Et ligevægtigt syn på underholdning

„ARBEJDE er godt, så længe man ikke glemmer at leve,“ lyder et afrikansk ordsprog. Ja, mange „glemmer at leve“ og bliver arbejdsnarkomaner, nogle der lever og ånder for deres arbejde og ikke ænser andet.

Tænk blot på de problemer man har i Japan, et land som er kendt for sin strenge arbejdsmoral. Ansatte forventes ofte at arbejde over hver aften samt i weekenderne. Maclean’s, et canadisk nyhedsmagasin, oplyser at den japanske arbejder i gennemsnit tilbringer 2088 timer om året på arbejde, sammenlignet med 1654 timer for den gennemsnitlige canadiske arbejder. Men tidsskriftet bemærker: „Japanske firmaer har måttet kæmpe med et andet problem: nogle ansatte rammes af karoshi, de dør af overanstrengelse. Aviserne har skrevet om tilfælde hvor mænd i fyrrerne er blevet ramt af hjerteanfald eller slagtilfælde efter at have arbejdet i 100 dage i træk uden en fridag.“ Det japanske arbejdsministerium har endda gennem reklamekampagner — med iørefaldende slogans — opfordret folk til at holde fri i weekenderne og slappe af. Hvilken kontrast til de vestlige lande hvor folk skal overtales til at arbejde en hel uge!

Godt med adspredelse

Generelt betragter eksperter derfor arbejdsnarkomani som en sygdom, ikke som en dyd. Både børn og voksne har behov for adspredelse. Hvorfor? Hvad får vi ud af at holde fri? En bog om emnet opremser følgende fordele: „Selvudfoldelse, samvær med andre, ligevægt mellem sind og legeme, fysisk sundhed, en tiltrængt afveksling eller en ny rytme i arbejdsprogrammet, hvile og afslapning, en lejlighed til at prøve noget nyt og møde nye mennesker, til at opbygge bekendtskaber, sammentømre familien, komme ud i naturen, . . . og bare føle sig godt tilpas uden at analysere hvorfor. Dette er nogle af de glæder som folk oplever i deres fritid.“

Samfundsforskere har skrevet mange bøger om emnet fritid og leg, og de er enige om at fritiden har stor betydning både for enkeltpersoner og for samfundet. Ingen forstår imidlertid menneskets natur bedre end Skaberen. Hvad mener han om dette emne?

I modsætning til hvad nogle tilsyneladende tror, er Bibelen ikke imod morskab og underholdning. Den siger at Jehova er en lykkelig Gud og at han forventer at hans tjenere også er lykkelige. (Salme 144:15b; 1 Timoteus 1:11) I Prædikeren 3:1-4 får vi at vide at der er ’en fastsat tid til alt’, deriblandt „en tid til at le“ og „en tid til at danse omkring“. Det hebraiske ord for „at le“ og dets beslægtede former betyder også „at lege“. Samme bog i Bibelen fortæller os: „Der er intet bedre for et menneske end at spise og drikke og lade sin sjæl nyde godt af sin møje.“ — Prædikeren 2:24.

I dag er det populært at bruge sin fritid på at lade sig underholde, at læne sig tilbage og se andre optræde. Det er dog ikke noget nyt. Bibelen viser at mennesker i årtusinder har fundet glæde ved at se andre danse, synge, spille eller dyrke sport.

Som en form for adspredelse kan underholdningen bringe stor glæde. Hvem finder ikke glæde ved at betragte en trænet atlets præstationer eller en ballerinas graciøse bevægelser, ved at se en god og sund film eller ved at lytte til en iørefaldende melodi som man kan nynne længe efter at musikken er tonet bort? Og de fleste af os har uden tvivl nydt at slappe af med en god bog og at vende siderne hurtigere og hurtigere efterhånden som vi er blevet grebet af den velfortalte historie.

