En enhed der forbløffer verden

VERDEN blev chokeret over kommunismens pludselige fald, og igen chokeret over den tiltagende vold man siden har oplevet mellem etniske grupper. Samtidig er millioner i Østeuropa blevet forbløffede over den enhed og glæde der kendetegner en gruppe der har sat sig ud over racemæssigt og nationalt had — Jehovas Vidner.

Jehovas Vidner har formået at fortsætte deres enige tilbedelse selv om der er krig omkring dem. I 1991, da en international tilhørerskare på 14.684 Jehovas vidner var forsamlet i Zagreb i Kroatien, sagde en politibetjent: „Det ville være godt at vise massemedierne hvad der foregår på dette stadion, for her ser man serbere, kroatere, slovenere, montenegrinere og andre sidde sammen i fordragelighed.“

I 1991 så en journalist ved et stævne i Sibirien russere omfavne og lykønske en nydøbt medtroende af burjatfolket. Han vidste at ægte venskaber mellem de to folkeslag er sjældne, og derfor spurgte han: „Hvordan overvinder I etniske skel?“

Jehovas Vidner har i sommer afholdt 45 områdestævner i Østeuropa og i Asien, hvoraf et stævne i Moskva og et i Kiev var internationalt. I alt overværede 368.000 de 45 stævner — heraf over 112.000 i det tidligere Sovjetunionen og omkring 11.000 i fire byer i det tidligere Jugoslavien.

Det lykkedes for cirka 215 Jehovas vidner at rejse fra en krigszone til områdestævnet i Beograd i Serbien fra den 19. til den 22. august. Stævnet blev overværet af i alt 3241. En reporter har bemærket: „Selv grupper fra byer omkring Sarajevo var i stand til at komme. De lejede en bus, og 56 kom. De var fra Lukavica, Pale, Ilidža og Vogošća. Der kom også fem fra Benkovac. Noget andet der er værd at bemærke er at 23 af de 174 der blev døbt ved områdestævnet kom fra disse krigshærgede områder.“

Moskva og Kiev

Den 28. juli 1993 bragte The New York Times et stort billede af Jehovas vidner fra Moskva med billedteksten: „Efter religionens frigivelse i Rusland samledes en mængde nyomvendte på Moskvas Lokomotiv-stadion for at blive døbt som Jehovas vidner.“

Tidsskriftet Times skrev: „Medlemmer med tårer i øjnene omfavnede de våde nye tilhængere. I modsætning til hvordan folk ellers opfører sig på Lokomotiv-stadionet, var der ingen der røg, bandede eller drak.“ I fire dage var der en behagelig atmosfære mellem disse Jehovas vidner fra Rusland og fra over 30 andre lande, deriblandt Danmark. Det højeste antal tilstedeværende var 23.743.

I Kiev, hovedstaden i Ukraine, har Jehovas Vidner afholdt et endnu større internationalt stævne. På Republikaner-stadionet, der er et af de største i Østeuropa, nåede det højeste antal tilstedeværende op på 64.714. På forsiden af en af byens aftenaviser stod der: „Jehovas vidner . . . er ikke kun forenede ved deres blå emblemer med teksten ’Oplært af Gud’, men ved oprigtig tro.“

Hvordan enhed opnås

Hvordan en sådan enhed er mulig blev udmærket illustreret af et ældre Jehovas vidne fra Ukraine ved områdestævnet i Kiev. Hun pegede mod himmelen og sagde: „Jehova.“ Derefter dannede hun en cirkel med sine arme og strakte én finger i vejret. Hendes budskab var tydeligt: „Vi er alle ét, forenede gennem oplæringen fra Jehova Gud.“

Opslagsværket Encyclopædia Britannica, der har skrevet om Jehovas vidner i det tidligere Sovjetunionen, giver følgende forklaring på hvorfor Jehovas vidner er forenede: „De kender den bibelske vejledning, erhverver ivrigt nye proselytter og indretter hele deres liv efter deres religiøse overbevisning.“ Det var derfor meget passende at sommerens tema for Jehovas Vidners områdestævne var „Oplært af Gud“!

Jesus Kristus, der var en mester i at oplære andre, pegede på et vigtigt princip der fremmer enheden, da han i en bøn sagde om sine disciple: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ Ja, Jehovas vidners neutralitet gør dem til ét, sådan som Jesus bad sin Fader om at alle disciplene måtte være, da han sagde: „For at de alle må være ét, ligesom du, Fader, er i samhørighed med mig og jeg er i samhørighed med dig, at de også må være i samhørighed med os.“ — Johannes 17:16-21.

