Jeg blev oplært til at dræbe — nu tilbyder jeg liv

„Terrorister har taget gidsler i et hus i det nordlige Israel.“

JEG var på weekendorlov fra den israelske hær og camperede ved Galilæas Sø da jeg hørte ovennævnte nyhed i radioen. Jeg vidste udmærket hvad disse ord betød. Jeg var nemlig officer i hæren og tilknyttet en professionel specialenhed der bekæmpede terrorisme. Jeg vidste også at jeg var en af dem der skulle trænge ind i huset, dræbe terroristerne og befri gidslerne. Uden tøven startede jeg derfor min bil og kørte så hurtigt jeg kunne til åstedet.

Officerer i den israelske hær går altid ind først i sådanne situationer, og jeg var derfor klar over at jeg som en af de første måtte stå ansigt til ansigt med terroristerne. Men tanken om eventuelt at blive dræbt eller såret afskrækkede mig ikke. Jeg ankom til gerningsstedet blot nogle få minutter efter at mine kammerater i vores enhed havde klaret jobbet — dræbt de fem terrorister og befriet gidslerne. Jeg var dybt skuffet over at være gået glip af aktionen.

Hvorfor havde jeg det sådan? Fordi jeg var meget nationalistisk og ønskede at bevise min kærlighed til mit land. Men hvordan var jeg kommet ind i dette særlige antiterrorkorps?

Jeg er født i 1958 i den israelske by Tiberias og er vokset op i et meget nationalistisk hjem. Jeg lærte at tro at mit land altid havde ret. Da jeg i 1977 gik ind i den israelske hær, meldte jeg mig derfor til den mest professionelle kampenhed. Kun meget få procent af ansøgerne får lov til at begynde det yderst krævende træningsprogram. Af dem der fuldfører, hvilket langtfra er alle, udvælges der kun et par stykker til at blive officerer. På vores hold var jeg den ene.

For mig var dette et udtryk for min kærlighed til mit land. Jeg havde god grund til at være stolt af mig selv. Jeg var jo officer i en speciel kampenhed og udførte opgaver som manden på gaden knap nok kunne se i en biograf. Men i kølvandet på succesen, berømmelsen og den tjenstlige hemmelighed fulgte en åndelig tomhedsfølelse som blev større og større, indtil jeg begyndte at indse at der måtte være en dybere mening med livet. Efter mere end fire vanskelige år forlod jeg derfor hæren og rejste ud for at se verden.

Hvorfor jeg forlod Israel

Min rejse rundt i verden sluttede da jeg i Thailand mødte Kunlaya, der senere skulle blive min hustru. Hun studerede kunst ved Bangkok-universitetet. Ingen af os havde gået i giftetanker, men vores kærlighed til hinanden var stærkere end vi troede. Kunlaya stoppede derfor sin uddannelse og jeg sluttede min rejse. Vi blev enige om at det skulle være os to. Men hvor skulle vi slå os ned? I Israel, selvfølgelig. „Jeg må være med til at beskytte mit land,“ sagde jeg til Kunlaya.

I Israel må en jødisk mand kun gifte sig med en jøde. Jeg vidste udmærket at Kunlaya var buddhist og at hun derfor måtte konvertere til jødedommen for at blive gift med mig. Kunlaya havde ikke noget imod at foretage dette skift. De jødiske gejstlige der var ansvarlige for en sådan konvertering var imidlertid af en anden opfattelse. Uanset hvor vi henvendte os blev vi mødt med det samme negative svar: „En som dig burde finde en sød jødisk pige og ikke gifte sig med sådan en hedning.“ Kunlaya var ikke blot hedning men var også af en helt anden race.

Efter at have prøvet i seks måneder blev vi til sidst inviteret til en domstol for religiøse anliggender. Vi havde en samtale med tre rabbinere, der skulle afgøre om Kunlaya kunne konvertere til jødedommen. Jeg blev retledt fordi jeg ville gifte mig med en hedning. De bad mig sende hende hjem. „Hvorfor ikke tage hende som din slave!“ foreslog den ene rabbiner. De afviste vores anmodning.

Jeg havde fået nok. Mens de stadig talte tog jeg Kunlaya ved hånden og forlod retslokalet idet jeg sagde til rabbinerne at hun aldrig ville blive en jøde, selv ikke hvis hun fik tilladelse, og at jeg ikke ønskede at være jøde længere. ’En religion der behandler folk på denne måde er alligevel ingenting værd!’ tænkte jeg ved mig selv. Nu da jeg havde truffet mit valg blev der gjort særlige bestræbelser for at skille os ad. Selv mine kære forældre blev revet med i alt dette på grund af stærke religiøse følelser og det pres der blev lagt på os for at få os til at forlade hinanden.

