De gode manerers forfald

Millioner holder de gode manerer i hævd, mens andre millioner træder dem under fode.

DE GODE manerer fik en dårlig begyndelse ved århundredskiftet, som det fremgår af The New Encyclopædia Britannica: „I slutningen af det 19. århundrede og i begyndelsen af det 20. anså folk i de højere samfundslag de mest almindelige normer for etikette som værende både et tidsfordriv og, for kvindernes vedkommende, en beskæftigelse. Flere og flere omstændelige ritualer blev udtænkt for at skabe en fornemmelse af eksklusivitet hos de indviede, og for at holde afstand til de foragtelige personer der ikke kendte ritualerne.“

Dette stemmer ikke med hvad gode manerer egentlig burde være. Amy Vanderbilt, en respekteret ekspert på området, skriver i bogen New Complete Book of Etiquette: „De bedste adfærdsregler findes i kapitel 13 i Første Korintherbrev, Paulus’ smukke afhandling om kærlighed. Disse regler har intet med klædedragtens finesser eller med påtagede manerer at gøre. De drejer sig om følelser og holdninger, om venlighed og om hensyn til andre.“

Den passage Amy Vanderbilt henviser til er Første Korintherbrev 13:4-8, hvor der står: „Kærligheden er langmodig og venlig. Kærligheden er ikke skinsyg, er ikke brovtende, bliver ikke opblæst, opfører sig ikke uanstændigt, søger ikke sine egne interesser, lader sig ikke provokere. Den holder ikke regnskab med hver en forurettelse. Den fryder sig ikke over uretfærdigheden, men fryder sig med sandheden. Den tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Kærligheden svigter aldrig.“

Det ville være en behagelig afveksling at se en sådan kærlighed praktiseret i vor tid! Alle ville have ulastelige manerer! Det kristne hjem er et godt sted at lære disse manerer. En familie er som en kompliceret maskine hvis forskellige dele er nært forbundne. Kun med en optimal smøring vil den kunne køre gnidningsløst. Hjælpsomhed, høflighed og omgængelighed er vigtige forudsætninger for et lykkeligt hjem. Nedbrydende gnidninger i forholdet til andre forebygges hvis man flittigt bruger de almindelige udtryk for høflighed og omtanke — ’tak’, ’må jeg . . .?’, ’undskyld’ og ’det er jeg ked af’. Det er små ord med stor betydning, og alle kan lære dem. De koster ikke noget, men med dem kan vi købe os venner. Hvis vi til daglig i familien lægger gode manerer for dagen, vil vi sandsynligvis også gøre det når vi er sammen med andre.

At have gode manerer indebærer også at man tager hensyn til andres følelser, viser dem respekt og behandler dem som vi selv gerne vil behandles. Mange har imidlertid bemærket en devaluering af manererne. En skribent har sagt: „Der er mangel på høflighed fordi individualismen er kommet i højsædet.“ Filosoffen Arthur Schopenhauer skrev: „Selviskhed er så grim en egenskab at vi opfandt høflighed til at dække over den.“ I dag mener mange at „høflighed“ er det samme som „svaghed“ og at uselviskhed betyder at man er holdningsløs. Var det ikke i 70’erne vi lærte om ’mig-selv-først’-livsstilen? En storbyavis har skrevet: „Problemet er så udbredt at almindelig anstændighed ikke længere er almindeligt.“

Londonavisen Daily Mail fortæller at børn helt ned til femårsalderen er stadig mere krigeriske og sjofle, og de behandler andre børns ejendele og de voksne respektløst. De fleste adspurgte lærere mener at forældre forkæler deres børn, og at dette er en af hovedårsagerne til den asociale adfærd. Af de adspurgte lærere i én undersøgelse sagde 86 procent at „det skyldes mangel på normer og forventninger i hjemmet“. Og 82 procent mente at forældrenes manglende eksempel havde skylden. Opløste familier, skilsmisser, løse forhold, for meget fjernsynskiggeri, manglende opdragelse og tugt — det vil uvægerligt føre til familiens undergang.

