Unge der har ’en kraft som er ud over det normale’
DU ER ung. Kun 12 år. Du har en familie som du holder af, og skolekammerater som du kan lide at være sammen med. Du tager til stranden eller på skovtur. Du overvældes af ærefrygt ved at betragte en stjerneklar nattehimmel. Hele livet ligger foran dig.
Men så får du at vide at du har kræft. En sådan besked er et hårdt slag hvis man er 60 år gammel. Men for en 12-årig er den sønderknusende.
Lenae Martinez
Sådan var det for 12-årige Lenae Martinez. Hun håbede at leve evigt i et paradis på jorden. Dette håb var forankret i den bibelundervisning hendes forældre, som er Jehovas vidner, havde givet hende. Havde hun ikke selv læst i Bibelen at jorden skulle bestå for evigt, at den var skabt til altid at bebos og at de sagtmodige skulle arve jorden? — Prædikeren 1:4; Esajas 45:18; Mattæus 5:5.
Nu lå hun på Valley Children’s Hospital i Fresno i Californien. Hun var indlagt på grund af en formodet nyreinfektion. Undersøgelser viste imidlertid at hun havde leukæmi. Lægerne der behandlede Lenae ordinerede straks en transfusion med pakkede røde blodlegemer og blodplader samt kemoterapi.
Lenae oplyste at hun ikke ville have blod eller blodprodukter, at hun havde lært at Guds lov forbyder det, sådan som det fremgår af Tredje Mosebog og Apostelgerninger. „Den hellige ånd og vi har nemlig besluttet ikke at lægge nogen yderligere byrde på jer ud over dette nødvendige: at I afholder jer fra det der er ofret til afguder og fra blod og fra kvalte dyr og fra utugt.“ (Apostelgerninger 15:28, 29) Hendes forældre støttede hende i denne beslutning, men Lenae understregede at det var hendes egen afgørelse og at det var meget vigtigt for hende at den blev respekteret.
Lægerne talte i adskillige timer med Lenae og hendes forældre. Og de kom igen en eftermiddag. Angående dette besøg sagde Lenae: „Jeg følte mig meget svag på grund af smerterne, og jeg havde kastet meget blod op. De stillede mig de samme spørgsmål, bare på en anden måde. Jeg sagde igen til dem: ’Jeg vil hverken have blod eller blodprodukter. Om nødvendigt vil jeg hellere dø end bryde mit løfte til Jehova om at gøre hans vilje.’“
Lenae fortsatte: „De kom tilbage næste morgen. Blodpladetallet var faldende, og jeg havde stadig høj feber. Jeg kunne mærke at lægen lyttede mere til mig denne gang, og selv om de tilstedeværende ikke brød sig om min holdning, sagde de at jeg var en moden 12-årig. Senere kom børnelægen ind og sagde at han var ked af det, men at der ikke var noget andet end kemoterapi og blodtransfusion der kunne hjælpe mig. Før han gik sagde han at han ville komme igen senere.
Da han var gået begyndte jeg for alvor at græde. Han havde været min læge helt fra jeg var lille, og nu følte jeg det som om han forrådte mig. Senere kom han tilbage, og jeg fortalte ham hvordan jeg havde følt det — som om han ikke bekymrede sig om mig længere. Det overraskede ham, og han sagde at han var ked af det. Det var ikke hans mening at gøre mig ondt. Han kiggede på mig og sagde: ’Lenae, hvis det er sådan du vil have det, så ses vi i himmelen.’ Så tog han brillerne af, og med tårer i øjnene sagde han at han holdt af mig, og så gav han mig et stort knus. Jeg svarede: ’Tak. Jeg holder også af Dem, dr. Gillespie, men jeg håber altså på at leve i et paradis her på jorden efter opstandelsen.’“
Derefter kom to læger og en advokat og sagde til Lenaes forældre at de ville tale med Lenae i enrum. Forældrene forlod derfor lokalet. Under hele forløbet havde lægerne været venlige og hensynsfulde, og de havde givet udtryk for at de var imponerede over Lenaes veltalenhed og dybe overbevisning.
