Et isoleret men meningsfyldt liv
JEG er født i januar 1927 i Málaga i Spanien som nummer seks af en børneflok på syv i en fattig katolsk familie. Fra 1936 til 1939 hærgede den spanske borgerkrig; vi måtte tage os i agt for bomberne og leve med at alle madvarer var rationerede. Alligevel var jeg et glad barn der elskede at synge og at være sammen med andre.
Men der var én ting der skræmte mig — udsigten til et brændende helvede. For at lægge en dæmper på denne frygt gik jeg i kloster som 12-årig. Jeg var dér i næsten tre år og bestilte ikke andet end at sige bønner og vaske marmortrapper, men jeg følte stadig at der manglede noget. Jeg var glad da jeg i 1941 flyttede væk derfra.
Nogle år senere blev jeg gode venner med en sangerinde der mente at jeg kunne tjene penge på min stemme, og hun opfordrede mig til at tage timer i sang og klaverspil. I 1945, da den anden verdenskrig sluttede, tog jeg til Marokko, hvor jeg begyndte at optræde i natklubber i byerne Casablanca og Tanger. Det var en spændende tilværelse for en teenager. Men efter hver forestilling gik jeg i kirke og bad Jomfru Maria om tilgivelse og håbede derved at jeg kunne undgå det brændende helvede.
Efter at have arbejdet i natklubber i ni år mødte jeg en amerikaner ved navn Jack Abernathy. Han arbejdede på det tidspunkt for et amerikansk byggefirma i Marokko. Vi blev gift samme år, og jeg holdt op med at optræde. Kort tid efter flyttede vi til Sevilla i Spanien, hvor vi boede indtil 1960. Derefter flyttede vi til Lodi i Californien, USA. Denne flytning førte til en anden forandring i mit liv.
Jeg lærer Jehova at kende
I 1961 besøgte to Jehovas vidner vores hjem og efterlod bladene Vagttårnet og Vågn op! De to forkyndere tilbød senere at studere Bibelen med mig, og det sagde jeg ja til. Jeg lærte derved om den sande Gud, Jehova, der er vor kærlige himmelske Fader. (Salme 83:18) Hvor var det også en befrielse at lære at der ikke findes et brændende helvede men at vi har udsigt til at leve evigt på en paradisisk jord! — Salme 37:9-11, 29; Åbenbaringen 21:3, 4.
Min lillesøster, Paquita, der boede i nærheden af os, begyndte også at studere. Tidligere røg jeg og holdt af at gå til fester. Jeg havde også et iltert temperament. Men jeg ændrede mig, og den 17. oktober 1962 blev Paquita og jeg døbt, i Sacramento i Californien, som symbol på vor indvielse til at tjene Jehova.
Til Thailand via Spanien
Det byggefirma min mand arbejdede for, overflyttede ham kort efter til Thailand, og jeg rejste med. På vej dertil besøgte jeg Spanien og kunne nu give andre i min familie del i min tro. Min svigerinde, Pura, lyttede og blev et Jehovas vidne.
Dengang var Jehovas Vidner forbudt i Spanien. Vi overværede et hemmeligt møde i et lille rum med et bord og ingen stole. Alle 20 stod op. Hvor var det forskelligt fra møderne i Californien! At se mine egne landsmænd risikere deres frihed for at mødes overbeviste mig om vigtigheden af de kristne møder — en lektion der var meget betimelig for mig her inden vi ankom til Bangkok i Thailand.
„Hvis jeg nogen sinde tager dig i at forkynde forlader jeg dig,“ sagde Jack den dag vi ankom til Bangkok. Dagen efter tog han af sted for at gøre noget arbejde ude på landet, og jeg blev efterladt alene i det travle Bangkok sammen med en hushjælp jeg ikke kunne forstå. Jeg holdt mig travlt beskæftiget ved igen og igen at studere bibelske publikationer.
En dag i september 1963 da jeg kom hjem, lagde jeg mærke til at der stod et par sko som jeg ikke syntes jeg kendte, ved min trappesten. En dame med lyst, krøllet hår ventede på mig. „Hvad kan jeg gøre for Dem?“ spurgte jeg.
„Jeg kommer fra Vagttårnets Selskab,“ sagde hun.
