Heste var mit liv
De små hove kom ud først, derefter hovedet hvilende på et par forben. Jeg havde lidt besvær med skuldrene, men ellers gik det let og smertefrit. Så snart navlestrengen var skåret over, var den vrinskende, utålmodige og staldkåde hoppe næsten ikke til at styre i sin iver efter at se sit føl.
DETTE var blot én blandt mange gange jeg har måttet springe ud af sengen midt om natten for at hjælpe en „mor“ i nød. Men jeg var ikke det mindste ked af det, for opdrætning af fuldblodsheste var min store lidenskab.
Jeg begyndte at ride som seksårig og fik meget hurtigt kærlighed til heste. Jeg er født i Roncq i Nordfrankrig, og opdraget af katolske forældre. De sendte mig på en katolsk kostskole der giver undervisning til børn fra 11-årsalderen og opefter. Deciderede skoler for opdrætning af heste fandtes ikke, så jeg besluttede at forlade kostskolen for at forsøge mig i hesteverdenen. Jeg begyndte hos en opdrætter i Chantilly. Denne by ligger nord for Paris og er berømt for sine fuldblodsheste. Dér fik jeg et førstehåndskendskab til hvor krævende og barsk væddeløbsverdenen er. Hvorfor krævende? Jo, en væddeløbshest kan sammenlignes med en dygtig sportsmand, de kræver begge konstant opmærksomhed.
Opdrætning af væddeløbsheste
Den vanskelige tid hvor hestene skal opdrættes og klargøres begynder som regel om efteråret når de er 18 måneder gamle. De skal tilvænnes deres nye omgivelser og opgive deres sorgløse leg; nu skal der for alvor arbejdes. Først må opdrætteren introducere hesten for et bidsel, hvilket på ingen måde er nogen let opgave.
Blot det at lægge gjord på en hest kan nogle gange minde om en rodeo! Føllet må vænnes til at blive sadlet, og endelig kommer så tidspunktet hvor en rytter for første gang skal sætte sig i sadlen. Den første rytter vælges ofte blandt en af jockeyeleverne. Derved får mange af dem en forsmag på hvad det vil sige at bide i græsset! At opdrætte heste kræver stor dygtighed og tålmodighed, foruden en venlig og kærlig væremåde over for dyret. Hele hestens væddeløbskarriere står på spil hvis den påføres et traume.
Tidligt hver morgen tog vi hestene ud for at lære dem de forskellige gangarter. Det drejede sig især om skridt, trav og galop — alt sammen en uadskillelig del af opdrætningen. Når en hest først er blevet dresseret, skal den kunne skifte gangart alt efter opdrætterens ønske. Men nu og da får hestene frie tøjler og rider galop over en kort strækning.
I løbet af formiddagen vendte vi tilbage til staldene så hestene kunne blive striglet meget omhyggeligt. Sved blev fjernet, og hovene blev grundigt renset.
Hvis en hest gør gode fremskridt kan den i slutningen af vinteren deltage i væddeløb for toåringer. En fuldblods karriere ophører sædvanligvis ved slutningen af dens tredje eller senest ved slutningen af dens fjerde år. Travheste løber imidlertid travløb op til deres ottende år.
Min drøm går i opfyldelse
Eftersom opdrætning af heste havde min store interesse, gik jeg i gang med min oplæring på et stutteri i Normandiet i det nordvestlige Frankrig — et ideelt sted for opdrætning af væddeløbsheste på grund af klimaet og den frodige vegetation. Atten måneder senere blev jeg vicedirektør ved Bois-Roussel-stutteriet, dengang Europas største med 300 heste og hundreder af hektarer landjord.
Ved Bois-Roussel-stutteriet traf jeg en kvinde der senere skulle blive min hustru; hun arbejdede på stutteriet som sekretær. Jeg havde ikke nogen idé om hvor stor en indflydelse hun ville få på mit liv. Hun kendte nemlig nogle Jehovas vidner og begyndte at fortælle mig om disse mennesker. Men det havde overhovedet ikke min interesse — dengang!
