Bananen — en forunderlig frugt

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I HONDURAS

GRÆKERNE og araberne omtalte den urteagtige vækst som „et forunderligt frugttræ“. Den blev opdaget i Indien i 327 f.v.t. af Alexander den Stores soldater. Ifølge en gammel overlevering hvilede de indiske vismænd sig i dens skygge og nød dens frugt. Derfor er frugten også blevet kaldt „de vise mænds frugt“. Hvilken frugt er det? Det er såmænd bananen!

Men hvordan kom bananen fra Asien til Caraibien? Jo, for længe siden bragte arabiske købmænd rødder af bananplanten med sig fra Asien til Afrikas østkyst. Dér blev bananplanten i 1482 opdaget af portugisiske opdagelsesrejsende. De tog ikke kun nogle rodskud men også plantens afrikanske navn, „banan“, med sig til de portugisiske kolonier på De Kanariske Øer. Næste etape på rejsen var turen over Atlanterhavet til den Nye Verden. Den foregik i 1516, få år efter at Columbus havde gennemført sine opdagelsesrejser. Spanske missionærer bragte bananplanter med til de caraibiske øer og det tropiske fastland der ligger ud til Det Caraibiske Hav. Sådan gik det til at denne ejendommelige frugtbærende plante måtte rejse den halve verden rundt inden den nåede frem til Mellem- og Sydamerika.

Efter sigende var det først i 1690 at bananen blev bragt fra de caraibiske øer til New England. Puritanerne kogte den mærkelige frugt og brød sig ikke om den. Men i de syd- og mellemamerikanske lande, såvel som i andre tropiske lande, koger millioner af mennesker de rå, grønne bananer og spiser dem med stor fornøjelse.

Bananplantager

Mellem 1870 og 1880 blev forskellige europæiske og nordamerikanske købmænd grebet af tanken om at eksportere bananer. De oprettede selskaber og etablerede bananplantager, såkaldte fincas. Det betød at arbejdere og ingeniører måtte rydde jungle og bygge veje, jernbaner og kommunikationssystemer. Der blev bygget landsbyer med huse, skoler, ja, endog hospitaler til arbejderne og deres familier. Endvidere blev der oprettet dampskibsruter som kunne fragte bananerne ud i verden. Efterhånden som denne virksomhed tog fart, opkøbte firmaerne mere og mere jord i de lande hvor banandyrkning var muligt.

I dag leverer de mellemamerikanske lande over 90 procent af de bananer der spises i Nordamerika. Brasilien er den største eksportør, mens Honduras er nummer seks på listen, med en årlig eksport på omkring én milliard kilo bananer.

Sådan vokser bananerne

Bananplanten er ikke et træ, for den indeholder ingen træfibre. Den er derimod en gigantisk urt der ligner en palme. Klimaet og jordbunden er afgørende for plantens vækst og størrelse. Bananplanten vokser bedst i et varmt, fugtigt klima hvor temperaturen aldrig kommer under 20 grader, og hvor der er fed, veldrænet muldjord.

Det hele begynder med at man graver et antal 30 centimeter dybe huller med 5 meters afstand, hvori man planter rodskud som er skåret af den underjordiske stængel på en voksen bananplante. I løbet af tre til fire uger viser der sig nogle grønne skud og de tæt sammenrullede blade begynder at folde sig ud mens planten vokser. Bananplanter vokser meget hurtigt, næsten 3 centimeter om dagen. Efter ti måneder er planten fuldt udvokset, og med en højde på 3 til 6 meter ligner den et palmetræ.

På den fuldvoksne plante danner de sammenrullede bladskeder en art stamme hvorfra der skyder en stor knop frem med små lilla blade. På denne akslignende blomsterstand kommer klynger af små blomster til syne. Hver plante sætter kun én klase, der kan veje mellem 30 og 50 kilo og bære mellem 9 og 16 klynger bananer. Hver klynge, som kaldes ’en hånd’, indeholder mellem 10 og 20 bananer der kaldes ’fingre’.

Bananerne vokser først nedad, derefter udad og op, hvorved de får den velkendte krumme facon. Hvordan bliver bananerne passet i vækstperioden? Når tiden er inde bliver topskuddet fjernet sådan at bananerne kan få al den næring der er i planten. For at beskytte frugtklasen mod insektangreb trækker man en plasticpose omkring den. Eftersom bananerne vokser opad og bliver meget tunge, bliver hver plante bundet til naboplanterne for at forhindre at vinden eller bananklasens vægt skal få planten til at vælte omkuld. Til sidst bliver der fastgjort et farvet bånd på posen som viser hvornår frugterne kan høstes.