Jeg hoppede af glæde, krammede og kyssede hende. Eva Hiebert var en missionær fra Canada. Fra den dag kom Eva regelmæssigt og besøgte mig, selv om hun måtte skifte bus to eller tre gange. Selv var jeg bange for at køre med busserne, da man stod pakket som sild i en tønde — men der var ingen andre befordringsmuligheder. Eva sagde: „Du vil aldrig kunne tjene Jehova hvis du ikke lærer at tage bussen.“ Så repeterede vi hvilke busser jeg skulle tage for at komme til møderne.
Da jeg ikke kunne sproget, var jeg ikke meget for at forkynde. Jeg klyngede mig til Evas hånd, hendes taske og hendes kjole. „Du kan ikke tjene Jehova på den måde,“ sagde hun.
„Men jeg kan ikke sproget,“ klynkede jeg.
Så gav Eva mig ti blade og efterlod mig midt ude på markedspladsen. Meget genert kontaktede jeg en kinesisk kvinde og viste hende et par blade. Hun tog imod dem!
„Eva, jeg har spredt alle ti blade,“ sagde jeg senere med et strålende smil. Hun svarede: „Jehova kan lide mennesker som dig. Bare fortsæt.“ Det gjorde jeg så, og samtidig lærte jeg at indlede på sproget thai og at sidde på gulvet som det er lokal skik. Jeg lærte også at finde rundt i byen. Min mands reaktion? Jack havde efterhånden fået et mere afklaret syn på min tro. En dag da han havde gæster sagde han til dem: „Lad Pepita vise jer rundt i byen. Hun kender byen fordi hun går ud og forkynder.“
Videre til Australien
Evas kærlige men faste oplæring hjalp mig til at forblive aktiv i tjenesten for Jehova da vi måtte videre. Min mands næste jobtildeling var i det nordvestlige Australien. Vi ankom midt på året i 1965, og jeg måtte installere mig i en lejr midt i ørkenen hvor arbejderne boede. Her lagde Jacks firma jernbanespor. Maden blev fløjet dertil, og vejret var varmt — over 43 grader. I lejren var der 21 nordamerikanske familier, så jeg begyndte at fortælle dem om Rigets budskab. Efterhånden som arbejdet skred frem med jernbanesporene flyttede vi længere ind i ørkenen, hvor vi var endnu mere isolerede.
Jeg havde skrevet til Jehovas Vidners afdelingskontor i Australien, og hvor var jeg glad for at modtage et brev hvor der stod: „Modtag vore kærlige hilsener . . . Vore tanker og bønner vil være med dig i månederne fremover“! I de år hvor jeg fulgte min mand på hans rejser til jordens mest afsidesliggende områder, var sådanne breve fra Jehovas organisation til stor opmuntring for mig. At læse disse breve hjalp mig gennem perioder hvor jeg følte mig ensom, og derved blev jeg opmuntret til at holde ud i forkyndelsesarbejdet, selv om jeg ofte var helt isoleret fra andre Jehovas vidner.
Afdelingskontoret i Australien fik arrangeret at et ægtepar der var Jehovas vidner tilbragte en uge sammen med mig i lejren. I vores forkyndelse fik vi kontakt med en interesseret dame der boede langt fra lejren, så for at besøge hende vandrede jeg to gange om ugen gennem et område hvor det myldrede med slanger og firben. Når jeg gik begyndte jeg ofte at synge en af Rigets sange: „Vi’ dig til Jehova; gør ham til din fryd; han svigter dig aldrig; følg lyset og lyd.“ Vi studerede i 11 måneder.
Efter at have været et års tid i Melbourne flyttede vi til en lejr nær minebyen Port Hedland, også i den nordvestlige del af Australien. Efter fem dage fik jeg gæster. Afdelingskontoret havde fortalt forkynderne hvor jeg opholdt mig. Da de var taget af sted fortsatte jeg med at gennemføre alle møderne alene — menighedsbogstudiet, den teokratiske skole, tjenestemødet og vagttårnsstudiet. Efter at have indledt med en sang og en bøn gennemgik jeg stoffet, besvarede spørgsmålene, og afsluttede med sang og bøn. Det var aldrig noget problem at tælle de tilstedeværende — der var altid kun én. Men disse ugentlige møder har holdt mig åndeligt i live i de mange år hvor jeg har måttet tjene Jehova alene.
