Vi kalder det vores hjem

„Hjem, hjem, mit kære hjem . . . ingen plet er skøn som du, mit hjem.“ — John Howard Payne.

HVAD forestiller du dig når du tænker på et hjem? Et velindrettet hus bygget af professionelle håndværkere med moderne byggematerialer? Eller et selvbygget hus sat sammen af de materialer det har været muligt at finde i nærheden? Lad os tage et hurtigt kig på hvordan man bor rundt om i verden.

Første stop er i landet El Salvador, hvor vi møder Jorge og hans forældre i den lille landsby Texistepegue. I Jorges hjem lægger vi mærke til at gulvet er den bare jord. Taget hviler på bjælker der er fremstillet af træstammer og funderet i jorden. Væggene af soltørrede lersten er dækket med tørret ler. Teglstenstaget rager et godt stykke ud over murene for at give skygge og for at beskytte murene mod regn. Mange i El Salvador benytter dog lange græsstrå i stedet for tegl, idet de samler stråene i 15 centimeter tykke bundter.

Nogle af de fattige landsbyboere i Colombia bor i huse der minder en del om disse. Væggene mellem hjørnestolperne der er fæstet i jorden, udgøres af flækkede bambusrør beklædt med ler. Taget består af palmeblade der er lagt oven på nogle understøttende bjælker.

I Tacuarembó i Uruguay er nogle huse bygget af sten der er fremstillet af en blanding af hestegødning, jord og vand. Blandingen hældes over i en træform der sættes på en plan flade til tørring i solen. De hærdede sten bruges til væggene, og stråtaget hviler på nogle understøttende bjælker. I stedet for glas i vinduesåbningerne bruger man træskodder, og gulvet er den bare jord.

Nogle fattige familier i det indre af Uruguay bor i græstørvshuse. Ligesom lerklinede hytter er disse bygninger kølige om sommeren og varme om vinteren. Idet græstørvsblokkene lægges i et forbandt opfører man en mur der er godt en halv meter tyk og en meter og firs høj. Til loftsbjælkerne fastgøres rør så man kan lave et stråtag med en tykkelse på atten centimeter. For at give ydermurene en hård, glat overflade smører nogle husejere dem over med en blanding af ler og kogødning. Skillevæggene i huset består af rammer der er fremstillet af unge træer og beklædt med sækkelærred. Nogle gange dækkes sækkelærredet med ler.

I det indre af landet, i områder nær vandløb og moser, lever nogle uruguayanere i stråhytter. Af nyligt afskårne grene bygger man rammer hvortil bundter af strå bindes fast. Hvordan? Rørene skæres i længder af 1,5 til 1,8 meter og tørres i solen indtil de er fri for fugt. Derefter bindes de i bundter på cirka 23 centimeter i diameter, og til sidst fastgøres de til rammerne når væggene og taget skal bygges.

Flydende huse

I nærheden af byen Iquitos i Peru bygger de fattige deres huse på Amazonfloden. Men hvordan forhindrer de husene i at drive med strømmen? Først laver de en tømmerflåde af nogle store letvægtstræstammer fra junglen, hvorefter tømmerflåden forankres til nogle pæle der er banket ned i flodbunden. Når dette er gjort bygges huset oven på tømmerflåden — et etværelses med bambusvægge og stråtag. Huset har aircondition idet luften passerer gennem mellemrummene i bambusvæggen. Ofte fjerner man en hel væg på grund af den stærke tropiske hede.

Soveværelsesmøblerne begrænser sig som regel til træsenge, hængekøjer eller måtter på gulvet. Selv om dette hus måske er primitivt i sammenligning med størstedelen af de huse der er i Iquitos, er det dog hjem for de fattige dér.

På den smukke Titicacasø i Peru bygges sivhytter på flydende øer. Øerne er også af siv og findes i mange forskellige størrelser, nogle ikke større end en tennisbane. Der er en overflod af siv i denne sø, der ligger 3800 meter over havoverfladen.

Søens opfindsomme beboere binder bundter af siv sammen for at konstruere vægge og tag til deres hjem, der bygges på den flydende platform. En gang om året lægger man et nyt lag siv på platformen, fordi det underste lag er rådnet bort. Bunden er cirka 1,8 meter tyk og forsvinder langsomt af råd.

