Når den nye verden bliver til virkelighed
GUDS nye verden vil komme når denne nuværende ordning forsvinder. „Men,“ spørger du måske, „kan vi virkelig tro på at denne verden vil forsvinde?“ Har vi tidligere set et eksempel på dette?
Ja, det har vi. Ifølge afgørende vidnesbyrd ophørte en verden engang med at eksistere. „Den daværende verden [led] undergang da den blev oversvømmet af vand,“ siger Bibelen om Noas tid. Gud „[skånede ikke] en gammel verden, men bevarede Noa, en forkynder af retfærdighed, sammen med syv andre, da han bragte en vandflod over en verden af ugudelige“. — 2 Peter 2:5; 3:6.
Bemærk at det var „en verden af ugudelige“ eller en ond tingenes ordning der gik til grunde. Det var hverken planeten Jorden, stjernehimmelen eller hele menneskeheden der blev udslettet. Efterhånden som de der overlevede Vandfloden fik børn, blev en ny verden (den nuværende) til. Hvad vil der ske med den?
Efter at have sagt at verden på Noas tid led undergang, fortsætter Bibelen: „Ved det samme ord er de himle og den jord som er nu, gemt til ild.“ (2 Peter 3:7) Ilden hentyder til verdens tilintetgørelse. Den verden der eksisterer i dag, vil helt sikkert forsvinde. (1 Johannes 2:17) Men hvornår?
Også Jesu apostle ønskede at vide hvornår; de spurgte derfor: „Sig os, hvornår dette skal ske, og hvad der er tegnet på dit komme og verdens ende?“ (Mattæus 24:3, da. aut.) Som svar gav Jesus et tegn der ville sætte folk der levede i tiden for dets opfyldelse i stand til at vide at en verden snart ville nå sin afslutning og en ny træde i stedet. Hvad var det for et tegn?
Tegnet
Tegnet bestod af flere dele, ja, mange begivenheder blev forudsagt. For at tegnet kunne blive opfyldt måtte alle disse dele indtræffe på en bemærkelsesværdig måde inden for et begrænset tidsrum i løbet af én generation. (Mattæus 24:34) Hvilke begivenheder er der tale om?
Jesus nævnte nogle af dem: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige; og der skal være store jordskælv, og det ene sted efter det andet tilfælde af pest og hungersnød.“ „Da vil man overgive jer til trængsel og dræbe jer, og I vil blive genstand for alle nationernes had på grund af mit navn . . . og på grund af den tiltagende lovløshed vil kærligheden blive kold hos de fleste.“ — Lukas 21:10, 11; Mattæus 24:7-9, 12.
Apostelen Paulus omtalte andre forhold der ville kendetegne „de sidste dage“ for denne verden. Han skrev: „I de sidste dage vil kritiske tider som er vanskelige at klare, være her. For menneskene vil være egenkærlige, pengekære, . . . ulydige mod forældre, utaknemmelige, illoyale, uden naturlig hengivenhed, . . . egenrådige, opblæste, venner af sanselige nydelser snarere end venner af Gud, idet de har en ydre form for gudhengivenhed, men er en benægtelse af dens kraft.“ — 2 Timoteus 3:1-5.
Du har sikkert hørt om eller set næsten alle disse ting — internationale konflikter der overgår tidligere krige, store jordskælv, omfattende epidemier og hungersnød, had og forfølgelse af Kristi disciple, tiltagende lovløshed og kritiske tider af hidtil ukendt omfang. Foruden disse ting forudsiger Bibelen at Gud vil „ødelægge dem der ødelægger jorden“. (Åbenbaringen 11:18) I dag er menneskene godt i gang med at ødelægge jorden!
I november sidste år bar aviserne overskrifter som disse: „Førende forskere advarer om jordens ødelæggelse.“ Dr. Henry Kendall, nobelpristager og formand for Sammenslutningen af Foruroligede Forskere, sagde: „Denne advarsel er ikke nogen overdrivelse, og den er ikke et udtryk for sortsyn.“ En avisartikel skrev: „Listen med de 1575 forskere der underskrev advarselen lyder som den internationale forsknings Blå Bog.“ Deres advarsel om total ødelæggelse af vor Jord må man ikke sidde overhørig!
Ingen er i tvivl om situationens alvor. Alle tegnets dele bliver opfyldt, deriblandt Jesu vigtigste forudsigelse: „Denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ (Mattæus 24:14) Den nye verden vil komme når den gode nyhed om Guds rige er blevet forkyndt på hele jorden, som Jesus forudsagde. Og denne forkyndelse udføres nu af Jehovas vidner i det forudsagte omfang!
Hvad du må gøre
Alle vidnesbyrdene peger derfor på at Guds nye verden er meget nær. Hvis du vil overleve ødelæggelsen af denne verden og leve i en ny og bedre, må du gøre noget for det. Efter at have sagt at denne „verden forsvinder“, viser Bibelen i de efterfølgende ord hvad der kræves af dig: „Den der gør Guds vilje forbliver for evigt.“ — 1 Johannes 2:17.
Ja, du må lære Guds vilje at kende og leve efter den. Jehovas vidner vil med glæde hjælpe dig med dette. Så kan du overleve ødelæggelsen af denne verden og for evigt glæde dig over velsignelserne i Guds nye verden
[Illustration på side 10]
En tid med stor trængsel vil gå umiddelbart forud for den nye verden
[Kildeangivelse på side 10]
Foto: NASA