I mellemtiden var der udbrudt krig i Libanon mellem de israelske styrker og de palæstinensiske guerillagrupper. Jeg blev selvfølgelig indkaldt, og mens jeg satte livet på spil langt inde på fjendens område, blev Kunlayas pas taget fra hende og hun blev bedt om at forlade landet. Alt dette var en del af planen om at skille os ad. Samme øjeblik som jeg fandt ud af hvad der var sket, døde min kærlighed til mit land. For første gang indså jeg hvad nationalisme i virkeligheden er. Jeg havde været villig til at ofre meget for mit land, og nu kunne jeg ikke engang få lov til at gifte mig med den kvinde jeg elskede! Jeg følte mig dybt såret og forrådt. At sende Kunlaya bort var for mig det samme som at sende mig bort. Hvis jeg tog kampen op for at vinde den sag var det i virkeligheden en kamp for min egen plads i Israel. Det var jeg ikke indstillet på.

Vi havde intet andet valg end at flyve udenlands, blive gift og derefter vende tilbage til Israel for at træffe de endelige forberedelser til vores udrejse af landet. Vi forlod Israel i november 1983, og på det tidspunkt var vi blevet forsonet med mine forældre. Jeg havde altid set hykleriet i religionen som hovedårsagen til jødernes vanskeligheder, men jeg havde alligevel aldrig været så langt væk fra religion som nu.

Jeg finder sandheden om Messias

Til vores store overraskelse fandt vi ud af at vi ikke kunne bo i min hustrus hjemland på grund af en særlig immigrationslov. Vi måtte derfor se os om efter et tredje land hvor vi kunne slå os ned! Vores første søn blev født i Australien, men vi kunne heller ikke blive dér. Vi fortsatte med at flytte fra land til land. To år gik, og langsomt begyndte vi at miste håbet om at finde et sted hvor vi kunne bo permanent. I oktober 1985 landede vi i New Zealand. ’Endnu et transitland,’ tænkte vi mens vi rejste på tommelfingeren nordpå med vores 11 måneder gamle dreng. Men deri tog vi fejl!

En aften blev vi inviteret på et måltid mad hos et flinkt ægtepar. Efter at have hørt vores historie tilbød hustruen at hjælpe os med vores ansøgning om permanent opholdstilladelse i New Zealand. Dagen efter, lige før vi sagde farvel til ægteparret, gav hustruen mig en lille bog der hed Det Ny Testamente (De Græske Skrifter). „Læs den,“ sagde hun. „Alle dens skribenter var jøder.“ Idet jeg lagde bogen i min taske lovede jeg at læse den. Jeg havde ingen idé om indholdet af bogen, eftersom jøder som regel ikke læser kristne publikationer. Senere købte vi en gammel bil som vi gjorde til vort hjem, og fortsatte sydpå.

Engang ved et rast huskede jeg mit løfte. Jeg tog bogen frem og begyndte at læse den. Jeg læste om det menneske som den jødiske tro havde lært mig at se på med antipati, ja endda med afsky. Jeg blev overrasket over at læse at Jesus havde tilbragt det meste af sit liv der hvor jeg også havde boet, nemlig ved Galilæas Sø. Jeg var endnu mere forbløffet over at læse hvad han sagde. Jeg havde aldrig før hørt nogen udtrykke sig som ham.

Jeg prøvede at finde fejl ved denne mand, men nej, i stedet voksede min kærlighed til det han lærte, og jo mere jeg læste, jo mere undrede jeg mig over hvorfor jøder havde løjet om ham. Selv om jeg aldrig havde været religiøs, begyndte jeg at indse at jeg havde været hjernevasket af religion ligesom jeg havde været det af nationalisme. ’Hvorfor hader jøderne ham så meget?’ tænkte jeg.

Mit spørgsmål blev til dels besvaret da jeg læste kapitel 23 i Mattæusevangeliet. Jeg sprang bogstavelig talt op af stolen da jeg læste hvordan Jesus modigt afslørede hykleriet og ondskaben blandt datidens jødiske religiøse ledere. ’Intet har forandret sig,’ tænkte jeg, ’de samme ord af Jesus kunne lige så godt have været sagt om de jødiske religiøse ledere i dag. Jeg har selv set det og oplevet det!’ Jeg kunne ikke lade være med at få dyb respekt for denne mand der frygtløst talte sandheden. Jeg søgte ikke efter en anden religion, men jeg kunne ikke sidde kraften i Jesu lære overhørig.

