Jeg lærte at hade det jeg før holdt meget af
Boksning var hele mit liv. Jeg nød at lægge alle kræfter i et slag og se modstanderen falde om for mine fødder. Det var pragtfuldt at stå midt i bokseringen og høre speakeren udråbe mig som vinder af kampen. Jeg elskede at bokse. Men i dag kan blot tanken om vold give mig kvalme. Jeg har lært at hade det jeg nu betragter som en forkastelig sportsgren.
I 1944 boede jeg i min fødeby Lares i Puerto Rico. Det var her jeg syv år gammel oplevede det frygtelige chok at miste min moder. Hun døde af kræft i en alder af 32 år. Smerten blev næsten uudholdelig da jeg en dag kort tid efter kom hjem fra skole og så en anden kvinde sidde på skødet af min fader. Hun blev min stedmoder.
Min stedmoder kunne mærke at jeg ikke brød mig om hende, og hun behandlede mig strengt. Jeg løb derfor hjemmefra, og sneg mig ubemærket op i en lastbil læsset med kul og appelsiner og faldt i søvn. Da jeg vågnede befandt jeg mig til min overraskelse i byen San Juan, på den modsatte side af øen.
Slagsbroderen
I otte måneder boede jeg på gaden i San Juan. Jeg blev konstant chikaneret af andre børn og følte derfor at jeg måtte slås for at overleve. Efter otte måneder fandt politiet mig og sendte mig hjem. Jeg vænnede mig aldrig til at have en stedmoder og tilbragte det meste af tiden på gaden. Der gik næsten ikke en dag uden at jeg kom op at slås. Som tiårig løb jeg igen hjemmefra.
Efter nogle få ugers forløb fandt politiet mig igen, men denne gang nægtede jeg at fortælle dem hvad jeg hed og hvor jeg boede. Da de ikke kunne finde frem til min familie, sendte de mig på et statsdrevet børnehjem i byen Guaynabo. Her prøvede jeg for første gang i mit liv et par boksehandsker. Det var også her at jeg første gang så navnet Jehova på et skilt. Jeg spurgte hvad det betød og fik det svar at Jehova var jødernes Gud. Jeg glemte aldrig det navn.
Som 15-årig forlod jeg børnehjemmet for aldrig at vende tilbage. For at forsørge mig selv begyndte jeg at sælge aviser. Men uanset hvor jeg kom hen var der andre der havde netop det område. Der var kun én ting at gøre for at overtage et område, og det var at slås. Og slås gjorde jeg!
To år senere meldte jeg mig til den amerikanske hær og modtog den grundlæggende træning i Arkansas, USA. Kort efter blev jeg medlem af en bokseklub. Derefter blev jeg overført til en speciel tjenesteenhed hvor jeg blandt andet skulle arbejde i en gymnastiksal under en sergent der var boksetræner.
En grusom sport
Jeg blev trænet i hvordan jeg kunne bruge mine næver så det skadede mine modstandere. Jeg lærte også at se bort fra venskaber i ringen. Når gongongen lød blev en ven til en fjende der skulle slås ud, helst på knockout.
Jeg ønskede at forblive i hæren, men min sergent gav mig følgende råd: „Tag din afsked fra hæren så hurtigt som muligt og bliv professionel bokser. Så vil jeg i løbet af få år kunne følge dig i fjernsynet når du bokser i Madison Square Garden i New York.“ Det var svært at tro at jeg, en fattig hjemløs dreng, skulle blive en berømt bokser!
Efter to år forlod jeg hæren og flyttede tilbage til Puerto Rico. I 1956 så jeg en dag en annonce indrykket af foreningen Golden Gloves, vedrørende en bokseturnering for amatører. Jeg meldte mig til og blev Puerto Rico-mester i weltervægt. Siden blev jeg fløjet til New York for at bokse i Golden Gloves’ landsturnering i USA. Jeg kæmpede mig frem til semifinalen, men det lykkedes mig ikke at vinde mesterskabet. Der gik dog ikke lang tid før der kom tilbud fra flere boksepromotorer og trænere. Jeg tog derfor imod et tilbud om at blive i New York og træne til professionel bokser.
I 1958 blev jeg professionel bokser. Min sergent fik ret, for i 1961, fem år efter at jeg havde forladt hæren, blev en kamp jeg boksede i Madison Square Garden transmitteret i fjernsynet. Mange af mine kampe foregik i denne berømte sportsarena.
Mine slag satte en stopper for adskillige bokseres karriere. En bokser fra Mexico mistede fuldstændig synet som følge af mine brutale slag. En boksekamp mod mesteren i mellemvægt fra Den Dominikanske Republik kom også til at berøre min samvittighed dybt. Inden kampen gjorde han et stort nummer ud af at jeg var et halvt kilo tungere end ham. Hans indstilling gjorde mig rasende. Jeg havde aldrig selv protesteret over en så ubetydelig vægtforskel mellem mig og mine modstandere, så jeg sagde til ham: „Se du bare at gøre dig klar, for i aften slår jeg dig ihjel!“ Efter kampen skrev en avis at jeg havde haft „et djævelsk udseende“ da jeg gik i ringen. På mindre end to minutter var han slået i gulvet og lå bevidstløs. Hans indre øre blev så alvorligt skadet at han aldrig mere kom til at bokse.
