Er skaden tyvagtig?
DA DEN italienske komponist Rossini i 1817 skrev operaen La gazza ladra (Den Tyvagtige Skade), var det med en fast overbevisning om at skaden er tyvagtig. Dette rygte klæber stadig i nogen grad til dette livstykke af en fugl. „Skaderne, de irriterende skurke, hører til Vestens legesyge gadedrenge,“ hedder det i Book of the North American Birds. Husskaden er udbredt i store dele af verden. I Nordamerika stiftede opdagelsesrejsende første gang bekendtskab med den under Lewis og Clarks berømte ekspedition, der i 1804-1806 åbnede det vestlige Amerika. Nogle af ekspeditionens deltagere fortalte at skader søgte ind i deres telte og stjal mad.
Hvis man bor i Europa, Asien, Australien eller Nordamerika, har man mulighed for at iagttage husskaden. Den er almindeligvis ret stor, op til 56 centimeter lang, med sorte og hvide kontrasttegninger på vinger og krop. Halen er lang og grønglinsende. Næbbet er robust. Skader danner ofte kolonier og forsvarer tappert deres territorium, også mod mennesker.
Vor hjemlige husskade ser ved første øjekast ud som om den kun er sort med hvid bug og hvide vingebånd; men fjerdragten har nogle klare farvetoner. Både kroppen og den endnu længere hale skinner i violet og grønt. Halefjerene er desuden bronzefarvede nær spidsen.
Fløjtefuglen fra Australien (en skade der på engelsk kaldes bell-magpie) er en fryd for øret når den slår sine melodiøse triller. Dens og latterfuglens sang er sikre tegn på at man befinder sig i Australien. Fløjtefuglen kan kendes både på sin karakteristiske sang og på de hvide felter på den skinnende ryg, på gumpen, vingerne og undersiden af halen.
Men er skaden tyvagtig? Bogen Song and Garden Birds of North America oplyser: „I den vestlige del af De Forenede Stater har den sortnæbbede skade længe været ildeset som tyv og som ådselæder.“ Men den sidste benævnelse er i virkeligheden en kompliment, eftersom ådselædere mindsker sundhedsfaren. Uanset om man kan lide skaden eller ej, er den og de øvrige 9300 fuglearter med til at forskønne vor klode.