En oplevelse fortalt af en delegeret fra Spanien illustrerer hvordan det forener os at vi ikke er en del af verden. På vej til områdestævnet i Moskva sad han ved siden af en mand fra Afghanistan der fortalte at selv folk af samme tro slog hinanden ihjel i den borgerkrig der blev udkæmpet i hans land. „Hvilket politisk parti støtter din religion?“ spurgte han. „Vi støtter ikke noget parti,“ lød svaret. Eftersom Jehovas vidner er politisk neutrale bliver de ikke involveret i etniske kampe som sætter ét folk op imod et andet.

Delegerede der kom fra en tidligere sovjetisk republik oplevede hvor skræmmende krig kan være. Toget de var med blev fanget midt i en skudveksling mellem rivaliserende styrker. De var lykkelige for at de kom sikkert til Kiev og kunne glæde sig over kærligheden og enheden blandt de mange etniske grupper fra forskellige nationer der var forsamlede på stadion!

Nogle der især satte pris på det oplæringen fra Gud havde udrettet, var de delegerede fra Tyskland og Rusland. Som unge mænd havde de forsøgt at slå hinanden ihjel under den anden verdenskrig. Men under områdestævnet i Kiev var de forenede i sand tilbedelse, som det kan ses på side 7.

Iagttagere var forbløffede

Moskva, en by med omkring ni millioner indbyggere, havde ikke tidligere haft store muligheder for at stifte bekendtskab med Jehovas vidner. Sandt nok havde mange hørt om hvordan Jehovas vidner var blevet forfulgt og fængslet under kommunismen. I sommer var der også blevet oprettet 18 menigheder i Moskva og 13 i Kiev; dette skete for at give det voksende antal mødedeltagere mulighed for at mødes med deres trosfæller. Men nu så lokalbefolkningen titusinder af delegerede, alle med reversmærker, på stævneområdet og i deres byer! Mange iagttagere var forbavsede.

Moskvas brandinspektør sagde: „Dette stævne er meget imponerende. Det er skønt at så mange mennesker fra forskellige nationaliteter kan finde et fælles sprog. Jeg er forbløffet over den renhed og orden der præger jeres folk. Jeg har arbejdet på dette stadion i over 20 år og har aldrig set noget lignende.“

En guide sagde: „Som regel når jeg guider en gruppe er de uenige lige så snart vi forlader lufthavnen. Det har ikke været tilfældet med Jehovas vidner.“ En gæst der overværede stævnet i Kiev udbrød: „I er virkeligt forenede. Der er himmelvid forskel på hvordan tingene gøres uden for og inden for dette stadions mure!“

Da områdestævnet i Moskva begyndte torsdag den 22. juli, kunne man se en gruppe håndværkere der arbejdede på en højtliggende byggeplads i nærheden. I det øjeblik de mere end 23.000 stævnedeltagere istemte med sang, stoppede de med at arbejde — tilsyneladende imponerede! De ville være blevet endnu mere imponerede hvis de vidste at sangene blev sunget på over en halv snes forskellige sprog. Selv døve Jehovas vidner der ikke kunne synge med deres stemmer, ’sang’ med deres hænder ved hjælp af tegnsprog.

Et populært samlingssted om aftenen var Moskvas store Røde Plads, lige uden for Kremls mure. Aftenen inden stævnet begyndte samledes flere hundrede glade Jehovas vidner fra forskellige racer og nationaliteter og omfavnede hinanden. En journalist fra Moscow Times kom tilfældigvis forbi og blev nysgerrig. „Hvor kommer I fra?“ spurgte han. Da han fik det at vide, sagde han: „Jeg har aldrig set så glad en forsamling af så mange forskellige folk på Den Røde Plads. Som regel kommer så store grupper kun for at demonstrere eller protestere over et eller andet.“

Borgerne i både Moskva og Kiev var forbløffede over de tusinder af delegerede der bar reversmærker og som begejstret hilste, omfavnede og forsøgte at tale med hinanden. En forretningsmand fra Iran der var på besøg i Kiev, henvendte sig til et Jehovas vidne fra De Forenede Stater og sagde: „I har noget der er vidunderligt. Jeg har holdt øje med jer de sidste par dage. Jeg kunne godt tænke mig at læse nogle af jeres publikationer på engelsk.“ Han forklarede at hvis det ikke var fordi han skulle rejse til Iran næste dag, var han kommet til stævnet.