Vi hører navnet Jehova

Jeg var halvvejs færdig med at læse De Græske Skrifter da vi kom til Milford Sound på sydvestkysten af South Island. I nærheden af hvor vi parkerede vores bil sad en asiatisk kvinde. Min hustru gav sig i snak med hende. Da hendes engelske mand kom, fortalte vi dem i korte træk vores historie. Manden fortalte os så at Gud i den nærmeste fremtid vil gøre en ende på nutidens regeringer og lade sin egen regering styre en retfærdig verden. Det lød godt i mine ører, men jeg tænkte: ’Han drømmer.’

Manden fortsatte med at fortælle os om det religiøse hykleri og om kristenhedens kirkers falske lære. Hustruen sagde så: „Vi er Jehovas vidner.“ Det navn slog mig, og jeg tænkte: ’Hvad har disse hedninger med jødernes Gud at gøre? Og med dette navn Jehova!’ Jeg kendte navnet, men det var første gang jeg hørte det udtalt. Jøder må nemlig ikke udtale dette navn. Ægteparret gav os deres adresse og nogle bibelske publikationer, hvorefter vi skiltes. Hvad vi ikke vidste var at mødet med disse to skulle ændre vores liv.

Finder sandheden

To uger senere var vi i Christchurch. Der var sørget for at vi kunne bo og hjælpe til på en fårefarm som ejedes af medlemmer af pinsebevægelsen. På farmen læste jeg De Græske Skrifter færdig, hvorefter jeg begyndte forfra. Jeg bemærkede hvor selvfølgeligt Guds eksistens var for Jesus. For første gang i mit liv tænkte jeg: ’Findes der virkelig en Gud?’ Jeg begyndte at lede efter svaret. Det lykkedes mig at skaffe et eksemplar af hele Bibelen på mit eget sprog, hebraisk, og jeg fortsatte med at læse i bogen for at lære Jehova bedre at kende, den Gud der påstod at være den Almægtige.

Min hustru og jeg fandt hurtigt ud af at det vi lærte af farmens ejere ikke var i tråd med det vi læste i Bibelen. Det samme var tilfældet med deres adfærd. Faktisk nåede vi til et punkt hvor vi blev så rystede over den måde de behandlede os på at jeg skrev et brev til damen der havde givet os De Græske Skrifter og fortalte hende om forholdene på farmen. „Indtil nu tror jeg Gud har vist os hvilken ’kristendom’ der er falsk, og hvis Gud virkelig findes vil han vise os den sande kristendom.“ Jeg skrev til hende uden at vide at jeg havde fuldstændig ret i dette. På det tidspunkt kom jeg i tanker om hvad de to Jehovas vidner havde fortalt os om kirkernes hykleri. Vi besluttede os for at tage kontakt med dem.

Få dage senere sørgede dette ægtepar for at vi fik besøg af to andre Jehovas vidner som boede i nærheden. De inviterede os til middag. Hjemme hos dem drøftede vi Bibelen, og vi nød det vi hørte. Næste dag blev vi igen inviteret hjem til dem og havde endnu en lang drøftelse. Det de viste os ud fra Bibelen lød så fornuftigt at både min hustru og jeg følte at vi havde fundet noget vidunderligt, ja, sandheden!

Vi havde svært ved at falde i søvn den aften. Vi vidste at livet ikke ville blive det samme igen. Jeg begyndte at læse bogen Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden, udgivet af Jehovas Vidner. Mens jeg læste den følte jeg det som om jeg havde været blind men nu kunne se! Jeg forstod meningen med livet, hvorfor mennesket blev sat på jorden, hvorfor vi dør, hvorfor Gud tillader så megen lidelse, og hvordan verdensbegivenhederne er en opfyldelse af Bibelens profetier. Jeg skaffede mig så mange af Jehovas Vidners bøger som jeg kunne og sad i timevis og læste dem. Jeg kunne nemt se det forkerte i treenighedslæren, helvedeslæren og læren om den udødelige sjæl. Jeg nød den logik og de vægtige bibelske ræsonnementer publikationerne indeholdt.

Jeg sammenligner bibler og vi overværer et møde

Ejerne af farmen søgte at tale os fra at studere med Jehovas vidner. „De har en anden Bibel, en falsk oversættelse,“ sagde de. „Det vil jeg undersøge,“ svarede jeg. Jeg købte nogle få bibeloversættelser af farmerne og fik også fat i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Jeg sammenlignede disse bibler med en bibel på hebraisk. Det glædede mig at opdage at Ny Verden-Oversættelsen var den mest nøjagtige og korrekte oversættelse. Derved voksede min tillid til Vagttårnsselskabets publikationer.