Da de blev alene med hende sagde de at hun ville dø af leukæmi og argumenterede: „Men blodtransfusion vil forlænge dit liv. Hvis du afviser blodtransfusion dør du om et par dage.“
Lenae spurgte så: „Hvor meget længere kan jeg leve hvis jeg tager imod blodtransfusion?“
„Omkring tre til seks måneder,“ svarede de.
„Hvad kan jeg nå på seks måneder?“ spurgte hun.
„Du vil blive stærk. Du kan gøre mange ting. Besøge Disney World. Der er mange steder du kan tage hen.“
Lenae tænkte et øjeblik og sagde så: „Jeg har tjent Jehova hele mit liv, 12 år. Han har lovet mig evigt liv i et paradis hvis jeg adlyder ham. Jeg vil ikke vende mig fra ham nu for at kunne leve seks måneder mere. Jeg vil være trofast indtil jeg dør. Så ved jeg at han til sin tid vil oprejse mig fra de døde og give mig evigt liv. Da vil jeg have masser af tid til at gøre alt det jeg kunne tænke mig.“
Lægerne og sagføreren var synligt imponerede. De roste hende og gik ud til forældrene og sagde at hun talte og tænkte som en voksen og var i stand til at træffe sine egne afgørelser. De anbefalede den etiske komité på Valley Children’s Hospital at betragte Lenae som en moden mindreårig. Denne komité, der var sammensat af læger og andre inden for sundhedssektoren samt en professor i etik fra Fresno State University, traf afgørelse om at Lenae selv kunne beslutte hvilken behandling hun ville have. De gav Lenae status som en moden mindreårig. Det blev ikke nødvendigt med en retssag.
Klokken halv syv den 22. september 1993, efter en lang, hård nat, sov Lenae ind i døden i sin mors arme. Den værdighed og ro der prægede den nat står dybt prentet i bevidstheden hos de tilstedeværende. Begravelsen blev overværet af 482, deriblandt læger, sygeplejersker og lærere som var imponerede over Lenaes tro og integritet.
Lenaes forældre og venner var meget taknemmelige over at både læger, sygeplejersker og det øvrige hospitalspersonale på Valley Children’s Hospital var opmærksomme på denne mindreåriges modenhed, og at det ikke var nødvendigt med en retssag for at træffe den afgørelse.
Crystal Moore
Disse hensyn blev ikke taget over for 17-årige Crystal Moore da hun blev indlagt på Columbia Presbyterian Medical Center i byen New York. Hun led af bakterieforårsaget tyktarmsbetændelse. Ved indlæggelsen gjorde Crystal og hendes forældre det gentagne gange klart at hun ikke ville modtage blod. Hun ønskede ikke at dø; nej, hun ønskede en lægebehandling der tog hensyn til Bibelens bud om at man skal afholde sig fra blod. — Apostelgerninger 15:28, 29.
Lægeholdet der tog sig af Crystal var overbevist om at hendes tilstand gjorde blodtransfusion påkrævet. En læge sagde ligeud: „Hvis Crystal ikke får blod senest torsdag den 15. juni, er hun død fredag den 16. juni!“ Fredag den 16. juni var Crystal imidlertid ikke død, og fra hospitalets side rettede man henvendelse til højesteret i staten New York for at få tilladelse til at gennemtvinge en blodtransfusion.
Ved retsmødet, som i hast blev arrangeret på hospitalet samme formiddag, erklærede en læge at Crystal skulle have to enheder blod straks, og at hun måske havde behov for mindst ti enheder mere. Han sagde videre at hvis Crystal modsatte sig transfusionen, ville han binde hende til sengen og gennemføre behandlingen. Crystal sagde til lægerne at hun ville „råbe og skrige“ hvis de forsøgte at påtvinge hende blodtransfusion, og at hun som et af Jehovas vidner ville betragte enhver tvungen behandling med blod som frastødende på linje med voldtægt.