Til Bougainville
I 1969, efter at vi i fire år havde døjet Australiens sol, blev min mand bedt om at være formand ved et projekt der gik ud på at lægge en vej op til en kobbermine i bjergene på øen Bougainville, hvor klimaet er særdeles fugtigt. En aften bankede det på døren. Jack lukkede op. „Der står et af Jehovas vidner med kone og fire børn udenfor,“ sagde han. Det var en familie der boede nede ved kysten. Én gang om ugen besøgte jeg dem og var med til vagttårnsstudiet, der blev holdt på den lokale skole.
Ved en anden lejlighed fik jeg besøg af tre forkyndere fra Papua Ny Guinea. Min mand fortalte stolt sine kolleger: „Lige meget hvor i verden min kone tager hen, venter hendes venner fra Jehovas Vidner på hende.“
Til Afrika
I 1972 kom vi til Nordafrikas ørken, til Algeriet, hvor Jacks firma var ved at bygge et overrislingsanlæg. Det var et projekt der ville tage fire år. Jeg skrev til Jehovas Vidners afdelingskontor i Frankrig for at høre hvordan jeg skulle forholde mig angående forkyndelsesarbejdet, og de skrev tilbage: „Vær forsigtig. Vort arbejde er under forbud i landet.“ Selskabet hjalp mig til at få kontakt med to uvirksomme forkyndere, og vi dannede en studiegruppe.
En af mine naboer i lejren, Cecilia, blev imidlertid syg. Jeg besøgte hende hver dag på hospitalet, lavede suppe til hende og ordnede hendes seng. Da hun kom hjem fortsatte jeg med at gå ærinder for hende, og jeg gav hende også del i håbet om Riget. Det førte til et bibelstudium, og efter otte måneder sagde Cecilia: „Jeg vil gerne døbes.“ Men hvor kunne det lade sig gøre, og hvem kunne gøre det?
Vi modtog et brev fra afdelingskontoret i Frankrig hvori der stod at en forkynder ved navn François ville komme til Algeriet på en kort ferie. Hvis vi kunne hente ham og køre ham ud til landsbyen i ørkenen og tilbage til lufthavnen i rette tid, ville han sørge for dåben. Men han havde kun 24 timer.
Så snart François landede blev han hurtigt hentet i en bil og kørt ud i ørkenen. Om aftenen i Cecilias hjem tog han et lille stykke papir frem af sin skjortelomme og holdt et dejligt foredrag. Han døbte Cecilia i mit badekar tidligt om morgenen den 18. maj 1974, og tog så af sted igen.
I slutningen af 1975 udbrød der krig i Algeriet, og Jack og jeg måtte straks forlade landet. Jeg tog til mine slægtninge i Spanien. I 1976 begyndte jeg at pakke til Jacks næste opgave — et sted i regnskoven i Surinam i Sydamerika, hvor vi skulle bo i en lejr.
Til Sydamerika
Lejren i det sydvestlige Surinam lå i frodige omgivelser. Støjende papegøjer og nysgerrige aber kiggede ned fra træerne på de 15 nyankomne familier, hvoraf jeg kendte de fleste fra tidligere arbejdsopgaver. Seks måneder senere kom der flere familier, deriblandt Cecilia der var blevet døbt i Algeriet, så nu havde jeg en forkyndermakker!
Vi spekulerede på hvordan vi skulle holde højtiden til minde om Kristi død, eftersom den 23. marts 1978 nærmede sig. Da vi ikke havde nogen mulighed for transport til hovedstaden, Paramaribo, blev vi enige om at holde mindehøjtiden i mit hjem. Lejrlederen gav os lov til at fotokopiere bagsiden af et nummer af Vagttårnet der annoncerede mindehøjtiden, og vi delte kopierne ud fra hus til hus i lejren. Der kom enogtyve! Cecilia holdt foredraget, og jeg læste skriftstederne. Den aften følte vi os forenede med Jehovas verdensomspændende organisation, selv om vi var alene.
