Sundt for legeme og sind
UNDERSØGELSER har vist at en rigtig god latter er afslappende og sundt for legeme og sind. Den „kan ikke blot afhjælpe stress, men også øge chancerne for at man overlever alvorlig sygdom,“ siges der i bladet Your Better Health. Det er en slags „indvendig jogging“. Forsøg har vist at en rigtig hjertelig latter ikke blot kan lindre smerte men også er god motion for hjertet. Kredsløbet forbedres, mavemusklerne trænes og iltindholdet i blodet øges. Musklerne i bryst, nakke, ansigt og hovedbund bliver rørt, og dette gælder også øjenmusklerne der driver tårerne ud.
Journal of the American Medical Association fortæller at en undersøgelse har „antydet at en latterkur kan øge livskvaliteten hos kronisk syge patienter, og at latter har en umiddelbar symptomlindrende effekt på disse patienter.“ Denne opdagelse har fået British Columbias Kræftcenter til at indrette et ’humørrum’ i forbindelse med deres bibliotek.
At man pjatter og griner hele tiden vil dog ikke sikre én et godt helbred. Der er behov for ligevægt. I Bibelen står der at der er en tid til at le og en tid til at tie. Tankeløs latter kan skurre i andres ører. Den sammenlignes med lyden af knitrende tornekviste der brændes under en gryde, fordi den er uden værdi og ikke til opbyggelse. — Prædikeren 3:4, 7; 7:6.