Trods gentagne anmodninger fra Crystals advokat under proceduren blev Crystal nægtet mulighed for, over for domstolen, at give udtryk for sin personlige overbevisning og demonstrere sin evne til at træffe afgørelser. Crystal havde netop på sin skole modtaget en pris som anerkendelse af hendes præstationer og lederevner, men alligevel nægtede dommeren hende tilladelse til at udtale sig i retten om sin vægring mod blodtransfusion. Dette var en tilsidesættelse af Crystals ret til en lovmæssig retssag og en krænkelse af hendes selvbestemmelsesret, hendes privatliv og religionsfriheden.
Skønt retten ikke ville lade Crystal vidne, fik hun dog cirka 20 minutter alene med domstolen på sin stue. Bagefter udtalte dommeren at Crystal „helt klart var meget intelligent“ og „meget velformuleret“, og hun sagde at Crystal „uden tvivl var ved sin fornufts fulde brug“ og „fuldt ud i stand til selv at udtrykke sin mening“. På trods af dette var retten ubøjelig i sin beslutning om at nægte Crystal ret til selv at bestemme hvilken lægebehandling hun ville modtage.
Søndag morgen den 18. juni var det påkrævet med en operation. Det gik Crystal med til, men hun nægtede stadig at modtage blod. Hun mistede kun 0,5-1,0 liter blod under operationen. Men alligevel hævdede lægerne at der sikkert var behov for en postoperativ blodtransfusion. En anden læge erklærede at det ikke var nødvendigt. Han havde i de sidste 13 år behandlet lignende tilfælde uden at ordinere blodtransfusion, og der havde aldrig været behov for efterfølgende transfusioner.
Den 22. juni 1989 gav retten hospitalet midlertidig myndighed over Crystal så man, „hvis det var nødvendigt for at beskytte og redde hendes liv“, kunne give hende blodtransfusion. Da hun blev udskrevet fik forældrene igen myndigheden over hende. Det blev aldrig nødvendigt med en blodtransfusion, og den blev heller ikke givet, men det var en chokerende behandling Crystal fik af domstolen.
Efter at Crystal var blevet udskrevet fra hospitalet afsluttede hun sin eksamen med gode karakterer. Kort efter fik hun status som en af Jehovas Vidners heltidstjenere. Hun blev rundviser ved Jehovas Vidners stævnehal i Jersey City og meldte sig til at virke på det hold der ombygger og nybygger rigssale.
Alt dette til trods for at lægerne på Columbia Presbyterian Medical Center havde sagt at hvis hun ikke fik blodtransfusion den 15. juni, ville hun være død den 16., og at hvis hun modsatte sig den ’ville hun blive bundet til sengen og få en transfusion’. Når læger går til domstolen for at få tilladelse til at give blod under henvisning til at patienten vil dø medmindre de får tilladelsen med det samme, bør de huske på sagen med Crystal Moore.
Lisa Kosack
Lisas første nat på Torontos børnehospital var et rent mareridt. Hun blev indlagt klokken fire om eftermiddagen og fik med det samme foretaget nogle undersøgelser. Hun kom ikke ind på en stue før kvart over elleve om aftenen. Ved midnat — ja, vi kan lade Lisa selv fortælle hvad der skete. „Ved midnat kom en sygeplejerske ind og sagde: ’Jeg bliver nødt til at give dig noget blod.’ ’Nej,’ råbte jeg, ’jeg vil ikke have blod, for jeg er et af Jehovas vidner! Det håber jeg du er klar over! Det håber jeg du er klar over!’ ’Ja, det ved jeg godt,’ sagde hun og erstattede hurtigt den væske jeg fik med blod. Jeg græd og blev helt hysterisk.“
Hvor ufølsomt og grusomt at påtvinge en syg 12-årig pige denne behandling midt om natten, skræmt som hun var på grund af de fremmede omgivelser. Lisas forældre havde bragt hende på børnehospitalet for at finde nogle venlige og samarbejdsvillige læger. I stedet blev deres datter underkastet den chokerende transfusion midt om natten, på trods af både Lisas og hendes forældres holdning til blodet — at brug af blod eller blodprodukter er en klar overtrædelse af Guds lov. — Apostelgerninger 15:28, 29.