En sådan underholdning kan ikke alene virke afslappende men også stimulerende, opløftende, fængslende og morsom — ja, endda oplysende. Skønlitteratur kan for eksempel lære os en hel del om menneskets natur. Prøv blot at læse nogle af Shakespeares eller Holbergs værker.

Faremomenter ved underholdning

For at have et ligevægtigt syn på underholdning må vi imidlertid også være opmærksomme på farerne. Der er blevet sagt og skrevet meget om underholdningens fordærvende indflydelse, men generelt bør man være opmærksom på to faktorer: kvalitet og kvantitet — det store udbud af underholdning og dens indhold. Lad os først se på kvaliteten.

Vi lever i en problematisk tidsperiode, der i Bibelen kaldes „kritiske tider som er vanskelige at klare“. (2 Timoteus 3:1) Ikke overraskende afspejler nutidens underholdning tidsånden, ofte på den værst tænkelige måde. Sadistisk vold, åbenlys umoralitet og de simpleste menneskelige reaktioner — som racisme — præger den populære underholdning i større eller mindre grad. Og når underholdningen er værst er den stort set ikke andet end rendyrket pornografi og snavs. Her er nogle eksempler:

Film: Tre af de mænd der i år var indstillet til at modtage en Oscar, Hollywoods største filmpris, som „bedste mandlige skuespiller“ havde spillet psykopatiske mordere der slog ihjel for åbent lærred. En af personerne bider efter sigende en luns af en kvindes ansigt mens han voldtager hende. En af årets største kassesucceser var filmen Basic Instinct (Iskoldt begær). Ifølge anmeldelserne indledes filmen med en sexscene, hvor kvinden stikker sin bundne elsker gentagne gange med et isspyd imens hun oversprøjter sig selv med levret blod.

Musik: Både rap-musik og heavy metal-musik er på det sidste blevet stærkt kritiseret for at have et underlødigt indhold. Sange som forherliger seksuelle perversiteter, mishandling af kvinder, vold og had imod andre racer og imod politifolk, ja selv satanisme, forekommer hyppigt i rap- og heavy metal-musik. Nogle steder skal den slags musik være forsynet med en advarsel. Men rapperen Ice-T har efter sigende indrømmet at han udelukkende indføjer chokerende passager i sine tekster for at de skal forsynes med en sådan advarsel. Det garanterer at de nysgerrige køber hans musik. Rockstjernen Prince har prist incest mellem bror og søster i sine sange. Musikvideoer giver ofte en sådan grov umoralitet en yderligere visuel dimension. Popstjernen Madonnas video Justify My Love blev kendt for at skildre sadomasochisme og homoseksualitet. Selv MTV, en amerikansk fjernsynskanal der uden forbehold sender umoralske videoer, nægtede at vise den.

Bøger: Her er nogle eksempler samlet fra nylige boganmeldelser. American Psycho beskriver i detaljer en rovmorders grufulde forbrydelser, deriblandt hans kannibalistiske fortæring af sine døde ofre. Vox skildrer en lang telefonsamtale mellem en mand og en kvinde som aldrig har mødt hinanden men som stimulerer hinanden seksuelt med erotisk tale. Raptor følger to hermafroditters perverse eventyr i det sjette århundrede. (Hermafroditter er individer med både mandlige og kvindelige kønskirtler.) Kærlighedsromaner bifalder og forherliger almindeligvis utroskab og utugt. Tegneserier, som engang blev anset for harmløs læsning for børn, indeholder nu ofte sex, vold og okkultisme.

Sport: Kravet om at forbyde boksning lyder stadig. Trods beviser for at enhver knockout medfører større eller mindre, uoprettelige hjerneskader, får store pengegevinster og millioner af tilskuere bokserne til at gå i ringen igen og igen. Hundreder af boksere er bogstavelig talt blevet slået til døde.

