Sandheden om jul, påske, fastelavn og andre højtider

BIBELEN viser at Jesus var 33¹/₂ år gammel da han i år 33 blev pælfæstet. Det var i det tidlige forår, omkring den jødiske påske. Det betyder, hvis man tæller baglæns, at han må være født i det tidlige efterår.

Det hedenske Roms saturnaliefest, den ubesejrede sols fødselsdag, blev fejret tre måneder senere. Hvordan blev fejringen af Jesu fødsel henlagt til den 25. december, sådan at den gudsbespotteligt faldt sammen med den hedenske fejring af solens fødselsdag?

De stadig kortere dage i december skabte overtroisk panik blandt soltilbederne, som frygtede for at deres gud var ved at dø. De brændte lys og tændte bål for at vække den hensygnende gud til live. Det lod til at virke. Efter vintersolhvervet den 21. december så det ud som om solguden genvandt sin styrke efterhånden som dagene blev længere.

I Politiken for 22. december 1992 skrev Joan Jacobsen: „Det var også god strategi at holde Jesu fødselsdag 25. december. Den kendte verden var i forvejen vant til at holde kæmpegilder på det tidspunkt af året, hvor det går mod lysere tider. I Norden kaldte man tiden omkring årsskiftet for jul, længe før Harald Blåtand kristnede Danmark midt i 900-tallet. Eftersom festlighederne ikke blev taget fra folket, gik det lettere at indføre kristendommen.“ I Church Christmas Tab siges der: „Ordet ’jul’ forekommer ikke i Bibelen. Og Bibelen giver intet mandat til at fejre Jesu fødsel.“

Ikke så mærkeligt at teologen Tertullian skrev: „Hos os, for hvem sabbatter, nymåner og højtider som engang nød Guds gunst, er noget fremmed, fejres nu hyppigt saturnalierne [og andre hedenske fester], og der bæres gaver frem og tilbage, . . . og løjerne og banketterne fejres med råben og skrigen.“

Pave Gregor I fortsatte ad denne frafaldne kurs. Ifølge tidsskriftet Natural History „var pavens befaling at man ikke skulle fjerne folks tro og skikke, men bruge dem. Hvis en gruppe mennesker tilbeder et træ, så indvi det til Kristus i stedet for at fælde det, og lad dem fortsætte med deres tilbedelse.“

Ikke en blanding af sandhed og falskhed

Havde denne kompromispolitik Guds godkendelse? Læg mærke til Guds advarsel til hans folk da de stod over for at skulle drage ind i det hedenske Kana’an: „Vogt dig . . . for at spørge angående deres guder: ’Hvordan var det disse nationer plejede at dyrke deres guder? Sådan vil jeg også gøre.’ Sådan må du ikke gøre over for Jehova din Gud, for alt hvad der er vederstyggeligt for Jehova og som han hader, har de gjort over for deres guder.“ (5 Mosebog 12:30, 31) Denne advarsel bliver gentaget i De Kristne Græske Skrifter: „Lad jer ikke spænde i ulige åg med ikketroende. For hvad samfund har retfærdighed med lovløshed? Eller hvad fællesskab har lys med mørke? Og hvad harmoni er der mellem Kristus og Beliar? Eller hvad del har en troende med en ikketroende?“ — 2 Korinther 6:14, 15.

Hvad finder Gud anstødeligt ved disse falske guder og ved tilbedelsen af dem? Saturn var den romerske solgud som blev fejret ved saturnalierne. Var han værd at fejre? Simon Schama, der er professor i historie ved Harvard-universitetet, kalder ham „tøjlesløs med hensyn til spisen og drikken og andre former for udskejelser“. Tidsskriftet Lear’s kalder helligdagen for „det berømteste vinorgie i den gamle verden“.

Kultdyrkelsen af solguden Mithra var udbredt i Asien. Ifølge antropologen Gabriel Seabrook var han „en krigsgud, der affyrede dræbende pile og uhelbredelige sygdomme mod sine fjender på slagmarken“.

Soldyrkelsen var blodig, især hos aztekerne. Tidsskriftet Natural History forklarer at „medmindre der blev bragt ofre til solguderne, ville alt liv — også guderne — dø“.

Efter at have stiftet bekendtskab med oprindelsen til denne fest (se rammen nedenfor), overrasker det dig måske ikke at hekse og satandyrkere stadig fejrer den 25. december. San Francisco Chronicle for 21. december 1991 citerede en heks, der er en populær hedensk forfatter, for at sige: „Det er en af vore mere anstrengende helligdage. Vi er oppe hele natten.“ Et medlem af gruppen ’Gudindens Pagt’ siger: „Vi udfører et ritual. . . . Præsteskabet fremfører et mysteriespil om solbarnets fødsel.“

Vil Gud eller hans søn acceptere en sådan ære, som afspejler tilbedelse af falske guder?

Fejrer de påsken — eller Astarte?