Da direktøren fik nys om at vi skulle giftes i løbet af et par måneder, spurgte han om vi ville overtage ledelsen af et andet stutteri som han var medejer af. Min største drøm blev nu opfyldt. Tænk, leder af et stort stutteri i en alder af blot 24! Der er meget få stutteridirektører i Frankrig; disse stillinger er som regel forbeholdt en lille sluttet inderkreds inden for væddeløbsverdenen. La Louvière Avlsgård, der var mindre end Bois-Roussel-stutteriet, lå også i Normandiet og var for mig et paradis på 100 hektarer med omkring hundrede heste — hingste, hopper og føl.
Eftersom den tidligere direktør skulle fortsætte yderligere seks uger, tilbød ejeren os en tur til USA. Vi besøgte store amerikanske stutterier for at studere avlsteknikker og fik kontakt med adskillige farme hvortil vi senere kunne sende vore hopper for at de kunne blive bedækket med deres hingste.
Livet på et stutteri
Livet på et stutteri er et 24-timersjob, men det er på ingen måde kedeligt. Ja, vi var utrolig glade for denne tilværelse, hvor vi hele tiden var i kontakt med naturen samtidig med at vi tog os af smukke og sunde dyr. Om morgenen vågnede vi til min yndlingsmelodi — den blide lyd af heste der gumler frisk græs!
Der er fire sæsoner på et stutteri. Parringstiden, folesæsonen, føllenes afvænning og salget af de unge fuldblods. Avlshingstene bliver nøje udvalgt på grundlag af omhyggelige væddeløbsoptegnelser. Aner og stamtavle spiller naturligvis også ind. Hvert forår bliver omkring 40 hopper bedækket, og man betaler gerne op til 100.000 dollars for at få en fuldblodshingst med mange sejre bag sig til at stå som fader til et føl. Med sådanne summer er det ikke svært at forstå hvorfor der ofres så mange kræfter og så meget tid på dyrene, både under deres drægtighed og når de skal fole.
Ulykkeligvis går der af og til noget galt og det lille føl bliver moderløst fra fødselen. I sådanne tilfælde står vi over for den meget vanskelige opgave det er at finde en følhoppe der vil adoptere føllet. Stalddrenge arbejder i skiftehold dag og nat i omkring 48 timer for at holde en hoppe i tømme så det lille føl kan føres hen for at die. Hoppen må holdes for at den ikke skal sparke føllet. Et af hoppens forben holdes fast mod dens bug samtidig med at den får lagt grime på.
Omsider bliver hoppen træt, og succesen er hjemme når hoppen endelig tager imod føllet. Den nye moder beskytter ofte føllet så meget at det næsten er umuligt at nærme sig. Når et føl er kommet til verden skal dette straks oplyses til Det Franske Nationalregister, der registrerer den aktuelle race.
Heste og føl
Få dage efter at en hoppe har folet lukkes både hoppe og føl ud i folehaven. Som det så ofte ses i dyreverdenen bliver føllet ellevildt af begejstring og springer staldkådt rundt om moderen mens det sparker i alle retninger. Det er et pragtfuldt syn at se føllene springe omkring, rejse sig på bagbenene og rulle sig i græsset! De elsker også at stå og stampe i vand.
Heste kan ikke lide at være alene og kommer hurtigt til at kede sig. Hingste og føl der er under oplæring må imidlertid holdes adskilt. Hvis en hest ikke kan klare ensomheden, må man finde et selskabsdyr til den. På et tidspunkt blev vi nødt til at sætte et får sammen med en af vore hingste, og de gik godt i spand sammen. Ja, faktisk ville fåret ikke forlade hesten igen, hverken dag eller nat. En førsteklasses væddeløbshest ved navn Allez France havde et får som selskabsdyr, og dette får fulgte hesten overalt, selv på væddeløbsbanerne var fåret der, uden dog at deltage i selve løbene!
I august begynder afvænningstiden, en trist tid for både mødre og føl. De skal holdes adskilt og må end ikke se eller høre hinanden. Føllene viser deres sorg ved i flere dage at vrinske, hvorefter de kommer sig over sorgen. Når et føl runder den 1. januar bliver den kaldt en enåring. Ved Deauvilles årlige auktion kan prisen for en enåring let overstige en million dollars.