I hele Moskva og Kiev — især på gader, på pladser og i undergrundstog — tilbød stævnets delegerede traktater og brochurer til folk. Hver aften kunne man se Jehovas vidner stå ved Lenins grav på Den Røde Plads og føre rolige samtaler og uddele traktater. Folk tog som regel med glæde imod traktaterne, ofte smilende. Hvis én modtog en traktat i et undergrundstog, satte vedkommende sig for det meste straks til at læse den. Det var ikke usædvanligt at se fem eller seks mennesker i en bil sidde og læse i traktaterne.

Efter at have læst budskabet udtrykte passagererne i undergrundstogene ofte deres værdsættelse. „Vi har ikke haft mulighed for at lære om sådanne ting,“ forklarede en midaldrende mand på gebrokkent engelsk. „Mange tak.“ En anden gang blev en ung mand og hans moder så begejstrede for budskabet at de stod af ved en station hvor der var delegerede fra stævnet for at fortsætte drøftelsen.

Kiev var fyldt med over 50.000 Jehovas vidner der kom fra mere end 30 lande, og alle havde de behov for logi. De fleste boede på hoteller, i private hjem og på skoler, men omkring 1800 blev indlogeret på seks både. En kahytsjomfru på en af bådene lagde en seddel til et Jehovas vidne hvorpå der stod: „Det virker som om I kommer fra en anden planet. I udstråler så megen skønhed og harmoni at I er en velsignelse. I kunne meget vel være Guds børn. Det tænker jeg hele tiden på.“

Det var meget passende at Jehovas vidner nu kunne afholde deres store områdestævner sådan at både embedsmænd og befolkning kunne betragte de gode kristne egenskaber og den gode opførsel der herliggør Gud! Lokale embedsmænd der havde forbindelse med Jehovas vidner havde ikke andet end ros tilovers for deres effektivitet, venlighed og gode samarbejde med stadionets personale og andre instanser i byen.

„Der er ikke blevet gjort så grundigt rent på dette stadion i de sidste 13 år,“ sagde en embedsmand i Kiev. En betjent på stedet udbrød: „Sikke et folk! Det er som at være i en anden verden. Det er mig ubegribeligt at I blev forfulgt.“

Højdepunkter fra stævnet

For Jehovas vidner i Moskva og Kiev var det største højdepunkt nok tilstedeværelsen af tusinder af delegerede fra mange andre lande, deriblandt medlemmer af Jehovas Vidners Styrende Råd. Det var en ubeskrivelig glæde bare at få lov til at være sammen med brødre og søstre af så mange forskellige nationaliteter der var forenede i fredfyldt tilbedelse. Da taleren i det afsluttende foredrag i Moskva og Kiev sagde at den største tak går til Jehova Gud, som havde muliggjort dette stævne, rejste stævnedeltagerne sig spontant og brød ud i klapsalver der blev ved indtil taleren måtte fortsætte sit foredrag.

Et andet højdepunkt ved stævnet var de foredrag som medlemmer af Det Styrende Råd hver dag holdt på engelsk, og de korte rapporter fra delegerede fra forskellige lande. Disse engelske foredrag blev tolket til mange sprog på samme tid. I Kiev blev de for eksempel oversat til 16 sprog! Ved at sidde i den sektion der var beregnet til netop deres sproggruppe, kunne delegerede høre denne del af programmet på deres eget sprog.

Endnu et højdepunkt var udgivelsen af den nye brochure Hvad er meningen med livet? på russisk og ukrainsk. Noget der især blev værdsat var udgivelsen af Håndbog for den teokratiske skole på russisk, en bog der udruster Jehovas vidner til at fremholde Bibelens sandheder på en bedre måde. Den russiske udgave af Min bibelhistoriebog blev også udgivet. Det er en kortfattet, kronologisk fremstilling af Bibelens beretninger, skrevet specielt til børn og unge. Der er allerede blevet trykt over 36 millioner eksemplarer af denne bog på mere end 80 sprog.

Dåbshandlingen var bestemt et højdepunkt ved de respektive stævner. At mange af dåbskandidaterne var helt unge gik ikke ubemærket hen. Ved en pressekonference i Kiev spurgte en korrespondent fra avisen Osvita: „Noget bemærkelsesværdigt ved jeres stævne er det anselige antal unge. De er venlige, velklædte og opfører sig pænt. Hvordan gør I? Har I et særligt program for de unge? Jeg arbejder med unge, og derfor har det min store interesse.“

Selv om ens indvielse til Gud må være baseret på kundskab og ikke på følelser, er selve dåbshandlingen alligevel en hjertegribende begivenhed. I Moskva stod stævnedeltagerne og klappede fra den første af de 1489 dåbskandidater blev nedsænket i vandet i et af de tre dåbsbassiner og indtil alle var blevet døbt — over en time senere.