En families fejring af en helligdag begynder tidligt om morgenen med at de står op for at hilse solopgangen med ærefrygt. Børnene klædes i deres stiveste puds, med nye huer. De har kaninfigurer, kurve fulde af æg i festlige farver, og boller dekoreret med kors. Holder de påske?

Det er ikke sikkert, for foråret var også helligt for sexdyrkerne i Fønikien. Deres frugtbarhedsgudinde, Astarte, eller Isjtar (grækernes Afrodite), havde ægget og haren som symboler. Hun havde en umættelig hang til blod og umoralsk sex. Statuer af hende afbildede hende med stærkt forstørrede kønsorganer, eller med et æg i hånden og en kanin ved sin side. Hellig prostitution indgik i tilbedelsen af hende. I Kana’an blev sexgudinden opfattet som Ba’als hustru. Hun blev tilbedt ved vin- og sexorgier, idet tilbederne troede at deres seksuelle samkvem kunne vække Ba’al og få ham til at gå ind til sin hustru. Ifølge bogen Recent Discoveries in Bible Lands „kan man i intet andet land finde et så relativt stort antal statuetter af den nøgne frugtbarhedsgudinde, hvoraf nogle er direkte obskøne“.

Under mindesmærker for hende i Karthago har man fundet farvede urner med forkullede knogler fra små børn. Deres forældre, som almindeligvis var folk af rang og stand, bejlede til gudernes gunst for at bevare deres rigdom og indflydelse. Nogle af urnerne har vist sig at indeholde rester fra adskillige børn i forskellige aldre, måske af samme familie.

Et blik på rammen ovenfor vil vise hvor slet skjult de moderne udgaver af disse gamle riter er. Er det en måde at ære Guds hellige søn på?

Fastelavn — en hedensk frugtbarhedsfest

Midtvejs mellem jul og påske er det i Danmark skik at fejre fastelavn. I Illustreret Konversations Leksikon siges der om fastelavn: „Fastelavn er oprindelig ingen kristelig Fest, men som flere af Skikkene viser, en hedensk Vaarfest.“

At fastelavn er en hedensk fest kommer også frem i Troels-Lunds værk Dagligt Liv i Norden: „Alt dette faar et eget Skær, naar det erindres, at det allerede ved den hedenske, romerske Fest, Lupercalierne, der ligeledes fejredes i Februar Maaned, var Skik, at Kvinder lod sig piske af Mænd i den Tro, at deres Frugtbarhed herved befordredes.“

Kristian Jensen forklarer i bogen Højtider og fester om skikken med at ’slå katten af tønden’: „Vores ’Slå katten af tønden’ er jo en fredelig foreteelse med en tøjkat el.l. Der har oprindelig været en kat — en levende kat — i tønden. Katten kendes helt tilbage i det 4. århundrede i græsk-jødisk-egyptisk magi som et trolddomsvæsen. I den danske folketro kendes katten som et mistænkeligt dyr, der går heksens ærinde. Der har bag denne efter vor opfattelse brutale skik ligget dyb alvor, man har ønsket at beskytte sig selv og sin ejendom mod sygdom og ulykke og fremme væksten på markerne.“

Helligdage til minde om „de dødes ånder“

Den 1. november fejrer man i katolske lande allehelgensdag og den 2. november allesjælesdag. I nogle engelsksprogede lande kaldes allehelgensaften, den 31. oktober, for „Halloween“. Karakteristisk for denne højtid er lygterne af udhulede græskar, udskåret som spøgelseshoveder.

Der er nok ingen anden „kristnet“ fest hvor Satan så åbenlyst ærer sig selv og mindes sine tilhængere der er døde i krig. J. Garnier hævder at fejringer af lidelse og død kan spores tilbage til den gamle tilintetgørelse af alle Satans jordiske tilhængere, samt de faldne engles bastardafkom, på Vandflodens tid. Kulturer verden over har fester for de døde, som holdes „på eller omkring selve den dato da Vandfloden ifølge Moses’ beretning kom, nemlig på den syttende dag i den anden måned — den måned der stort set svarer til vor november.“ — The Worship of the Dead af forfatteren J. Garnier.

Druiderne var ingen undtagelse. Det sagdes at kelternes Samain, de dødes herre, den 31. oktober løslod de dødes ånder så de kunne blande sig med de levende. Druider gik gennem gaderne med lygter, og når de kom til et hjem krævede de penge som et offer til Satan.

Allehelgensaften er en vigtig satanisk ritualdag. „Det er en religiøs helligdag for underverdenen, hvor satanister bringer ofre, og hekse i al stilhed fester med bønner og måltider til de døde,“ siges der i en artikel i USA Today. Avisen citerer Washington-heksen Bryan Jordan for at sige: „[Kristne] er ikke klar over det, men de fejrer vores helligdag sammen med os. . . . Det er vi glade for.“

Forældre, ønsker I at jeres børn skal efterligne disse uhyggelige ritualer?