Nogle af de heste der er avlet og opdrættet på vort stutteri har haft en strålende karriere. Tag for eksempel High Echelon, der vandt verdensmesterskabet for travheste, Prix d’Amérique, i 1979. Vi har også opdrættet andre fuldblods som har vundet et utal af vigtige klassiske væddeløb.
Stifter bekendtskab med sandheden
Der gik adskillige måneder på den nye gård uden at vi blev besøgt af Jehovas vidner. Min hustru foreslog derfor at jeg skrev til en nærliggende menighed og bad nogle om at komme. Få dage senere stod der et ægtepar ved døren. Jeg kunne ikke tro at Bibelen så nøjagtigt beskriver vor tid. Da min hustru fortalte mig at Guds rige var blevet oprettet i 1914, tænkte jeg at det blot var Jehovas vidners fortolkning af Bibelen. Jeg havde aldrig selv set dette årstal i Bibelen.
Vi havde en længere drøftelse med det ægtepar der besøgte os. De var heltidsforkyndere, og deres forklaringer — især dem om Daniels Bog — vakte min interesse, og jeg tog imod et bibelstudium. Men det var svært at finde tid til at studere, eftersom jeg næsten arbejdede i døgndrift.
Ægteparret måtte tilbagelægge 25 kilometer for at besøge os, og måtte ofte vende hjem uden at der var blevet tid til at studere Bibelen, fordi jeg havde været nødt til at blive hos en syg hest eller se efter en hoppe der var ved at fole. Men efterhånden som jeg indså nødvendigheden af at sætte Rigets interesser og Guds retfærdighed først, tog jeg skridt til at ’købe den belejlige tid’ til studiet. — Efeserne 5:16; Mattæus 6:33.
Jeg stod over for et valg
Vi begyndte snart at overvære møderne, og seks måneder senere, i 1975, overværede jeg områdestævnet „Guds suverænitet“ i Annecy i det sydøstlige Frankrig. Under dette stævne begyndte det at gå op for mig at mit arbejde ikke var i harmoni med Bibelen. Jeg fik forståelse af princippet i Esajas 65:11, som tydeligt viser at de der „dækker bord for lykkeguden“ ikke har Guds godkendelse. Eftersom vi udelukkende opdrættede væddeløbsheste, bidrog vi indirekte til spilleindustrien. Vor samvittighed tillod os ikke at blive døbt.
Jeg stod nu over for et meget svært valg. Skulle jeg fortsætte min højtelskede karriere eller indvi mit liv til Jehova Gud? Eftersom Guds vilje var blevet det vigtigste i mit liv, drøftede jeg sagen med de to ejere og afleverede min opsigelse. Jeg var nødt til at blive på stutteriet endnu et år indtil de havde fundet en afløser. Men allerede ved kredsstævnet i september 1976 i Gargenville i Paris-området, blev min hustru og jeg døbt.
Min beslutning blev kendt i vide kredse inden for hesteopdrætternes verden. Især husker jeg en hospitalskirurg der kom og besøgte gården. Ud fra et moralsk synspunkt kunne han godt forstå hvorfor jeg havde valgt at holde op — et valg jeg aldrig siden har fortrudt! Men da han så hvor smukt der var på avlsgården — de farvestrålende blomsterbede, de træklædte båse og den fine hvide indhegning — kom han til at tænke på sit hospital, som det ikke var lykkedes ham at skaffe de nødvendige midler til at vedligeholde og udsmykke.
I begyndelsen af 1992 forlod min hustru og jeg Frankrig for at tjene i et fransktalende område hvor der var større behov for forkyndere af Riget. Dér har jeg den forret at virke som ældste i menigheden. Vi har gjort apostelen Paulus’ ord i Filipperbrevet 3:8 til vore egne: ’Jeg anser alt for tab på grund af den langt større værdi som kundskaben om Kristus Jesus, min Herre, har. På grund af ham har jeg lidt tab på alt og anser det for en bunke affald, for at jeg kan vinde Kristus.’
Min hustru og jeg holder stadig af naturen og af dyr, især heste. Vi ser frem til den dag hvor menneskets forhold til dyrene ikke længere er styret af selvisk vinding. — Fortalt af Stephane Jesuspret.