En skoleinspektør har udtalt: „Jeg er bekymret over børns manglende respekt. De er tilsyneladende ligeglade med om de ydmyger deres kammerater eller fornærmer lærerne. . . . De viser respektløshed på mange måder — oprørske gestus, sjofelheder, nægter at adlyde selv de mest elementære påbud . . ., de vil selv have bolden hele tiden. . . . [På den anden side] er der nogle børn som viser respekt. De er ikke nødvendigvis lærerens kæledægger . . ., men de opfører sig respektfuldt over for andre. De venter til det bliver deres tur, mens andre skubber og maser. . . . Man kan tydeligt se forskel på [børnene].“

En anden skoleinspektør, en veteran i faget, siger: „Vi ser mere direkte ondskab. På legepladsen leger de ikke som tidligere; de strejfer rundt i bander. De er hurtige til at udpege de svage, outsiderne, børn som ikke har de rigtige mærker i sko og bukser. De jager dem og driller dem i ren ondskabsfuldhed. Vi har prøvet at standse det, men uden held.“

„Mange kører utrolig hensynsløst,“ siger professor Jonathan Freedman fra Columbia University. „Landevejene er næsten blevet en slagmark.“ Nyhedsbrevet Monthly Letter, der udgives af Den Kongelige Canadiske Bank, omtaler „det nådeløse myrderi på vejene“ og konkluderer at „problemets kerne er uhøflig opførsel. Der råder en skammelig mangel på den høflighed, hensynsfuldhed, overbærenhed, tolerance og respekt for menneskerettigheder som civilisationen bygger på.“

Avisen The New York Times giver et indtryk af New Yorks gader med disse ord: „Det er trafikanterne mod ambulancerne.“ En del bilister i byen nægter at vige for udrykningskøretøjer, som for eksempel ambulancer og brandbiler, og de øger dermed risikoen for at syge eller tilskadekomne dør fordi hjælpen ikke når frem i tide. Ellen Scibelli, der er direktør for udrykningstjenesten, fortæller om en mand der kørte på Pelham Parkway i bydelen Bronx, og som nægtede at vige for en ambulance der var blevet kaldt ud til et hjertetilfælde. „Han prøvede at spille smart og ville ikke holde ind til siden, men da han kom hen til sit hus fandt han ud af hvor uklog han havde været. Hans mor havde fået et hjerteanfald, og ambulancen forsøgte at nå frem til hende.“

The New York Times International har fortalt om en engelsk organisation der kalder sig Høflighedsselskabet, og som er blevet dannet fordi „folk er blevet utrolig grusomme mod hinanden, og noget må der gøres“. I en spalte i The Evening Standard følte en radiospeaker sig tilskyndet til at beklage: „En nation der tidligere var kendt for at være civiliseret er nu ved at blive et land af ubehøvlede.“ Et skotsk forsikringsselskab „konkluderede at 47 procent af alle ulykker på vejene kan spores tilbage til uhøflig opførsel“.

Fjernsynet har i høj grad bidraget til manerernes forfald, især hos børn og teenagere. Det lærer folk hvordan de skal klæde sig, tale, opføre sig over for andre og bare løse problemer med vold. Hvis vi og vore børn lader os påvirke af fiktionsprægede eller overfladiske programmer, vil vore manerer til sidst afspejle den frække, respektløse og sarkastiske holdning som præger de personer vi iagttager. Forældre skildres ofte som tåber mens børnene er de kloge.

I verden finder man tilfredshed ved at tale højt, påståeligt og pralende; man afbryder, ønsker at dominere, larme, hævde sig selv, provokere og udfordre. Førhen tog de fleste afstand fra dem der havde en dårlig opførsel. I dag kan man godt opføre sig uforskammet uden at falde i unåde. Og ve den der formaster sig til at påtale den dårlige adfærd — han risikerer at blive overfaldet eller overfuset! Nogle unge færdes i larmende kliker der fylder luften med et beskidt sprog og gør obskøne gestus, idet de fornærmer forbipasserende med deres uforskammede opførsel — alt sammen for at henlede opmærksomheden på deres udfordrende oprørskhed og for at chokere de voksne med en åbenlys uforskammethed. Men som det meget rigtigt er blevet sagt: „Uforskammethed er den svage mands efterligning af styrke.“

