Fuglesang — ikke kun til fryd for øret
PROJEKTØREN i det fjerne retter sine stråler mod korets medlemmer idet de tager plads. Alle er de nydeligt klædt på til forestillingen. Da de fra spæde er oplært i familiens sangtraditioner synger hver eneste af dem uden besvær. Nogle få iblandt dem har endda lært improvisationens kunst og skaber spontant nye og anderledes melodier.
Hvor finder forestillingen sted? I en verdensberømt koncertsal? Nej, det er nattens mørke tæppe der nu går op, og frem kommer en lang række af små fjerklædte skabninger. Mange forskellige slags sangfugle, i træer, på hegn og telefonledninger, blander deres stemmer i et af verdens smukkeste kor. Deres kvidrende, yndefulde og lystige triller og fløjtetoner byder glad en ny dag velkommen.
Men dette morgenkor er ikke blot til fryd for øret. Der er langt større indhold i fuglenes sang end den vellyd der opfanges af øret. Hvorfor synger fuglene? Har sangene en dybere betydning? Hvordan lærer fuglene deres sange? Og skifter de nogen sinde repertoire?
De skjulte budskaber
De livligste serenader lyder om morgenen og om aftenen. Det er hovedsagelig hannernes stemmer man hører i koret. Deres budskab er tosidigt. For andre hanner er det en streng advarsel om ikke at krydse territoriegrænserne. For hunnerne er det invitationer fra ledige hanner. De enkelte arter af sangfugle kan udvikle sangen så den får et lokalt særpræg — ligesom der kan være forskellige dialekter inden for et sprog. Territoriesangens dialekt vil kun tiltrække hunner fra den lokale bestand af den pågældende art. Den livligste og mest komplicerede sang høres i ynglesæsonen — en opvisning der har til hensigt at gøre indtryk på ’damerne’.
Når en sanger lader sin stemme lyde afslører han sit opholdssted for både ven og fjende. De arter der har en farvestrålende fjerdragt eller som foretrækker åbent terræn, undgår derfor klogt en alt for vidtlydende sang der kunne vække uønsket opmærksomhed. Derimod kan de fugle der er godt camouflerede og som opholder sig i tæt skov, synge af deres lungers fulde kraft uden fare for at blive set.
Til tider er det man hører ikke vore vingede venners egentlige sang men kun korte kald der skaber kontakt mellem magerne eller flokkens medlemmer indbyrdes. Det kan være alarmkald der advarer om en øjeblikkelig fare, eller det kan være et samlingskald om at omringe en kat eller en anden ubuden gæst. Fuglene kan også med stemmen fortælle hvilket humør de er i — om de er vrede, bange eller ophidsede — såvel som deres „ægteskabelige“ status.
Dygtige og talentfulde musikere
Sangfuglenes stemmefærdighed er bemærkelsesværdig. Nogle kan synge tre eller fire toner samtidig. Andre kan frembringe op til 80 toner i sekundet. I menneskers ører lyder det som én uafbrudt tone, men fuglene kan på grund af deres fine hørelse skelne de enkelte toner fra hinanden.
Forskere har spekuleret over om fugle er musikalske. Kan fugle høre forskel på et stykke orgelmusik af Bach og Stravinskys „Le Sacre du Printemps“? Nogle forskere trænede fire duer til at hakke på én af to skiver når de skulle identificere den rigtige komponist og modtage belønning i form af foder. Inden længe kunne duerne høre et hvilket som helst udpluk af det 20 minutter lange stykke af Bach og vælge den rigtige skive. Med få undtagelser kunne de endda foretage det rigtige valg ved samme type musik af andre komponister.
Visse tropefugle kan komponere og synge duetter. Det ser ud til at et ynglepar holder prøver, hvor de eksperimenterer indtil de har skabt en original komposition af fraser som de skiftes til at synge idet de kalder på hinanden. De synger med en sådan præcision at det for et utrænet øre lyder som om sangen synges af en enkelt fugl. Hver af fuglene kan synge enten dele af en sang eller, hvis magen ikke er til stede, hele sangen alene. Denne enestående evne hjælper tilsyneladende fugle i tætte regnskove til at lokalisere og identificere deres mage.
Komponister og imitatorer
Præcis hvordan fuglene lærer og udvikler deres sang er et område man stadig forsker i, men ét er sikkert: Deres indlæringsmetoder er mange og forskelligartede. Her er et udpluk af de forskellige indlæringsmetoder der findes i fugleverdenen.
