„Det hvide guld!“
„VÆR forsigtig! Den skulle nødig gå i stykker!“ Du har sikkert ofte hørt nogen sige sådan når de skulle vise en porcelænsfigur frem for deres venner og bekendte. Porcelænsgenstande er kostbare og højt skattede. Men egentlig er de ikke så skrøbelige som mange går og tror.
Hvordan porcelænet fremstilles er imidlertid en hel historie for sig.
Her skal du få den.
Porcelænet fremstilles
Den vigtigste grundbestanddel ved porcelænsfremstillingen er kaolin, en hvid leret bjergart. Kaolinet blandes med kvarts og feldspat. Disse tre grundbestanddele formales under tilsætning af vand. Det er en hårfin balance at tilsætte råmaterialerne i den rigtige mængde. Ved hjælp af elektromagneter fjernes derefter alle jernpartikler i den plastiske dej, massevællingen, hvorefter vandet presses ud ved hjælp af filterpresser indtil massen har samme konsistens som modellervoks.
Porcelænsmassen bliver derefter grundigt gennemæltet i en stor æltemaskine. En vakuumpumpe fjerner alle eventuelle luftblærer som ellers kunne få porcelænet til at krakelere under den senere opvarmning i brændingsovnen.
De enkelte genstande formes, enten ved at blive drejet op som pottemagerarbejde eller ved at blive hældt i en støbeform, som ofte er af gips. I forbindelse med støbning oprøres massen med vand og soda. Denne slikkermasse hældes i gipsforme. Gipsformen skal være større end de porcelænsvarer man ønsker at fremstille. Hvorfor? Fordi porcelænet bliver mindre når det gang på gang skal i ovnen ved temperaturer på mellem 800 og 1600 grader.
Stykkerne samles
Bliver porcelænsfigurer støbt i ét stykke? Det er der nok mange der tror, men intet kunne være sandheden fjernere. Figurer støbes for eksempel i flere forme af gips, der er vandsugende sådan at porcelænet tørrer. Når formene skilles ad og figuren tages ud, består den derfor af flere stykker — for eksempel af hoved, arme, ben og krop — som først må flikkes sammen.
Før porcelænsvarens enkeltdele omhyggeligt sættes sammen, skal de kanter som gipsformene har efterladt, skrabes rene. Til tider består en porcelænsvare af flere hundrede enkeltdele som bliver samlet og sammenføjet med kirurgisk dygtighed, indtil det er umuligt at se at den ikke er støbt i ét stykke.
Herefter skal genstanden igen stå til tørring i nogen tid, og hvis der ikke er nogen revner i den er den klar til ildprøven, brændingen. Ovnen opvarmes og porcelænet føres nænsomt ind i varmen til første brænding.
Porcelænsdekoration
Efter brændingen kontrolleres porcelænsvarerne og skal derefter videre for at dekoreres. Hvis dekoreringen foretages på dette stadium udføres den som underglasurdekorering, fordi den ligger under glasuren. Der males direkte på de førstegangsbrændte genstande, som derefter senere glaseres. I stedet for underglasurdekorering (hvortil der anvendes vandfarver), kan man også anvende overglasurdekorering med oliefarver. Denne dekoration lægges oven på glasuren, efter at genstanden er blankbrændt (2. brænding) og afslebet.
Glasuren er, som navnet antyder, en slags glas. Genstandene neddyppes i et stort kar med flydende glasur. Efter afpudsning af overskydende rå glasur er genstandene parate til overglasurdekorering.
Det kræver stor øvelse at male porcelænsvarerne i fri hånd. En ung kvindelig porcelænsmaler fortæller at man må male med rolige men hurtige strøg. Ellers kommer der striber hvor malingen tørrer. En anden porcelænsmaler siger at når han skal male øjne på porcelænsfigurer holder han figuren fast mod bænken, tager en dyb indånding og holder vejret indtil han har malet de fine øjenomgivelser, pupiller og øjenbryn. Selv den mindste vejrtrækning eller bevægelse kan ødelægge et penselstrøg i et uagtsomt øjeblik, siger han.
Ved overglasurdekorering skal genstandene have en tredje brænding, ved hvilken dekoreringen fastbrændes.
Derefter skal genstandene slibes hvor det er nødvendigt, og sorteres så i tre kvaliteter, 1., 2. og 3. sortering.
På undersiden stemples porcelænet med fabriksmærket — fabrikantens navn — hvilket er en slags godkendelsesstempel. Herefter er porcelænet klar til at blive solgt overalt i verden.
Når man tænker på hvilken lang og møjsommelig proces det er at forvandle det lerede kaolin til smukt, hvidt porcelæn, forstår man hvorfor porcelæn er blevet kaldt „det hvide guld“.
[Kildeangivelse på side 25]
„Efterårsbrise“, med tilladelse af Royal Doulton
[Illustrationer på side 26]
Porcelænsfigur samles før brænding
Slikkermassen hældes fra slikkeroprøreren i gipsforme
Gipsforme åbnes
Overglasurdekorering: Efter påføring af glasur males en flerfarvet figur i fri hånd
En porcelænsmaler må have sans for detaljer
[Kildeangivelse]
Alle fotografier: Med tilladelse af Royal Doulton