[Ramme på side 12]

Julens symboler

Juletræet „har meget lidt at gøre med en kristen højtid og meget at gøre med de hedenske ritualer som vinterlys og genfødsel“. (The Boston Herald) „Pyntede træer indgik i århundreder i de hedenske højtider.“ — Church Christmas Tab.

Kristtjørn var populær hos kelterne „fordi den holdt husnisserne i ave ved tiden for vintersolhverv. . . . Den kunne beskytte imod det onde, hjælpe når man skulle tyde drømme og beskytte et hus mod lynnedslag.“ — Beautiful British Columbia.

Misteltenen „kommer fra druiderne i England som brugte den i en ejendommelig form for tilbedelse med relation til dæmoniske og okkulte kræfter“. — Church Christmas Tab.

Den 25. december „fejrede Mithra-dyrkerne Mithras fødsel . . . Der er absolut intet bibelsk belæg for at den 25. december er Jesu fødselsdag.“ — Isaac Asimov.

Gaver hørte saturnalierne til. „Ved denne fest forventedes det at man gav alle sine venner gaver.“ — Ancient Italy and Modern Religion.

Stjernen „i træets top blev i Østen tilbedt som et symbol på renhed, godhed og fred 5000 år før Kristi fødsel“. — United Church Herald.

Kærten „kommer ikke . . . fra en kristen helligdom. Vi har hentet den fra et meget ældre alter, druidernes eg.“ — United Church Herald.

Julemanden er stjålet „fra den gamle germanske mytologi: Thor var en ældre, jovial og venlig herre, der var tætbygget med langt hvidt skæg. Han kørte i en vogn og boede efter sigende i Nordland . . . Hans element var ild, hans farve rød. Ildstedet var i alle hjem viet til ham, og det hed sig at han kom ned til det gennem skorstenen.“ — United Church Herald.

[Ramme på side 13]

Forårsriter

„Paaske hedder paa Tysk ’Ostern’, paa Engelsk ’Easter’, begge af det gammelsachsiske ’oster’ = at opstaa. . . . De gamle Germaner dyrkede en Vaarens Gudinde ved Navn ’Ostara’.“ — Dagligt Liv i Norden.

„Der er ingen antydning i Ny Testamente af at man fejrede påske.“ — Encyclopædia Britannica.

Kaninen „var vogter for den germanske gudinde Ostara“. — Funk & Wagnalls Standard Dictionary of Folklore, Mythology and Legend.

Æg „blev efter sigende farvelagt og spist ved forårsfesterne i det gamle Ægypten, Persien, Grækenland og Rom“. — Celebrations.

Påskehatten „var en krans flettet af blomster eller løv. Kransen eller kronen symboliserede den runde sol og dens bane på himmelen som bragte foråret tilbage.“ Den nye påskedragt kom af at „det blev betragtet som uhøfligt og derfor ulykkesbringende at hilse den skandinaviske forårsgudinde, Ostara, i alt andet end nye klæder, eftersom gudinden skænkede jorden en“. — The Giant Book of Superstitions.

Korsboller: „Ligesom grækerne, spiste romerne brød dekoreret med et kors . . . ved offentlige ofringer.“ De hedenske saksere spiste dem i anledning af påsken. — Encyclopædia Britannica.

Andagt ved solopgang svarer til de ritualer „der blev udført ved forårsjævndøgn for at byde solen og dens store livsfornyende kraft velkommen“. — Celebrations.

[Ramme på side 14]

Fastelavns hedenske rødder

Fastelavn: „Fra en [hedensk vårfest] stammer Skikken med Fastelavns-Riset, som har holdt sig til vore Dage. Kvinder, Dyr, Træer skal vækkes til Frugtbarhed ved Slag af Livskvisten. Hermed hænger det sammen, at Fastelavns-Riset oprindelig kun brugtes paa unge, barnløse Hustruer.“ — Illustreret Konversations Leksikon.

Fastelavnsboller: „Der kan . . . næppe være Tvivl om, at spisning af varme, fede Boller med varm Mælk til en Gang har haft sacramental Betydning, og at Formaalet har været derved at hjælpe til Frugtbarhedens Fremme.“ — Nordisk bondereligion.

Maskerede optog: „Maskerne og forklædningen har deres praktiske betydning under karnevallets løssluppenhed. Men deres ophav er mere respektindgydende. I det gamle Rom skulle de mænd, der trakterede med livskvisten [et frugtbarhedsritual], være forklædt i bukkehuder.“ — Berlingske Tidende.

Til trods for disse festers hedenske oprindelse vil nogle sikkert afvise tanken om at nægte børn glæden ved at fejre dem. Når alt kommer til alt, hvad ved veloplyste børn så om Saturn, Astarte og Samain? Nogle ved en hel del, blandt andet at de ikke har spor lyst til at fejre dem.

[Illustrationer på side 12]

Mithra

Thor

[Kildeangivelser]

Mithra: Musée du Louvre, Paris

Thor: The Age of Fable af T. Bulfinch, 1898

[Illustration på side 13]

Astarte

[Kildeangivelse på side 14]

Foto af kranium: U.S. Forest Service