’Nazisterne kunne ikke standse os!’
JEG stod ved en fuldstændig fremmeds hjem og havde sommerfugle i maven. Jeg bankede på døren og håbede at der ikke var nogen hjemme. Jeg var ung, kun 21 år, og det var første gang jeg var ude i hus-til-hus-forkyndelsen som et Jehovas vidne. Det var i november 1934 i Tyskland, og Hitler havde forbudt forkyndelsen. Da den tilsynsmand der ledede vores lille gruppe, under møderne havde nævnt at vi skulle ud at forkynde, tænkte jeg: „Det kan ikke være mig han mener!“ Jeg var trods alt endnu ikke døbt, og jeg kendte kun ét skriftsted. Men jeg tog fejl — han mente mig, og nu stod jeg så her.
Ingen hjemme! Jeg var lettet. Ved den næste dør var der igen ingen der lukkede op, men jeg kunne høre larm derindefra, så jeg åbnede døren. En kvinde var i gang med at rense nogle gryder, og hun kiggede forskrækket på mig. Jeg begyndte nervøst at forklare mit ene skriftsted, Mattæus 24:14. Hun stirrede bare på mig. (Jeg fandt senere ud af at hun var døv.) Pludselig stod der en mand ved siden af mig. Da jeg troede at det var hendes mand fortsatte jeg med at forkynde, kun for at opdage at han pressede en pistol mod mit bryst. Han var nazifører! Min kammerat som forkyndte på den anden side af gaden havde banket på denne mands dør og var blevet sparket ned ad trapperne for det. Han havde troet at han den dag havde sat en stopper for denne broders forkyndelse, men havde fået øje på mig og arresterede mig. Mens min kammerat bare kunne børste støvet af sig og fortsætte i forkyndelsen, blev jeg sat i fængsel i fire måneder. Sådan begyndte min karriere som forkynder!
I koncentrationslejr
Efter at jeg var blevet løsladt bad brødrene mig om at hjælpe til med at organisere forkyndelsen nu den var underlagt forbud. Nazisterne holdt imidlertid øje med alt hvad jeg foretog mig, og det varede ikke længe før jeg igen blev arresteret. Det lokale politi førte mig til Gestapo, og jeg stivnede af skræk da jeg hørte kendelsen: „Til koncentrationslejr!“ Jeg skulle til Esterwegen. Der var omkring 120 vidner (Bibelforscher) i denne lejr, og SS-vagterne var besluttede på at bryde vores integritet.
Der var en sergent som vi gav tilnavnet „Jern-Gustav“ og som var besluttet på at få os til at gå på kompromis. En dag i den varme augustsol satte han os til hele dagen at udføre hårde fysiske øvelser. Ved dagens slutning var halvdelen af brødrene kollapset eller lå meget syge på sygeafdelingen. Sørgeligt nok gav en tilsynsmand fra en menighed efter og underskrev „kompromispapirerne“, og 12 andre fra hans menighed fulgte ham.
Opløftet over at hans tortur syntes at give resultater lovede „Jern-Gustav“ nu: „I morgen vil I alle med glæde underskrive dette brev, og der er ingen Jehova der kan hjælpe jer.“ I kan nok forestille jer at vi bad flittigt den nat. Næste morgen ventede vi på at „Jern-Gustav“ skulle dukke op. Vi ventede og ventede. Til sidst blev vi beordret tilbage til barakkerne. På vej til lejren denne morgen havde „Jern-Gustav“ lært gennem bitter erfaring at han var dannet af noget mindre solidt end jern. Han havde med sin motorcykel frontalt påkørt en af de murstenssøjler der flankerede indkørselen til lejren — indkørselen var over 9 meter bred! Han var øjeblikkelig blevet kørt til hospitalet med en flænge i panden og en brækket arm. Da vi endelig så ham igen efter to måneder råbte han til os: „Det var jeres Jehova der gjorde det mod mig!“ Vi betvivlede ham ikke et sekund.
