En ’ny’ kirke i Frankrig
AF VÅGN OP!-KORRESPONDENT I FRANKRIG
„’Der kommer næsten ingen i kirken. Hver formiddag læser jeg messe for spurve og edderkopper. Sidste år havde jeg én dåb og forrettede 26 begravelser. Hvad siger I så! Ikke engang et bryllup.’ Da [denne præst] i sin tid kom til La Bastide [i Sydfrankrig], var der 85 børn der gik til katekismus. I dag er der fem. Der er kun én seminarist i stiftet, og 120 sogne har ingen præst.“ — En præst, citeret i det parisiske dagblad Le Figaro.
„Hvem vil beslutte at give katolikkerne de gregorianske sange tilbage, de smukke salmer, . . . de blomstersmykkede altre, de rituelle messedragter, røgelsen, orglerne og sognepræsterne ved prædikestolen? . . . En katolik der gennem længere tid har været vildfaren, og som beslutter sig til at vende tilbage til folden, vil ligne den fortabte søn. I vore dage vil han imidlertid ikke komme hjem til sin faders varme hus, men til en parkeringsplads udstyret med højttalere.“ — Geneviève Dormann, artikel i Le Figaro Magazine.
SIDEN slutningen af 1970’erne er der sket væsentlige ændringer for katolikker der gifter sig med protestanter. Indtil 1966 måtte den katolske ægtefælle underskrive en ed hvori han eller hun lovede at opdrage børnene fra dette ægteskab som katolikker. Den protestantiske mand eller hustru skulle også underskrive denne aftale. Nu ser kirken mildere på blandede ægteskaber. Bryllupsceremonien kan finde sted enten i en protestantisk eller i en katolsk kirke med tilstedeværelse af en præst fra én af religionerne eller dem begge.
„Efter Det Andet Vatikankoncil har den katolske kirke ikke blot fået et nyt image udadtil men har også set sig selv i et andet lys . . . Kirken optræder nu mindre prætentiøst, står andre kristne religioner nærmere, vedkender sig religionsfrihed og meddeler at den ’står til verdens tjeneste’.“ — Det franske dagblad Le Monde.
I over 30 år, og især siden Det Andet Vatikankoncil, har den katolske kirke foretaget mange forandringer. Hvordan ser de trofaste kirkegængere og de gejstlige på disse forandringer?
Tingene er ikke som de plejer at være
I begyndelsen af 1960’erne gav kardinal Feltin, ærkebiskop i Paris, præsterne i sit stift lov til at hænge deres præstekjoler til side og bære mere verdsligt tøj, endda en habit med et lille kors på reverset. Den romersk-katolske præstekjole bliver i dag kun båret af traditionsbundne præster. Omkring det samme tidspunkt fik katolikker mulighed for at overvære messen lørdag aften i stedet for søndag formiddag.
Liturgien, der havde været uændret i århundreder, gennemgik mange forandringer. Moderne sange blev indført i messen, selv om det ikke behagede alle. Kirkens alter blev vendt, så præsten nu kunne se ud over sin hjord under ceremonierne. En af de mest bemærkelsesværdige ændringer i den katolske liturgi var imidlertid fremsigelsen af messen på landets sprog, hvilket faktisk resulterede i at latin er forsvundet fra messen.
François, Maryse og Gilles er eksempler på hvordan nogle aktive katolikker har reageret på denne situation. François gik ivrigt ind for at få messen læst på fransk. Han siger: „Så kunne man i det mindste forstå hvad præsten siger.“ Maryse var imod ændringen med den begrundelse at messen „var smukkere før“. Gilles var af samme opfattelse. Han siger: „Da vi skiftede fra latin til fransk, var det for mig som en forsyndelse mod troen.“
Blandt de reformivrige katolikker er der mange der føler at man ikke er gået langt nok. Nogle mener at kirken bør indtage en mere aktiv rolle i verdensbegivenhederne. Andre er tilhængere af ægteskab for præster og endda ordinering af kvinder.
Hvor loyale er de trofaste kirkegængere?
Disse ændringer har berørt mere end kirkens ritualer. I mange lande er kirkegangen dalet betydeligt. I de sidste 25 år er antallet af franske katolikker der overværer messen mindst én gang om måneden, faldet fra 45 til 20 procent. Det er gået helt af mode at skrifte regelmæssigt for en præst. Ifølge en ny undersøgelse går kun 14 procent af den franske befolkning til skrifte mindst en gang om året — sammenlignet med 51 procent i 1952.
Tilsyn med hjorden er også blevet et akut problem. Præsterne er blevet gamle. Der er ikke afløsere for præster der går af eller dør. Som følge heraf har lægfolket indtaget en mere aktiv rolle i tilbedelsen.
Krisen inden for præstestanden mærkes mest ude på landet. I hundredvis af franske landsbysogne har ikke længere nogen præst, og mange af de troende rejser enten til små byer i nærheden for at overvære søndagsmessen eller de må tage til takke med det kirken i Frankrig kalder ADAP, Les Assemblées Dominicales en L’Absence de Prêtres (Søndagsgudstjeneste ved fravær af en præst). Hvad mener folk om disse gudstjenester der ikke længere kan betragtes som en messe? En nonne taler åbent om situationen i det centrale Frankrig: „Folk beder egentlig ikke om noget. Hvis der ikke blev holdt noget her om søndagen, ville de efterhånden være tilfredse med det.“
Nye — som regel karismatiske — katolske grupper giver mange et håb. De er imidlertid kun i berøring med en meget lille del af de trofaste katolikker og kan ikke komme med en løsning på det der kaldes kirkekrisen.
Men hvorfor finder disse forandringer sted? Hvornår begyndte de? Hvad udløste dem? For at besvare disse spørgsmål må vi kort kaste et tilbageblik på den katolske kirkes historie gennem de sidste 30 år.