Hvad siger Bibelen?

Er der nogen fare ved at lave tryllekunster?

’LUFTEN er fyldt med magi. Med ét brydes stilheden af en trommehvirvel. Alles øjne er spændt rettede mod to uniformerede mænd med musketter. De lægger geværerne an mod skulderen og sigter på en kunstfærdigt klædt kinesisk tryllekunstner, som holder en tallerken af porcelæn op foran sit bryst. Musketterne glimter i et brag, og i samme nu falder tryllekunstneren sammen på gulvet, stærkt blødende. Illusionen er vendt til en tragedie.’ En fejl i en af musketterne gjorde at kuglen ikke blev stoppet men blev affyret og trængte ind i tryllekunstnerens bryst. Sådan lyder en beretning fra bogen Henry Gordon’s World of Magic.

Hvilket spild af livets gave — blot for at opleve spændingen, gyset og underholdningen ved den slags kunster. Er det sådan du reagerer? Eller føler du at det blot er en risiko man må regne med ved sådanne forestillinger? Hvad man end mener, fik denne fejlslagne illusion døden som udgang. Der er tydeligvis en konkret fare forbundet med ’tryllekunster’, som nogle kalder magi. Men er der en mere snigende fare end den konkrete? Lad os finde svaret ved i det efterfølgende at se nøjere på baggrunden for denne gamle beskæftigelse.

Magiens indflydelse op gennem historien

Lige siden tidernes morgen har mennesket været engageret i og tryllebundet af magiens mysterier. Ordet „magi“ kommer, gennem det græske „mágos“, af det oldpersiske navn „magush“, som oprindelig var navnet på en præstekaste der var kendt som troldmænd. I egentligste forstand er magi en bestræbelse for at kontrollere eller tvinge naturlige eller overnaturlige kræfter i en ønsket retning. I det 18. århundrede f.v.t. havde man i Ægypten ansat præster der udøvede magi. I Babylons kaldæiske religion fra det 8. århundrede f.v.t. spillede magi en stor rolle. (1 Mosebog 41:8, 24; Esajas 47:12-14; Daniel 2:27; 4:7) Denne påvirkning satte sine tydelige spor blandt de gamle grækere og romere, og den har holdt sig op gennem middelalderen, helt op til vort 20. århundrede.

Når der i dag udføres ’tryllekunster’ som en form for underholdning, sker det under forskellige omstændigheder. I nogle tilfælde foregiver den udøvende at han er i pagt med usynlige magter; i andre tilfælde giver han blot en opvisning i fingerfærdighed. Interessant nok deler Robert A. Stebbins i sin bog The Magician den såkaldte magi op i tre kategorier.

Tre former for ’magi’

Der er den egentlige magi, også kaldet den mystiske magi, som er „en gren af okkultisme“. Inden for denne magi hævdes det at der „sker hændelser eller begivenheder som strider mod sund fornuft eller videnskabelig erkendelse“. Robert Stebbins forklarer videre at „mystisk magi er tjenerinde for trolddommen, . . . heksekunsten, alkymien og under visse omstændigheder religionen“.

I den bedragende magi „søger udøverne, til ære for sig selv, at bedrage eller manipulere med tilskuernes opfattelse af virkeligheden“. De ved at publikum bliver snydt, men ifølge Stebbins „opfordrer de tilskuerne til at tro noget andet — nemlig at tryllekunstnerne har overnaturlige kræfter eller i hvert fald har kontakt med overnaturlige kræfter“.

Underholdende magi søger gennem fingerfærdighed og tricks at vække forundring. Robert Stebbins deler disse kunster op i fem kategorier, der overlapper hinanden: „Scenemagi [for store forsamlinger], close-up-magi udført for en snæver kreds, almindelig fingerfærdighed, illusionsnumre og mentale tricks.“

Er det farligt for kristne?

Allerførst den egentlige, eller ’mystiske’, magi. Den spænder over meget. For eksempel findes der satanister som praktiserer både „hvid“ og „sort“ magi. „Sort“ magi har at gøre med besværgelser, særlige forbandelser og onde øjne, fænomener som har til hensigt at skade ens fjender. „Hvid“ magi er ment som noget der skal frembringe gode resultater ved at bryde besværgelser og forbandelser. Alligevel har de begge at gøre med det okkulte. I visse situationer er ’mystisk magi’ endda blevet benyttet i forsøg på at få en god høst eller at vinde en sportskonkurrence. Bibelen udtaler sig helt klart om denne form for spiritistisk magi: „I må ikke tage varsler, og I må ikke øve magi.“ — 3 Mosebog 19:26; 5 Mosebog 18:9-14; Apostelgerninger 19:18, 19.

Hvor lurer faren så ved den bedragende magi? Troshelbredere, spåmænd og kiromantikere, for blot at nævne nogle få, udøver bedragende magi for at fremme deres egne interesser. Er det ikke at leve på og af en løgn? Guds ord siger: „I må ikke bedrage, og ingen må handle uærligt over for sin landsmand.“ — 3 Mosebog 19:11.

The Encyclopedia Americana oplyser: „I nogle tilfælde kan magiske handlinger tvinge ånderne.“ Ønsker vi at indbyde til problemer med dæmonånderne ved at flirte med sådanne aktiviteter? Hvis dæmonerne får mulighed for det, vil de udnytte os. De søger et belejligt tidspunkt og er skånselsløse i deres bestræbelser. — Lukas 4:13; Jakob 1:14.

Illusionens og bedragets mester er Satan Djævelen. Lige siden sin første optræden for mennesket, i Edens have, har han udøvet disse aktiviteter. (1 Mosebog 3:1-19) Hvem blandt kristne ønsker at være som han? Nej, kristne opfordres i stedet til at blive Guds efterlignere og til at underordne sig Gud, og stå Djævelen imod. — Efeserne 5:1; Jakob 4:7.

De fleste opfatter imidlertid ’tryllekunster’ som tricks og ren underholdning. En person forsøger måske at skabe illusioner med sine hænder, i kraft af at hånden ofte er hurtigere end øjet. Han foregiver ikke at det er andet end behændighed. Bibelsk set er der ikke nødvendigvis noget at indvende mod det. Men sagen stiller sig anderledes hvis man foregiver at gøre det ved hjælp af okkult magi. Ville en kristen nogen sinde ønske at foregive at han besad overnaturlige, uforklarlige evner? Eller hvis nogen som helst kunne få et forkert indtryk af den „magiske“ forestilling, ville en kristen da ikke afholde sig fra en sådan underholdning ud fra ønsket om ikke at støde andre? (1 Korinther 10:29, 31-33) Man må heller ikke se bort fra at man kunne blive fristet til at gå videre, at gå dybere ind i magiens verden.

Sande kristne vil således tage afstand fra magi der klart har forbindelse med spiritisme. Desuden vil de på alle livets områder — hvad enten det drejer sig om arbejde, afslapning eller underholdning — ønske at ’bevare en god samvittighed’, så de hverken støder an hos Gud eller mennesker. — 1 Peter 3:16; Apostelgerninger 24:16.

[Kildeangivelse på side 26]

The Bettmann Archive