I mellemtiden sendte Jehovas Vidners afdelingskontor i Surinam os hjælp i form af et ungt missionærpar i en gammel landrover. Inden de kom var jeg begyndt at føle mig en smule tilovers i lejren, men missionærerne forsikrede mig: „Pepita, der er en grund til at du er her.“ Det overbeviste mig ikke, men inden længe måtte jeg give dem ret.
En dag under missionærernes besøg udforskede vi en ujævn vej der lige var blevet åbnet, og til vores glæde fandt vi nogle indianerlandsbyer cirka 50 kilometer fra vores lejr. Vi forkyndte nogle få dage blandt disse venlige arawaktalende indianere, og det resulterede i mange bibelstudier. Efter at missionærerne var rejst, begyndte Cecilia og jeg så at besøge disse landsbyer to gange om ugen.
Vi stod op klokken fire om morgenen, og ved syvtiden begyndte vores første bibelstudium. Først omkring klokken fem om eftermiddagen var vi hjemme igen. I to år ledede vi hver uge 30 studier. Inden længe kaldte børnene i landsbyen mig Bibel-tante! Med tiden blev mange døbt, og nogle år senere var der 182 som overværede et kredsstævne i den landsby. Der havde virkelig været et formål med at vi var i junglen, som mine kære missionærvenner havde sagt!
Til Papua Ny Guinea
Vi rejste fra Surinam i 1980, og året efter blev vi sendt til Papua Ny Guinea. Efter seks dejlige måneder i hovedstaden Port Moresby, hvor jeg kunne være sammen med forkynderne, fløj en helikopter mig til mit næste hjem — en lejr højt oppe i bjergene hvor Jacks firma udbyggede en guldmine. Der var ingen veje. Folkene, udstyret og maden blev fløjet dertil. Det var det mest isolerede sted jeg nogen sinde havde været. Igen spekulerede jeg på hvem jeg mon kunne forkynde for.
De folk der var i vores lejr kendte mig, og ingen havde lyst til at lytte. Omkring dette tidspunkt åbnede Jacks firma imidlertid en købmandsforretning. Der kom kvinder langvejsfra for at købe ind. Jeg blev snart en af butikkens stamkunder. Fik jeg resultater af at komme så tit i butikken?
En dag kom jeg til at tale med en indfødt kvinde. Hun fortalte mig at hun var lærer. „Jamen, jeg er også lærer,“ sagde jeg.
„Er De det?“ udbrød hun overrasket.
„Ja, jeg underviser i Bibelen.“ Hun tog straks imod mit tilbud om at studere Bibelen med hende. Senere fulgte andre af købmandens kunder hendes eksempel. Denne bebyggelse nær guldminen gav et ’afkast’ på syv bibelstudier — i sandhed en åndelig guldmine!
Efter at jeg havde tilbragt tre år på denne Stillehavsø, sendte en ny arbejdsopgave os til den vestindiske ø Grenada. Men efter halvandet år måtte min mand af helbredsgrunde tage tilbage til De Forenede Stater. I 1986 slog vi os derfor ned i Boise i Idaho.
Samarbejde med en menighed
Jeg måtte nu lære at arbejde sammen med andre, efter i alle disse år at have levet isoleret fra mine kristne brødre og søstre. Men de kristne ældste og andre i menigheden har tålmodigt hjulpet mig. Jeg nyder i dag at overvære møderne og lede bibelstudier i denne del af verden.
Når jeg i en rolig stund nogle gange sidder og tænker tilbage — og ser mig selv løbe efter Eva i det travle Bangkok eller synge Rigets sange alene på vej gennem den australske ørken, eller forkynde blandt de ydmyge indianere i regnskoven i Surinam — så smiler jeg, og mine øjne fyldes med tårer af taknemmelighed over den omsorg jeg modtog i de mange år hvor jeg tjente Jehova selv om jeg var alene. — Fortalt af Josefa ’Pepita’ Abernathy.
[Illustration på side 15]
Jeg synger med spansktalende bibelinteresserede i Melbourne
[Illustrationer på side 16]
Mange i Papua Ny Guinea lærte Jehova at kende gennem min forkyndelse
Bibelundervisning i Surinam
[Illustration på side 17]
Nu tjener jeg sammen med en menighed i Idaho