Den følgende morgen søgte hospitalet en retskendelse til at give blodtransfusion. Retssagen, der blev ført under forsæde af dommer David R. Main, varede fem dage og fandt sted i et lokale på hospitalet. Lisa var til stede hver dag. Hun havde akut myeloid leukæmi, en sygdom der, trods lægernes udsagn om en helbredelsesprocent på 30, normalt er dødelig. Lægernes behandlingsforslag var intensiv kemoterapi og blodtransfusioner — en behandling der er ekstremt smertefuld og har mange bivirkninger.
På retssagens fjerde dag skulle Lisa selv vidne. Hun blev blandt andet spurgt om hvad hun følte ved den transfusion hun var blevet påtvunget. Hun forklarede at hun følte sig som en hund i et dyreforsøg, at hun sidestillede det med voldtægt og at det virkede som om folk troede at de kunne gøre hvad som helst ved hende bare fordi hun var mindreårig. Hun følte sig syg indvendig over at ligge og se en andens blod flyde ind i hendes årer, og hun spekulerede over risikoen for at få AIDS eller hepatitis eller en anden smitsom sygdom. Men først og fremmest spekulerede hun på hvad Jehova mente om at hun imod hans lov fik en andens blod ind i sig. Hun sagde at hvis det skete igen ville hun „kæmpe imod og sparke til stativet, hive kanylen ud af armen uanset hvor ondt det ville gøre, og forsøge at ødelægge blodposen“.
Lisas advokat spurgte hende: „Hvordan har du det med at børneforsorgen anmodede om at forældreretten blev taget fra dine forældre?“
„Jeg er meget, meget vred over det; jeg synes det er grusomt af dem, for mine forældre har aldrig slået mig. De har altid elsket mig, og jeg elsker dem, og når jeg har været forkølet eller har haft halsbetændelse eller noget andet, har de taget sig af mig. De har altid koncentreret sig om mig, og nu skal der pludselig, blot fordi nogle er uenige med dem, være nogen der kommer og fjerner mig fra dem — det synes jeg er meget ondt, og jeg er meget vred over det.“
„Ønsker du at dø?“
„Nej, det er der vel ingen der gør, men jeg er ikke bange for døden, for jeg ved at jeg har håb om at leve evigt i et paradis på jorden.“
Der var næsten ikke et øje tørt mens Lisa tappert udtalte sig om sin nært forestående død, sin tro på Jehova, og sin beslutning om at forblive lydig imod hans lov vedrørende blodets hellighed.
„Lisa,“ fortsatte hendes advokat, „ville det ændre dit syn på sagen hvis en domstol pålagde dig at modtage blodtransfusion?“
„Nej, for jeg vil stadig være besluttet på at være trofast over for min Gud og rette mig efter hans bud, for Gud står langt over alle mennesker og alle domstole.“
„Hvilken dom vil du gerne have dommeren til at afsige, Lisa?“
„Jeg vil gerne hjem til mine forældre og have at de får forældremyndigheden over mig, sådan at jeg kan være glad, så jeg kan komme hjem og være under gode forhold.“
Og det var netop hvad dommer Main besluttede. Her er et uddrag af den dom han afsagde.