Inden for andre sportsgrene er dødsprocenten endnu højere. Det er ikke ualmindeligt at læse om vold på sportspladser eller blandt tilskuere. Optøjer frempisket af nationalisme eller misforstået „holdloyalitet“ har kostet hundreder af tilskuere på stadioner livet. Tyrefægtning, som af det tyske ugeblad Die Zeit betegnes som „den måske mest afskyelige sport i nyere tid“, har på det sidste vundet ny popularitet i Spanien og Sydfrankrig. Efter at en tyr havde stanget den berømte 21-årige matador José Cubero i hjertet blev han båret rundt i sin kiste i en tyrefægterarena i Madrid mens 15.000 fans hyldede den faldne helt. Hans død blev vist igen og igen i spansk fjernsyn.

Dette er ganske vist ekstreme tilfælde, og man kan ikke uden videre stemple al underholdning i disse forskellige kategorier som dårlig. Men for at have et afbalanceret syn på sagen må man erkende at der findes en sådan afsporet form for underholdning og at den er populær. Hvorfor er den det? Har du lagt mærke til at noget af det folk blev oprørt over for år tilbage nu forekommer dem helt ordinært? Der er en tendens til at det ekstreme bliver accepteret med tiden. Folk vænner sig til det. Og efter sigende har Danmark sammen med Holland verdens mest liberale filmlov, uden nogen voksencensur overhovedet. Vil du lade dig påvirke?

Spørgsmålet om kvantitet

Selv hvis underholdningen er lødig er der stadig spørgsmålet om kvantitet. Underholdningsindustrien oversvømmer os med tilbud. I Danmark blev der for eksempel udgivet et godt stykke over 10.000 bogtitler i 1991. Hvis man læste én bog om dagen, ville det vare op imod 30 år at få læst blot ét års bogudgivelser! De tilsvarende tal fra USA er ti gange større. Amerikansk filmindustri fremstiller over 400 film om året, og mange lande importerer disse film foruden at de også fremstiller deres egne. Indisk filmindustri producerer hundreder af film hvert år. Og hvem har tal på det årlige antal musikudgivelser? Og oven i det kommer så fjernsynet.

I nogle vestlige lande har man i stribevis af tv-kanaler — kabel-tv, satellitprogrammer og landets egne udsendelser. Det betyder at der kan flyde en uafbrudt strøm af underholdning ind i hjemmet i alle døgnets 24 timer — sport, musik, skuespil, komedie, science fiction, talk shows, film — blot ved tryk på en knap. Ved hjælp af en videobåndoptager kan man se tusinder af film og musikvideoer, samt endda videofilm med undervisning i emner som natur, historie og videnskab.

Men hvornår finder man tid til at nyde al denne underholdning? Teknologien har gjort det muligt at blive underholdt her og nu — forestil dig hvor forbløffet Mozart ville blive hvis han hørte en af sine symfonier blive afspillet på et stereoanlæg! Men teknologien kan ikke frembringe den tid der skal til for at nyde disse glæder. I mange højteknologiske lande går udviklingen faktisk i retning af at man har mindre fritid end før.

Hvis vi ikke passer på, kan underholdningen hurtigt optage al vor fritid. Og vi bør huske at underholdning blot er én form for adspredelse, ofte den mest passive form. De fleste af os har behov for at komme ud og foretage os noget aktivt, at deltage i et eller andet i stedet for blot at sidde og blive underholdt. Man kan gå ture, nyde samværet med venner, dyrke sport . . . mulighederne er talløse.

Det er en dårlig idé at bruge al sin fritid på underholdning — og det er en endnu dårligere idé at lade underholdningen opsluge den tid der skulle have været anvendt til at opfylde forpligtelser, som for eksempel over for Skaberen, familien, arbejdet og vennerne! Det er absolut nødvendigt at have et ligevægtigt syn på underholdning! Hvordan finder vi ud af hvilken form for underholdning der er skadelig, og hvordan undgår vi at underholdningen tager overhånd?

[Illustration på side 7]

Underholdning kan være oplysende og gribende uden at være skadelig