indtægt er livsvigtig for familien. Størstedelen af de fattige byboere har således ikke meget håb om at kunne forbedre deres lod i livet; deres mål er at overleve fra dag til dag.

Uelskede, uønskede

Et tredje kendetegn ved livet i blikbyerne er at lejemålene er meget usikre. For mange regeringer er slumkvartererne og blikbyerne en pinlig affære. I stedet for at forbedre blikbyerne, hvilket ikke altid kan lade sig gøre, klarer de problemet med en bulldozer.

Regeringerne retfærdiggør måske den brutale fjernelse af blikbyerne med en forklaring om at det er nødvendigt for at forskønne byen, fjerne kriminelle eller sanere området. Hvad grunden end er, er det de fattige der kommer til at lide under det. Som regel har de ikke noget sted at gå hen, og de får kun lidt eller ingen kompensation. Men når bulldozeren rykker ind har de intet andet valg end at rykke ud.

Regeringens rolle

Hvorfor sørger myndighederne ikke for at alle får ordentlige boliger med vand, kloak og renovation? Bogen Squatter Citizen (Slumbeboer) svarer: „Mange af den tredje verdens lande har så få ressourcer og så minimale muligheder for at opdyrke en stabil og gunstig position på verdensmarkedet at det er relevant at sætte spørgsmålstegn ved om de kan overleve som nationalstater. Man kan næppe laste en regering for ikke at opfylde borgernes behov når nationen som et hele mangler ressourcer i en sådan grad at der i den nuværende situation ikke er nok til at dække selv de allermest nødvendige behov.“

I mange lande forværres den økonomiske situation. Da FN’s generalsekretær sidste år gik af, sagde han: „Verdensøkonomisk set er de fleste tredjeverdenslande gennem en længere periode blevet stadig mere svækket. . . . Over én milliard mennesker lever nu i yderste fattigdom.“

Hvad med ulandshjælp?

Hvorfor gør de velstående lande ikke mere for at hjælpe? Efter at have behandlet hvilken virkning hjælpen til de fattige har haft, indrømmes det i Verdensbankens udviklingsrapport: „Bilateral bistand [der tegner sig for 64 procent af al ulandshjælp] . . . ydes af mange årsager, deriblandt politiske, strategiske, kommercielle og humanitære. At begrænse fattigdommen er kun én af bevæggrundene, og som regel langtfra den vigtigste.“

Selv når regeringerne har midlerne til at forbedre forholdene for de fattige, er det ikke altid at de gør det. I mange lande er problemet at det påhviler bystyret at sørge for boliger og serviceydelser, men at de højere forvaltningsinstanser ikke giver dem penge til at kunne sørge for disse ting.

Fremtidens byer

På grundlag af de sidste årtiers tendens forudser eksperterne at de fattige byboere i ulandene går en dyster fremtid i møde. Byerne vil fortsætte med at vokse hurtigt, siger de, og regeringerne vil kun i begrænset omfang kunne sørge for vand, kloaksystemer, afløbskanaler, asfalterede veje og nødtjenester.

Boliger vil i større omfang blive bygget på steder hvor det kan være farligt at slå sig ned, som for eksempel på bakkeskråninger og flodsletter eller i forurenede områder. Folk vil i højere grad komme til at lide af sygdomme der skyldes de usunde forhold som overbefolkningen fremkalder. Og de fattige byboere vil også i højere grad skulle leve med truslen om at blive drevet bort fra deres boliger.

Betyder dette at der ikke er noget håb for beboerne i blikbyerne, som for eksempel den lille pige med appelsinerne som vi omtalte i indledningen til artiklen? Nej, slet ikke!

En drastisk ændring er på vej

Guds ord, Bibelen, viser at der er en drastisk ændring til det bedre på vej og at den er nært forestående. Ændringen vil ikke komme ved menneskelige regeringers bestræbelser, men ved Guds rige, en himmelsk regering der snart vil overtage styret af hele jorden. — Mattæus 6:10.

Under Guds rige vil man ikke være fanget i snavsede slumkvarterer og blikbyer. Nej, her vil gudfrygtige familier kunne leve i et paradis. (Lukas 23:43) I stedet for at leve i konstant frygt for at blive drevet bort, vil de, med Bibelens ord, „sidde, hver under sin vinstok og sit figentræ, og ingen får dem til at skælve“. — Mika 4:4.

Under Guds rige vil der ikke være børn som dør i overfyldte boliger. Nej, folk „skal bygge huse og bo der; og de skal plante vingårde og spise deres frugt. . . . For som træets dage skal mit folks dage blive“. — Esajas 65:21, 22.

Måske er det svært for dig at tro på disse løfter. Men du kan være sikker på at de vil gå i opfyldelse. Hvorfor? Fordi Gud ikke lyver, og fordi „intet som Gud siger, vil være umuligt for ham“. — Lukas 1:37; 4 Mosebog 23:19.

[Illustration på side 27]

Under Guds rige vil fattigdom og blikbyer blive erstattet af paradisiske forhold