Hvordan man lærer voksne at læse

HVEM er disse millioner der hverken kan læse eller skrive? Stort set er de ansvarsbevidste, hårdtarbejdende borgere. I udviklingslandene er det faktisk dem der sørger for mad, tøj og husly til befolkningen. I industrilandene påtager de sig det arbejde som ingen andre ønsker at udføre — et arbejde der er udmattende, rutinepræget og simpelt, men vigtigt for samfundet.

Som regel er manglende muligheder grunden til at folk ikke kan skrive og læse. Som gruppe betragtet er analfabeter hverken dumme, uvidende eller talentløse. „Jeg har ikke problemer med at tænke,“ siger en elev. „Jeg kan bare ikke læse.“

Manglende muligheder

I mange tilfælde står analfabetisme i forbindelse med fattigdom. På familieplan tvinger fattigdommen folk til at interessere sig mere for at skaffe mad på bordet end for at få en uddannelse. Børnene kommer ikke i skole når der er brug for deres arbejdskraft derhjemme. Mange som begynder i skolen, går hurtigt ud igen.

Også på det nationale plan er fattigdommen skyld i problemer. Udviklingslandene er bebyrdede med udlandsgæld der tvinger dem til at skære ned på uddannelsesbudgettet. I Afrika blev det samlede beløb der var sat af til uddannelse reduceret med næsten 30 procent i løbet af den første halvdel af 1980’erne. Mens de rige lande bruger det der svarer til 41.000 kroner årligt på hvert skolesøgende barn, bruger nogle fattige lande i Afrika og Sydasien under 15 kroner pr. barn. Det resulterer i at der bliver for få skoler såvel som lærere, og derved for mange børn i klasserne.

Krige og borgerkrige bidrager også til analfabetisme. FN’s Børnefond skønner at syv millioner børn vantrives i flygtningelejre hvor muligheden for skoleundervisning ofte er elendig. Alene i ét afrikansk land har 1,2 millioner børn under 15 år ikke kunnet komme i skole på grund af en ulyksalig borgerkrig.

De der gik glip af læse- og skriveundervisning som børn, får nogle gange muligheden senere i livet, men ikke alle synes at det er anstrengelserne værd. Bogen Adult Education for Developing Countries (Voksenundervisning i udviklingslande) siger angående analfabeter der bor ude på landet: „Medmindre særlige omstændigheder gør sig gældende, er det usandsynligt at en voksen der har klaret sig uden at kunne læse og skrive, har et brændende ønske om at lære det. . . . Det vil være forkert at konkludere at han er fuldt ud tilfreds med sin tilværelse, men han er måske ikke tilstrækkelig utilfreds til at gøre særlig meget for at forandre den.“

Der er imidlertid mange som har et stærkt ønske om at blive bedre til at læse og skrive — af forskellige grunde, selvfølgelig. Nogle ønsker simpelt hen at få en større viden og et større selvværd. Andre er motiveret af økonomiske grunde. De der er arbejdsløse tænker at hvis de lærer at læse og skrive vil det hjælpe dem til at finde et arbejde; de der har et arbejde søger måske et bedre.

I erkendelse af den nære forbindelse mellem læse- og skrivefærdighed og udvikling, både på det personlige plan og på landsplan, har regeringer og organisationer iværksat programmer der skal lære voksne at læse og skrive. Det er en udfordring der fra lærernes side ikke alene kræver empati men også forståelse for den voksne elevs særlige kendetegn.

Portræt af en voksenelev

Lærere der underviser voksne skal være kendt med forskellene mellem voksne og børn. Personlighed, vaner, indstilling og interesser er mere indgroede hos voksne end hos børn, og det gør voksne mere usmidige og mindre modtagelige for forandringer. På den anden side har de voksne en stor erfaring man kan bygge på, og de er bedre til at forstå kendsgerninger og begreber der kan forvirre børn og unge. De har som regel ikke så meget fritid som børn har. En anden meget vigtig forskel er at voksenelever, i modsætning til børn, når som helst kan afbryde deres uddannelse.

Mange voksne analfabeter besidder enestående talenter og det er gået dem godt på visse af livets områder; de har blot ikke udviklet deres læse- og skrivefærdigheder. Den tilpasningsevne, kreativitet og udholdenhed de har lagt for dagen på andre af livets områder må læreren opmuntre dem til at udnytte i forbindelse med at lære læsningens kunst.