„L. har på en tydelig og nøgtern måde fortalt denne domstol at hvis man gør forsøg på at påtvinge hende blod, vil hun af al magt kæmpe imod dette. Hun har sagt at hun vil skrige og kæmpe og at hun vil hive kanylen ud af armen og forsøge at ødelægge blodposen over sin seng; og jeg tror hende. Jeg nægter at afsige nogen retskendelse der vil føre til at hun udsættes for denne prøvelse.“
Angående den blodtransfusion hun blev påtvunget, sagde han:
„I henhold til paragraf 15(1) finder jeg at hun er blevet diskrimineret på grund af sin tro og sin alder. Ved at hun under disse omstændigheder har modtaget en blodtransfusion, er hendes person blevet krænket i henhold til paragraf 7.“
Hans indtryk af Lisa er også interessant:
„L. er et meget fint, følsomt, høfligt, veltalende og yderst begavet menneske, og frem for alt er hun tapper. Hun er i besiddelse af en modenhed og forstand der sætter hende langt forud for sin alder, og jeg tror roligt man kan sige at hun har alle de gode egenskaber som ethvert forældrepar ønsker hos deres barn. Hun har en klar, velgennemtænkt og fast religiøs overbevisning. I mine øjne vil ingen form for vejledning og intet pres, hverken fra hendes forældre eller fra nogen anden side, heller ikke en dommerkendelse fra denne domstol, få hende til at ændre holdning eller vakle i sin tro. Jeg er af den mening at L. K. bør have mulighed for at kæmpe med sin sygdom med værdighed og fred i sindet.
Anmodningen afvises.“
Samme dag forlod Lisa og hendes familie hospitalet. Og man må sige at hun virkelig kæmpede med sin sygdom med værdighed og fred i sindet. Hun døde fredeligt derhjemme i sine kærlige forældres arme. Derved sluttede hun sig til den lange række af unge vidner for Jehova der i fortid og nutid har sat Gud først. Derfor vil hun, sammen med disse, erfare opfyldelsen af Jesu løfte: „Den der mister sit liv for min skyld vil finde det.“ — Mattæus 10:39, fodnoten.
Ernestine Gregory
Da Ernestine var 17 år fik hun stillet diagnosen leukæmi. Da hun var blevet indlagt ville hun ikke acceptere den behandling lægerne foreslog — brug af blodprodukter som supplement til den kemoterapi de ville benytte. På grund af Ernestines standpunkt, og fordi hendes moder støttede hende, blev sagen meldt til sundhedsmyndighederne i Chicago i Illinois i USA, som så søgte at få en retskendelse til at bruge blod. Der blev berammet et retsmøde hvor retten påhørte udsagn fra Ernestine, en læge, en psykiater og en advokat samt andre involverede personer.
Ernestine sagde til sin læge at hun ikke ville have blod. At det var hendes egen personlige afgørelse baseret på det hun havde læst i Bibelen. At en transfusion givet som følge af en retskendelse mod hendes vilje stadig var en overtrædelse af Guds lov, og at det, uanset rettens myndighed, var forkert i hendes øjne. At hun ikke var imod lægebehandling og ikke ønskede at dø. At hendes afgørelse ikke var et dødsønske, ikke et selvmord; men at hun ikke var bange for at dø.
Lægen Stanley Yachnin erklærede at han var „imponeret over Ernestines modenhed, hendes selvvurdering“ og hendes religiøse oprigtighed. Han udtalte også at Ernestine forstod forløbet og konsekvensen af sin sygdom. Grundet hendes forståelse så dr. Yachnin ikke nogen grund til at indkalde en psykiater eller psykolog.
Det skete imidlertid, og en psykiater, Ner Littner, talte med Ernestine. Bagefter var han af den opfattelse at hun i modenhed svarede til en person mellem 18 og 21 år. Han erklærede at Ernestine havde forståelse af konsekvenserne ved henholdsvis at acceptere og at afvise blodtransfusion. Han sagde at hun havde denne holdning, ikke fordi hun var underlagt en andens myndighed, men fordi det var hendes overbevisning. Dr. Littner mente at Ernestine selv skulle have lov at bestemme i dette spørgsmål.
Jane McAtee, hospitalets advokat, erklærede efter at have interviewet Ernestine at hun mente at Ernestine forstod alvoren af sin sygdom og at hun „lod til at være fuldt ud i stand til at forstå sin beslutning og dens konsekvenser“.