Videre til Holland
I december 1935 blev jeg løsladt og indkaldt til den tyske hær. Jeg besluttede i stedet at tage til Spanien via Holland og dér fortsætte forkyndelsen. Da jeg var kommet til Holland ledte jeg efter brødrene, og de bad mig indtrængende om at blive i Holland. Hvor var det en fornøjelse igen at kunne forkynde frit og være sammen med mine brødre og søstre til de kristne møder! Vi cyklede gennem det hollandske landskab og forkyndte i dagtimerne og sov i telt om natten. Vi forkyndte i gennemsnit mellem 200 og 220 timer om måneden.
Vi havde ikke særlig mange penge til at købe mad for og dække andre udgifter. Jeg husker meget tydeligt en landmand som en aften så hvordan vi tilberedte vores tarvelige måltider og inviterede os til middag. Et bord dækket med de mest vidunderlige retter ventede os! Fra da af sørgede denne kærlige familie for vores grundlæggende behov for smør, æg, ost og brød, og de hjalp os endda med at vaske tøj. Hele familien blev Jehovas vidner. De skulle vise sig at blive en vigtig forbindelse under det arbejde der lå foran os.
I 1936 blev der holdt stævne i Bern i Schweiz. En af talerne var Joseph F. Rutherford, Vagttårnsselskabets daværende præsident. Ved dette stævne blev jeg efter al den tid jeg havde brugt som heltidsforkynder endelig døbt.
Haag
Min næste distriktstildeling lød på Haag. Her tog mange familier imod sandheden fra Guds ord. I dag har jeg stadig kontakt med nogle af dem. I 1939 blev jeg arresteret af det hollandske politi for at være nazispion, det sidste i verden jeg havde forestillet mig! Jeg fortsatte med at forkynde så godt jeg kunne gennem breve fra fængselet, vel vidende at dommeren læste al udgående post. Jeg blev løsladt efter fem måneder, hvoraf jeg de sidste to havde siddet i enecelle. Kun et par dage efter at jeg var vendt tilbage til mit hjem i Haag begyndte det tyske Luftwaffe at bombe området! Jeg vidste at Gestapo ikke ville være langt bag ved de invaderende soldater. Det var tid til at jeg igen gik under jorden.
Men hvordan kunne jeg komme rundt uden at blive opdaget? En broder der havde en cykelforretning byggede en speciel cykel til mig. Den lignede fuldkommen dem det hemmelige politi benyttede — den samme særlige farve, med et højt styr og klemmer der kunne holde en sabel. Det hemmelige politi hilste endda på mig i den tro at jeg var en kollega! En dag da jeg kørte på en cykelsti der var skjult fra vejbanen af en hæk, cyklede to politimænd forbi på den modsatte side af vejen. De fik øje på mig gennem et hul i hækken og genkendte mig som flygtning. Jeg har aldrig i mit liv cyklet så hurtigt! De var nødt til at cykle hen til en vejbro før de kunne vende om og komme efter mig. De satte en hård jagt ind, men jeg fik dem til sidst rystet af.
Reddet mange gange ’på et hængende hår’
Nu vidste politiet at jeg var i Haag. Af sikkerhedsmæssige hensyn begyndte jeg at sove i forskellige hjem. Ved en lejlighed sov jeg hos en familie med tre børn. Jeg lagde som sædvanlig mit tøj parat så jeg i en fart kunne klæde mig på hvis der kom razzia. To af børnene sov sammen, så jeg kunne flytte det ene barn over i den tomme seng når jeg forlod den. På den måde ville nazisterne ikke finde en varm, tom seng.