I Hongkong findes en anden type flydende huse. Det er ikke usædvanligt at en lille vandtaxa der bringer betalende passagerer rundt i Hongkongs Aberdeen-havn, også er hjem for den familie der betjener taxaen. Det er her familien laver mad, spiser og sover. Andre kinesiske familier tilbringer hele deres liv i fiskefartøjer kaldet junker, og det er så blevet deres hjem.

I Europa besejles mange floder og kanaler af flodpramme der transporterer handelsvarer. Nogle af de familier der betjener disse flodpramme indretter en del af båden til bolig, og derved bliver prammen deres flydende hjem.

Boligkomplekser efter Borneo-modellen

På øen Borneo bygger ibanfolket, eller hav-dajakerne, langhuse som er et helt boligkompleks. Disse lange, lave bygninger der støttes af adskillige stolper som er banket i jorden, er placeret højt oppe på en terrasseformet flodbred. Hvert langhus er et helt samfund, en landsby under ét tag.

Husenes længde varierer alt efter hvor stort et samfund der bor der, og det kan være fra ti til hundrede personer. Efterhånden som der stiftes flere familier ved giftermål, forlænges langhuset så der er plads til dem alle.

Hver familie har sin egen lejlighed. Hvordan kommer familierne til deres respektive rum? Ved hjælp af en udvendig altangang i husets fulde længde. Et stråtagsudhæng sørger for skygge og beskyttelse mod regnen. Når beboerne er hjemme opholder de sig det meste af tiden på denne altangang, hvor de snakker eller laver håndarbejde, som for eksempel fletning af kurve eller vævning af saronger.

Inde i lejligheden laver de mad, spiser og sover. Ovenpå er der et loft der bruges til opmagasinering af landbrugsredskaber og ris. Det tjener også som soverum for ugifte piger. De unge ugifte mænd sover på måtter ude på altangangen.

I modsætning til de fleste fleretagesbygninger i Vesten har disse langhuse ikke baderum eller toiletter. Man bader i den nærliggende flod, og toiletaffald smides gennem tremmegulvet. Fire meter længere nede hjælper grise og høns med at skaffe affaldet af vejen.

Underjordiske hjem

I det 19. århundrede byggede mange af nybyggerne i De Forenede Stater huse af tømmer eller græstørv, men nogle af dem byggede deres hjem under jorden. De gravede et rum i en jordvold ved en bjergslugt så taget lå i højde med jordvolden. Et kakkelovnsrør blev stukket gennem taget så den røg der udvikledes ved madlavning og opvarmning kunne slippe ud. Sandt nok var disse underjordiske hjem mørke, men de var varme om vinteren. Det var ikke ualmindeligt at mænd der var alene boede sammen med deres okser eller heste.

På Orchidøen nær Taiwan bygger yamisfolket den dag i dag deres traditionelle huse som ligger næsten under jorden. Sten afstiver væggene til det åbne hul, og et dræn sørger for at det ikke bliver fyldt med vand under kraftigt regnvejr. Træbjælker understøtter tagspærene og stråtaget. Over jorden har hvert hus en lille separat bygning uden vægge men med stråtag. Det er familiens kølige sted hvor den kan flygte hen under den tropiske middagshede. Der er dog andre der har hele deres hjem under jorden.

Idéen med at bruge grotter som hjem har for nogle få år siden antaget nye former i en anden del af verden. I Loiredalen i Frankrig blev det populært blandt visse velhavende familier at bo i grotter. En grotte kunne for eksempel være lavet om til en stue, en spisestue og et køkken — en serie af værelser der lå bag hinanden og førte dybere og dybere ind i klippen. Et andet hjem var tegnet sådan at rummene lå ved siden af hinanden. Hver grotte havde vinduer og en glasdør i åbningen, så der kunne trænge lys ind. De familier der bor i disse grotter har brugt anselige summer på at indlægge rindende vand, elektricitet og andre moderne bekvemmeligheder, eksempelvis ventilation for at forhindre fugt og svamp.

De hjem vi her har betragtet er måske anderledes end det du bor i. Men for de mennesker der bor i dem, uanset hvor i verden, er det deres ’hjem, kære hjem’.