Plantagerne bliver hver dag sprøjtet fra fly. Denne sprøjtning skal beskytte planterne mod især tre sygdomme. En af disse kaldes ’Panama-syge’, en svampesygdom der angriber og ødelægger nogle planter. Efterhånden bliver disse sorter dog erstattet af nogle der er modstandsdygtige over for denne sygdom. En anden sygdom der kaldes ’Mako-syge’ og skyldes en bakterie, holder man i ave ved at fjerne inficerede planter og enhver blomst der kan tiltrække smittebærende insekter. Endelig er der ’Sigatoka-syge’, som ødelægger planternes blade men ikke når at skade bananerne hvis der sprøjtes i tide. Bananer har behov for at der tilføres store mængder vand ved hjælp af overrislingssystemer og sprinkleranlæg. I øvrigt holder man også beplantningerne fri for græs og ukrudt.

Fra plantage til spisebord

Når farven på båndet viser at bananerne er parate til at blive høstet, måler man længden på frugterne for at kontrollere at de har den rette størrelse. Bananer får dog aldrig lov at modnes på planten, ikke engang når de er til lokalt brug. Hvorfor ikke? Fordi de så ville miste deres smag. Før man beslutter hvornår der skal høstes tager man i betragtning hvor langt bananerne skal sendes væk og hvordan de skal transporteres. Derefter skærer en arbejder klaserne af med en machete og sender dem af sted til pakkeriet. Hvad sker der med bananplanten når der er høstet? Den bliver skåret ned og kommer til at give næring til nye planter der vil vokse frem i dens sted.

På pakkeriet bliver bananerne vasket. Alle beskadigede frugter bliver sorteret fra — dem spiser arbejderne og deres familier. Små bananer bliver anvendt som smagstilsætning og til babymad. De fineste bananer bliver pakket i kasser med 18 kilo i hver og sendt ud i verden med kølevogne og skibe.

I pakhuset kontrollerer man opbevaringstemperaturen og frugternes kvalitet. Frugterne skal holde sig grønne indtil de når ud til markederne. Da bananer har begrænset holdbarhed skal de høstes, forsendes og sælges i løbet af 10 til 20 dage. Frugterne opbevares nedkølede ved en temperatur på mellem 12 og 13 grader, sådan at de ikke modner før tiden. Med de moderne transportmidler kan bananer uden problemer sendes fra Mellem- og Sydamerika og helt til Canada og Europa.

Praktisk værdi og næring

Der findes sandsynligvis over hundrede forskellige banansorter. Dværgbananen, som er den almindeligste, bliver hovedsagelig eksporteret til Europa, Canada og De Forenede Stater. Andre sorter, hvis skræl er for tynd til at de kan eksporteres, sælges i store mængder i Honduras. De kaldes manzana (æble) og „rød Jamaica“.

Bananblade indeholder værdifulde fibre og benyttes til forskellige formål i de tropiske lande. Når man besøger et marked ser man ofte bladene ligge stablet på gaden hvor de bliver solgt til indpakning af varm tamales, en ret som er meget populær i flere lande.

Mange mennesker i Honduras holder af at spise pisanger til måltiderne. En velsmagende ret fra nordkysten af Honduras kaldes machuca. Den tilberedes ved at man moser de umodne pisanger i en morter, tilsætter krydderier og koger blandingen i kokosolie sammen med krabber.

I De Forenede Stater sætter man årligt 11 milliarder bananer til livs. Og store mængder sendes til Canada, England og andre lande i Europa. Hvordan er næringsværdien af disse frugter? Bananer er rige på A- og C-vitaminer, kulhydrater, fosfor og kalium.

Bananerne har utrolig mange anvendelsesmuligheder. De er velegnede til snacks, müsli, frugtblandinger, bagværk og, naturligvis, til den velkendte dessert bananasplit. Men næste gang du spiser en moden banan, så tænk på hvor forunderlig den er. Denne frugt har sin egen indpakning, den er rig på vitaminer og mineraler, og den har måske rejst den halve verden rundt for at nå frem til dit spisebord.