Klokken fem den morgen viste disse forholdsregler deres værdi. Der lød en hård, vedvarende hamren på døren. Jeg havde knap nok tid til at lægge den niårige dreng over i min seng, proppe mit tøj ned i mappen, tage min hat og overfrakke på og hoppe barfodet ud ad vinduet og ned i sneen. Lykkeligvis havde de ikke tænkt på at postere en vagt i baghaven. Jeg løb hen til et hus hvor der boede en familie som jeg studerede Bibelen med. Selv om det var mørk vinter og klokken kun var 5.30, lukkede manden mig ind uden at sige et ord og gemte mig. Alle tre i denne familie blev senere Jehovas vidner.
Da Gestapo forhørte den familie jeg lige havde forladt, koncentrerede de sig om den lille dreng. De tilbød ham endda penge hvis han ville fortælle om der for nylig havde været en „onkel“ på besøg. Han sagde til dem: „Ja, men det er lang tid siden.“ Hvor lang tid? Det vidste han ikke. Skuffede tog de af sted. Drengens mor spurgte ham senere hvorfor han havde svaret på den måde når han vidste at „onkel Tom“ (mit dæknavn) lige havde tilbragt natten der. Han svarede: „Fireogtyve timer er en lang tid med rigtig mange minutter.“ Og hvor er det sandt!
Min næste opgave lød på Groningen. Nogle af forkynderne i byen var blevet grebet af frygt, og forkyndelsen var faktisk gået i stå. Men snart blev brødrene igen meget frygtløse og trodsede det brutale hollandske Gestapo. En nat i 1942 tog vi endda del i en „razzia“ og uddelte over hele byen i tusindvis af bibelske traktater i et på forhånd fastlagt tidsrum på ti minutter. Alle aviserne skrev at det britiske luftvåben havde uddelt millioner af flyveskrifter for Jehovas Vidner! Vi havde ladet Gestapo vide at vi var i live og havde det godt. Nazisterne kunne ikke standse os — aldrig nogen sinde!
Krigen fortsatte, og det blev mere og mere farligt at færdes i gaderne. En aften da en broder og jeg havde forladt et hemmeligt møde i Hilversum, stødte én ind i mig bagfra og en genstand faldt ned for mine fødder med et rabalder. Jeg samlede den op og så til min skræk at det var en tysk soldaterhjelm! Ejeren stod ved sin cykel og rettede nu sin lommelygte mod mig. Jeg gik hen til ham. Han rev hjelmen ud af hånden på mig, trak sin revolver og råbte: „Du er arresteret!“
Jeg rystede. Hvis han arresterede mig ville det sikkert blive min død. Jeg bad Gud om hjælp. Der samlede sig en menneskemængde som havde hørt støjen. Jeg lagde mærke til at soldaten svajede let, og det gik op for mig at han var fuld. Jeg kom i tanker om at reglementet for det tyske militær tillod officerer at gå rundt i civile klæder. Jeg trådte derfor hen til soldaten og råbte med al den autoritet jeg kunne opbyde: „Ved De ikke hvem jeg er?“ Soldaten var lamslået. Han smækkede sin hjelm på hovedet og gjorde honnør! Overbevist om at han havde fornærmet en officer sneg han sig væk og forsvandt i mørket. De tilløbne gik hver til sit. Jeg kunne kun takke Jehova for at jeg endnu en gang var blevet reddet ’på et hængende hår’!
Livet under jorden i Belgien
Min næste opgave var i et andet land: Belgien. Jeg blev præsiderende tilsynsmand i Antwerpen. På grund af forbudet afholdt jeg hver uge mange små møder i forskellige hjem. Jeg var også kurér, et led i den vidunderlige kæde der sørgede for at den åndelige føde kom igennem i disse vanskelige år.