Bogfinkehannens sang er delvis medfødt. Selv om en bogfinke det første år efter klækningen er fuldstændig isoleret fra artsfæller, vil dens sang, skønt den afviger fra det normale, stadig indeholde det samme antal toner og have omkring samme længde som den normale bogfinkesang. For at udvikle den rigtige opbygning af sangen må den imidlertid lytte til artsfællers sang inden den er gammel nok til selv at synge. Det næste skridt den lille fjerklædte virtuos må tage, er — ligesom en professionel sanger blandt menneskene — at forbedre sin sang ved at øve, øve og atter øve. Igen og igen prøver den at få sin ungdommelige stemme til at passe med den melodi den har i sit hoved.
Oregon-snefuglen komponerer sin egen sang hvis den ikke hører artens faste sang. Men når først den hører sine artsfællers almindelige og enkle sang, holder den op med selv at komponere og synger præcis som de andre. Arizona-snefuglen får derimod sin kreativitet stimuleret ved at høre en voksen snefugl. Den imiterer ikke det den hører, men stimuleres til at udvikle sin egen særprægede sang.
Det stærkeste vidnesbyrd om at sangen hos nogle arter er arveligt betinget, ses i tilfælde af „yngleparasitisme“. Gøgen lægger for eksempel sine æg i reden hos en anden fugleart, der så fungerer som plejeforældre. Hvordan ved den lille gøg når den udklækkes at det ikke er dens rigtige far og at den ikke skal synge som han? Gøgens sang må allerede ved fødselen være indprogrammeret i dens hjerne.
I mange tilfælde er fuglesang tydeligvis et spørgsmål om arveanlæg. Selv om en fugl aldrig har lært sin egen arts sang, vil den ikke bare kopiere og antage en anden fuglearts sang. Nogle forskere antager at der ligger et uklart mønster af den artstypiske sang i fuglens hjerne og at fuglen kan sammenholde det med denne sangskabelon og efterligne de lyde der kommer tættest på.
Hvilken utrolig hjerne! Videnskabsmanden Fernando Nottebohm har gjort den overraskende opdagelse at hjernen hos en sangfugl er dobbeltsidig, det vil sige at den er opdelt i en venstre og en højre side, sådan at hver side styrer bestemte funktioner. Han lokaliserede endvidere evnen til at lære sange til en bestemt del af fuglens hjerne. Det har vist sig at dette område hos en hankanariefugl under opvæksten vokser eller skrumper, afhængigt af fuglens behov for at lære et nyt repertoire til den kommende ynglesæson. Kanariefugle forsøger at synge allerede tidligt i livet, men ikke engang disse sangmestre opnår deres fulde stemmepragt førend de er otte eller ni måneder gamle.
Andre sangfugle specialiserer sig i at skabe variationer over et tema ved at låne en allerede eksisterende sang og udbygge den, eller ved at ændre tonernes eller frasernes rækkefølge. Fugle med en sådan evne til at efterligne har længe betaget os, især de fugle der bruger deres evner til at ’tale’ eller imitere menneskers stemmer. Blandt imitatorerne i fugleverdenen kan nævnes den australske pragtlyrehale, kærsangeren, den europæiske stær, den gulbrystede kratsanger og den nordamerikanske spottedrossel. Den sidstnævnte har i snesevis af sange på sit repertoire og kan endda imitere en frø og en fårekylling. Det er bestemt fængslende at lytte til spottedroslens glade potpourri af velkendte klassikere fra fugleverdenen.
Når disse vingede skabninger synger deres smukke melodier kan menneskene ikke kun høre men også lytte med værdsættelse. Forestillingen i morgen begynder meget tidligt. Hvorfor ikke beslutte dig for at overvære den!
[Ramme på side 19]
En velkendt lyd
En britisk forsker bemærkede en velkendt lyd i en af sangene hos nogle sangdrosler. Han optog sangen og analyserede den elektronisk. Til hans overraskelse lød den som de elektroniske dut fra de moderne telefoner som findes i mange britiske hjem og som er udviklet af det britiske telefonselskab Telecom. Tilsyneladende havde sangdroslerne hørt tonen, lært den og føjet den til deres repertoire. De syngende drosler har sikkert fået ikke så få intetanende briter til at skynde sig hen for at tage telefonen.
[Kildeangivelser på side 18]
Camerique/H. Armstrong Roberts
T. Ulrich/H. Armstrong Roberts