Også retten var imponeret over Ernestines vidneudsagn. Retten mente at Ernestine var en moden 17-årig, at hendes beslutning var truffet ud fra egen overbevisning og at hun forstod den vanskelige situation hun befandt sig i. På trods af at hun viste at hun var en moden ung kvinde der kunne træffe et forstandspræget, informeret valg af behandlingsform, i overensstemmelse med sin dybe overbevisning og sine rodfæstede værdinormer, gav retten besynderligt nok tilladelse til blodtransfusion.
Dommen blev først appelleret til appelretten i Illinois. Med to stemmer mod én afgjorde appelretten at Ernestine ikke kunne tvinges til at modtage blodtransfusion imod sin vilje. Retten afgjorde at Ernestines lovhjemlede ret til fri religionsudøvelse sammen med hendes grundlovssikrede ret til at bestemme over sin egen person, beskyttede hendes ret til, som en moden mindreårig, at afvise blodtransfusion af religiøse årsager.
Børneforsorgen appellerede derefter appelrettens dom til Illinois’ højesteret. Illinois’ højesteret stadfæstede dommen, og afgjorde at selv om Ernestine var mindreårig havde hun ret til at afvise en behandling som var anstødelig for hende. Højesteret baserede sin afgørelse på sædvanerettens hævdelse af den personlige selvbestemmelsesret og loven om modne mindreårige. Den fremgangsmåde der skal følges i sager med modne mindreårige i Illinois blev skitseret af Illinois’ højesteret i følgende erklæring:
„Hvis der foreligger klare og overbevisende vidnesbyrd om at den mindreårige er moden nok til at forstå konsekvenserne af sine afgørelser, og hvis den mindreårige er moden nok til at udvise en voksens dømmekraft, giver loven om modne mindreårige vedkommende en sædvaneretslig myndighed til at acceptere eller afvise en tilbudt lægebehandling.“
Ernestine fik hverken kemoterapi eller blodtransfusion, og alligevel døde hun ikke af leukæmi, sådan som lægerne ville have domstolen til at tro. Ernestine var standhaftig og satte Gud først, ligesom de andre unge der er nævnt. De fik alle ’en kraft som er ud over det normale’. — 2 Korinther 4:7.
[Ramme på side 13]
Farerne ved blodtransfusion
Ifølge The New England Journal of Medicine for 14. december 1989 kan en enkelt portion inficeret blod indeholde tilstrækkeligt med virus til at kunne forårsage 1,75 millioner nye infektioner!
Da det i 1987 blev kendt at AIDS var smittespreder via den frivillige donorordning, klagede bogen Autologous and Directed Blood Programs: „Dette var den mest bitre lægelige ironi: at donorblodet som en værdifuld livgivende gave kunne vise sig at være dødsensfarligt.“
Dr. Charles Huggins, der er leder af blodtransfusionstjenesten ved et hospital i Massachusetts i USA, har udtalt: „Det er det farligste stof vi bruger i lægegerningen.“
Surgery Annual konkluderer: „Det står helt klart at den sikreste transfusion er den der ikke bliver givet.“
Den langt højere tilbagefaldsrate for kræftpatienter som har fået blodtransfusion, har fået dr. John S. Spratt til, i The American Journal of Surgery for september 1986, at udtale: „Kræftkirurger bliver måske nødt til at operere uden blod.“
I Emergency Medicine kunne man læse: „Måske kan vore erfaringer med Jehovas vidner endda tolkes sådan at vi slet ikke er så afhængige af blodtransfusioner som vi engang troede, med alle de potentielle komplikationer som er forbundet dermed.“
Tidsskriftet Pathologist henviste til Jehovas vidners afvisning af blodtransfusion, og sagde: „Trods blodbankernes protest er der mange vidnesbyrd som taler til støtte for deres vægring.“
Ph.d. Charles H. Baron, der er juraprofessor ved Boston College, siger angående Jehovas vidners vægring ved at tage imod blodtransfusion: „Deres virke har gavnet hele det amerikanske samfund. Ikke blot for Jehovas vidner, men for patienter i almindelighed, er der i dag mindre sandsynlighed for at få en unødvendig blodtransfusion, og det er på grund af den indsats Jehovas Vidners Hospitalinformation har ydet.“