I Kiev, hvor der var over 64.000 til stede, var der opstillet seks dåbsbassiner i den ene ende af stadionet. Med seks eller flere døbere i hver bassin blev der hvert andet minut døbt så mange at det svarer til en middelstor menighed. Alligevel tog dåben mere end to timer! Ved det internationale stævne i New York i 1958 med temaet „Den guddommelige Vilje“ blev 7136 døbt. Men de 7402 der blev døbt i Kiev — de kom fra Ukraine og andre tidligere sovjetrepublikker — var til dato det højeste antal. Dåbskandidaterne var russisktalende fra områder hvor der kort forinden var blevet religionsfrihed.

En stor glæde ved stævnet i Beograd var at der kom delegerede fra krigshærgede og belejrede områder. „Disse delegerede udtrykte mange gange en oprigtig tak for at de havde fået den forret at overvære stævnet,“ fortalte en af stævnets frivillige medarbejdere. „Men vi føler at det var os der fik den største opmuntring ved at få lov til at være sammen med dem og opleve deres kærlighed og nidkærhed for Bibelen.“

Ved mange af stævnerne „Oplært af Gud“ oplæstes et bevægende brev der var skrevet sidste vinter fra Sarajevo. „Det fryser cirka 15 grader,“ fortalte afsenderen. „Jeg er sammen med min kone og mine to sønner, vi har ikke strøm og ikke brænde nok . . . Vi kan høre maskingeværild og eksplosioner udefra. Men i hjertet er vi rolige og varme fordi vi kender sandheden og har et godt forhold til Jehova. . . . Vi beder jer om at blive ved med at anråbe Jehova om at hjælpe os til at holde ud, faste i troen trods alle disse rædsler. Vi beder for jer!“

Gør det nogen forskel?

Jehovas Vidner står i stærk kontrast til den uenighed der præger verdens religioner. Men gør det nogen forskel? I forbindelse med et stævne Jehovas Vidner afholdt for nogle år siden, skrev en redaktør: „Det er tilstrækkeligt at sige at hvis hele verden levede efter [Bibelens] lære, ligesom Jehovas Vidner, ville der ikke være blodsudgydelser og had, men kærligheden ville herske som konge.“

Alligevel har størstedelen af menneskeheden aldrig fulgt oplæringen fra Gud. I det første århundrede nægtede de fleste endda at lytte til Guds søn, Jesus Kristus. Er det for meget at håbe på at vi en dag vil se verden forenet? Hvordan skulle det være muligt?

[Ramme på side 12]

OMRÅDESTÆVNER I ØSTEUROPA OG ASIEN

Albanien (1 stævne) 598 39

Bulgarien (1 stævne) 704 45

Tjekkiet (2 stævner) 20.025 620

Tidligere Sovjetunionen

Estland (2 stævner) 4.732 383

Rusland (3 stævner) 32.582 2.454

Ukraine (2 stævner) 69.333 7.797

Kasakhstan (1 stævne) 5.678 604

Tidligere Jugoslavien

Kroatien (1 stævne) 5.003 157

Makedonien (1 stævne) 642 27

Serbien (1 stævne) 3.241 174

Slovenien (1 stævne) 1.961 69

Ungarn (5 stævner) 22.191 798

Polen (13 stævner) 152.371 4.352

Rumænien (9 stævner) 36.615 2.375

Slovakiet (2 stævner) 13.215 473

I ALT: 368.891 20.367

[Illustration på side 7]

Mere end 64.000 forsamlede på Republikaner-stadionet i Kiev

[Illustration på side 7]

Fjender fra den anden verdenskrig fra Tyskland og Ukraine forenede ved hjælp af Bibelen

[Illustrationer på side 8, 9]

Over 23.000 forenede tilbedere på Lokomotiv-stadionet i Moskva

I Kiev blev der døbt 7402 og i Moskva 1489

Delegerede fra andre lande medbragte i tonsvis af fødevarer til dem der havde behov

Øverst og i midten: Mange etniske grupper mødtes i fredfyldt enhed Nederst: Forkyndelse på Den Røde Plads

[Illustration på side 10]

De delegerede ved stævnet var lykkelige for at modtage ’Bibelhistoriebogen’ og ’Skolehåndbogen’ og den nye brochure på deres eget sprog