Der skal en modig analfabet til at indrømme at han eller hun har brug for hjælp, og så bede om den. Mange voksne påbegynder undervisningen med frygt og usikkerhed, selv om forholdene og personerne selvfølgelig er forskellige. Nogle har måske en lang række afbrudte akademiske studier bag sig. Andre synes måske at de er for gamle til at lære nye ting. „Det er vanskeligt at lære en gammel mand at arbejde med venstre hånd,“ siger et nigeriansk ordsprog.

Lærere kan opbygge selvtillid og fastholde elevernes interesse ved at være hurtige til at bemærke og rose fremskridt. Undervisningen skal være struktureret så indlæringsfejl holdes på et minimum og den skal sikre at eleven bliver ved med at nå de mål der er sat i undervisningen. Publikationen Educating the Adult skriver: „Fremskridt er sandsynligvis den betydeligste af de faktorer der fastholder motivationen.“

Voksne ved som regel hvad de vil bruge deres viden til og ønsker øjeblikkelig at se fremskridt mod deres mål. En mand der underviser voksne i Afrika siger: „De melder sig til kurset, ønsker hurtigst muligt at lære det der er behov for, og derpå slutte.“

Til tider sætter eleven sig nogle mål der er alt for ambitiøse. Fra begyndelsen bør læreren hjælpe eleven til at opstille foreløbige, kortsigtede mål, og derefter hjælpe ham til at nå dem. Lad os for eksempel sige at en kristen deltager i en læseklasse fordi han ønsker at kunne læse Bibelen og de bibelske publikationer. Det er langsigtede mål. Mens der arbejdes mod disse mål, kan læreren opmuntre eleven til undervejs at sætte sig mere kortsigtede mål, såsom at lære alfabetet, at finde og læse udvalgte skriftsteder, og at læse fra forenklede bibelske publikationer. Idet eleven jævnligt når nogle mål fastholdes motivationen, og eleven stimuleres til at fortsætte undervisningen.

Dygtige lærere kan gøre meget for at fremme motivationen ved at opmuntre og rose deres elever, og ved at hjælpe dem til at arbejde mod praktiske og opnåelige mål. For at kunne gøre fremskridt skal voksne ikke have det hele serveret. De må være villige til at tage ansvaret for deres egen uddannelse og til at slide i det. Gør de det, skal de nok lære at læse og skrive, og disse færdigheder vil ændre deres liv.

[Ramme på side 6]

Når voksne skal lære at læse

1. Det er vigtigt at fremme elevens motivation. Læreren bør fra den første time understrege fordelen ved at kunne læse og skrive, og opmuntre eleven til at sætte rimelige lang- og kortsigtede mål.

2. For at gøre fremskridt skal eleven undervises flere gange om ugen. Én gang om ugen er ikke nok. Eleven skal have lektier for.

3. Vær ikke for krævende, og overbebyrd heller ikke eleven med for meget stof på én undervisningstime. Så taber han måske modet og holder op med at overvære timerne.

4. Vær hele tiden opmuntrende og positiv. Læse- og skrivefærdigheder udvikles langsomt og gradvist. Eleven skal finde tilfredsstillelse i de fremskridt han gør.

5. Eleven opmuntres til hurtigst muligt at anvende det han lærer i dagligdagen.

6. Spild ikke tiden med at besvare sidespørgsmål. Voksne er travle mennesker. Brug det meste af undervisningstiden på at undervise i det væsentlige.

7. Eleven skal behandles med respekt og vises den værdighed han fortjener. Sæt aldrig eleven i forlegenhed og tal aldrig ned til ham.

8. Vær opmærksom på individuelle problemer. En elev kan måske ikke læse en lille skrift fordi han behøver briller. En anden hører måske ikke så godt og synes derfor det er svært at opfange den korrekte udtale.

9. Eleven bør lære at skrive alfabetet som det er trykt inden han forsøger at skrive en håndskrift hvor bogstaverne er sat sammen til ord. Trykte bogstaver er nemmere at lære og at skrive, og bogstaverne ligner mere dem på den trykte side.

10. En god måde at lære skrivning på, er at få eleven til at skrive oveni. Det må han måske gøre flere gange inden han selv prøver at skrive.

11. Man gør ofte hurtigere fremskridt med at læse end med at skrive. Udsæt ikke nye læsetimer selv om eleven ikke kan lave sit hjemmearbejde på grund af dårlige skrivefærdigheder. Man må på den anden side huske at nye bogstaver lettere læres og huskes hvis eleven øver sig i at skrive dem.

12. Selv om vokseneleven måske er dygtig med sine hænder, kan det være næsten uoverkommeligt for ham at skrive med kuglepen eller blyant. Insister ikke på perfekt formede bogstaver.