Vælg livet i den nye verden
GUD havde naturligvis en hensigt da han skabte denne uforlignelige lille perle af en planet. Og han bestemte at menneskene skulle spille en hovedrolle i denne hensigt. (Esajas 45:18) Den forfærdelige situation som vor jord befinder sig i nu, er ikke til ære for Gud. Men kan man forestille sig at Gud vil blive ved med at tolerere hvad der sker? Nej, selvfølgelig ikke.
Vort ønske om en ny verden er i virkeligheden en længsel tilbage mod noget som vi engang har ejet — et ægte, håndgribeligt jordisk paradis. Det første menneskepar blev sat i et sådant hjem, og det var Skaberens oprindelige hensigt at menneskene for evigt skulle befinde sig i et paradis på jorden. — 1 Mosebog 1:28.
Jehova Gud tilbyder nu alle — også dig — en mulighed for at komme til at leve i hans nye verden, hvor han vil velsigne trofaste mennesker med det som deres hjerte ønsker. (Salme 10:17; 27:4) Kunne du tænke dig at leve dér?
Valget er dit
Da israelitternes anfører, Moses, holdt sin afskedstale, stod nationen over for et lignende valg. Israelitterne kunne vælge mellem Guds styre og et styre som det de andre folkeslag havde. Læg mærke til det råd Moses gav: „Jeg har forelagt dig livet og døden . . . du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom, ved at elske Jehova din Gud, ved at adlyde hans røst og ved at holde dig til ham.“ (5 Mosebog 30:19, 20) Det samme gælder det valg du nu skal træffe. Det er også et spørgsmål om liv eller død.
Derfor har vi bragt disse artikler — for at bevæge dig til at vælge Guds nye verden i stedet for at sætte dit håb til menneskers tomme løfter om at skabe en ny verden. Men der er endnu mange skønne ting du må lære om Guds nye verden.
Hvilke vidnesbyrd er der for eksempel om at denne nye verden er nært forestående? Hvordan vil den afløse alle de regeringer der er på jorden? Hvilke begivenheder vil finde sted lige inden? Hvordan kan vi være sikre på at Bibelens løfter vil blive opfyldt?
Det er muligt at få svar på disse og mange andre spørgsmål. Jehovas vidner vil med glæde vise dig svarene i din egen bibel. Det vil være svar som ikke blot fortæller om velsignelserne i Guds nye verden, men som også viser hvornår og hvordan Guds regering begynder sit styre — et styre som til sidst vil herske over hele jorden.
Vi vil meget varmt tilskynde dig til at gøre ligesom indbyggerne i fortidens Berøa da de lyttede til apostelen Paulus. ’Med største iver undersøgte de daglig Skrifterne for at se om det forholdt sig således.’ (Apostelgerninger 17:11) Vær forvisset om at du vil få stort åndeligt udbytte af at drøfte bibelske emner med Jehovas vidner. Du vil nemlig lære om den skønne fremtid Gud lover os.
Valget er dit: Enten må du vælge at tjene Jehova og hans riges interesser, eller du må sætte din lid og dit håb til menneskers bestræbelser på at styre selv. Vi vil gerne tilskynde dig til at lære så meget som muligt om Guds løfter så du kan træffe en velgennemtænkt beslutning. Når man erhverver sig bibelkundskab vil man ikke blot genfinde sin tro på fremtiden men også blive holdt åndeligt i live gennem de sidste dage af menneskehedens styre. — 2 Timoteus 1:13.
Menneskers mangeårige længsel efter en ny og bedre verden er næsten forbi. Guds nye verden er snart en realitet. Jehovas vidner ønsker at se dig som indbygger i denne nye verden hvor du vil kunne glæde dig over livet for evigt. Det ønsker Gud også. Hvis du vælger hans nye verden — hvilket vi inderligt håber — vil du erfare at menneskehedens længsel efter en ny verden aldrig har været forgæves.