Taler mænd og kvinder hver sit sprog?
FORESTIL dig at Jens kommer traskende ind på Sørens kontor, synligt nedtrykt. Søren ser deltagende på sin ven og venter på at han skal fortælle hvad der er i vejen. „Jeg tvivler på at jeg kan klare at lave den forretningsaftale,“ sukker Jens. „Der er mange problemer med det, og ledelsen lægger virkelig pres på mig.“ „Hvad er det der bekymrer dig?“ spørger Søren i en fortrolig tone. „Du ved du er den bedste mand til det her job, og det ved ledelsen også. Tag den bare med ro. Hvis du synes det her er et problem, så skulle du bare have set i sidste måned . . .“ Og så fortæller Søren om de sjove detaljer ved en fejl han havde begået. Kort efter forlader hans ven kontoret — lettet og med et smil på læben. Søren var glad for at kunne hjælpe.
Forestil dig så at Søren kommer hjem om eftermiddagen og straks bemærker at hans kone, Birthe, er helt ude af den. Han hilser på hende, lidt mere muntert end sædvanlig, og venter på at hun fortæller hvad der er galt. Efter en stund med dyb, anspændt tavshed udbryder hun: „Jeg kan altså ikke klare det mere! Min nye chef er simpelt hen en tyran!“ Søren får hende til at sætte sig, lægger armen om hende og siger: „Skat, tag det ikke så tungt. Det er kun et arbejde. Sådan er chefer. Du skulle have hørt hvordan min chef skældte mig ud i dag. Men hvis det er for meget for dig synes jeg bare du skal sige op.“
„Du er overhovedet ikke interesseret i hvordan jeg har det!“ buser Birthe ud. „Du lytter aldrig til mig! Jeg kan ikke bare sige op! Det tjener du ikke nok til!“ Derefter løber hun ind i soveværelset for at græde ud. Chokeret står Søren uden for den lukkede dør og spekulerer over hvad der egentlig skete. Hvorfor var der to vidt forskellige reaktioner på Sørens trøstende ord?
Er det kønsbestemt?
Mange ville sikkert ganske enkelt have forklaret forskellen mellem de to ovennævnte reaktioner med at Jens er en mand og Birthe er en kvinde. Sprogforskere mener at kommunikationsproblemer i ægteskabet ofte skyldes forskellen mellem kønnene. Bøger som Kvindesnak og mands tale og Mænd er fra Mars, kvinder er fra Venus hælder til den teori at mænd og kvinder ganske vist taler samme sprog, men har hver sin måde at kommunikere på.
Ingen skal tro at Jehova, da han skabte kvinden af manden, blot frembragte en lettere revideret udgave. Manden og kvinden blev forunderligt og med stor omhu dannet til at komplementere hinanden, fysisk, følelsesmæssigt, mentalt og åndeligt. Dertil kan lægges mange andre ting som bidrager til forskellene — den individuelle opdragelse og livserfaring, kulturen, omgivelserne og den almene holdning til hvad der er feminint og maskulint. Disse faktorers indflydelse gør det måske muligt at fastlægge visse mønstre i den måde som mænd og kvinder kommunikerer på. Men den udefinerlige „typiske mand“ eller „typiske kvinde“ findes sikkert kun i psykologibøgerne.
Kvinder beskrives typisk som følsomme, men også mange mænd viser udtalt medfølelse i deres omgang med andre. Mænd tilskrives ofte logisk sans, men kvinder har ofte en god analytisk forståelse. Det er altså ikke muligt at stemple et bestemt karaktertræk som udelukkende maskulint eller udelukkende feminint, men én ting er sikker: Kendskab til en andens måde at se tingene på kan gøre forskellen mellem fredelig sameksistens og åben krig, især i et ægteskab.
Den daglige udfordring ved kommunikation i ægteskabet er på ingen måde ubetydelig. Mange skarpsindige ægtemænd kan bevidne at det bedragerisk simple spørgsmål: „Hvad synes du om min nye frisure?“ i virkeligheden er højeksplosivt. Mange taktfulde hustruer har lært at de ikke altid skal spørge: „Hvorfor spurgte du ikke bare om vej?“ når deres ægtemænd ikke har kunnet finde vej og er kørt forkert. I stedet for at se ned på ægtefællens ’særheder’ og stædigt holde fast ved sine egne, fordi „sådan er jeg nu engang“, vil en kærlig ægtefælle se længere end til overfladen. Dette er ikke en kold granskning af den andens måde at kommunikere på, men et varmt blik ind i vedkommendes hjerte og sind.
