Canadas fantastiske „søvej“

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I CANADA

„Hvad er det for en flod?“ „En flod uden ende,“ svarede den indfødte stifinder

ÅRET var 1535. Lidet anede den franske søfarer Jacques Cartier at den flod han var i færd med at kortlægge, en dag skulle blive en af Nordamerikas vigtigste vandveje. Den blev en hovedfærdselsåre for de første pelsjægere og kolonister og senere for de moderne oceangående fragtskibe. Den er mere end 130 kilometer bred ved udmundingen og strækker sig 1200 kilometer ind i landet, fra Atlanterhavet til Ontario-søen.

Ifølge historiebøgerne var det Cartier som gav denne majestætiske vandvej navnet St. Lawrence. Nu bruges navnet både om floden og bugten den munder ud i.

Langs St. Lawrencefloden finder man nogle af Nordamerikas smukkeste landskaber. Klipper og slugter skaber en af verdens længste fjorde, Saguenay-fjorden, som er næsten 100 kilometer lang. Den mægtige Saguenay-flod løber ud i St. Lawrencefloden fra nord og danner en flodmunding hvor Atlanterhavets tidevand blandes med flodvandet.

Ifølge havbiologer mødes to verdener her under vandoverfladen. Koldt saltvand fra havet strømmer ind gennem undersøiske kanaler i helt ned til 400 meters dybde, hvorefter det stiger op og blandes med flodernes ferskvand. Flodmundingen ved St. Lawrence er hjemsted for et rigt dyreliv. Belugaer (små hvidhvaler), vågehvaler, almindelige finhvaler samt de kæmpestore blåhvaler. Normalt lever disse fire hvalarter mange hundrede kilometer fra hinanden. Dette område er forståeligt nok meget besøgt. For ikke så længe siden tog ikke færre end 70.000 turister i løbet af et år ud for at se hvalerne i St. Lawrencefloden.

Kombinationen af planter, dyr og fugle langs floden er en af de mest særprægede på jorden. Der er i hundredvis af fiskearter og mere end 20 padde- og krybdyrarter, foruden 12 slags havpattedyr. Næsten 300 fuglearter siges at gæste vådområderne og flodbredderne. Trækfugle som snegæs og ænder flokkes i tusindtal ved flodens vande.

Længere oppe ad floden knejser rolige, blå bjerge i horisonten mens floden strømmer gennem de mørke skove. Statelige øer står vagt i det brede flodløb. Langs flodbredderne ligger gårde, landsbyer og byer.

Endnu længere inde i landet, over en strækning på 160 kilometer, findes en række strømfald. Efter strømfaldene bliver flodtransporten lettere over en 60 kilometers strækning hvor floden er oversået med øer, kaldet De Tusind Øer (faktisk er der tæt på to tusind).

Flodtrafikken

Så tidligt som i 1680 talte europæiske nybyggere om at udbygge floden med kanaler uden om strømfaldene, så den oceangående trafik kunne komme længere end til Montreal. Næsten 300 år senere, i 1959, gik denne drøm i opfyldelse med åbningen af St. Lawrence-søvejen. Den blev hyldet som en af verdens største ingeniørbedrifter.

På den 293 kilometer lange strækning mellem Montreal og Ontario-søen blev der bygget syv nye sluser. Og der blev fjernet mere end 150 millioner kubikmeter jord og klippe. Hvis man anbragte dette på en mindre fodboldbane ville det blive til et bjerg på 35 kilometer i højden. Af den beton som medgik til sluserne kunne man have bygget en firesporet motorvej fra London til Rom.

Jacques LesStrang, der er forfatter til bogen Seaway — The Untold Story of North America’s Fourth Seacoast, citerer en skibskaptajn for at have sagt: „Der er ingen vandvej som den i hele verden. Den er ikke nem at besejle, men flodens storslåethed, de buldrende Niagarafald, den endeløse kæde af søer og øer gør den til en enestående naturoplevelse.“

Oceangående skibe som sejler op ad kanalen til Duluth-Superior på USA-siden af Lake Superior, hæves 180 meter over havniveau, hvilket svarer til 60. etage i en skyskraber. Rejsen fra Atlanterhavet er i alt på 3700 kilometer.

