Når en ø vender tilbage

„INTET menneske er en ø,“ skrev en af det syttende århundredes digtere, John Donne. Det er sandt nok, men selv øer forbliver ikke altid øer. Et klassisk eksempel på dette er øbyen Tyrus. Alexander den Store opfyldte en bemærkelsesværdig bibelprofeti da han byggede en dæmning ud til øen og ødelagde den stolte by. I århundredernes løb tilmudredes dæmningen, og øen blev derfor en halvø.

Øen Mont-Saint-Michel i Frankrig er også i fare for at miste sin status som ø. Mont-Saint-Michel ligger på grænsen mellem de to franske provinser Bretagne og Normandiet og består af et lille bjerg med en by med et fæstningslignende kloster på toppen. Øen tårner sig op som en pyramide i en kæmpemæssig tidevandsbugt og har i århundreder tiltrukket besøgende. Lige siden en biskop i begyndelsen af det ottende århundrede påstod at han her havde fået et syn af „Sankt“ Michael, har pilgrimme valfartet til kirken og til det kloster der senere er blevet opført. Det har ikke altid været gode tider for Mont-Saint-Michel. Gennem århundreder er den blevet hærget af brande, belejret i krige, den har været lukket under den franske revolution, brugt som fængsel, og er endelig blevet restaureret inden for de sidste hundrede år hvor kirken har fået sit tårn og sit spir.

I lang tid så havet ud til at være den værste fjende. Bjerget blev også kaldt Saint-Michel-ved-havets-nåde. I århundreder kunne pilgrimme rejse til fods når de skulle hertil, idet de blot skulle krydse vadehavet ved lavvande og ellers passe på områderne med kviksand. Det hurtigt tilbagevendende højvande udgjorde en anden fare — man sagde at tidevandet kom lige så hurtigt som en galoperende hest!

Den største fjende Mont-Saint-Michel har i dag, er dog ikke havvandet men landjorden. I 1870’erne byggedes en cirka to kilometer lang dæmning der forbandt øen med fastlandet. Siden da er bugten ikke længere blevet skyllet ren af tidevandet, og rundt om bjerget hober der sig sand op. I dag er det kun de største tidevandsbølger der når op til bjergets klippebrink. Der gøres et stort arbejde for at modvirke denne udvikling så det berømte bjerg ikke ender med at blive en halvø ligesom Tyrus — eller blot en kæmpemæssig granitblok på en vidtstrakt, tør strand.