Et tog med „tænder“
Af Vågn op!-korrespondent i Grækenland
FORESTIL dig at du står midt i en smal og vildsom bjergkløft, som er fuld af frodige træer og vældige klippeblokke der hænger faretruende ud over klippekanterne, med en hvirvlende flod der snor sig i bunden. Netop som du begynder at føle dig alene, hører du en kværnende og raslende lyd i det fjerne. Det sidste du ville forvente at se på dette ensomme sted, der virker så utilgængeligt og uberørt af mennesker, ville være et moderne transportmiddel. Men lyden er umiskendelig — et tog nærmer sig!
Efterhånden som lyden bliver kraftigere kan du mellem de store træer skimte et lille tog med kun to vogne og et diesellokomotiv i midten der møjsommeligt arbejder sig op ad den stejle bjergskråning. Velkommen til tandhjulsbanen Diakoptón-Kalávryta, en af de mest interessante og imponerende jernbaner i Europa, beliggende på Peloponnes-halvøen i Grækenland. På græsk kaldes denne jernbane odontotós, der ordret oversat betyder „den med tænder“. Et meget passende navn som vi vil se.
Hvorfor nødvendig?
Byen Kalávryta, som er beliggende på det nordlige Peloponnes, er områdets økonomiske og administrative centrum. Det er også et sted af religiøs og historisk interesse på grund af nogle berømte klostre i nærheden. Eftersom byen er smukt beliggende i en dal omgivet af bjerge, er den også berømt for sin naturskønhed, de omgivende skove, de mange kilder og det sunde klima.
Under byens storhedstid i midten af det 19. århundrede havde den en befolkning på 6000. Men den var afskåret fra byerne og landsbyerne ved kysten af et forrevent bjergterræn. Der var ingen brolagte veje eller andre samfærdselsmidler, og transport til og fra byen krævede mange timers udmattende rejse med heste- eller æseltrukne vogne. Den mest bekvemme måde at nå kysten på var via den dybe dal, hvor Vouraikós-floden løber ud til landsbyen Diakoptón.
Før århundredskiftet blev det besluttet at anlægge en nyttig og smuk jernbane, en vigtig forbindelseslinje til kystbyerne. Tekniske undersøgelser viste imidlertid at jernbanelinjen på visse strækninger ville stige eller falde meget stejlt. Det der var brug for i dette tilfælde var en tandhjulsbane.
Hvad er en tandhjulsbane? Det er en jernbane der er konstrueret til et terræn med meget stejle stigninger; midt mellem skinnerne er der anbragt en tandstang, hvori tandhjul fra lokomotivet kan bringes til at gribe ind. Dette forhindrer at toget glider baglæns når det skal opad, eller får for stor fart på når det skal nedad.
For tandhjulsbanen Diakoptón-Kalávryta er den største hældningsvinkel én til syv (en stigning på én meter for hver syv meter), og en sådan stigning forekommer tre forskellige steder på ruten. Her må lokomotivføreren standse toget for at bringe tandhjulene i indgreb med tandstangen og derefter fortsætte med en kontrolleret lav hastighed.
En vanskelig konstruktion
På grund af det uvejsomme terræn jernbanen skulle passere, var bygningen af den en betydelig ingeniørmæssig bedrift. Opgaven blev tildelt et italiensk byggefirma der påbegyndte arbejdet i 1891. For at lette konstruktionsarbejdet valgte man en smalsporet jernbane (75 cm).
Fem år senere, i 1896, havde man fjernet i tonsvis af sten. Ni tunneler var blevet boret gennem bjerget, og seks broer var blevet bygget. I begyndelsen var alle broerne bygget i rundbuestil, men mange år efter blev nogle af dem erstattet af stålbroer. En splinterny jernbane, der på en strækning af 23 kilometer stiger til en højde af 720 meter, var klar til at blive taget i brug. Nu hvor du kender baggrunden for jernbanen, kunne du måske tænke dig at stige på toget og nyde den fascinerende køretur?
En betagende rute
Lad os tage morgentoget, nummer 1328, fra Diakoptón, der ligger ved kysten. Vi påbegynder togrejsen i adstadigt tempo og kører igennem landsbyen. Vi er meget spændte, men landsbyboerne gør sig ikke engang den ulejlighed at dreje hovedet og kaste et blik på det forbipasserende tog, som de åbenbart har benyttet utallige gange. Men vi fortsætter med uformindsket spænding.
Efter få minutter får vi øje på indgangen til en vældig bjergkløft. Det er et betagende skue. Den brusende flod befinder sig på vores venstre hånd, og kæmpemæssige klipper med usikkert rodfæstede fyrretræer hænger faretruende ud over os. Floden har skåret sig smukt gennem klipperne.
Vegetationen er tæt og frodig. Vores tog synes at liste sig gennem skove af store platantræer og bøge, hvis grene næsten rører togstammen. Selv om jernbanen nu har fungeret i næsten et hundrede år, er der visse dele af denne kløft som er praktisk talt utilgængelige og hvis skønhed kun lader sig beskue på afstand.