Hvordan jeg lærte at hade boksning
Min popularitet gav mig flere venner blandt skuespillere og musikere. Ved en lejlighed fik jeg endog en tidligere verdensmester i sværvægt, Joe Louis, som promotor til en af mine kampe. Jeg rejste meget, havde dyre biler og andre materielle goder. Men som det er tilfældet med de fleste boksere var min succes kortvarig. I 1963 kom jeg alvorligt til skade i flere kampe og måtte holde op med at bokse.
Omkring dette tidspunkt læste jeg en avisartikel om en berømt bokser der var blevet et af Jehovas vidner. Af en eller anden grund gav artiklen mig det indtryk at det kun var rige mennesker der blev Jehovas vidner.
I løbet af de næste få år fik jeg flere problemer med helbredet. I perioder blev jeg desuden dybt deprimeret, og under et af disse anfald rettede jeg en pistol mod hjertet og skød mig selv. Kuglen ramte et ribben og bøjede af, hvilket reddede mit liv. Jeg var i live men var meget ulykkelig og meget syg. Ikke flere penge, ikke mere berømmelse og ikke mere boksning!
Men så en dag fortalte min kone, Doris, at hun studerede Bibelen med Jehovas vidner og at hun gerne ville overvære møderne i rigssalen. „Jeg ved ikke rigtig, Doris,“ indvendte jeg. „Vi er fattige, og Jehovas vidner er rige og betydningsfulde mennesker.“ Hun fortalte mig at det ikke var sandt og at de forkyndere der studerede med hende boede i vores eget kvarter. Jeg gik derfor med til at hun begyndte at komme til møderne. Ved en lejlighed hvor jeg ventede på hende uden for rigssalen, inviterede en forkynder mig indenfor. Jeg havde snavset arbejdstøj på, men han insisterede. Jeg fik en varm velkomst til trods for min påklædning, og den venlige atmosfære gjorde et dybt indtryk på mig.
Kort efter begyndte jeg selv at studere Bibelen med Jehovas vidner. Jeg lærte at Jehova ikke blot er jødernes Gud, sådan som jeg havde fået at vide, men at han er den eneste sande Gud, den Almægtige, Skaberen af alle ting. Jeg lærte også at Jehova Gud hader vold. I Salme 11:5 siges der: „Jehova ransager såvel den retfærdige som den ugudelige, og den der elsker vold, ham hader Hans sjæl.“ Jeg holdt derfor op med at interessere mig for alt hvad der havde tilknytning til boksning. Af egen erfaring vidste jeg hvor voldelig denne sport er. Efter at have lært Guds syn på sagen at kende var jeg ikke i tvivl om at boksning er en ondskabsfuld og kriminel sportsgren. Ja, jeg lærte at hade den sport jeg tidligere havde holdt så meget af.
Den største forret
I 1970 besluttede jeg mig for at indvi mit liv til Jehova. I oktober samme år blev Doris og jeg døbt, og vi har lige siden haft den forret at forkynde for andre. Som heltidsforkynder har jeg været med til at hjælpe omkring 40 mennesker til at blive tilbedere af Jehova.
Desværre må jeg nu trækkes med de skader jeg pådrog mig i mine voldelige år. De mange hundrede slag jeg har fået i hovedet har givet mig en permanent hjerneskade. Jeg har problemer med min korttidshukommelse og med mit indre øre, hvilket påvirker min balanceevne. Hvis jeg drejer hovedet for hurtigt kan jeg blive svimmel. Jeg er også nødt til at tage medicin mod depression. Mine medkristne er imidlertid meget forstående og hjælper mig til at holde ud. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at han giver mig styrke til regelmæssigt at kunne forkynde hans navn og hensigter for andre.
Jeg har fået den største forret af alle — at have et personligt forhold til den almægtige Gud, Jehova. Da jeg var bokser bedrøvede hver kamp Jehovas hjerte. Nu kan jeg få hans hjerte til at fryde sig, og jeg føler det som om han taler netop til mig når han siger: „Vær vís, min søn, og lad mit hjerte fryde sig, så jeg kan svare den der smæder mig.“ — Ordsprogene 27:11.
Inden længe vil Jehova sætte en stopper for Satans virke, deriblandt vold og dem der fremmer den. Jeg er Jehova meget taknemmelig for at han ikke blot har lært mig at elske det der er godt men også at hade det der er ondt, deriblandt den forkastelige sport boksning. (Salme 97:10). — Fortalt af Obdulio Nuñez.
[Illustration på side 13]
Obdulio Nuñez