Vores mødested var en restaurant hvorfra vi arrangerede smugleriet af læsestof over grænsen fra Holland. Selve bygningen lå i Belgien men haven lå i Holland, så det var et ideelt sted at mødes med min kontaktmand og bytte mapper. Ejeren antog at vi var fra den britiske efterretningstjeneste og samarbejdede med os. Han bad endda den vagthavende politibetjent om at lade os være i fred. Men en dag var en ny patruljebetjent, en nazivenlig belgier der ikke kendte til mig, i tjeneste. Da han så mig med en stor lædertaske insisterede han på at jeg åbnede den for ham. Jeg nægtede. Den var fyldt med tre-fire hundrede eksemplarer af Vagttårnet. Så arresterede han mig og eskorterede mig til politistationen. Den vagthavende betjent bad den anden betjent om at gå mens han tog sig af mig. Så sagde han dæmpet til mig: „Jeg ønsker ikke at se indholdet af din mappe. Men vil du ikke være så venlig næste gang at komme med en mindre mappe?“ Igen kunne jeg kun takke Jehova!
Den 6. juni 1944 kom D-dagen. Snart begyndte de allierede styrker deres invasion af Belgien, og krigen fejede lige ind i Antwerpen. Det blev en stor udfordring for os at forkynde og afholde møderne eftersom hele byen blev taget under beskydning af begge parter. Da krigen næsten var slut troede landstjeneren fejlagtigt at det ikke længere var nødvendigt for mig at forblive under jorden. Jeg rettede mig efter det trods råd fra en venlig overbetjent der mente at det endnu var for tidligt at jeg gav mig til kende. Elleve måneder senere havde jeg overstået den grusomste oplevelse i mit liv. Myndighederne ville ikke tro på mit udsagn. De var overbeviste om at jeg var gestapoagent og fængslede mig under de mest umenneskelige forhold jeg til dato har set. Mange mænd der var yngre end jeg blev syge og døde i disse måneder. Da jeg endelig blev løsladt var jeg fuldstændig kørt ned fysisk.
Trofast tjeneste fortsætter
Efter flere fortvivlende udsættelser, afhøringer og fængselsophold kunne jeg til sidst vende hjem til Tyskland — efter ti års fravær. Jeg blev genforenet med min mor, der var forblevet trofast, og vi kunne udveksle mange oplevelser. Da jeg langsomt genvandt mit helbred kunne jeg igen begynde at forkynde på heltidsplan, nu i Schweinfurt. Og hvor var det en glæde at kunne være med til at arrangere vores første efterkrigsstævne, der blev afholdt i Nürnberg, lige dér hvor Hitler stolt havde ladet sine tropper paradere! Jeg kunne senere glæde mig over at blive indbudt til Vagttårnets Bibelskole Gilead i De Forenede Stater, hvor jeg skulle oplæres som missionær.
Ved en sammenkomst lige inden jeg skulle på Gilead mødte jeg Lillian Gobitas, der havde spillet en vigtig rolle i kampen for religionsfrihed i forbindelse med flaghilsen i De Forenede Stater. Hun sagde til mig at hun nød de soloer jeg havde sunget ved sammenkomsten, og jeg nøjedes med at smile fordi jeg ikke kunne forstå hende. Jeg blev ved med at smile og hun blev ved med at tale. Det endte med at vi blev gift! Det var selvfølgelig efter at vi var udgået fra Gilead, da vi begge arbejdede som missionærer i Østrig.
Med tiden tvang mine helbredsproblemer os til at vende tilbage til De Forenede Stater. Vi har siden fået to dejlige børn, en søn og en datter. Det har glædet os at se at de begge har et fast greb om sandheden. Da mit helbred blev bedre hjalp jeg til i menigheder i De Forenede Stater og i Canada. Arbejdet standser aldrig, og vi prøver at følge med. Jeg ser stadig med glæde tilbage på de år hvor vi arbejdede under jorden. Nazisterne kunne ikke standse os, for Jehova var med os. Det er tydeligt at han stadig velsigner arbejdet, og der er ikke noget der kan stoppe det førend det er fuldført tilfredsstillende! — Fortalt af Erwin Klose.
[Illustration på side 18]
Erwin Klose