Vi når det første stoppested kaldet Niámata, hvor et par af de lokale landmænd står af for at gå til deres marker. Da vi fortsætter, bliver terrænet endnu mere stejlt. Pludselig standser toget. Der er naturligvis intet i vejen, men lokomotivføreren må nu bruge tandstangsskinnen i midten for at kunne fortsætte sikkert. Vi mærker at tandhjulene fra lokomotivet nu er i indgreb med tandstangsskinnen, hvilket giver togvognen en mere stabil bevægelse. Til trods for en erfaren medpassagers forsikring om at alt er som det skal være, føler vi os lidt nervøse ved synet af den meget stejle stigning.
Langs klippevæggene i slugtens mere åbne partier ser vi store grotter som lokalbefolkningen benytter til fårefolde. På den venstre side er der mindre huler med meget imponerende drypstensformationer. Store vandfald vælter ned fra alle sider, og lyden heraf bliver forstærket af kløftens akustik. Her til venstre har bjergskred frembragt nogle mindre vandfald, som på et tidspunkt løber ud i den brusende flod. Vi passerer nogle hårdføre mennesker der har bestemt sig for at gå i stedet for at stige på toget.
Idet vi passerer en høj bro bliver floden og slugten dybere. På et sted er kløften meget snæver, kun to meter bred, og toget må passere igennem en tunnel der løber parallelt med en stejl skråning.
Efter at have passeret flere tunneler og broer, åbner slugten sig lidt efter lidt og munder til sidst ud i en smal dal, og inden længe når vi frem til det andet stoppested, landsbyen Kátō Zakhloroú. Skiltet der er opsat ved den lille station, viser at vi befinder os i en højde af 601 meter. De få huse i denne landsby er bygget på begge sider af dalen, skjult mellem kæmpemæssige plataner og valnøddetræer. Man kan mærke den høje luftfugtighed, og hvis man spørger landsbyboerne, vil de samstemmende kunne berette at det ikke er meget solskin de har oplevet i deres liv i denne mørke dal. På grund af dalens form og de tætte trækroner er solen kun synlig i få timer hver dag om sommeren, og endnu færre om vinteren.
Da toget fortsætter efter Kátō Zakhloroú, snor det sig af sted ad en mere normal rute, ledsaget af Vouraikós-flodens nu flade flodleje, mens det passerer piletræer og eukalyptustræer. Efter en imponerende tur på 65 minutter kan vi se husene i Kalávryta gennem morgendisen. Selv om denne by kun har omkring 3000 indbyggere, tiltrækker den mange turister på alle årstider. Nogle kommer for at benytte sig af det nærliggende skisportssted, mens andre kommer for at nyde det behagelige klima og den lækre lokale mad.
’Mere sikker end i sit eget hjem’
Da vi stiger af toget snakker vi med lokomotivføreren Ioanní, som støt og sikkert har bragt os herop. „Jeg nyder altid denne tur,“ siger han lidt forbeholdent. Mens han løfter øjnene, som om han genkalder sig noget, tilføjer han: „Men det er strengt om vinteren. Ser I, toget er ikke altid fyldt, og man føler sig meget ensom midt i denne forfærdelige kløft. Desuden er der bjergskreddene, sneen, kulden og den ubarmhjertige tåge. Men jeg ville alligevel ikke bytte med en ganske almindelig rute.“
Da vi spørger til sikkerheden, er Ioanní ikke i tvivl: „Man er mere sikker i det her tog end i sit eget hjem!“ Faktisk har der kun været ét enkelt mindre uheld og ingen alvorligt tilskadekomne i jernbanens næsten hundredårige historie.
I løbet af 1940’erne og 50’erne var det dette specielle tog man brugte når „den gode nyhed“ om Jehovas rige skulle bringes ud til indbyggerne i den afsidesliggende by Kalávryta, og de omliggende vanskeligt tilgængelige landsbyer. (Markus 13:10) Som følge heraf er der i dag en lille men nidkær menighed af Jehovas Vidner i Kalávryta.
Hvis du engang skal besøge Grækenland, hvorfor så ikke lade din liste over seværdigheder omfatte ruten Diakoptón-Kalávryta med Odontotós, toget med „tænder“? Du vil få en oplevelse som du ikke glemmer lige med det samme.
[Ramme på side 21]
„Retssalen“
Dette navn har lokalbefolkningen givet den største af de grotter der findes langs jernbanelinjen. Drypstensformationerne i grotten har nemlig en slående lighed med en retssal. I baggrunden kan man se „dommerne“ sidde på dommersædet — værdige figurer af opretstående drypsten. På begge sider er der flere drypsten, „vidner“ og „advokater“, der overhører retssagen. Ved grottens åbning kan man iagttage de livløse „anklagede“, domfældte og henrettede, som de hænger ned fra loftet i form af to lange drypsten.
[Kort på side 22]
(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)
Her går jernbanelinjen
GRÆKENLAND
Diakoptón → Kátō Zakhloroú → Kalávryta
[Illustrationer på side 23]
Til højre: Togstationen Mega Spilaion
Derunder: Toget med „tænder“ på vej op ad en smal højderyg