Man kunne fylde et helt bibliotek med de love som mennesker har sat i kraft for at kunne styre menneskets adfærd, men resultatet viser at det ikke er nok. Skal vi have flere love? Eller måske færre? Det er blevet sagt at jo bedre et samfund er, des færre love er der brug for. Hvad med blot én lov? Denne, for eksempel: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem; det er i virkeligheden dét Loven og Profeterne siger.“ — Mattæus 7:12.

Denne lov ville fjerne de fleste problemer, men for at opfylde alle samfundets behov, må endnu en lov føjes til: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ — Markus 12:30.

Vore dages samfund afviser begge disse bibelske love som unødvendige, ligesom de gør med andre af Bibelens formaninger. De der handler sådan omtales i Jeremias 8:9: „De vise er blevet til skamme. . . . Jehovas ord har de vraget, så hvad visdom har de?“ De ser heller ikke noget behov for almindelig enighed om de grundlæggende værdinormer der traditionelt anses for nødvendige som vejledning for os. Deres nye moral er en bred vej der giver rum for enhver alternativ livsstil man måtte ønske — det er dén brede vej Jesus omtalte som vejen der fører til undergang — og det er mange der går på den. — Mattæus 7:13, 14.

Det fuldkomne eksempel

Jesus Kristus, „som ligger op mod Faderens bryst“, har sat et enestående eksempel til efterfølgelse for os. (Johannes 1:18) Når han talte med folk kunne han være venlig og medfølende eller fast og bestemt, men han var aldrig uvenlig eller uforskammet. Om „hans usædvanlige evne til at omgås alle slags mennesker“ siges der i bogen The Man From Nazareth: „Både offentligt og privat omgikkes han mænd og kvinder på lige fod. Han var fortrolig med uskyldige små børn, og mærkeligt nok også med brødebetyngede svindlere som Zakæus. Respektable hjemmegående kvinder, som Maria og Marta, kunne tale med ham med naturlig frimodighed, men kurtisaner opsøgte ham også, som var de sikre på at han ville forstå dem og være dem venligt stemt . . . Dette at han var i den grad upåvirket af de grænser der hæmmede folk i almindelighed, er et af hans mest karakteristiske træk.“

Jehova Gud viser altid gode manerer når han har at gøre med mennesker som jo er underordnet ham, idet han ofte appellerer høfligt til dem når han byder dem at gøre noget. Da han skænkede sin ven Abraham en velsignelse, sagde han for eksempel: „Løft nu dine øjne og se fra det sted hvor du står,“ og: „Se nu op mod himmelen og tæl stjernerne.“ (1 Mosebog 13:14; 15:5) Da Gud gav Moses et tegn på sin magt, sagde han venligt: „Stik nu hånden ind i din brystfold.“ (2 Mosebog 4:6) Og da Jehova mange år senere talte til sit egenrådige folk gennem profeten Mika, sagde han høfligt: „Hør dog, I Jakobs overhoveder og Israels hus’ førere. . . . Hør dog dette, I overhoveder.“ (Mika 3:1, 9) Alle disse steder bruger den engelske Ny Verden-Oversættelse ordet „please“, for at understrege hvor høflig henvendelsen er. Er vi „Guds efterlignere“ på dette område? Er vi høflige og venlige over for andre? — Efeserne 5:1.

Hvilke råd og moralforskrifter vil de verdsligvise sætte i stedet for Bibelens råd, som de jo afviser? Det vil blive behandlet i den næste artikel.

[Tekstcitat på side 4]

Almindelig anstændighed er ikke længere almindeligt

[Tekstcitat på side 5]

Ambulancen forsøgte at nå frem til hans moder

[Tekstcitat på side 6]

„Uforskammethed er den svage mands efterligning af styrke“

[Kildeangivelse på side 3]

Til venstre: Life; til højre: Grandville