Hvad siger Bibelen?

Er det altid forkert at blive vred?

„VREDE er kortvarig sindssyge.“ Sådan formulerede den romerske oldtidsdigter Horats en udbredt opfattelse af en af de stærkeste følelser vi kender. Selv om ikke alle vil kalde vrede for sindssyge, er mange dog af den opfattelse at vrede i bund og grund er forkert. Allerede i det sjette århundrede udarbejdede katolske munke den berømte fortegnelse over „de syv dødssynder“. Ikke overraskende blev også vrede regnet med blandt disse.

Det er ikke vanskeligt at forstå baggrunden for denne holdning. I Bibelen står der jo: „Giv slip på vrede og lad forbitrelse fare.“ (Salme 37:8) Og apostelen Paulus tilskyndede menigheden i Efesus: „Lad al bitterhed og harme og vrede og skrigen og spot være fjernet fra jer, sammen med al slethed.“ — Efeserne 4:31.

Men er det alt hvad Bibelen har at sige om vrede? Talte Paulus ikke profetisk om at der i „de sidste dage“, som vi lever i, vil være „kritiske tider som er vanskelige at klare“? (2 Timoteus 3:1-5) Forventer Gud at vi i disse tider, hvor folk er ’vilde, uden kærlighed til det gode og uden naturlig hengivenhed’, skal kunne leve uden at blive blot en lille smule vrede en gang imellem.

Et ligevægtigt syn

Bibelens behandling af dette spørgsmål er ikke så unuanceret. Læg for eksempel mærke til hvad Paulus skriver i Efeserbrevet 4:26: „Bliv vrede, men synd dog ikke; lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ Dette skriftsted ville være temmelig vanskeligt at forstå hvis vrede under alle omstændigheder var en „dødssynd“ for hvilken man fortjente evig straf.

Paulus citerede fra Salme 4:4, hvor der står: „Bliv opbragte, men synd ikke.“ Ifølge Vine’s Expository Dictionary of Biblical Words betyder det hebraiske ord raghazʹ, der her er oversat med ’blive opbragt’, at „skælve under stærk sindsbevægelse“. Men hvilken slags sindsbevægelse? Er der tale om regulær vrede? I Septuaginta-oversættelsen er det hebraiske ord raghazʹ i Salme 4:4 oversat med et græsk ord der betyder „at blive gjort vred“, og det er tydeligvis hvad Paulus havde i tanke på dette sted.

Hvorfor giver Bibelen rum for vrede? Fordi ikke al vrede er forkert. Den opfattelse at „et menneskes vrede aldrig i sig selv er retfærdig og tilladelig“, som en bibelkommentator udtrykker det, er ikke bibelsk begrundet. Den bibellærde R. C. H. Lenski har meget rigtigt sagt i en kommentar til Efeserbrevet 4:26: „Den etik der forbyder al vrede og kræver uanfægtet sindsro i alle situationer, er stoisk og ikke kristen.“ Professor William Barclay har ligeledes sagt: „Der må være plads til vrede i den kristnes liv, men det må være den rette slags vrede.“ Men hvad er „den rette slags vrede“?

Retfærdig harme

Selv om vrede ikke er en af Jehovas fremtrædende egenskaber, læser vi dog gentagne gange i Bibelen at han både føler og giver udtryk for vrede. Jehovas vrede er dog altid retfærdig. Det er der to grunde til. For det første bliver han aldrig vred uden gyldig grund. For det andet er han aldrig uretfærdig når han lader sin harme komme til udtryk, idet han aldrig mister besindelsen. — 2 Mosebog 34:6; Salme 85:3.

Jehova harmes over bevidst uretfærdighed. For eksempel sagde han til israelitterne at hvis de underkuede forsvarsløse kvinder og børn, ville han „visselig høre deres råb“. „Min vrede vil blusse op,“ sagde han advarende. (2 Mosebog 22:22-24; jævnfør Ordsprogene 21:13.) Ligesom sin Fader viste Jesus børn stor omsorg. Da hans velmenende disciple engang søgte at hindre nogle børn i at komme hen til ham „harmedes han“ og tog børnene i sine arme. (Markus 10:14-16) Det er bemærkelsesværdigt at grundtanken bag det græske ord der her er oversat med ’harme’ er „fysisk smerte eller irritation“. Vi forstår altså at der er tale om stærke følelser!

Jesus blev ligeledes optændt af retfærdig harme da han så at købmænd og pengevekslere havde forvandlet det der skulle være et center for tilbedelsen af hans Fader til „en røverhule“. (Mattæus 21:12, 13; Johannes 2:15) Da de skriftkloge og farisæerne gik højere op i deres egne pedantiske sabbatsregler end i at sørge for de syge der havde behov for hjælp, blev Jesus „dybt bedrøvet da han mærkede deres umenneskelighed“ og „så vredt på dem der var omkring ham“. — Markus 3:5, Phillips.

Også den trofaste Moses fyldtes af retfærdig harme på grund af de illoyale israelitter. Ja, han blev så vred at han knuste de tavler hvorpå Loven var prentet. (2 Mosebog 32:19) Og den retfærdige skriver Ezra blev så vred over israelitternes ulydighed mod Guds lov angående ægteskabet at han sønderrev sine klæder og endog rev noget af sit hår af! — Ezra 9:3.

Alle der ’elsker det gode’ stræber efter at ’hade det onde’. (Amos 5:15) Derfor kan kristne i dag også blive grebet af retfærdig harme når de bliver vidne til bevidst grusomhed, hykleri, uærlighed, illoyalitet eller uretfærdighed.

Hvordan man behersker sin vrede

Det er ingen tilfældighed at Bibelen ofte sammenligner vrede med ild. Ligesom ilden har vreden et arnested og kan være uhyggeligt destruktiv. Til forskel fra Jehova og Jesus bliver mennesker alt for ofte optændt af vrede uden gyldig grund, eller de lader deres vrede komme til udtryk på en uretfærdig måde. — 1 Mosebog 4:4-8; 49:5-7; Jonas 4:1, 4, 9.

På den anden side er det heller ikke nødvendigvis retfærdigt blot at undertrykke sin vrede. Husk hvad Paulus sagde: „Lad ikke solen gå ned mens I stadig er opbragte.“ (Efeserne 4:26) Der findes bibelske retningslinjer for hvordan man kan få luft for sin vrede. Det kan man for eksempel ved at ’sige det i sit hjerte’, drøfte sine følelser i fortrolighed med en moden ven, eller tale roligt og behersket ud med den der eventuelt har forsyndet sig. — Salme 4:4; Ordsprogene 15:22; Mattæus 5:23, 24; Jakob 5:14.

Det er derfor ikke altid forkert at blive vred. Både Jehova og Jesus er til tider blevet vrede — og vil blive det igen! (Åbenbaringen 19:15) Hvis vi skal efterligne dem kan vi endda komme ud for situationer hvor det ville være forkert ikke at blive vred! Det væsentlige er at vi følger Bibelens vejledning, idet vi sikrer os at vi har en gyldig grund til at føle som vi gør, og at vi lader vore følelser komme til udtryk på en måde der er retfærdig og i harmoni med de kristne principper.

[Illustration på side 18]

Kain og Abel