Flodtrafikken har bragt velstand til byerne langs ruten. I bogen The Great Lakes/St. Lawrence System siges der: „Langs landegrænsen ligger det industrielle kerneland for både Canada og De Forenede Stater. Her bor mere end 100 millioner mennesker, og det er det største kraftcenter for industriel og produktionsmæssig velstand i den vestlige verden.“

Blandt de mere end 150 havnebyer fra Atlanterhavet til Lake Superior er Quebec, Montreal, Toronto, Hamilton, Sault Sainte Marie og Thunder Bay i Canada og Buffalo, Erie, Cleveland, Detroit, Chicago og Duluth-Superior i De Forenede Stater. Skibe fra Casablanca, Le Havre, Rotterdam og andre steder transporterer millioner af tons fragt ad St. Lawrence-søvejen hvert år. Dette er med til at skabe titusinder af arbejdspladser og indtægter for milliarder af dollars hvert år.

Alarmklokkerne ringer

Efter mere end 30 års skibstrafik på denne „søvej“ er alarmklokkerne begyndt at lyde. I århundreder har St. Lawrencefloden og reservoiret i De Store Søer „været brugt som kloak og dumpningsområde,“ siger en miljøorganisation i Canada. „Den store flod“ har kunnet klare det indtil for nylig.

Store oceangående fragtskibe har tømt deres ballast i ferskvandssøerne og floden. Fabrikker og byer langs floden har lukket kemikalier ud. Giftstoffer fra landbruget forplumrer vandet. Disse faktorer har i forening bragt floden i fare.

Efterhånden som flere og flere forurenende stoffer er blevet skyllet ud i floden, er nogle af fiskearterne forsvundet. Senere er badning blevet forbudt. Derefter fulgte forbud mod at spise bestemte fisk og skaldyr. Kvaliteten af drikkevandet fra floden blev tvivlsom. Flere af de vildtlevende dyr kom på listen over truede dyrearter. Døde belugaer skyllede op på bredderne, som ofre for sygdomsfremkaldende giftstoffer i vandet.

’Søvejen’ renses

Der måtte tydeligvis gøres noget ved forureningen af floden. I 1988 iværksatte den canadiske regering derfor St. Lawrenceaktionsplanen med det formål at bevare, beskytte og genoprette miljøet i floden, især mellem Montreal og Atlanten.

Der bliver nu arbejdet med redningsplaner for truede dyrearter. Områder bliver fredet for at bevare det der er tilbage. Blandt andet har man oprettet Saguenay Marine Park hvor Saguenay-floden møder St. Lawrencefloden. Formålet er at bevare den unikke natur under vandoverfladen og på land.

Nye love er trådt i kraft. Industrivirksomheder har fået skæringsdatoer for hvornår de skal have reduceret deres udledning af giftige stoffer med 90 procent. Der udvikles nye teknologier for at mindske forureningen. Områder der er forpestede af giftstoffer i flodsedimentet eller forurenede efter opmudring bliver renset. Nogle steder hvor floden er renset skal der oprettes nye vildtområder. Tusinder af turister færdes hvert år ved floden, og man vil nu tage skridt til at kontrollere dette antal samt indskrænke turisternes bevægelsesfrihed.

Skaden kan gøres god igen. I modsætning til menneskeskabte landeveje vil floden reparere sig selv hvis mennesker holder op med at forurene. Det vigtigste er at ændre tankegangen hos fabrikanter og almindelige forbrugere som nyder godt af handelen på floden og De Store Søer.

At det går den rigtige vej viser antallet af belugahvaler. Selv om belugaen stadig er truet, stiger bestanden nu, efter at den var faldet fra 5000 til kun 500.

Der er blevet gjort en særlig indsats for at oplyse befolkningen om flodens naturlige rigdomme og dens svundne storhed. Vil folk sætte tilstrækkelig pris på dette til at miljøbestræbelserne kan fortsætte fremover? Kun hvis de respekterer og påskønner det Gud har skabt.

[Kildeangivelse på side 20]

Med tilladelse fra St. Lawrence Seaway Authority