Første gang vi overværede et møde i rigssalen forstod vi ikke alt hvad vi hørte. Vi havde imidlertid ikke besvær med at fatte den enestående kærlighed som menigheden viste os. Det gjorde indtryk på os at navnet Jehova blev nævnt så ofte. „Jehova, Jehova,“ sagde jeg igen og igen på vej hjem fra mødet. „Der blev ikke bare sagt ’Gud’, men ’Jehova Gud’,“ sagde jeg til min hustru.

Til sidst flyttede vi til Christchurch for at kunne være mere sammen med Jehovas vidner og overvære alle møderne. Bogen Livet — hvordan er det kommet her? Ved en udvikling eller en skabelse? ryddede enhver tvivl af vejen i mit sind om at Jehova Gud virkelig eksisterer og at han er Skaberen.

Vi får kontakt med palæstinensiske brødre

Efter at være kommet i kontakt med Jehovas Vidners afdelingskontor i Israel, modtog jeg nogle breve fra forkyndere i landet. Et af brevene var fra en palæstinenser som boede på Vestbredden. Hun indledte sit brev med at skrive: „Min broder Rami!“ For mig var dette ufatteligt, eftersom palæstinensere var mine fjender — og her kaldte en af dem mig „min broder“. Jeg begyndte at værdsætte den enestående, verdensomspændende kærlighed og enhed der råder blandt Jehovas vidner. Jeg læste at Jehovas vidner i Tyskland under den anden verdenskrig var blevet sat i koncentrationslejre, hvor de måtte lide og hvor nogle blev henrettet fordi de ikke ville lære at kæmpe mod deres åndelige brødre i andre lande. Ja, det var hvad jeg forventede af Jesu sande disciple. — Johannes 13:34, 35; 1 Johannes 3:16.

Vi gjorde fortsat fremskridt i vort studium. I mellemtiden havde New Zealands immigrationsmyndigheder venligt givet os permanent opholdstilladelse, hvilket yderligere bidrog til vor glæde. Nu kunne vi bosætte os og tilbede Jehova i et af verdens smukkeste lande.

Mine forældre hører om sandheden

Så snart vi begyndte at lære disse vidunderlige sandheder at kende begyndte jeg selvfølgelig at skrive til mine forældre om dem. De havde allerede givet udtryk for at de gerne ville komme og besøge os. „Jeg har fundet noget der er meget mere værd end penge,“ skrev jeg for at skabe forventning til besøget. I slutningen af 1987 landede de i New Zealand, og vi begyndte næsten med det samme at tale om sandheden fra Bibelen. Min far troede at jeg var blevet skør af at tro på Jesus, og han prøvede ihærdigt at bevise at jeg havde taget fejl. Næsten hver dag havde vi diskussioner om emnet. Men med tiden blev disse diskussioner til drøftelser, og drøftelserne til et bibelstudium. Forkynderne viste dem ægte kærlighed, og mine forældre så skønheden og logikken i sandheden.

Det var meget glædeligt for mig at se mine forældre blive udfriet fra trældom under falsk religion og senere også fra nationalisme! Efter fire måneders besøg vendte de tilbage med sandheden til deres hjemby ved Galilæas Sø. Dér fortsatte de med at studere med to Jehovas vidner fra den nærmeste menighed som lå 65 kilometer væk. De begyndte snart at fortælle andre om Jehova og hans ord. Få dage før Golfkrigen brød ud symboliserede de deres indvielse til Jehova.

I mellemtiden havde min hustru og jeg i juni 1988 offentligt symboliseret vor indvielse til Jehova Gud og dermed sluttet os til den verdensomspændende familie af Jehovas vidner. For mig stod det helt klart at der kun var én måde at tjene Jehova på — nemlig som heltidstjener. Jeg greb derfor den første mulighed for at begynde i heltidstjenesten. Jeg glemmer aldrig hvor meget jeg var villig til at ofre for mit land, endog selve livet. Hvor meget mere skulle jeg så ikke være villig til at gøre for Jehova Gud, der aldrig vil svigte mig! — Hebræerne 6:10.

Vi takker Jehova for det skønne håb han giver os, håbet om at jordkloden snart vil blive omdannet til et smukt hjem for dem der virkelig elsker retfærdighed. Ja, et hjem fri for nationalisme og falsk religion, og derfor fri for krige, lidelser og uretfærdighed. (Salme 46:8, 9) — Fortalt af Rami Oved.

[Kort på side 17]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

LIBANON

SYRIEN

ISRAEL

Tiberias

Besatte områder

Jeriko

Jerusalem

Gazaområdet

JORDAN

[Illustration på side 18]

Rami Oved sammen med sin familie i dag