Hvert enkelt menneske er unikt, og sådan er det også med enhver sammensætning af to personer i et ægteskab. Ægte enighed kommer ikke af sig selv, men kræver på grund af menneskets ufuldkommenhed en stor indsats. For eksempel kan man let komme til at tro at andre betragter tingene på samme måde som man selv gør. Ofte søger vi at dække andres behov på den måde som vi selv ville ønske at få dem dækket på, måske i et forsøg på at følge den gyldne regel: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ (Mattæus 7:12) Jesus mente imidlertid ikke at det man selv gerne vil have, også er det andre gerne vil have. Nej, vi vil gerne at andre giver os det vi ønsker. Vi bør derfor give dem det de ønsker. Dette er især vigtigt i ægteskabet, for her har begge parter lovet at dække ægtefællens behov i det omfang han eller hun har mulighed for det.
Birthe og Søren har givet dette løfte. Og de har været lykkeligt gift i to år. Selv om de føler at de kender hinanden godt, opstår der af og til nogle situationer som afslører en gabende kommunikationskløft, en kløft som god vilje alene ikke kan bygge bro over. Ordsprogene 16:23 lyder: „Den vises hjerte giver hans mund indsigt.“ Ja, det er nødvendigt at vide noget om kommunikation. Lad os se hvilke døre det åbner for Birthe og Søren.
Manden
Søren færdes i en konkurrencebetonet verden hvor hver enkelt må påtage sig en social rolle, det være sig som underordnet eller overordnet i en given situation. Kommunikation fastslår hans position, kompetence, viden og værd. Hans uafhængighed betyder meget for ham. Når Søren bliver hundset med, bliver han vrangvillig. Kommandoens skjulte budskab „du gør ikke dit arbejde godt nok“, får ham til at gøre oprør, selv om det drejer sig om en ganske rimelig besked.
Søren taler hovedsagelig for at udveksle oplysninger. Han ynder at holde sig til fakta, idéer og nye ting han har lært.
Når Søren lytter afbryder han sjældent den der taler, ikke engang med små tilkendegivelser som „hmm“ eller „nå“, eftersom han er ved at tage oplysninger til sig. Men er han uenig, tøver han ikke med at sige det, især ikke til sine venner. Det viser at han er interesseret i det vennen har at sige, og at han gennemtænker alle muligheder.
Hvis Søren har et problem foretrækker han at finde løsningen selv. Derfor trækker han sig måske tilbage fra alt og alle. Eller han søger måske at få afledt opmærksomheden kortvarigt fra sine problemer gennem adspredelse. Han vil kun tale om problemet hvis han søger råd om det.
Hvis nogen kommer til Søren med et problem, ligesom Jens gjorde, ser han det som sin opgave at hjælpe, at få vennen til at føle at han duer til noget. Han vil normalt fortælle om nogle af sine egne problemer i forbindelse med det råd han giver, sådan at vennen ikke føler sig alene om det.
Søren kan lide at foretage sig noget sammen med sine venner. For ham er det indbegrebet af venskab.
For ham er hjemmet et tilflugtssted fra verdens ræs, et sted hvor han ikke længere behøver at tale for at vise sit værd. Her bliver han accepteret, stolet på, elsket og værdsat. Alligevel har Søren indimellem brug for at være alene. Det har ikke noget med Birthe at gøre. Han har blot brug for lidt tid i enrum. Søren har svært ved at fortælle sin hustru om sine bekymringer, sin usikkerhed og det der gør ham ondt. Han ønsker ikke at hun skal blive bekymret. Hans opgave er at tage sig af og beskytte Birthe, og han har brug for at hun viser ham den tillid. Søren ønsker støtte men ikke medlidenhed. Det får ham til at føle sig uduelig.
Kvinden
Birthe ser sig selv som et individ med et net af sociale forbindelser til andre. For hende er det vigtigt at befæste og styrke disse venskabsbånd. Tale er en god måde at skabe og bevare nærheden på.
Afhængighed er en naturlig del af Birthes personlighed. Hun føler sig elsket hvis Søren spørger om hendes mening før han træffer en afgørelse, men hun ønsker at han fører an. Når hun skal træffe en beslutning vil hun gerne tale med sin mand, ikke nødvendigvis for at få at vide hvad hun skal, men for at bekræfte den nærhed og tillid der er imellem dem.
Birthe vil helst ikke sige rent ud at der er noget hun behøver. Hun vil ikke plage Søren eller få ham til at føle at hun er ulykkelig. Hun venter hellere på at han bemærker noget, eller også kommer hun med små hentydninger.
I samtaler er Birthe interesseret i detaljer og stiller mange spørgsmål. Det er naturligt fordi hun er følsom og er interesseret i andre og deres forhold.
Når Birthe lytter afbryder hun den der taler ved at indskyde bemærkninger, nikke eller stille spørgsmål for at vise at hun følger med og er interesseret.
Hun gør en indsats for intuitivt at vide hvad andre behøver. At yde hjælp uopfordret er en dejlig måde at vise kærlighed på. Især vil hun gerne hjælpe sin mand til at gøre fremskridt.
Birthe kan godt blive fortvivlet hvis hun har et problem. Hun har behov for at tale, ikke så meget for at finde en løsning som for at udtrykke sine følelser. Hun har behov for at vide at nogen er interesseret og forstår hende. Når hun er følelsesmæssigt ophidset kommer hun med generaliserende, dramatiske udbrud. Hun mener det ikke bogstaveligt når hun siger: „Du lytter aldrig!“
Birthes barndomsveninde var ikke bare en hun legede med, men en hun talte med om alt. Som gift kvinde er hun derfor ikke nær så interesseret i aktiviteter uden for hjemmet som i at dele sine følelser med en der forstår at lytte.
Hjemmet er for Birthe et sted hvor hun kan tale uden at blive bedømt. Hun tøver ikke med at fortælle Søren om sin frygt og sine problemer. Hun skammer sig ikke over at hun behøver hjælp, for hun stoler på at hendes mand vil være forstående og vil lytte til hende.
Birthe føler sig i almindelighed elsket og sikker på sit ægteskab. Men af og til, uden nogen påviselig grund, begynder hun at føle sig usikker, at hun ikke er elsket, og derfor har hun et særligt behov for at blive beroliget og føle sin mands nærhed.
Ja, Søren og Birthe komplementerer hinanden, men er ret forskellige. Forskellene kan give anledning til store misforståelser, skønt begge ægtefæller har viljen til at være kærlige og forstående. Hvis vi kunne høre deres opfattelse af den situation der blev skildret i indledningen, hvad ville de så sige?
Hvordan situationen blev opfattet
„Da jeg kom ind ad døren kunne jeg straks se at Birthe var helt ude af den,“ ville Søren måske sige. „Jeg gik ud fra at hun ville fortælle mig om det når hun var klar til det. For mig så det ikke ud til at være noget stort problem. Jeg tænkte at hvis jeg blot kunne hjælpe hende til at indse at hun ikke skulle være bekymret og at der var en let løsning på det, ville hun få det bedre. Det sårede mig faktisk da hun, efter at jeg havde lyttet til hende, sagde: ’Du lytter aldrig til mig!’ Jeg følte at hun gav mig skylden for hendes frustrationer!“
„Alt var bare gået skævt den dag,“ ville Birthe sige. „Jeg var godt klar over at det ikke var Sørens skyld. Men da han kom ind og var overfrisk virkede det som om han ignorerede min tilstand. Hvorfor spurgte han ikke om hvad der var galt? Da jeg fortalte ham om problemet sagde han faktisk at jeg var skør, at det i virkeligheden ikke var noget problem. I stedet for at sige at han forstod mine følelser fortalte han mig bare — som en der tror han ved alt — hvordan jeg skulle løse problemet. Jeg ville ikke bare have en løsning, jeg ville have medfølelse!“
Trods de fejl hændelsen blotlagde, elsker Søren og Birthe hinanden højt. Hvad kan hjælpe dem i deres bestræbelser for at denne kærlighed skal komme klart til udtryk?
Se situationen med den andens øjne
Søren følte at det ville være anmassende at spørge Birthe hvad der var galt. For ham var det naturligt at behandle hende som han gerne ville behandles af andre. Han ventede på at hun skulle forklare sig. Birthe var ikke blot ophidset over problemet, men også over at Søren tilsyneladende ignorerede hendes behov for støtte. Hun opfattede ikke hans tavshed som en venlig gestus, men som manglende engagement. Da Birthe til sidst begyndte at fortælle, lyttede Søren uden at afbryde. Men hun følte det som om han ikke hørte efter. Derefter viste han hende, ikke empati, men en løsning. I hendes ører lød det: ’Dine følelser spiller dig et puds; du overreagerer. Se hvor let det er at løse det lille problem!’
Det ville være gået meget anderledes hvis begge kunne have set situationen med den andens øjne! Måske var det gået sådan her:
Søren kommer hjem og ser at Birthe er ude af den. „Hvad er der galt, skat?“ spørger han blidt. Tårerne begynder at strømme og hun fortæller det hele. Birthe siger ikke: „Det er din skyld!“ og antyder heller ikke at Søren forsømmer hende. Søren holder hende tæt ind til sig og lytter tålmodigt. Da hun har talt ud, siger han: „Det gør mig ondt at du er ked af det. Jeg kan godt forstå at du er ophidset.“ Birthe siger derefter: „Tak fordi du ville lytte til mig. Jeg har det bedre fordi jeg ved at du forstår mig.“
Det er sørgeligt at nogle, i stedet for at gøre en ende på misforståelserne, gør en ende på deres ægteskab. Manglende kommunikation er ofte den egentlig skyldige i opløsningen af mange hjem. Højrøstede skænderier ryster ægteskabets grundvolde. Hvordan går det til? Den næste artikel vil vise hvad det er der sker og hvordan man kan undgå det.